Læsetid: 10 min.

Ukraine: Tre dage ved Østfronten

Kampene ved den østukrainske frontlinje er blusset op, fire år efter at konflikten i Donbass-området begyndte. Borgerkrigen har kun styrket hadet til de russisksindede separatister og styret i Moskva
Ved fronten går en stor del af dagen med at fordrive tiden, småsludre og ryge smøger.

Ved fronten går en stor del af dagen med at fordrive tiden, småsludre og ryge smøger.

Ólafur Steinar Gestsson

21. april 2018

Dag 1

11:06 På de mudrede og tilsneede veje, der går væk fra hovedvejen øst for grænsebyen Bakhmut og ud mod frontlinjen, står en række camping- og skurvogne med ukrainske flag bundet fast på.

Syv minutter i ambulance fra de ukrainske styrker har en gruppe frivillige paramedicinere slået lejr og kan hurtigt evakuere sårede væk fra denne del af fronten.

I det snedækkede og bakkede terræn skærer frontlinjen sig gennem landskabet med ukrainske styrker på den ene side og russisksindede separatister på den anden.

Borgerkrigen i den østukrainske Donbass-region har stået på i fire år, og kamphandlingerne har kostet over 10.000 mennesker livet. Konflikten har siden 2014 udviklet sig til en regulær skyttegravskrig. På hver side af et ingenmandsland har kombattanter gravet sig ned, og fronten har kun rykket sig få hundrede meter, siden kampene begyndte.

På evakueringsstationen bliver der skænket sort kaffe af de otte frivillige, der har været på arbejde den foregående nat.

Den ukrainske regering har lige siden begyndelsen af konflikten ikke kunnet imødekomme behovet for redningspersonel, og derfor er det frivillige – med mere eller mindre lægefaglig kompetence – der står for evakueringen og behandlingen af de sårede soldater. En af de frivillige reddere ved denne del af fronten er for eksempel uddannet dyrlæge.

Kampene i Østukraine er i løbet af 2017 blusset op igen, og behovet for frivillige med evne til at lappe sårede soldater sammen er stor.

13:15 Den fremskudte position er en samling af ødelagte huse og stakke af sandsække med skydehuller i.

Valentina Mitrovich (t.v.) og hendes lillesøster Ljudmila Golopyorova blev beskudt under en af kampene i landsbyen.

Ólafur Steinar Gestsson
For tiden er der angreb hver nat, og skyderierne i morges sluttede klokken otte. Soldaterne har været angrebet af lettere geværild og mortérgranater. Våben, der er forbudte ifølge Minsk 2-aftalen – den våbenhvile, der blev indgået i 2015.

Aftalen, der blev indgået mellem de russisksindede separatister og den ukrainske regering, forbyder tunge våben tæt på kampzonen, men ingen af siderne ser dog ud til at give aftalen betydning.

Kommandør Roman ’DJ’ Stevgura leder det tredje bjerginfanteri-kompagni i den ukrainske hær. Sit nom de guerre har han fået, fordi han orkestrerer beskydningerne, der i natten lyder som tung bas på en klub.

»Jeg mener ikke, at der findes noget mere nobelt end at forsvare sit moderland. Jeg er blevet trænet og opdraget til at gøre modstand,« siger DJ.

Han står i et faldefærdigt hus, hvor en stor antitank-kanon er placeret midt i stuen, og en snigskyttestilling er indrettet på loftet. Brugte patronhylstre ligger spredt i husets hjørner og samler støv.

DJ spejder ud gennem et hul mod fjendens stillinger.

»Hvem man kæmper mod, afhænger af, hvor på fronten man befinder sig. Nogle steder kæmper vi mod lokale, der skyder dårligt. Andre steder kæmper vi mod regulære russiske tropper med en helt anden disciplin,« fortæller han.

Rusland har officielt ingen tropper i Ukraine, men præsident Vladimir Putin har indrømmet, at der er militære rådgivere til stede i de separatistiske områder.

Ifølge OSCE – Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa – er der ingen endelige beviser for, at egentlige russiske tropper er til stede i Østukraine. Der er en solid mistanke, men ingen smoking gun.

15:25 Midt ude i ingenmandsland er der placeret et flag med røde og sorte farver. Flaget er et gammelt kosakflag og et symbol på ukrainsk modstand. Modstand mod imperialisme, fascisme og kommunisme.

I ly af natten har de ukrainske soldater rejst det.

»Vores soldater er meget modige,« siger 29-årige Sergej Sergevic og fortsætter:

»Kampens røde og sorte farve vil bringe os til frihedens gule og blå.« Gul og blå er farverne i det ukrainske flag.

Kommandør Roman ’DJ’ Stevgura under kampene på tredjedagen. Jeg mener ikke, at der findes noget mere nobelt end at forsvare sit moderland, siger han.

Frederik Tillitz
Han har tilbragt de seneste seks måneder ved fronten og er sergent og delingsfører, men uden militær uddannelse i bagagen.

»Jeg kæmper for min ret til at kalde mig selv ukrainer. Dette her er mit forenede land. Vi har en fælles historie og en fælles kultur. Dette her er ét land, og sådan skal det forblive.”

Ukraine blev en selvstændig nation ved Sovjetunionens sammenbrud i 1991 efter at have været underlagt russisk kontrol siden slutningen 1700-tallet. Efter afslutningen på Den Kolde Krig har landet hovedsageligt været styret af prorussiske præsidenter, men det ændrede sig i 2014, da den Kreml-tro Viktor Janukovitj blev afsat efter folkelige protester – den såkaldte Majdan-revolution.

Efter denne omvæltning begyndte kampene i Østukraine, og regimeskiftet i Kiev var også grundlaget for, at Rusland i marts 2014 annekterede den ukrainske halvø Krim.

»Inden da kaldte jeg russerne mine brødre. Nu kalder jeg dem sønner af luddere,« siger Sergej Sergevic.

Dag 2

11:33 Sneen tynger træernes grene mod jorden efter årets første sne, der begyndte at falde to dage forinden. Ledninger har revet sig løs og hænger dinglende fra de sneklædte master.

Brunt smeltevand dækker jordvejen mod fronten og plasker op på de forbikørende bilers vinduer, når de hurtigt passerer de udsatte strækninger. Sidste år blev der fra snigskyttestillinger på den anden side af ingenmandsland skudt mod alle køretøjer på disse veje. Civile som militære.

En gruppe beboere fra byen Zaitseve står på vejen og stopper en konvoj, under kommando af en kvindelig ukrainsk officer. De vil have militæret til at rydde vejene for sne, da de ikke kan komme forbi og ikke har mulighed for selv at gøre det.

Desuden er der områder af byen, som beboerne mistænker for at være blevet mineret af de prorussiske soldater i ly af natten, og også her ønsker landsbyboerne, at militæret skal rydde.

Zaitseve er en tyndtbefolket landsby, der strækker sig over et stort areal. Frontlinjen går direkte gennem byen og adskiller den på midten.

Selv om mange af husene er medtaget efter beskydning, og nogle er væltet sammen som korthuse, er der stadig høns, der løber forvildede rundt i gaderne, og cykler bliver trukket i den faste sne langs  den sjappede vej.

Valentina Boudnik-Koneva er en af de bekymrede beboere. Hun flyttede fra den ødelagte del af landsbyen, da krigen eskalerede.

Valentina peger på nogle treetagers betonboligblokke og forklarer, at der for en uge siden blev skudt ind ad disse vinduer. Familien Peyzhov flygtede efterfølgende med deres tre små børn, men det er ikke alle, der uden videre kan flytte fra byen.

Imens kælker Valentinas barnebarn Vika på 11 år med veninden Anja. De bruger plastiksække som kælke og kurer med stor kraft ned ad en bakke midt i byen.

»Jeg har tre børnebørn, der lever her i byen. Jeg bliver bange, for jeg ved ikke, hvor jeg skal tage dem hen, eller hvad jeg skal gøre. Jeg har ikke råd til at flytte,« siger hun og fortsætter:

»Det handler ikke kun om vores børn. Det handler om hele byens børn. Det seneste barn kom til verden for kun 20 dage siden.«

Valentina Elianka rydder op efter ødelæggelserne på sit hus, der blev ramt af en mortergranat. Jeg har aldrig grædt før, men nu kan jeg ikke holde op, siger hun.

Ólafur Steinar Gestsson
Vand bliver leveret til byen en gang om ugen og står i seks mandsstore, cylinderformede siloer rundt omkring i det spredte byområde. Der bor nu omkring 250 indbyggere i byen, hvor der før krigen boede omkring fire gange så mange.

Ifølge UNHCR – FN’s flygtningehøjkommissariat – er over 1,8 millioner civile ukrainere flygtet som følge af konflikten, og mange befinder sig nu som internt fordrevne i andre dele af Ukraine.

12:20 Valentina er sammen med sin datter, Marina, aktiv i landsbyens medborgerhus. Datteren er mor til Vika på kælkebakken, og har boet her hele sit liv.

»Vi havde alting her, men nu har vi ingenting. Det er dog stadig vores hjem,« siger Marina.

Tilbage i 2015 flygtede hun midlertidigt fra landsbyen under hårde kampe. Men da hun vendte hjem, var deres bolig blevet røvet af ukrainske soldater.

»Vi kunne ikke gøre noget. Vi havde ingen autoritet og ingen hjælp. Civile kan intet stille op mod folk med våben,« hun.

Zaitseve ligger i Donetsk-regionen, hvor russisk – ikke ukrainsk – er hovedsproget. Det var separatister fra denne region, der sammen med ligesindede fra Luhansk-regionen begyndte oprøret mod styret i Kiev.

Derfor bliver lokale ofte mistænkt for at støtte de prorussiske separatister, og hverken deres ejendom eller helbred har højeste prioritet under konflikten.

Flere af Zaitseves beboere har været ofre for tilfældige kugler og granater. Ti er døde, og seks er sårede.

»Selvfølgelig kendte vi dem. Her kender vi alle. De sidste, der døde, var ægteparret Ljudmila og Sergej Kozub. De blev dræbt i foråret af en mortérgranat,« fortæller Marina.

Et andet offer var en 33-årig kvinde, der blev skudt af en snigskytte, mens hun cyklede på et højdedrag i byen.

»Vi er gidsler. Jeg er ligeglad med, hvem der vinder, så længe mit barn ikke skal være skrækslagent. For min skyld kunne det være aber, der regerede her, så længe det ville få en ende,« fortæller Marina.

14:15 Geværlarm og granater kan høres ude mellem bakkerne.

Ti dage forinden er Valentina og Valerii Eliankas hus blevet ramt af en mortérgranat. Den gik ned gennem taget i køkkenet og sprængte rummet i stykker. En gryde med rødbedesuppe stod på komfuret, da granaten klokken halv otte om aftenen ramte huset, der har tilhørt Valeriis familie i generationer.

»Jeg har aldrig grædt før, men nu kan jeg ikke holde op,« fortæller Valentina med tårer i øjnene, mens hun viser, hvor granaten sprængte taget væk på deres køkken.

Da huset blev beskudt, lå hun på gulvet i deres soveværelse, mens hendes mand befandt sig i døråbningen. Hun kaldte på ham, men han svarede ikke. Han havde mistet talens brug på grund af chokket, fortæller hun.

Valerii var tidligere buschauffør i byen, mens Valentina var togbanearbejder i den nærliggende stationsby, men ingen af dem kan komme på arbejde længere. Nu har de kun et enkelt værelse i det gamle hus til alle deres ejendele.

»Vi bliver nok dræbt på dette sted,« siger hun og begynder endnu engang at græde.

16:01 Oppe ved frontlinjen er solen ved at gå ned, mens soldaterne lader op til aftenens kampe. De ryger smøger, spiser og venter på, at fjenden skal begynde at angribe, eller at de selv får ordre på det samme.

To soldater får en bid mad, inden de skal på nattevagt ved fronten.

Ólafur Steinar Gestsson
Da de ukrainske styrker i 2014 for første gang skulle kæmpe mod de østukrainske separatister, var det en broget hær, der stillede op til kamp. De snart fire års krig har været en forvandling af en gammel sovjethær til en moderne hær. En transformation, der til dels er lykkedes.

18:45 Kommandør DJ kommer ind i barakken med et »let’s go«. I ly af den bælgmørke nat bevæger soldaterne sig frem mod de fremskudte stillinger.

I det fjerne kan man høre de første skudsalver, men skuddene kommer langt væk fra, og det er ikke her målet befinder sig.

Der bliver røget smøger med krummet hånd, som dækker gløderne, der ellers ville lyse op.

20:05 DJ bevæger sig ud gennem skyttegraven med flere centimeter sne på begge sider.

I ly af natten fører den ham i zigzag ind i ingenmandsland tættere på fjendens stillinger. Den udkigspost, han er på vej mod, befinder sig kun 500 meter fra de prorussiske separatister.

23:02 Der lyder et drøn, der mest af alt minder om en krysantemumbombe på en nytårsaften. En RPG-raket er blevet affyret mod de ukrainske stillinger. I nattens stilhed runger eksplosionen, selv om nedslaget har ramt langt forbi. Ingen er ifølge walkie-talkien blevet ramt.

Vagtskifte. Sergej Sergevic er den ene afløser.

»På den anden side er der ingen ukrainere. De, der har grebet til våben imod os, er ikke andet end terrorister,« siger han og fortsætter:

»De er lejesoldater fra Den Russiske Føderation. Trænet, udstyret og hjernevasket. Rigtige ukrainere ville aldrig kalde dette område for Rusland. De er eksterne aggressorer.«

’Eksterne aggressorer’ er en officiel betegnelse, som den ukrainske hær bruger om kombattanterne på den anden side af ingenmandsland. Det er nemt, da man ikke behøver at skelne mellem ukrainsk eller russiskfødte fjender.

Dag 3

01:00 DJ bevæger sig tilbage mod huset gennem skyttegravene, hvor sneen nu ligger som små bjerge på siderne.

I den opvarmede barak lægger soldaterne sig straks til at sove. I løbet af kort tid begynder de første at snorke.

05:26 Soldaterne vågner op til nyheden om, at fem ukrainske soldater er blevet dræbt under skudvekslinger i løbet af natten. Der er en mørk stemning, og morgenmaden, der er samme menu som gårsdagens aftensmad, bliver hurtigt kastet i svælget og skyllet ned med kaffe.

Børnetegninger hænger side om side med en RPG-raket ved frontstillingen.

Ólafur Steinar Gestsson
Lyset er ved at komme frem, da de kampklædte soldater bevæger sig mod stillingerne. Oppe ved posten er der allerede mænd, der omplacerer granatkastere og tilhørende ammunition.

Stemningen er ikke længere trykket, men spændt. Ordrer lyder, og flere af soldaterne løber hurtigt ned i skyttegravene.

Over walkie-talkien bliver der snakket hurtigt og meget.

06.31 Det begynder at brage fra de ukrainske stillinger, da de første raketter bliver affyret mod fjendens linjer, akkompagneret af skudsalver fra både større og mindre maskingeværer.

Kugler og granater flyver af sted, mens ilden først sporadisk, derefter mere intenst, bliver besvaret fra den anden side.

Fra stillingerne er det muligt at se husene, der lige nu er under angreb.

Et stjerneskud passerer pludselig forbi over hovederne på soldaterne, der observerer kampene.

Et projektil med et kemisk lag – et lysprojektil – lyser op over soldaternes hoveder. Alle kommer hurtigt i dækning, da projektilet med sin lysstribe bliver brugt til at skyde sig ind på målet.

Efter en time stilner angrebet af.

07:41 Tilbage i barakken er stemningen nu anderledes munter.

De faldne er blevet hævnet, og gennem overvågningskameraet, der overvåger separatisternes stillinger, er det muligt at gengive slaget.

DJ fremviser stolt, hvordan en af fjendens stillinger bliver ramt af raketter, og man kan se, hvordan flere stikker i løb med ukrainske kugler hvislende om sig.

»Hvor end Rusland sætter sin fod, bringer det vrede og blod,« siger han og fortsætter nu med bedrøvet mine, mens han peger på landskabet, der fremvises på skærmen:

»Vi bliver måske nødt til at tegne en ny grænse her i disse bjerge. Denne historie vil ikke pludseligt være forbi, og Ukraine kommer ikke til at opnå retfærdighed.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu