I retten: »Han er den slags panser, der bruger mere tid på Christiania end hjemme hos sin kone«

Tiltalte, D, kigger rastløst rundt i lokalet. Han er 29 år gammel. Klemt inde mellem hans pjuskede hår og store, sorte fuldskæg, står hans isblå øjne tydeligt frem. »Ved du hvad,« siger han og retter øjnene mod en af de to betjente, der har hentet ham i Vestre Fængsel tidligere på formiddagen. »Jeg er faktisk målløs over den behandling, jeg har fået i dag. Positiv målløs. Ingen håndjern, god smalltalk i bilen. Det har jeg sgu aldrig prøvet før med pansere.« Betjenten griner.

Forsvareren, Finn Walther Petersen braser ind i salen.  Han iler hen til sin plads ved siden af D, retter de vildfarne, grå hårlokker tilbage mod nakken og kigger på sit pulsur. Han nåede det lige akkurat.

Dommeren og domsmændene træder ind i salen. Efter at have bakset med det i ti minutter er det stadig ikke lykkedes anklageren at forbinde sin computer til den fladskærm, der hænger på væggen bag hende. »Tager den kun Netflix eller hvad?« sprøger Finn Walther Petersen. D griner højt med åbne øjne.

’Film de mordere’

D er sigtet for at have truet en politimand under en razzia på Christiania i januar 2016. »Hvis du rører mig, ryger du rundt,« har han angiveligt sagt til en politimand. D nægter sig skyldig.

»Jeg husker det, som var det i går,« svarer D på anklagerens første spørgsmål. Han sad foran beværtningen Woodstock og drak en kop te med en ven, da han så politiet komme løbende for at rydde Pusher Street, forklarer han.

»Så gik jeg derover og råbte af mine lungers fulde kræft: ’film de voldpsykopater og mordere’.«

»Hvad skete der så?« spørger anklageren.

»Så kom politimanden. En ordentlig klippert. Jeg kender ham godt. Han er den slags panser, der bruger mere tid på Christiania end hjemme hos sin kone. Og han kommer truende imod mig, som om han skal til at lave kung-fu, eller hvad de lærer på deres kadetskole. Så jeg siger: ’tal til mig. Hvs du rører mig, ryger du i gulvet’.«

Anklageren ser forbavset ud. »Men det er jo det, du er anklaget for,« siger hun. »Jeg troede, du nægtede dig skyldig?«

»Det var selvforsvar,« siger D.

Forsvarer, Finn Walther Petersen, spørger D om hans forhold til den pågældende betjent. De kender hinanden særdeles godt fra Christiania og bryder sig ikke om hinanden, forklarer D.

Trussel

Sagens andet og sidste vidne er netop den politibetjent, D er sigtet for at have truet. Carsten har kort strithår, et markeret kæbeparti og beholder sin blå North Face-jakke på. Han er næppe over 30 år.

Aktionen handlede om at rydde hashboderne på Pusher Street, forklarer Carsten. Det var hans opgave at holde udefrakommende væk, mens hans kolleger foretog anholdelser og pillede de spartanske træborde ned.

»Jeg kender ham jo, så jeg går hen mod ham for at forhindre, at han passerer vores afspærring. Inden jeg når hen til ham, siger han så: ’hvis du rører mig, ryger du ned’. Det opfatter jeg som en trussel om vold.«

Der er imidlertid en anden betjent, der beder om hjælp, så han forlader D, forklarer Carsten.

Dommeren bryder ind. »Er tiltalte i øvrigt på vej væk eller fortsætter han i retning mod jeres afspærring?« spørger hun.

»Han er på vej væk.«

Gennem hele Carstens vidneforklaring har D rørt uroligt på sig. »Hallo, mand,« har han udbrudt to gange. Begge gange har Finn Walther Petersen lagt en hånd på hans skulder, hvisket ham i øret og fået ham til at dæmpe sig. Da den unge betjent er på vej af salen, går det ikke længere.

»I kunne jo også opføre jeg venligt, når i kommer ud på Staden i stedet for at være nogle svin. Bare en gang imellem,« siger D.

Store fængsler

Anklageren gør et sidste forgæves forsøg med fladskærmen, inden hun spørger dommeren, om det er i orden, at de bare ser videooptagelsen på hendes computer. Det er det. Betjenten har haft et videokamera på brystet under aktionen, så hele episoden er blevet filmet.

Tiltalte, forsvarer, dommer, domsmænd og nævninge stiller sig tæt sammen i en halvcirkel bag anklagerens skrivebord.

Anklageren afspiller klippet. Det er en solrig dag, og D kommer gående roligt mod politibetjenten. »Hold dig væk,« siger politibetjenten. »Jeg skal nok lade være med at forstyrre,« svarer D.

Dengang havde D ikke samme uplejede fuldskæg, mens han blå øjne var ikke mindre gennemtrængende af den grund. »Så gå derhen,« siger betjenten. D begynder at gå væk fra betjent. Efter et par skridt drejer han sig halvt omkring og siger: »Vi er ikke venner. Og hvis du rører mig går det galt. Så ryger du rundt.«

Anklageren kræver D straffet med ubetinget fængsel i 40 til 60 dage. En hård straf, medgiver hun. Men det er ikke første gang, at D har truet eller være voldelig over for en politibetjent. Anklageren læser op fra D straffeattest: »I 2006 bliver tiltalte dømt for...«

»2006 er meget langt tilbage,« afbryder dommeren.

»Vi kan også starte senere,« siger anklageren. »Skal vi begynde fra 2009?«

Forsvareren kræver frifindelse. »Han gør jo, som han har fået besked på og går væk fra området. Skal vi give ubetinget fængsel i sådan nogle sager her, bliver vi nødt til at bygge nogle meget, meget store fængsler i det her land,« siger han.

Dommeren og domsmændene forlader salen for at votere. D har ikke mistet sit gode humør. »Er det din første dag på jobbet?« spørger han anklageren. Og det er det rent faktisk.

Efter ti minutter er dommeren klar til at afsige dom. D får 30 dages ubetinget fængsel. Han anker dommen.