Læsetid: 17 min.

Naboerne og lokalpressen kalder den tidligere dyrelægebolig for en rotterede. Familien i huset siger, at de bare gerne vil være i fred

Et hus i Helsingør og familien, der bor i det, har i årevis været et lokalt stridsemne. Men hvad gemmer der sig bag de knuste ruder og spånpladerne i den gamle dyrlægebolig i Kvistgård? Og hvad vil det sige, at en familie er ’uanbringelig’?
I den gamle dyrlægebolig uden for Helsingør bor en palæstinensisk familie. Artikler i den lokale presse skriver, at huset til naboers forargelse bliver udsat for hærværk af familien.

I den gamle dyrlægebolig uden for Helsingør bor en palæstinensisk familie. Artikler i den lokale presse skriver, at huset til naboers forargelse bliver udsat for hærværk af familien.

28. april 2018

Det er en af de første lune forårsdage i april i byen Kvistgård lidt uden for Helsingør. Jeg sidder på en havestol af træ, hvis røde maling skaller lidt. Foran mig står en spinkel, blomstret porcelænskop. En kvinde fylder den med stærk arabisk kaffe fra en metalkande.

»Sukker?« spørger hun.

Vi sidder i haven uden for en stor villa af røde mursten med buede vinduespartier. I årtier husede den en dyrlægepraksis. Men de seneste otte år har det palæstinensiske ægtepar El-Ali boet her med deres seks børn. Gennem et bredt bælte af bambus i den ene side af haven kan man se en bil køre forbi. Der er vej på tre sider af huset og en konstant susen af trafikstøj.

Over for mig sidder ægteparret Ahmed og Rediyeh, Rediyehs søster og en nevø. To niecer leger indenfor. En yngre svigerdatter, kommer også ud og tænder en cigaret.

Under pres

Rediyeh El-Ali trækker fødderne ud af sine klipklappere og sætter sig i skrædderstilling på havestolen. Hun er klædt i sorte slacks og en strikket cardigan og et sort tørklæde med hvidt mønster over panden.

»Jeg håber, du vil skrive det, du har set. Hverken mere eller mindre. Folk må tænke hvad de vil,« siger hun. »Vi vil bare gerne være i fred.«

»Slummen breder sig omkring uanbringelig familie«. Sådan lød overskriften i en artikel i Helsingør Dagblad en måned forinden. Den fortæller om en »arabisk familie«, som i 2010 af kommunen blev anbragt i den tidligere dyrlægebolig:

»I dag er det slum. Der har været flere småbrande i huset, og en politiaktion mod familien for et par år siden førte også til ødelæggelser … forfaldet er synligt fra alle vinkler. Rotterne har også indtaget stedet, og mange borgere har henvendt sig til myndighederne, men også til Helsingør Dagblad, for at få en forklaring på, hvorfor der ikke bliver skredet ind over for ødelæggelserne.«

Selv om boligen tilsyneladende udsættes for hærværk, kan kommunen ikke skride til udsættelse, står der i artiklen. For familien kan ganske enkelt ikke bo andre steder. Den er placeret, hvor den generer omgivelserne mindst muligt, lyder det fra en kommunal medarbejder. Årsagen er, at familien nogle af de andre steder, den har boet, har »forpestet sine omgivelser i kraft af deres adfærd«.

’En torn i øjet’

Artiklen er avisens mest delte i år og er blevet klikket på af flere læsere end resultatet fra kommunalvalget. Nedenfor er der over 30 indlæg fra læserne, som entydigt mener, familien skal smides ud. Ikke bare af huset, men helt ud af landet: »Utilstedeligt. Fratag deres ydelser«. »Dejligt at der stadig findes journalister, der tør beskrive virkeligheden objektivt«.

Udefra: Familien fortæller, at der bliver kastet sten mod vinduerne. Nu har de opgivet at sætte nye ruder i.

Det er journalist Niels Berg, der har skrevet artiklen. På Helsingør Dagblad har han en spalte, der hedder »Bergs Bureau«, hvor han på læseropfordring undersøger stort og småt.

»Vi var næsten tvunget til at tage sagen op, fordi vi fik så mange henvendelser,« siger han.

»Det er en smuk gammel villa, som er blevet raseret. Og det er jo en torn i øjet på alle, der kører forbi.«

Han har forsøgt at få familien i tale uden held, fortæller han. Forinden havde han hørt, at politiet ikke nærmede sig huset uden skudsikker vest.

»Og så træder man jo varsomt. Men jeg har været deroppe forbi og banke på. Der var ikke en sjæl.«

Han ved ikke, hvordan huset ser ud indenfor.

»Jeg har skrevet ud fra det, man kan se med sine egne øjne udefra: nemlig at det er en offentlig ejendom udsat for hærværk. Men det har ingen konsekvenser for beboerne, som det ville have for alle andre. Kommunen kan ikke kan smide familien ud, for hvor pokker skal den ellers bo. De er uanbringelige.«

Privatlivets fred

’Uanbringelige familier’ viser sig at være noget, kommuner og boligselskaber kæmper med rundtom i hele landet. Omfanget er ikke afdækket, men det drejer sig om relativt få familier, der til gengæld har meget store problemer, forklarer Niels Arendt, kontorchef i Center for Social og Sundhed, i Kommunernes Landsforening. Og selv om de skaber problemer for naboerne, hærger boligen eller begår kriminalitet i boligområdet, har kommunen stadig en pligt til at huse dem.

»Boligselskaberne kan smide dem ud. Men kommunerne skal jo hjælpe de her familier. Det er ikke one-size-fits-all. Man skal løse hver enkelt sag individuelt,« siger Niels Arendt, der ikke vil kalde familierne ’uanbringelige.’ Han foretrækker udtrykket ’udsatte’.

»Vi gør, hvad vi kan. Men der kan være adfærd i en familie, hvor man vurderer, at de har brug for hjælp, men de ikke ønsker det, og simpelthen nægter at åbne døren. Og der er jo det, der hedder privatlivets fred, så det er dilemmafyldt,« siger han.

Jeg finder gamle artikler om familien i dyrlægehuset frem. Der er mange.

Særligt i sommeren 2009, hvor familien boede i et socialt boligbyggeri på Belvederevej i Helsingør. De blev opsagt af Lejerbo, fordi de angiveligt havde overfaldet nogle af de andre beboere og skabt massiv utryghed i området. Historien nåede også de landsdækkende medier, og i slutningen af august tilbød Lejerbo at evakuere de andre 23 familier i boligblokken. Det fik kommunen til at flytte familien akut til en midlertidig bolig.

Og et halvt år efter blev den genhuset i den 160 kvadratmeter store tidligere dyrlægebolig i Kvistgård, som kommunen havde købt på tvangsauktion for to millioner kroner. Huset havde stået tomt længe og var i dårlig stand, men blev renoveret, så familien kunne flytte ind. Medlem af byrådet for Dansk Folkeparti Ib Kirkegaard protesterede over, at familien skulle have »en kæmpevilla«. Men fra andre byrådsmedlemmer lød argumentet, at kommunen var forpligtet til at hjælpe og støtte familien og ikke mindst børnene. Og i maj 2010 flyttede de ind i dyrlægehuset.

Tag over hovedet

Bent Madsen er direktør i Boligselskabernes Landsforening. Han husker godt sagen fra Helsingør, hvor ejendomsselskabet overvejede at evakuere de andre familier.

»Men det har jeg altså kun hørt om den ene gang. Det var jo en ekstrem sag på alle måder,« siger Bent Madsen. Man kan godt tilbyde en anden bolig til dem, der føler sig generet, men vil typisk forsøge at smide den problematiske lejer ud. Selv om sagerne kan trække ud i årevis.

»Det er både til skade for naboerne og familien selv, som har en usikkerhed hængende over hovedet,« siger Bent Madsen.

Der findes ikke tal på, hvor ofte boligselskaberne og kommunerne står med ’problemfamilier’, som han kalder dem. Men i boligselskabet KAB havde man i 2016 465 husordenssager om alt fra hærværk til støj og kriminalitet i selskabets 55.000 boliger. De fleste blev løst med hjælp fra sociale viceværter, konfliktmæglere og gældsrådgivere, og hen over en periode på to år blev kun ti beboere fra KAB sat ud af deres bolig via domstolssystemet.

Der skal nemlig meget til, fortæller Bent Madsen. Selv om en højesteretsdom fra 2016 betyder, at boligselskaberne kan rejse en sag om udsmidning, hvis en lejer har begået personfarlig kriminalitet på boligområdets matrikel, er det kun sket i ganske få sager. Og så står man uanset hvad med et nyt problem.

»For når folk går til den boligsociale anvisning, fordi de mangler et sted at bo, lander det typisk hos boligselskaberne igen. Mennesker skal jo have tag over hovedet,« siger Bent Madsen.

Skatteborgernes penge

Jeg vil gerne have Helsingør Kommunes politikere i tale og ringer til borgmesteren, konservative Benedikte Kiær. Men hun vil meget nødig udtale sig, fortæller hendes pressetalsmand. I stedet får jeg fat i Per Tærsbøl, som var borgmester fra 1994-2009. Han sidder stadig i byrådet for De Konservative:

Tidligere borgmester Johannes Hecht-Nielsen er dyrlægen, der engang har boet i huset. Han har i dag som en af de i byen et fint forhold til den palæstinensiske familie.

»Vi tvangsflyttede familien, fordi naboerne var utrygge,« siger Per Tærsbøl, der ikke fortryder beslutningen, men sukker, da jeg spørger ham, om han har set dyrlægehuset for nylig.

»Ja, jeg kører tit forbi, og de behandler det, så guderne må sig forbarme. Jeg kan godt forstå, hvis folk i nærheden er forargede.«

Han kan dog stadig ikke se andre løsninger for sig.

»Som kommune er vi forpligtet til at sørge for, at de har et sted at bo.«

Også viceborgmester Marlene Harpsøe fra Dansk Folkeparti vil gerne udtale sig. Hun har bedt om en redegørelse:

»Jeg kan godt forstå dem, der føler sig stødt over, at en kommunal ejendom er totalt i forfald. Det er jo skatteborgernes penge, der er brugt til at købe huset,« siger Marlene Harpsøe, der ikke vil sige mere, før hun har læst redegørelsen. Jeg lover at ringe igen.

Efter at familien flyttede ind i dyrlægehuset i 2010, var der nogenlunde stille i medierne om dem i en periode. De klagede godt nok over rotter i huset i en artikel i Helsingør Dagblad fra 2011, men i en opfølgende artikel fortalte en rottefænger, at der kun gik mus i fælderne. En brand på husets første sal i 2012 blev også omtalt.

Og så var der i 2014 flere artikler om, at huset var blevet ’stormet af bevæbnet politi’, fordi en af de ældste sønner havde skudt mod en bil på Strandvejen. Der blev rejst sigtelse efter våbenlovgivningen. Men avisen omtaler ikke sagen efterfølgende.

Dyrlægen fra dyrlægehuset

Fotografen og jeg kører til Kvistgård for at blive klogere. Det tidligere industriområde ligger ti minutters kørsel uden for Helsingørs centrum og består af omkring 600 husstande. På en mark i udkanten af byen, tæt ved dyrlægehuset, er der skudt helt nye boliger og en Rema 1000 op. Vi kører rundt i området og taler med beboere. De færreste har lyst til at optræde med navns nævnelse. En ældre dame er forarget over, hvad japanere i turistbusserne på vej til Kronborg tænker, når de ser det, hun kalder ’en møgbunke’:

»Tidligere var huset og haven simpelthen så flot med store rododendroner og frugttræer. At et historisk hus skal ødelægges på den måde, gør ondt at se. Jeg kigger den anden vej, når jeg kører forbi,« siger hun.

En mand, som har boet i nærheden i mange år, mener derimod, at det må være familiens egen sag:

»Jeg var ikke glad, da jeg hørte de skulle flytte herud, fordi man havde læst så meget grimt om dem. Men jeg er blevet positivt overrasket. De har aldrig generet mig. Og børnene er flinke og taler flydende dansk.«

En tredje beboer i Kvistgård vil dog gerne stå frem med navn. Det er Johannes Hecht-Nielsen, tidligere venstreborgmester fra 2010 til 2014. Han er 73 år og blev ikke genvalgt ved det seneste kommunalvalg. Men han var i sin tid med til at beslutte, at familien skulle tilbydes villaen i Kvistgård.

»Der var tale om en traumatiseret familie, som ikke fik den fred og ro, de havde brug for, hvilket førte til voldsom adfærd, der hvor de boede før. Ja, huset ser ganske vist lidt smadret ud. Men jeg er sikker på, at det er den billigste og bedste løsning for kommunen,« siger Johannes Hecht-Nielsen.

Indefra: Inde bag den hærgede facade er kontrasten skående. Her er ryddeligt på alle værelser, og ’Gæstestuen’ er holdt i pletfrit glas og sort læder.

I hans stue er der både porcelænsfigurer og malerier med hestemotiver og den treårige schæfer Kwinte springer glad om benene på gæsterne. Johannes Hecht-Nielsen er tidligere dyrlæge, og i over 30 år havde han bolig og praksis i netop den røde murstenvilla, som hele striden drejer sig om. Han solgte huset i 2006 til en entreprenør. Men så kom finanskrisen, entreprenøren gik konkurs, og huset forfaldt.

Det var ødelagt længe før

»Vi havde en meget flot anlagt have. Men det hele groede til. Og det var svært at se på, at det slet ikke blev passet,« siger Hecht-Nielsens hustru Inge, der kommer ind i stuen med kaffen.

Indvendigt fik huset en vandskade, og udvendigt blev der begået hærværk. Kommunen købte huset på en tvangsauktion i 2009 og satte det nødtørftigt i stand.

»Det var ødelagt, inden den palæstinensiske familie flyttede ind,« siger Johannes Hecht-Nielsen.

Han mener, at familien skal have lov til at bo, som den vil, inden for lovens rammer:

»Kommunen skal naturligvis sørge for, at ejendommen er i forsvarlig stand, men det er ikke en kommunal opgave at opdrage dem i forhold til, hvorvidt de rydder op uden for huset. De kan naturligvis opsige dem, hvis de misligholder lejemålet. Men så har kommunen jo pligt til at finde et nyt sted. Og så begynder det forfra.«

Han havde besøg af ægteparret på sit borgmesterkontor, da de i sin tid skulle flyttes ud på landet.

»Jeg oplevede dem som flinke mennesker,« siger Johannes Hecht-Nielsen, der tilbyder, at tage med ned til sit gamle hus og forsøge at få familien i tale. Jeg nævner historien om politiet, der stormede huset på grund af mistanke om, der var våben i det. Johannes Hecht-Nielsen griner lidt.

»Den historie handlede om, at en af de store drenge havde leget med en softgun og skudt på en bil. Politiet troede, det var en ægte pistol. De stormede huset, men fandt en legetøjspistol,« siger han og tilføjer:

»Det ville overraske mig meget, hvis de tog imod os med en kalasjnikov.«

Rod eller rotter

Vi parkerer uden for dyrlægehuset, hvor postkassen er røget ned fra sin pind og ligger i det høje græs. På gårdspladsen ligger en stol med metalbenene i vejret. Og ved et forfaldent plankeværk ligger en plastikindkøbskurv på jorden med en tom dåse, en kakaomælkekarton og papiret fra en kikserulle. Flere af husets ruder er smadrede – både over indgangspartiet og på førstesalen. Nogle steder er der sat træplader for i stedet for glas – andre steder sorte plastiksække. Over hoveddøren står navnet på huset med svungne bogstaver: ’Tandem’.

»Det betyder ’endelig’,« fortæller Johannes Hecht-Nielsen.

»Jeg går ud fra, at ham, der byggede huset for godt 100 år siden, var lettet over at være færdig.«

Vi ringer på. Banker på. Banker på igen. En ung pige stikker hovedet ud ad bagdøren. Kort efter kommer moren i huset ud på trappen i bare tæer. Hun giver hånd til alle.

Johannes Hecht-Nielsen fortæller, at Helsingør Dagblad har skrevet om familien og deres hus. Og at vi gerne vil tale med familien og høre dens version. Moren undskylder, at hun ikke er så god til dansk. Den unge pige tolker. Hendes mand er ikke hjemme. Og derfor kan vi ikke komme ind.

»Hvad har avisen skrevet?« vil moren vide.

»Blandt andet at her roder, og at her er rotter,« forklarer jeg.

Hun ryster på hovedet.

»Det med rotterne er mange år siden. I øvrigt er der rotter alle vegne,« siger hun.

Johannes Hecht-Nielsen giver hende ret. Det var der også, da han boede her. Sådan er det på landet.

Vi er velkomne til at ringe i aften, hvor hendes ældste søn, som taler bedre dansk, er kommet hjem. Så kan vi måske lave en aftale. Vi får et telefonnummer og siger farvel. Jeg ringer flere gange. Ingen tager telefonen.

Stenkast på ruderne

Hen under aften nogle uger senere parkerer vi igen uden for huset. En del af skraldet er fjernet, og postkassen er blevet hængt op. På gårdspladsen ligger resterne af et smadret skab i en bunke. Johannes Hecht-Nielsen banker på. En teenagedreng åbner døren, træder ud på trappestenen og lukker hurtigt døren til bag sig.

»Min mor skal lige have tørklæde på,« siger han.

Kort efter kommer hun ud og fortæller, at hendes mand desværre heller ikke er hjemme i dag.

»Han er i IKEA,« siger hun og peger på det ødelagte skab på gårdspladsen.

De er ved at indrette et nyt værelse til et barnebarn, som kommer på besøg i weekenden. Derfor har hun også meget travlt, så vi kan ikke komme indenfor. Det roder. Det er bedre en anden dag.

Jeg spørger, hvad hun siger til kritikken om, at huset bliver hærget. Hun vifter med en hånd foran sin næse i en bevægelse, der tydeligvis skal understrege, at hun er ligeglad:

»Jeg er glad for mit hus. Jeg passer godt på det. Og jeg passer mine børn. Så kan folk sige, hvad de vil,« siger hun.

Skraldet på trappestenen skyldes en større oprydning og skal køres på genbrugsstationen, fortæller moren i huset.

Jeg spørger til de mange smadrede ruder.

»Der bliver smidt sten på vinduerne. Vi har fået det repareret, men det sker igen og igen,« siger hun.

Til sidst får jeg hendes telefonnummer, som er blevet skiftet siden sidst. Vi aftaler at ringes ved om aftenen. ’Rediyeh’ skriver hun ved siden af nummeret.

Nogle timer senere ringer jeg, og denne gang bliver telefonen taget. Gennem familiens nevø lader ægteparret forstå, at de er bekymrede over at tale med journalister. Der er skrevet meget om dem, som var usandt, siger nevøen. Hvis jeg lover at skrive, hvad de siger, og hvis de må se det, før det bliver trykt, kan vi godt lave en aftale ugen efter. Den tidligere borgmester er også velkommen.

I mellemtiden er redegørelsen om huset endelig blevet færdig. Jeg ringer til Marlene Harpsøe fra Dansk Folkeparti. Redegørelsen skal diskuteres på et lukket møde i socialudvalget.

»Jeg har læst den og er godt tilfreds, men jeg har ikke noget yderligere at bidrage med. Vi har nogle rigtig dygtige medarbejdere, som arbejder med familien i det pågældende hus med fokus på at sikre, at de får det bedste tilbud,« siger Marlene Harpsøe.

– Men er sagen lukket?

»Det kan jeg ikke sige noget om. Nu skal vi drøfte det på udvalgsmødet i denne uge, og så er du velkommen til at ringe igen.«

Hyggestuen og gæstestuen

Tredje gang må være lykkens gang. Det bliver vi i hvert fald enige om, Johannes Hecht-Nielsen, fotografen og jeg, da vi parkerer uden for det gamle dyrlægehus. Døren går op, og familien kommer ud. Vi bliver bænket i haven. Det er første gang, vi hilser på faderen, Ahmed El-Ali, en stilfærdig mand med kort gråsprængt hår og skæg iklædt en turkis polotrøje, der strammer lidt over maven. Ægteparret kan lidt dansk, men slår indimellem over i arabisk. Nevøen tolker. Han har forinden oversat artiklerne fra Helsingør Dagblad.

»De kan skrive, hvad de vil. Vi har det godt her,« siger Ahmed El-Ali. De har ikke selv talt med avisen og har ikke hørt om redegørelsen. De får ellers god hjælp fra kommunen. Han er 51 og hun er 52, og de er begge på førtidspension – han på grund af mangeårige problemer med hjertet. Hun døjer med sukkersyge, højt blodtryk og ondt i ryggen.

Ahmed fortæller, at han kom til Danmark i 1988, hvor hans søster allerede boede. Rediyeh flyttede hertil i 1994. Alle seks børn er født her og er i dag mellem 13 og 22 år. Den ældste er flyttet hjemmefra.

Da jeg spørger til konflikterne i boligselskabet tilbage i 2009, taler Rediyeh El-Ali rivende hurtigt og vredt. Ja, der var problemer med naboerne.

»Der var bare had, lige meget hvad vi gjorde. Men vi gider ikke tænke på fortiden,« siger hun.

De er glade for huset, som de betaler godt 16.000 kroner om måneden for at bo i. De smadrede ruder skyldes som tidligere nævnt stenkast. Kommunen har flere gange hjulpet med at få sat nye ruder i, men nu har de opgivet, fordi det sker igen og igen. »Drengestreger,« siger Rediyeh El-Ali.

Vi overtaler ægteparret til at vise os rundt indenfor. Kontrasten til husets hærgede ydre er enorm: Både køkken og de to sammenhængende stuer er ryddet op til mindste detalje.

Den ene er ’hyggestue’, forklarer de. Her er brune lædermøbler og et sofabord af træ, hvor familien spiser deres måltider. Og så er der ’gæstestuen’ med sorte lædermøbler, glasbord, indrammede koranvers og en skænk med portrætter af børnene og et gigantisk påskeæg i guldcellofan.

Der er også et lille børneværelse i stueetagen til parrets barnebarn på to år, som kommer her ofte. Udsmykket fra gulv til loft med tegneseriefiguren Lynet McQueen. I alle rum er der halvmørkt, fordi de tynde, cremefarvede gardiner er trukket for.

»Det er så man ikke kan kigge ind, når min tante går uden tørklæde herhjemme,« forklarer nevøen.

Også ovenpå er der ryddet. Alle senge er redt. Forældrenes soveværelse er holdt i lilla nuancer – der står en kondicykel ved siden af sengen, og der sidder en tøjdyrs-Pluto på natbordet.

Deres hverdag er meget ensformig, fortæller de. De to yngste drenge skal op i skole, så de står tidligt op og smører madpakker. Ellers hygger de sig. Er mest hjemme. Køber ind i Rema 1000 eller i Netto.

Den bredbladede kinesiske bambus

Johannes Hecht-Nielsen kigger ud over den store have, hvor vildtvoksende vintergræs breder sig i alle retninger. Engang var her staudebede og køkkenhave, fortæller han. Vi kaster et blik ind i dyrlægehusets tomme stald. Her har Johannes Hecht-Nielsen haft ni heste, men også en kvie, får og høns. I dag er der ingen dyr. Familien har tidligere holdt får, fortæller Redieyh El-Ali. Indtil kommunen gav dem besked om, at det var forbudt.

Det meterbrede bælte af bambus ud mod vejen er tilbage fra Johannes Hecht-Nielsens tid ­– en særlig sjælden, bredbladet kinesisk variant. Da fotografen spørger, om man kan tage stiklinger, tager Ahmed El-Ali resolut en spade og graver en stor klump af planten op med rod. Johannes Hecht-Nielsen fortæller, at han forgæves har forsøgt at få den til at vokse andre steder. Vi giver hånd til alle familiemedlemmerne og sætter os ind i bilen. Jeg sidder på bagsædet under et bredt dække af bredbladet kinesisk bambus.

Nogle dage efter får jeg fat i Marlene Harpsøe igen. Der har været udvalgsmøde, men hun kan stadig ikke udtale sig om sagen. Den er personfølsom.

– Siger redegørelsen noget om husets stand indvendigt?

»Jeg skal ikke kunne sige, hvordan der ser ud inde i stuen, nej. Men vi er blevet orienteret omkring husets stand generelt.«

– Familien siger, at de smadrede ruder skyldes, at der bliver kastet sten på huset.

»Det er da i så fald fuldstændigt uacceptabelt. Det er utrygt for dem og hærværk mod kommunal ejendom – den slags skal politianmeldes.«

Dom i byretten

Jeg går i gang med at skrive om dyrlægehuset. Om, hvordan en sag kan tage sig forskelligt ud, afhængigt af om man ser den udefra eller indefra. Imens jeg er i gang, falder der dom i en sag i byretten i Helsingør. Ifølge Helsingør Dagblad, får den dømte fire måneders ubetinget fængsel for vold, trusler og tyveri – »en 20-årig mand fra Kvistgård« med relationer til bandemiljøet, skriver journalisten Niels Berg. Jeg ringer til Bergs Bureau igen. Der er tale om et af de ældste børn fra dyrlægehuset, siger han:

»Der har været mange politisager med særligt de store børn. Vi har skrevet om flere af dem ud fra politiets døgnrapport,« siger han.

I avisens arkiv finder jeg en række artikler: Blandt andet har en af de ældste sønner kørt kørt uden kørekort. Og har angiveligt truet en anden dreng i forbindelse med salg af en knallert.

Johannes Hecht-Nielsen er ikke overrasket.

»Det er en trist integrationshistorie. Vi ved godt, at der i familier som denne her ikke altid er styr på de unge mennesker med dårlige skoleforløb og småkriminalitet, og særligt drengene ender ind imellem i forbindelser, der ikke er heldige. Men det er jo ikke særskilt for denne her familie.«

Jeg tager kontakt til Redieyh og Ahmed El-Ali for at høre, hvordan de ser på skriverierne om kriminalitet og om den seneste dom. Men de har ikke har lyst til at tale om det. 

Jeg ringer i stedet til fotografen for at høre, hvordan det går med den bredbladede kinesiske bambus. Bladene hænger tørt og slapt ned. Tilsyneladende har den ikke slået rod.

Haven omkring huset er tilgroet. Særligt den sjældne bredbladet kinesiske bambus står højt og frodigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Leif Koldkjær
  • Alvin Jensen
  • Poul Erik Riis
  • Carsten Nørgaard
  • Kim Folke Knudsen
  • Henrik Rasmussen
  • Christian Mondrup
  • Grethe Preisler
  • Carsten Munk
  • Dorte Sørensen
  • Viggo Okholm
  • Torben Ethelfeld
  • Anders Graae
  • Steffen Gliese
  • Torben K L Jensen
  • David Zennaro
  • Jes Kiil
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Kurt Nielsen
Leif Koldkjær, Alvin Jensen, Poul Erik Riis, Carsten Nørgaard, Kim Folke Knudsen, Henrik Rasmussen, Christian Mondrup, Grethe Preisler, Carsten Munk, Dorte Sørensen, Viggo Okholm, Torben Ethelfeld, Anders Graae, Steffen Gliese, Torben K L Jensen, David Zennaro, Jes Kiil, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Kære Line Vaaben, tak for denne indlevende beretning om den 'uanbringelige' familie, der bevægede mig dybt i al sin stilfærdige nøgternhed.
Det er i tilgift beundringsværdigt at du udfoldede den stædige ihærdighed, der i sidste ende gjorde sandheden en hel del mere nuanceret end hvad andre journalister overfladisk vinklede på.
Jeg håber du følger op på historien, i særdeleshed hvad der er kommet ud af den kommunale redegørelse?
H.C.Andersen kendte allerede for lang tid siden sine pappenhejmere, da han skrev om de fem fjer, der blev til ti høns. Og andre gode fortællinger som "Den grimme ælling" eller "Vanddråben".

Birgitte Johansen, Alvin Jensen, Lise Lotte Rahbek, Carsten Nørgaard, Kim Folke Knudsen, Christian Mondrup, Karsten Lundsby, Dorte Sørensen, Viggo Okholm, Gert Romme, Anders Graae, Steffen Gliese, Torben K L Jensen, Julie Hansen, David Zennaro og Jes Kiil anbefalede denne kommentar

ja de har problemer og har endnu ikke været det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og jeg kan se at årstallet hvor de første af familien kom var da uroen i Libanon var meget høj hvilket sætter dybe spor og dengang ville eller vidste vores system ikke vigtigheden af at dansk skulle læres på ordnelig vis.
Deres børn er helt sikkert ikke blevet mødt med den menneskelighed som kunne bevirke et ordentligt liv. Men som den artiklen her viser, så har sandheden flere ansigter.
Omkring misrøgtede huse: Tja de findes skam også i de større byer uden der f gribes ind.

Alvin Jensen, Christel Gruner-Olesen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar

Tak for at bringe nuanceringer - vi ved jo der er mange facetter....der er bare desværre også mange mennesker der hellere vil forenkle og dele op i sort og hvidt....

Birgitte Johansen, Alvin Jensen, Kim Folke Knudsen, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Carsten Munk og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Graver-journalistik på højt plan eller en ny og halvkvædet sørgelig vise i mangel af bedre

En husleje på 16.000 månedligt for at bo i et forfaldent - og nødtørftigt istandsat - hattemagerslot på 160 kvadratmeter fra slutningen af 1800-tallet i udkanten af 'stationsbyen' Kvistgård. Som kommunen har købt på tvangsauktion i 2009 for 2 mio kr. af kreditorerne efter en falleret entreprenør, der købte det i 2006 af dets tidligere ejer, som havde boet og drevet dyrlægeklinik i det i en længere årrække, før bunden gik ud af boligmarkedet i DK som følge af finanskrisen efter børskrakket i New York i 2008.

Havde de nuværende beboere på 'slottet' ikke lige været muslimer, kunne visen lige så godt have handlet om en ærkedansk 'nomadefamilie', som 'kommunen' betalte husleje for at have indlogeret i et af 'finansgeniet' Låsby-Svendsens forfaldne hattemagerslotte på 'Lars Tyndskids Mark' et andet sted i UdkantDanmark end Nordsjælland.

Birgitte Johansen, Alvin Jensen, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen, Christel Gruner-Olesen, Vivi Rindom, Kim Folke Knudsen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar

Ja huslejen er høj, gad vide hvem der ejer huset, for så må man sige at til den husleje burde huset istandsætte uden lejestigning. I øvrigt kunne det være inklusiv varme vand og el ellers er det horribelt
At jeg så ikke forstår forargelsen som sådan er en anden sag, for hvis man ser i "Hus til halsen så er hjælpen jo hurtigt på vej med forbedringer og alle de som ikke kan holde ud at se på huset kunne jo tilbyde at hjælpe med det værste. Eller er familien så desillusioneret at de bare lukker af?
.

Alvin Jensen, Kim Folke Knudsen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg får det til, at kommunen ejer huset - og så er de 16.000 jo illusorisk og en noget plat måde at begrænse familiens førtidspension på.

Alvin Jensen, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Det kunne være morsomt, hvis en'bygningssagkyndig arkitekt 'af den gamle skole' blev sat på sagen for at finde ud af, hvad bygherren bag opførelsen af 'villa Tandem' i slutningen af 1800-tallet egentlig havde bygget huset med henblik på, og hvor mange om- og tilbygninger, det havde været gjort til genstand for, før det endte som 'dyrlægeboligen i Kvistgård'.

Blev det f.eks. opført som 'aftægtbolig/enkesæde' til ejeren af en af egnens større proprietærgårde, funktionærbolig for en af de ansatte på Kvistgård Hovedgård, refugium for en pensioneret stationsforstander fra Kvistgård Jernbanestation eller hvad, da det blev bygget i en stilart, der for det utrænede øje (mit) ligner en blanding mellem 'dansk skønvirke' og 'norsk stavkirke'?

For det ligger vel trods alt lidt for langt fra 'strandpromenaden' til at være opført som sommerhus for en grossererfamilie med helårsdomicil i Frederiksstaden eller på Frederiksberg Alle.

Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen og Kim Folke Knudsen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Det bedste der kan gøres er at hjælpe familiens børn og unge på vej.

Så livsførelsen her ikke gentages i næste generation.

Jeg skal ikke gøre mig klog på denne sag. En lang livshistorie som strækker sig helt tilbage fra fremmede lande kan have mange sider og facetter, som ikke fremgår af denne artikel.

Kommunen er udlejer af ejendommen. De burde nok overveje, om der ikke i samarbejde med familien kunne gøres lidt mere for, at ejendommen ikke skal ses som forfalden og ikke velplejet. Det er heller ikke rart for familien, at de skal se på smadrede ruder dagen lang og dermed mindes om, hvor uvelkomne de er set med nogen danskeres øjne.

Hvis der blev sat lidt skik på haven, så kunne det være, at det ikke ville tiltrække sig så meget negativ opmærksomhed og dernæst fordomme.

Birgitte Johansen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Viggo Okholm, Steffen Gliese og Anne Grete Tvede Andersen anbefalede denne kommentar

Og kulturen kort :
Danmark : Fællesarealer og offentlige områder skal være pæne og sirlige, og så kan folk have deres rod i deres privatsfære og have affaldet stående indenfor døren på dovne dage.
Den Tredje Verden her Arabien : Fællesarealer og offentlige områder er myndighedernes ansvar, men i hjemmet er der rent og sirligt, og alt affald anbringes udenfor 'indtil videre'.
Forholdet kan iagttages hvor som helst betingelserne derfor forefindes.

Karsten Olesen

Der er ejerens, dvs. kommunens, pligt at vedligeholde huset.

Huset skal holdes tæt paa tag og fag , dvs. taget skal holdes tæt og evt. skader på vinduer og andet træværk skal udbedres.

Der bør ikke stå så meget beplantning tæt op ad huset, at muren samler fugt. Træer og buske kan evt. beskæres, så lyset kan komme ind..

Fundamentet bør ikke være tilgroet med græs. Der kan evt. lægges en stribe med ral - smaasten - langs med fundamentet.

Dette er kommunens pligt som ejer.

Man kan ikke forvente at tilflyttere fra subtropiske egne kender disse regler, der alle har forbindelse med vort fugtige klima.

Birgitte Johansen, Christian De Thurah, Kim Folke Knudsen, Eva Schwanenflügel, Henrik Leffers, Alvin Jensen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Husets nuværende ejere (Helsingør kommune) -kunne jo f.eks. også sløjfe de sørgelige rester af 'haven' omkring den tidligere dyrlægebolig i Kvistgård og så græs på tomten, indtil kommunalbestyrelsens flertal finder ud af, hvad arealet senere vil kunne anvendes til.

Og derpå kunne kommunerødderne og politimesteren i Helsingør så oprette en 'visitationszone' og klassificere resten af grundarealet med indkørsel og bygninger som 'ghettoområde' for tidligere beboerne af EU- og FN-drevne hjemsendelsescentre for 'uintegrerbare bekvemmelighedsflygtninge i Helsingør af muslimsk oprindelse' fra flygtningelejrene i nær-området Libanon.

Det er jo efterhånden kun fantasien (og grundloven af 1953), der sætter grænserne for frustrerede visionære politiske kandestøbere og iværksætteres kreativitet i lilleputlandet Danmark.

Kim Folke Knudsen, Jens Erik Starup, Eva Schwanenflügel og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Lige meget hvem du er, og lige meget hvor du kommer fra, er du altid velkommen her

Her gør det nemlig ikke noget, at du møder op med hul i sålerne, når bare du husker at købe et par gode varme hjemmestrikkede snørebånd i alle regnbuens farver til at fikse dem op med, når frosten begynder at bide i tæerne.

Glædelig første maj i morgen alle sammen .... ;o)

Kim Folke Knudsen, Jens Thaarup Nyberg, Vibeke Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Egentlig har jeg det lidt ambivalent med denne artikel. På den ene side er artiklen rimelig sober og skildrer en flygtningefamilies udfordringer og trængsler i Danmark.

Samtidig kan jeg ikke lade være med at se artiklen som en tendens i tiden.

De svagest stillede udstilles i medierne uden hæmninger. I de danske medier er der et hav af serier, hvor misbrugere, misbrugte børn, dyskfunktionelle familier, små folk med ondt i økonomien udstilles. Det hedder sig, at det er TV i øjenhøjde, men perspektivet er tydeligt skævvredet.

Hvornår udstilles virksomhedesledere som snyder i skat så det driver ned af væggen ?. Hvornår udstilles konsulenter, som bedriver såkaldt objektiv forskning, samtidig med at de er finansieret for og bag af alle mulige kommercielle interesser ?. Hvornår portrætteres virksomhedsledere, der udnytter deres ansatte eller som er med til at skabe et dårligt arbejdsmiljø ?.

ALDRIG eller næsten aldrig. Min mistanke består. Medierne vælger de nemme ofre, som ikke kan true dem med sagsanlæg eller med protester, der har nogen effekt. De socialt udsatte er nemme ofre og dækningen af deres tilværelse skaber tvivl om, hvorvidt der er tale om undersøgende og seriøs journalistik eller om deltagerne blot er udleveret i et underholdningscirkus, hvor det alene handler om at udstille det aparte det ikke normale.

Jeg mener stadigvæk at denne artikel indeholder en mere nuanceret indgang, men jeg er bange for at dens virkning vil være til stor skade for den stakkels familie. Vi får jo ikke noget at vide om baggrunden for, at de ældre familiemedlemmer er endt med en førtidspension. Vi får ikke noget at vide om deres vej til at havne i dyrlægeboligen udover at de før har boet i en lejlighed, hvor der var uoverensstemmelser med naboerne. Det kan jo hurtigt lede til den konklusion, at familien er utilpasset. Men sandheden kunne også være at naboerne ikke kunne fordrage Palæstinenserne og derfor gjorde alt hvad der var muligt for at chikanere dem ud af lejligheden.

Min bekymringen om artiklens konsekvenser for familien bliver ikke mindre af, at der er personer i området, som tilsyneladende smider sten gennem vinduerne til familien. Bemærk hvis dette er tilfældet, at det nærmest er en tilfældig nyhed. Hvis vi lige et øjeblik overvejer den modsatte situation, at nogen asylansøgere havde smidt sten gennem vinduerne i et dansk parcelhus kvarter med hvide danskere. Så vil jeg godt vædde min gamle hat og lidt til på, at så havde sagen ikke været ukendt i de danske medier.

Om alle omstændigheder tak for denne artikel om en palæstinensisk familie, som forekommer at være efterladt og opgivet af det danske samfund. Mit håb om at de med tiden må få en bedre og mere lykkebringende tilværelse her i Danmark.

Jan Weber Fritsbøger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Egentlig har jeg det lidt ambivalent med denne artikel. På den ene side er artiklen rimelig sober og skildrer en flygtningefamilies udfordringer og trængsler i Danmark.

Samtidig kan jeg ikke lade være med at se artiklen som en tendens i tiden.

De svagest stillede udstilles i medierne uden hæmninger. I de danske medier er der et hav af serier, hvor misbrugere, misbrugte børn, dyskfunktionelle familier, små folk med ondt i økonomien udstilles. Det hedder sig, at det er TV i øjenhøjde, men perspektivet er tydeligt skævvredet.

Hvornår udstilles virksomhedesledere som snyder i skat så det driver ned af væggen ?. Hvornår udstilles konsulenter, som bedriver såkaldt objektiv forskning, samtidig med at de er finansieret for og bag af alle mulige kommercielle interesser ?. Hvornår portrætteres virksomhedsledere, der udnytter deres ansatte eller som er med til at skabe et dårligt arbejdsmiljø ?.

ALDRIG eller næsten aldrig. Min mistanke består. Medierne vælger de nemme ofre, som ikke kan true dem med sagsanlæg eller med protester, der har nogen effekt. De socialt udsatte er nemme ofre og dækningen af deres tilværelse skaber tvivl om, hvorvidt der er tale om undersøgende og seriøs journalistik eller om deltagerne blot er udleveret i et underholdningscirkus, hvor det alene handler om at udstille det aparte det ikke normale.

Jeg mener stadigvæk at denne artikel indeholder en mere nuanceret indgang, men jeg er bange for at dens virkning vil være til stor skade for den stakkels familie. Vi får jo ikke noget at vide om baggrunden for, at de ældre familiemedlemmer er endt med en førtidspension. Vi får ikke noget at vide om deres vej til at havne i dyrlægeboligen udover at de før har boet i en lejlighed, hvor der var uoverensstemmelser med naboerne. Det kan jo hurtigt lede til den konklusion, at familien er utilpasset. Men sandheden kunne også være at naboerne ikke kunne fordrage Palæstinenserne og derfor gjorde alt hvad der var muligt for at chikanere dem ud af lejligheden.

Min bekymringen om artiklens konsekvenser for familien bliver ikke mindre af, at der er personer i området, som tilsyneladende smider sten gennem vinduerne til familien. Bemærk hvis dette er tilfældet, at det nærmest er en tilfældig nyhed. Hvis vi lige et øjeblik overvejer den modsatte situation, at nogen asylansøgere havde smidt sten gennem vinduerne i et dansk parcelhus kvarter med hvide danskere. Så vil jeg godt vædde min gamle hat og lidt til på, at så havde sagen ikke været ukendt i de danske medier.

Om alle omstændigheder tak for denne artikel om en palæstinensisk familie, som forekommer at være efterladt og opgivet af det danske samfund. Mit håb om at de med tiden må få en bedre og mere lykkebringende tilværelse her i Danmark.