Læsetid: 6 min.

Den store tribunes ikoniske mytologi

Tirsdag mødes to af verdens mægtigste fodboldklubber, Real Madrid og Bayern München, til den anden og afgørende semifinale i årets Champions League. Kampen spilles på Estadio Santiago Bernabéu, et af verdens største og mest berømte stadioner med en dyb og fascinerende historie
Det oprindelige Barnebéu-stadion under en kamp sidst i 1940’erne. Først i 1955 fik det sit nuværende navn, Estadio Santiago Bernabéu.

Det oprindelige Barnebéu-stadion under en kamp sidst i 1940’erne. Først i 1955 fik det sit nuværende navn, Estadio Santiago Bernabéu.

Ritzau Scanpix

28. april 2018

Torsdag den 12. april fik Real Madrid efter lang tids lobbyarbejde tilladelse til at begynde nedrivningen af Santiago Bernabéus to hjørnetårne.

De to tårne er placeret på Bernabéus vestlige side, og de vil blive erstattet af blandt andet et kæmpe shoppingcenter og et endnu større grønt areal ved Paseo de la Castellana.

La Castellana er en af de længste og bredeste gader i Madrid. Den begynder ved Plaza de Colón, passerer gennem Nuevos Ministerios og Plaza de Castilla og ender tæt ved Nudo Norte, hvor den endelig forbinder sig med M-30 og vejen til Colmenar Viejo. I bydelen Chamartín kan man stå af ved metrostationen Santiago Bernabéu, og her, lettere klemt, men majestætisk tronende, mellem Calle del Padre Damián, Calle Rafael Salgado, Concha Espina og La Castellana, ligger Estadio Santiago Bernabeu.

Ronaldo har de hørt om

Mange madrilenere går til fodbold, som vi andre går på fin restaurant. Pyntede er de, men ikke for meget. Charmekluden er endnu ikke gået af mode. Sejlersko, gummisko, læderstøvler, neutrale forårsjakker, stramt skrigende cowboybukser på brystforstørrede teenagepiger, fnisende børn med sår på knæene, studerende med verdensmanerer, lykkeriddere med klippekort, hennafarvede spanske frøkener og mandlige metropolitanere med blåsort hår redt stramt tilbage på de skrånende isser.

Og masser af turister, ikke mindst japanere og kinesere. De har stensikkert hørt om Cristiano Ronaldo.

Samtidig råber eksplosive latinermødre eder efter nogle vildfarne poder, der allerede er pisket op ad gangen og næsten ind på banen. De har nemlig fundet ud af, at hvis de skynder sig, kan de komme helt tæt på, når spillerne kommer ud fra omklædningen.

Der er næsten altid fyldt på Bernabéu, som har plads til 81.044 tilskuere. Engang kunne her være over 100.000, men i 1992 introducerede det internationale fodboldforbund FIFA en række nye regler. Det var for farligt, hvis alt for mange skulle stå og huje og mase, mens de misundeligt kunne se over på de finere stolerækker.

Den fødte leder

1909 er et skelsættende år for Real Madrids fans. Det var nemlig året, hvor Don Santiago Bernabéu begyndte at spille for Madrids juniorhold, som var blevet etableret samme år af den nye præsident, Adolfo Meléndez. Santiagos far døde, da han var ganske lille, og i søskendeflokken på syv var han den, der nærede den største kærlighed til moren. Som voksen opnåede han en kandidatgrad i jura og blev først gift, da han havde rundet 40.

Santiago startede med at spille fodbold i El Escorial, men i teenageårene tog broren Antonio ham med til Real Madrid. En anden bror, Marcelo, var allerede i klubben, og da træneren mente, at Santiago ville være en fin målmand, truede Marcelo med at forlade etablissementet. Brug ham som centerforward, kommanderede han. Og sådan blev det. De var vant til at få deres vilje i den familie.

Den 14-årige knægt, som stormede ind på grønsværen i Chamartín og slog dybe rødder i Real Madrids mytologi, var en barsk lille fløs, som vidste, hvad han ville. Han var den fødte leder. Inkarneret i Don Santiago blev det siden en grundpille i madridismoen: beslutsomheden, koste hvad det vil. Man skal kæmpe til det sidste.

Frivillig stadionbygger

Det var også Bernabéu, der som den første frivillige var med til at grave jord ud til madrilenernes nye stadion, Estadio de O’Donnell, i 1912. Samme år som Santiago debuterede på Real Madrids førstehold. Santiago rendte utrætteligt rundt med hvid maling til linjerne på banerne. Han ville ikke tage imod en eneste peseta for anstrengelserne.

Fire år senere, efter at Bernabéu var blevet kaptajn for Madrid og nu rangerede som en af de bedste spillere i Spanien, blev den unge mand med det klare, men iltre temperament, vraget til det spanske landshold, der senere skulle deltage ved De Olympiske Lege i Antwerpen i 1920.

Bernabéu var harm over, at spillerne fra især Barcelona og Athletic blev foretrukket frem for Madrid. Han så det som et udtryk for en politisk dagsorden, hvor regional nationalisme talte højere end konservativ hovedstadspolitik.

Francos mand

Senere så højrefløjen i spansk politik Santiagos udbrud som et enestående eksempel på hans ubrydelige æreskodeks, der tjente Spaniens bedste, mens venstrefløjen hævdede – og stadig hævder den dag i dag – at Don Bernabéu var godt i færd med at lufte sin fascistiske ideologi.

Hvad Bernabéu formentlig mente, var, at Castilien, der rummer byer som Toledo, Madrid, Avila og Segovia, var skabt til at lede landet. Som han senere forklarede:

»Dem fra La Meseta, det centrale plateau i Spanien, blev hærdet af kulden og varmen, og de var lige akkurat så robuste, at de kunne tilbyde sig selv til alle de andre regioner i Spanien. Castilien har spredt sit sprog til hele verden, og egnen er moder til alle de herligheder, som har gjort Spanien mægtigt. Jeg er ked af det, cataloniere, galicere og baskere, men castilianerne var altså skarpere end jer på slagmarken, mand til mand, og vi besejrede jer i enhver henseende.«

Med årene blev Bernabéus politiske kanter ikke ligefrem rundere. Også selv om han var svær at blive klog på. Ifølge The Guardian-journalisten Sid Lowe, bosat i Madrid, og forfatter til bogen Kærlighed og had i La Liga, var Bernabéu fanatisk sportsudøver – og alligevel røg han store, tykke cigarer.

Han var en gentleman, men bandede og svovlede som en fordrukken sømand. Han deltog selv på general Francos side i erobringen af Catalonien, og man sagde, at når han blev ophidset, var han endnu mere franquistisk end Franco selv.

Megaloman

Alligevel luftede han ved flere lejligheder en hidsig kritik af Francos enevælde. Sandheden var nok, at Bernabéu var megaloman. Det var hans verden, der skulle realiseres. Og han havde altid ret. 15. september 1943 udnævntes Santiago Bernabéu til Real Madrids præsident, 23 år efter at kong Alfonso havde adlet Madrid FC og gjort klubben til Real Madrid, det royale Madrid.

I disse år skulle Real Madrid blive en gigant på fodboldhimlen, og behovet for et ordentligt stadion voksede. Klubbens identitet og ikke mindst billede af sig selv var på prøve. Men resten af verden skulle spejle sig i storhed: Bernabéu var berygtet for at gå patologisk meget op i belysning og teknik, så der var masser af lysmaster og maskiner på Santiagos stadion.

Så nytter det ikke meget med den lille, forslåede mark, som Real Madrid ejede i de ubekymrede Johnson-dage (Reals første spillende, engelske træner), eller for den sags skyld Campo de Ciudad Lineal, afløseren for Estadio de O’Donnell, som havde plads til 8.000 tilskuere. Ciudad Lineal-arenaen rakte heller ikke til de voldsomme ambitioner og den stærkt voksende tilhængerskare, så Estadio Chamartín blev indviet 17. marts 1923 med en kamp mod engelske Newcastle United.

På Estadio Chamartín var der plads til 23.000 tilskuere, et fremskridt, men stadig ikke godt nok. Så da Bernabéu blev præsident i 1943, varede det ikke længe, fire år helt præcist, før verden fik det stadion, der senere blev kendt som Estadio Santiago Bernabéu.

Den første kamp fandt sted mellem Real Madrid og portugisiske OS Belenenses. Real Madrid vandt opgøret 3-1, mens 75.300 madrilenere og enkelte tilrejsende overværede herlighederne. Først i 1955 fik det enorme stadion sit nuværende navn.

Forkælet publikum

Store stadioner er blandt de mest stemningsmættede steder i verden. Tribunerne kan føles som heksekedler med tusindvis af indtryk, farver, lys og stemmer fra hele kloden. De er båret af en ikonisk mytologi. Men de kan også, som Michael Laudrup fortalte mig i 2006, da han endnu var træner for Brøndby, forvandles til næsten tavse arenaer:

»For mig var der ikke den store forskel på Camp Nou og senere Bernabéu. Begge publikummer er utrolig forvænt. De er forkælede,« sagde Laudrup.

Bayern München har erfaringen med sig fra de store aftener i Europa. Men Bernabéu er en hård nyser, når pladsen mellem Concha Espina og La Castellana genlyder af Reals slagsang fra 1952 med de xenofobiske linjer:

»Se Madrid med hendes hvide flag.
Rent og hvidt som aldrig dør
«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu