Det er blevet sæson for at spille kong Kulerod. Træernes knopper svulmer, folk sidder pludselig udendørs og smiler liderligt og forkølet med hjertet svulmende under åben jakke. Verden opfører sig også kuk-kuk.
Ugen begyndte med, at nyheden om endnu et formodet kemisk angreb mod civile i Syrien drev ud over kloden, og her mod ugens slutning trækker det op til en vestlig straffeaktion. Careful what you wish for, siger man i USA, og de, der har håbet, at verdens mægtigste kong Gulerod, Donald Trump, ville rette lidt af sin machoenergi mod Rusland, fik denne uge et ønske opfyldt, da præsidenten onsdag tweetede:
»Rusland lover at skyde hver og et missil affyret mod Syrien ned. Gør jer klar, Rusland, for de vil komme – fine og nye og ’kloge’,« lød det fra manden, der tidligere har pralet med, at han har den største røde knap af dem alle. Allerede inden da havde russisk tv varmet godt op under dommedagsstemningen, da en vært på kanalen Rossija 24 stod foran et billede af en atombombeeksplosion og forklarede, at det var godt at købe rigeligt med salt og havregryn og sørge for at have vand nok, hvis man skulle få brug for et længere ophold i en bunker.
Andre medier fulgte op med påmindelser om, at man skulle søge mod de dybeste metrostationer for maksimal sikkerhed. Så langt kommer det nok ikke lige nu, og måske har storpolitik altid været en pornofilm for krigsliderlige med store røde knapper, lange lækre missiler og eksplosive kerneladninger til at slutte det hele af, men i dag er vi alle øjeblikkelige tilskuere via de sociale medier.
Oven i det har de sociale medievirksomheder og deres detaljerede kendskab til alle brugerne vist sig at være et potent våben i sig selv – i hvert fald sådan rent psykologisk – og det var en af årsagerne til, at Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, denne uge var indkaldt til kolde afvaskninger i det amerikanske senat og Repræsentanternes Hus. Klædt i facebookfarvet jakkesæt forklarede han, hvad der egentlig står i den aftale, to milliarder Facebook-brugere har scrollet igennem uden at læse, fordi vi skulle ind og se, hvem fra vores folkeskole, der var blevet fede. Nu sad Zuckerberg så som en venlig fyr fra TDC’s kundeservice og svarede på alverdens spørgsmål med et: »Har I prøvet at slukke og tænde jeres demokrati igen?« som New York Times vittigt opsummerede seancen.
Men det hjælper nu ikke altid at genstarte, må vi sande herhjemme, efter at offentlige arbejdsgivere og lønmodtagere har forsøgt at tale sig frem til en ny offentlig overenskomst hos forligsmanden igen denne uge – og stadig uden resultat.
»Jeg er ligesom andre begyndt at indstille mig på, at en konflikt kan ske,« sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen om fremskridtets udeblivelse.
Hvis man nu går og synes, at det hele er lidt håbløst, og at alt er på vej mod afgrunden – så kan det være en god idé at se mod Hjørring kommune for få lidt perspektiv på sagerne. Her er kommunens svar på Den Lille Havfrue nemlig på vej i afgrunden sådan bogstavelig talt. Det drejer sig em et herligt og fredeligt fallossymbol, nemlig Rubjerg Knude Fyr, der troner højt over havet i et landskab af sand – blot otte meter fra kanten af en stejl, stejl klint, som havet gnaver sultent af. I Kulturministeriet ville man nok kalde det en brændende platform. Ved Jammerbugten, vil man bare gerne flytte fyret 40 meter ind i landet og lave noget kystsikring.
»Men«, sagde den lokale teknik- og miljøudvalgsformand Søren Smalbro (V) til Nordjyske og kom med et budskab, der kan gå ud til alle klodens kong Gulerødder og forhandlere:
»Det er vigtigt, at vi tænker os om, så vores børn ikke står med præcis den samme problematik om 30 år igen,« sagde han. »For så er vi jo lige vidt.«
Ugerevyen
Ugerevyen giver dig et stærkt idiosynkratisk overblik over de mest interessante begivenheder i ugen der gik. Vi dækker både indland, udland og dyrenes verden.
Seneste artikler
Ugerevy: Det var kulturen, der gjorde det
24. oktober 2020Endnu en uge hvor Donald Trump fortsatte sin heroiske kamp mod realiteterne, mens Frank Jensen opdagede, hvad en forrået kultur havde gjort ved hamMinken er dødsens, europæerne er corona-trætte, og feminismen er ikke, hvad den har været
17. oktober 2020Endnu en uge er gået skævt og går lykkeligvis på hældUgens maskespil: Trump uden maske, Morten Østergaard demaskeret og en ansigtsløs russer
10. oktober 2020Dette blev ugen, hvor Donald Trump smed ansigtsmasken på åben skærm, Morten Østergaard blev demaskeret i sagen om Lotte Rod, og en ansigtsløs russer førte Udenrigspolitisk Nævn bag lyset
Herlig gennemgang af den dystopiske verdensorden - eller rettere - manglen på samme ;-)
Ja, ret underholdende, og den lokale teknik- og miljøudvalgsformand er en klog mand.