I retten: »Jeg gav ham ikke en albue i hovedet, jeg skubbede ham bare væk«

I retssal 14 i Københavns Byret er en 24-årig mand tiltalt for at have slået en anden mand i hovedet på en natklub i København
I retssal 14 i Københavns Byret er en 24-årig mand tiltalt for at have slået en anden mand i hovedet på en natklub i København
Moderne Tider
14. april 2018

Det er torsdag morgen, og B er mødt op i god tid. 18 minutter inden retssagen går i gang, tager han plads ved bordet ved siden af forsvareren. De taler lavmælt sammen. B har en lyserød Ralph Lauren trøje på med en hvid skjorte under. Hans ben begynder at bevæge sig hurtigt fra side til side, så kontorstolen han sidder på, rokker med.

B er anklaget for at have slået en mand i ansigtet klokken 04.15 på natklubben Mu:ze på Vesterbrogade i København. Han nægter sig skyldig.

B forklarer, at han var taget på Mu:ze, fordi han har en veninde, som arbejder der. Hun havde derfor fået et bord til ham og hans ven. Pludselig kom en gruppe på fire fyre hen til dem og begyndte at tage deres drinks.

»Der var to danskere og to indvandrere. Jeg sagde, de selv kunne købe nogle drinks. Men så sagde ham den ene, at jeg ikke skulle spille smart,« siger B.

En af fyrene sagde, at han havde familie, som var banderelateret, fortæller B. Lidt senere på aftenen kom en af de andre fyre »lidt for tæt« på ham, og B skubbede ham væk: »Bare sådan der, væk med ham,« siger han og støder begge arme frem foran sig.

Anklageren spørger, om B var beruset. Det var han, svarer han. Det var nemlig noget tid siden, han havde drukket, så han blev lidt hurtigere fuld end normalt.

»Vi var to om at dele halvanden flaske,« siger B.

»Jeg var også lige ude på toilettet en tur, fordi jeg fik det lidt skidt.«

Overvågningskamera

Anklageren kører et stort tv ind på et rullebord, men teknikken driller, og i stedet stimler dommer, domsmænd, anklager, forsvarer og B sammen i en halvcirkel foran en mindre computerskærm. På skærmen kan de se optagelser fra et overvågningskamera fra natklubben.

Anklageren mener ikke, at den tiltalte handlede i nødværge.

Anklageren mener ikke, at den tiltalte handlede i nødværge.

Mia Mottelson
B peger ned på skærmen: »Det er mig med skjorten, som står i hjørnet.«

På videoen kan man se, at B står og snakker med en fyr, mens han danser. De rykker tættere på hinanden, og pludselig opstår der tumult. Anklageren spoler tilbage og viser klippet igen: »Det er tydeligt, at du tager din albue op og skubber til ham.«

»Jeg ved ikke, om der er albue,« mumler B og lægger armene over kors.

Anklageren løfter et stykke papir op fra sit bord, hvor man kan se nogle af forurettedes skader, mens hun fortæller, at han fik næseblod efter slaget.

»Jeg ved ikke, om han har taget kokain eller hvad. Jeg skubbede bare hans ansigt væk. Jeg ville ikke skade ham,« siger B.

Forsvarer Mikkel Holm Nielsen gør opmærksom på, at B følte sig truet af kommentarerne fra en af de andre mænd i gruppen, som ikke optræder på videoen. Det, man kan se på videoen, er desuden, at ham, B skubber væk, efterfølgende kaster glas efter B, påpeger han.

Døren til retssalen går op og ind kommer den fyr, som B er tiltalt for at have givet en albue i hovedet, iført lyse jeans og en sort dynejakke. Han kører sine håndflader op og ned langs lårene, inden han sætter sig ned i vidneskranken. Han fortæller, at snakken mellem ham og B gik fint den pågældende aften – de hyggede sig og snakkede om boksning.

»B spørger i sjov om vi skal gå op på gaden og bokse. Jeg vender mig rundt og ser på mine venner, da jeg kigger tilbage mod B igen, slår han mig,« siger han.

Anklageren spørger, hvad han bliver ramt af, men det kan han ikke huske. Han kan bare huske, at han skubbede ham igen, og at vagterne kom og stoppede dem.

Næste vidne, der føres ind, er en af vagterne fra Mu:ze. Han træder forsigtigt ind i lokalet og ser sig spørgende omkring. Han fortæller, at han ikke kan huske ret meget fra den pågældende nat. Anklageren og forsvareren prøver begge at få ham til at bekræfte nogle af de ting, han tidligere har fortalt politiet, men det eneste han svarer er, at »det skal nok passe«.

Efter fem minutter føres han ud af retssalen igen.

Tidligere dømt

Anklageren begynder at remse nogle af B’s tidligere domme op, som både handler om vold og røveri. I 2010 fik han en betinget dom på 50 dages fængsel, i 2012 blev han idømt en fængselsstraf på et år og seks måneder og igen i 2014 på et år med en prøvetid på to år.

Forsvareren siger, at B følte sig truet og skubbede fyren væk, men at han ikke ønskede at skade ham.

Forsvareren siger, at B følte sig truet og skubbede fyren væk, men at han ikke ønskede at skade ham.

Mia Mottelson
Forsvarer Mikkel Holm Nielsen understreger, at B har forsøgt at ændre kursen på sit liv. For eksempel droppede han for tre år siden sin vennekreds, han har en forlovet og vil tage en uddannelse.

»Jeg går i skole to gange om ugen, efter sommer starter jeg på VUC, og så vil jeg gerne være støttepædagog for udsatte unge,« siger B.

De afsluttende bemærkninger handler primært om, at anklageren vil nedlægge en såkaldt ’påstand om udvisning’. Det betyder kort fortalt, at man vil udvise B fra Danmark, fordi han er tyrkisk statsborger. Derudover mener anklageren, at B bør idømmes mellem 60 dage og tre måneders ubetinget fængsel.

»Der bliver jo nedlagt udvisningspåvisning i samtlige sager,« siger forsvareren lettere sarkastisk. »Og denne her ligger rigtig langt fra skiven,« tilføjer han og henviser til, at B ikke har nogen tilknytning til Tyrkiet, er født og opvokset i Danmark og ikke taler tyrkisk.

Da dommerne efter at have voteret i ti minutter kommer ind i retssalen igen, afviser de da også udvisningen med det samme. Til gengæld får B 60 dages betinget fængsel med en prøvetid på to år og 80 timers samfundstjeneste.

»Man kan se på videoen, at manden får en albue i ansigtet. Det er vold. Du er tidligere straffet, men vi kan også se, at du har lagt dit liv om, og vi vil gerne understøtte dine planer om uddannelse,« siger dommeren.

B nikker langsomt og smiler kort til forsvareren. »Tak for denne gang,« siger han, rejser sig op og går ud af retssalen.

I retten

Hvert år afgør de danske domstole titusindvis af sager, hver med sin egen bagvedliggende historie. Ofre, gerningsmænd – almindelige mennesker i dramaer, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om. Information følger hver uge en retssag fra tilhørerbænken.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her