I retten: »Jeg tror, at alle holder øje med mig. Selv dem i fjernsynet«

Med matte øjne kigger 28-årige Z rundt i retssalen i et par sekunder, før han slår blikket ned, mens to politibetjente frigør hans hænder fra håndjernene på ryggen. Z kommer direkte fra en psykiatrisk afdeling. Et sted, han har opholdt sig i perioder de seneste syv år.

Han sætter sig i vidneskranken ved siden af en tolk, og da anklageren kort efter begynder at læse Z’s sag op, opstår der en mumlen i lokalet. Den kommer fra tolken, der oversætter ord for ord, så Z kan følge med. Lydene får anklageren til at stoppe op og kigge lidt på de to, men uden at sige noget.

»Kan du måske tale lidt langsommere, så det er til at følge med i, hvad der bliver sagt?« spørger forsvarer Irene Zehngraff anklageren.

Anklageren nikker og remser nu i korte sætninger Z’s situation op: Han har erklæret sig skyldig i at have haft cirka fem gram heroin på sig, da politiet for et par måneder siden stoppede ham på Vesterbro. Det erkendte han under et grundlovsforhør. Her forklarede han også, at han ville sælge det videre. Hun afslutter med at spørge Z, om det er rigtigt.

»Ja. Jeg ville bare tjene lidt ved siden af kontanthjælpen. Hvordan skal jeg leve af 4.000 kroner?« siger Z.

Anklageren svarer, at Z bare skal forholde sig til dagens sag. Og den handler om, hvorvidt han skal udvises til Afghanistan, hvor han er født. Eller om han kan blive i Danmark, hvor han har boet i 11 år.

Hallucinationer

Anklageren bekræfter, at der ingen vidner er i dag, da Z har tilstået. Til gengæld skal hans mentale og personlige forhold afklares. Anklageren læser med rolig stemme op fra en læges skriftlige udtalelse, der handler om Z:

»Z lider af paranoid skizofreni. Han får vrangforestillinger, syns- og hørehallucinationer, når han ikke medicineres korrekt. Han har psykotiske oplevelser og har flere gange været indlagt, fordi han hører stemmer. Z vurderes sindssyg. Z er desuden flere gange kommet for sent eller udeblevet fra behandlinger.«

Jo længere hun kommer i lægens udtalelse, des længere ned i stolen glider Z. Hans hage vender ned mod brystet. Han kigger på bordet foran sig.

»Hvad sker der, når du glemmer din medicin?« spørger forsvareren.

Z siger, at han altid tager sin medicin.

»Er du sikker?« følger forsvareren op.

»Ja, selvfølgelig. Selvfølgelig tager jeg min medicin. Når jeg ikke får den, tror jeg, at alle holder øje med mig. At alle er efter mig. Selv dem inde i fjernsynet kigger ud på mig,« svarer Z.

Lægens udtalelse slutter med en anbefaling, som anklageren selv har fremhævet tidligere: Hvis Z ikke skal begå kriminalitet igen, skal han blive i samme behandling, som han er i nu. Z er nemlig allerede i det, der hedder surrogat: Han er anbragt på en lukket afdeling i stedet for at være i fængsel. Han er blevet straffet flere gange siden 2010, og er tre gange blevet idømt betinget udvisning af Danmark – betinget, fordi man har vurderet, at han hørte mest til Danmark. Og fordi han er syg.

Denne gang vil anklageren have ham udvist.

Taler dansk

Z kom til Danmark som 17-årig, inden da havde han boet i Iran, fra han var ni. I Danmark har han aldrig gået i skole, aldrig arbejdet, altid fået kontanthjælp. Hans værge er hans bror, der også bor her.

»Men han kan ikke så godt lide mig, fordi jeg ryger hash og smøger,« svarer Z, da anklageren spørger til deres forhold. Z siger, at han også har en søster i Iran. Men ingen familie i Afghanistan.

»Men har du lært dansk?« spørger anklageren.

»Jeg taler dansk,« forklarer Z via tolken.

»Taler du dansk? Jamen hvorfor har du så tolk med?« spørger anklageren og kigger rundt i lokalet.

»Nogle gange kan der være ord, jeg ikke forstår,« svarer Z igen via tolken.

Forsvareren ser lige så forvirret ud som anklageren og byder ind:

»Forstår du så, hvad vi siger lige nu?«

Z er ved at svare på sit modersmål, men afbryder oversættelsen og svarer så selv:

»Ja,« og smiler.

Et spørgsmål om, hvor Z hører til

Anklageren fremhæver, at Z er bedre til sit modersmål end til dansk. Og at han reelt kun har opholdt sig lovligt i Danmark i mindre end fem år på grund af sin plettede straffeattest, selv om han har haft asyl i 11 år. Det gør det lettere for Danmark at sende ham ud. Desuden har han knap familie i Danmark. Derfor bryder Danmark ikke med sine internationale forpligtelser ved at sende ham ud af landet, mener anklageren.

»Han har fået tre chancer. Nu må det være slut,« siger hun og henviser blandt andet til en dom, hvor en anden afghansk mand blev udvist, da han ikke var tilknyttet job eller skole.

Omvendt fremhæver forsvareren, at Z er syg. Og så fremhæver hun en lignende sag fra Holland, hvor en mand blev udvist og senere fik Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols ord for, at Holland havde handlet i strid med sine internationale forpligtelser.

Der er gået knap en time, fra Z trådte ind, da de tre dommere forlader salen for at afgøre den endelige dom. Forsvarer Irene Zehngraff benytter pausen til at fortælle Z, at han bør anke afgørelsen, hvis han bliver udvist.

Der ender med at gå mere end tre kvarter, før dommerne vender tilbage til salen og fortæller, at Z idømmes en betinget udvisning. De var uenige, men to ud af tre mente, at Z hører mere til Danmark end Afghanistan. Derudover skal han fortsætte sin behandling.

Z kigger på sin forsvarer Irene Zehngraff og spørger via tolken: »Hvad betyder det – hvad synes du, jeg skal gøre?«

»Absolut ingenting,« svarer hun: »Det her er det allerbedste, der kunne ske.«