Læsetid: 12 min.

I Ungarn går Europas mest fremmedfjendske folk til valg med et håb om at genvinde tilliden gennem kærlighed til nationen

... Men ligesom i menneskelivet stiller fortiden forhindringer i vejen, når en nation vil lære kunsten at elske
... Men ligesom i menneskelivet stiller fortiden forhindringer i vejen, når en nation vil lære kunsten at elske

Ditte Ahlgren

7. april 2018

Jeg flyttede til Budapest for at skrive en bog om kærlighed, men alt, hvad jeg har skrevet her, handler om frygt. Jeg tror, at ungarerne og jeg har frygten til fælles.

»Pesszimista,« sagde min ungarsklærer, da han under en af de første undervisningstimer ville hjælpe os nytilkomne udlændinge på vej med det rette tillægsord til at beskrive ungarerne med.

Der er parlamentsvalg i Europas mest xenofobiske land, hvor knap halvdelen af befolkningen afviser at tage imod flygtninge, og i seks måneder har jeg forsøgt at finde mig til rette i en nation, præget af propaganda, Putin og pálinka. Ungarns fortid er fuld af frugtbrændevin, fuld af nederlag og fejlslagne alliancer, og med en knust tillid til det gamle Europa har ungarerne kastet deres lid til en stærk mand og en glorværdig fortælling om fortiden, der kan slukke en stærk tørst efter beruselse i et land i den europæiske top-tre over leversygdomme. Kun overgået af nabolandet Rumænien.

»Allerede færdig med din drink?! Er du alkoholiker?« siger en græsk kvinde, jeg har mødt i Budapest, og hun griner ad mig, da jeg slubrer bunden af min white russian gennem sugerøret.

Midt i den ungarske valgkamp er jeg på anden date med en kvinde, og jeg er bange for ikke at virke afslappet. Ny i romancespillet – jeg har haft den samme kæreste hele mit voksne liv – så her i Budapest forsøger jeg at drikke mig mod til at åbne mig igen.

Migranter og invasion

Det er lettere sagt end gjort at forandre sig og genvinde tilliden til sig selv og andre. Det gælder også ungarerne, der kun har svage erfaringer med andet end totalitære styreformer. Det nuværende politiske system bliver over en bred kam betegnet som værende iklædt et autokratisk valgsystem, der til forveksling ligner et demokratisk.

»Ungarerne har kun haft få år til at lære, hvad det vil sige at leve i et demokrati, og det system, vi har nu, gør det ikke nemmere at lære,« siger Ákos Kopper, leder af afdelingen for europastudier ved Eötvös Loránd-universitetet i Budapest.

Han fremhæver et valgsystem, der har givet den nuværende regering to tredjedeles flertal i parlamentet med kun 43 procent af stemmerne. Han fremhæver et retssystem, der er afhængigt at politiske interesser. Han fremhæver en folkeskole, der uddanner ungarerne til at diktere en farvet historiefortælling.

»Selv om det kan være svært, forsøger vi at fortælle de af vores elever, der orienterer sig mod Vesteuropa, at de også godt må være kritiske over for EU – at de faktisk skal tage kritisk stilling.«

Premierminister Viktor Orbán kalder det stolt for sit politiske mål at skabe »et illiberalt demokrati« efter russisk model, og regeringspartiet Fidesz står til at beholde magten for tredje valgperiode i træk ved hjælp af modstand mod EU, modstand mod ’et internationalt imperium’ af ngo’er og det altoverskyggende tema: indvandring.

Regeringen finansierer plakater og annoncer med manipulerede billeder af Orbáns udpegede ærkefjende, filantropen George Soros, der omfavner samtlige ledere i oppositionen, mens de klipper grænsehegnet mod Serbien over. Den forrige Stop-Soros-kampagne kostede de ungarske skatteborgere 8,1 millioner euro, har et af de få regeringskritiske medier i Ungarn afsløret.

‘Soros’, ’migranter’, ’invasion’. Ord, der går igen og igen i valgkampen på plakater over hele landet, og som bliver gentaget dagligt i nyhedsdækningen. I ledtog med lande som Polen, Slovakiet og Tjekkiet står Orbán vagt om national selvstændighed, gammelkonservative og kristne værdier i Europa, og jeg er flyttet til et land, der kæmper for sin nationale identitet, selv om der er udbredt tvivl om, hvad det vil sige at være ungarer. Bortset fra paprika, pálinka og gullasch – og at en rigtig ungarer i hvert fald ikke tror på hverken sig selv eller fremtiden.

’Socialisterner vant til at rage til sig’

Ingen tror i ramme alvor på, at den ungarske opposition kan indgå de fornødne kompromiser til at kunne udgøre et egentligt alternativ til ’Viktatoren’. Det ligger ikke til ungarerne at gå på kompromis. Den slags falbyden i håbet om en bedre fremtiden hører fortiden til, hvor ungarerne blev tævet af osmannerne, trynet af den habsburgske adel og to tredjedele af Ungarns areal gik til nabolandene efter Første Verdenskrig.

»Der er altid et råddent æble,« siger en ledende oppositionspolitiker, da jeg møder ham tilfældigt foran mit stamsted på Buda-siden.

Han ryger en hjemmerullet cigaret og skutter sit veltrimmede fuldskæg under sin hættetrøje, mens han læner sig op ad biografen Bem Mozi. Jeg har spurgt ham om, hvorfor det er så svært at samarbejde på tværs af partierne til venstre for midten og udgøre en reel trussel mod den siddende regering. Han har peget på, at det er umuligt at danne tillidsfulde partnerskaber med partier fyldt med korrupte politikere, særligt blandt socialisterne. Et levn fra tiden med et totalitært, kommunistisk styre, mener han.

»Socialisterne har været vant til at rage til sig, og de er ikke en dyt bedre end den nuværende regering.«

Politikeren står ved siden af sin kortklippede ven med rynker i panden og mørke rande under øjnene. Vennen suger på et lyn af en joint, og politikeren betakker sig ved tilbuddet om at kunne ryge med, inden venner hører, at der bliver talt engelsk. Han spørger, hvor jeg er fra, og lyser op, da han hører svaret.

»Martin Andersen Nexø. I love him. And what’s his name … Kierkegaard, yes,« siger manden med røg i munden.

Vennen har arbejdet som lektor i litteratur, fortæller politikeren, mens den tidligere lektor grubler over navnet på et af filosofiens store værker.

»Vagy-vagy,« siger han på ungarsk henvendt til politikeren, der nikker anerkendende tilbage.

Kierkegaards Enten-eller er åbenbart et elsket værk på ungarsk, og titlen betegner også meget godt ungarsk politik. Der er ingen mellemvej. Et par uger efter mødet med politikeren ser jeg udtalelser fra hans partifæller i Lehet Más a Politika, LMP, (Politik kan være anderledes) overalt i medierne, hvor de afviser samarbejde.

Det nationalkonservative regeringsparti Fidesz, der siden flygtningekrisen i 2015 har taget en politisk højredrejning, står til at blive det ungarske valgs sejrherre,
Læs også

Der er flertalsvalg i Ungarn, men valgsystemet har fået den autokratiske tilføjelse, at distrikterne er skræddersyet til Fidesz’ fordel, mens de mange oppositionspartier bliver straffet økonomisk, hvis de trækker deres kandidater de steder, hvor de rent faktisk ser ud til at kunne vinde over regeringspartiet ved at samle sig om den mest populære modkandidat.

De mange regeringstro tv-kanaler og aviser fryder sig over de fejlslagne forhandlinger mellem partierne i oppositionen, og midt i det hele står også den tidligere premierminister Ferenc Gyurcsány. Endnu en politiker, der var med til at svække socialistpartiet efter at have udtalt: »Vi løj morgen, nat og aften« – og endnu en ungarsk politiker, der nu igen-igen stiller op til parlamentsvalget på trods af tidligere nederlag (Orbán har tidligere tabt to valg).

Politik kan tilsyneladende ikke være anderledes i Ungarn. Venstrefløjspartierne kan ikke enes, og over 60 procent af vælgerne ser fortsat ud til at stemme på et af de to partier yderst til højre; de radikale højrenationalister fra Jobbik eller regeringspartiet Fidesz, der sammenligner indvandring med en invasion af landet.

Jeg har det som ungarerne. Jeg tvivler på, at jeg kan forbedre mig, og jeg er sikker på, at jeg kommer til at fortryde det. Som Kierkegaard skriver, vil vi fortryde det, hvad enten vi vælger at grine eller græde over verdens dårskab. Ked af mit eget forliste forhold ler jeg af mit liv som 32-årig single, der har åbnet datingapp’en Tinder i et land fuld af frygt for det fremmede.

Forsøg på fortrængning

Jeg vil ikke fortryde fortiden, jeg vil videre med mit liv. Men da jeg går på de første dates i mit liv, bliver jeg enten ghostet – et moderne begreb for ikke at svare på beskeder – eller også bliver jeg konfronteret med fortiden.

»Du siger, at kærlighed var grunden til, at du startede med at skrive din bog,« skrev en smuk, slovakisk kvinde, bosat i Budapest, til mig, efter at jeg havde fortalt om min grund til at være i Ungarn.

»Hvis du stadig elsker hende, kan du ikke tvinge dig selv til at fortrænge det. Heller ikke selv om du bor i Budapest,« skrev hun og udelukkede, at vi skulle have mere med hinanden at gøre.

Ungarerne har også svært ved at fortrænge fortiden. Alle partierne i Ungarn har en officiel holdning til revolutionen mod habsburgerne i 1848, Trianon-traktaten i 1920 og til oprøret i 1956. Tolkningerne er bare forskellige, og derfor mødes jeg med en ungarsk historiker, der kan forklare versionerne for mig.

Historikeren frygter for sin egen fremtid, hvis han udtaler sig under eget navn som leder af en af de organisationer, Orbán har udpeget som en fjende af nationen. Men han tror på Ungarns fremtid, han sætter sin lid til ungarernes tradition for oprør mod totalitære, politiske systemer.

»Mennesket er ikke ondt af natur, og det gælder også ungarerne. Men du kan få mennesket til at tro og gøre næsten hvad som helst, hvis du manipulerer det længe nok,« siger han for at forklare ungarernes nuværende frygt for det fremmede med den propaganda, de er udsat for.

Ungarn har ikke vundet en krig siden det 15. århundrede, og historikeren mener, at Viktor Orbán og Fidesz er lykkes med at lappe det åbne sår i den ungarske folkesjæl med falsk historieskrivning.

Orbáns fortælling handler om et Ungarn, der altid har kæmpet for de kristne værdier i Europa, mod osmannerne, mod habsburgerne, mod bolsjevikkerne og nu ved at opføre et hegn mod øst, hvor muslimerne igen står for døren, denne gang som migranter.

Men det var ikke ungarerne, derimod habsburgerne, der slog osmannerne tilbage, og det var ikke på grund af et forsvar for kristendommen, at Ungarn var en af Hitlers sidste allierede under Anden Verdenskrig. Det var på grund af det ungarske håb om at kunne genvinde det tabte land fra den forrige verdenskrig, og Orbán taler aldrig om antallet af dræbte jøder fra Ungarn, der kun blev overgået af Polen.

Alle de ungarske oprør gennem historien har handlet om at gøre op med totalitære regimer og kæmpe for en national selvstændighed – fra revolutionen mod habsburgerne i 1848 til kampen mod Sovjet i 1956 – men resten af Europa så passivt til, lod totaliteten sejre, og nederlagene dannede grobund for den pessimisme, der har skabt plads til en alternativ fortælling om landets historie.

Og Orbáns fortælling står så, indtil den bliver modsagt højt nok. Den ældre historiker er selv blevet truet til tavshed, men han tror på, at den ungarske ungdom vil gøre oprør mod det nuværende system. Han mener, at Orbán er lykkedes med at få de gamle intellektuelle til at tie, men blandt de unge og studerende blomstrer drømmen om en anden politisk fremtid. Et håb om at gøre op med fortiden for at kunne fokusere på fortællingen om nutiden, og det er også det håb, jeg sætter min lid til i min søgen efter kærlighed. Det kræver bare mod at finde et håb.

Fremmede med positive fortællinger

Jeg kender ikke nogen i Ungarn, der åbenlyst støtter den siddende regering. Men jeg kender til den frygt for det fremmede, der også ser ud til at være sivet ind i sjælen på den kreative klasse i Budapest.

En frygt, der bunder i en følelse af mindreværd i mødet med de fremmede, der drikker som ungarerne, bare mere højlydt. De fremmede, der taler bedre engelsk og har flere penge. Ungarerne ville aldrig gå i flok gennem gaderne, skrålende med bajere i hånden. Men de fleste ungarske kvinder kan hælde fire centiliter pálinka ned uden at fortrække en mine.

»Taler du engelsk,« spørger jeg en kvinde på ungarsk.

Hun har rykket sin stol hen til det bord, hvor jeg har siddet og drukket øl alene i en times tid i foyeren til Bem Mozi. Hvorfra jeg har observeret hende og veninden farve deres tænder røde med vin, flankeret af to ungarske mænd med fadøl.

»Ja,« svarer hun på ungarsk og sukker.

Jeg har set hende trække sig fra en samtale med en ungarsk mand, der smilede til hende. Jeg har set hende rykke sig hen til mig, og nu har jeg set hende blive skuffet igen.

»Jeg føler mig som en minoritet blandt jer briter, der kommer og overtager det hele på jeres weekendferier.«

Hun kigger rundt på de slidte sofastole, diskokuglen i loftet og de hippe filmplakater fra Gøgereden til A Clockwork Orange. Hun har uglet sort hår, ring i næsen, og jeg kigger ind i de sunkne øjne for at forklare, at jeg bor her og ikke er brite.

»Jeg kan godt lide en god samtale,« siger jeg til hende.

»Det kan jeg ikke,« svarer hun og rykker stolen tilbage for at gå mod baren.

Er det synd for dig, at du har mistet kærligheden, er det synd for dig, at du har tabt i krig? Ethvert forsøg på at forstå det fremmede er et forsøg på at forlade frygten for at skabe en ny fortælling. Jeg forsøger igen og igen, og en ungarsk nationaldag er endnu en oplagt anledning.

Håb i ly for regnen

Den 23. oktober stod jeg i silende regn og ventede på at høre Viktor Orbán tale ved markeringen af oprøret mod Sovjet i 1956. Jeg havde været i Budapest i lidt over en uge, og ingen af mine få ungarske bekendtskaber kunne forstå, hvad jeg ville netop der.

»Du risikerer at blive slået ned, hvis du stiller for mange spørgsmål. Du udsætter dig selv for en masse had,« sagde de.

Jeg ville opleve den nationale stolthed på nært hold, og jeg fik, hvad jeg håbede på, bare på en anden måde end jeg forventede. Først senere forstod jeg det absurde i, at Orbán i sin tale sammenlignede oprøret i ’56 med et behov for at gøre oprør mod EU, de elitære og de intellektuelle. Selv om oprøret dengang blevet ført an af de studerende, og selv om Orbán nu igen har ført Ungarn tæt på Rusland med atomkraftaftaler med Putin.

Men det er heller ikke det væsentligste at fortælle fra den dag. Jeg stod midt i regnen uden paraply, da en ældre herre med sixpence kaldte mig hen til sig. Jeg forstod på hans ungarsk, at jeg var inviteret ind under hans dække for regnen, og det endte med, at vi lyttede til Orbán sammen skulder ved skulder. Jeg forstod ikke, hvad premierministeren sagde, men den ældre herre talte tysk, og han forklarede, at han var stolt over min tilstedeværelse.

»Jeg var lærer i 1956, og jeg så de russiske tanks komme ind i Budapest fra et klasseværelse. Jeg kan huske, at jeg var bange,« fortalte han.

Vi delte en oplevelse, og vi delte en paraply. Det er den fortælling, jeg vælger at fremhæve om den dag i regnen på avenuen Andrássy út. Vi så hinanden i øjnene og smilede under markeringen af et oprør, og jeg vælger at fokusere på mødet mellem to fremmede frem for den frygt, der blev spredt fra talerstolen. Jeg fokuserer på moddemonstrationen mod Orbán, da han igen stod på en talerstol 15. marts foran en forsamling af tro støtter. Da han igen sammenlignede en ungarsk revolution med behovet for et oprør mod den europæiske elite.

»Vi vil vinde igen og igen, for Ungarn tilhører ungarerne,« sagde han, men jeg husker håbet i øjnene på de ungarere, der havde samlet sig på en anden plads for at parodiere den retorik.

På pladsen Erzsébet tér, hvor talsmanden for Det Tohalede Hundeparti fik en mindre forsamling end Orbáns til igen og igen at bryde ud i latter. Hundepartiet er et forsøg på at bløde pessimismen op med sarkasme og parodier på den siddende regering, og latteren brød ud, da talsmanden fra ladet af en lastbil erklærede, at de tohalede hunde »vinder valget«, og at partiet vil »genindføre et etpartisystem«. »Evigt liv, fri øl og ingen skatter,« lyder et andet slogan.

Jeg fremhæver det, som Ákos Kopper fra ELTE-universitetet kalder »mirakelkomponenten« ved parlamentsvalget: at ungarerne ikke giver deres sande mening til kende i meningsmålingerne, og at de i virkeligheden vil vælte regeringen, selv om et autokratisk valgsystem gør det utrolig svært at gøre netop det.

Men, men, men. Fidesz har for nylig tabt en af sine højborge i et lokalvalg, netop fordi oppositionen samlede sig om en enkelt kandidat, og ingen af meningsmålingerne forudså oppositionens store sejr. Vi, der søger kærligheden, bliver skuffet gang på gang, men ingen kan forhindre os i fortsat at håbe.

Serie

Orbánland – valg i Ungarn 2018

Den 8. april skal ungarerne beslutte, om de vil give yderligere fire års mandat til premierminister Viktor Orbán. Siden han kom til magten i 2010, har Ungarn bevæget sig i en stadig mere autoritær retning, og hans modstandere frygter, at et nyt stort flertal til Orbáns Fidesz-parti vil betyde enden på ungarsk demokrati. Men har det liberale Vesten misforstået udviklingen i Orbáns Ungarn?

Seneste artikler

  • EU er tvunget til at reagere på Orbáns undergravning af retsstaten

    10. april 2018
    Orbáns knusende sejr viser, at frygten for indvandring står langt højere på ungarernes tjekliste end korruptionsbekæmpelse og retsstatslighed. Men dermed intensiverer Orbán kampen mod det demokratiske værdigrundlag i EU, som kan blive tvunget til at presse Ungarn dér, hvor det for alvor kan mærkes: på pengepungen
  • »EU skal ikke lave kollektiv afstraffelse af Østeuropa«

    7. april 2018
    Ungarerne bakker stærkt op om EU, der bidrager stort til landets økonomi, mens Viktor Orbán i sin undergravning af den liberale retsstat og sin skingre valgkamp mod flygtninge bruger netop EU som syndebuk. Alligevel vil det være kontraproduktivt at straffe landet økonomisk eller med en usikker retsstatsproces, mener tyske EU- og østeuropaeksperter
  • »Vælgerne skal beslutte, om Ungarn skal være et demokrati eller en bananrepublik«

    7. april 2018
    Premierminister Orbán har kapret Jobbiks dagsordener og tvunget det tidligere så højreradikale parti til at rykke mod midten. 29 år efter kommunismens fald er frygten for alvor vendt tilbage til Ungarn, siger Jobbiks udenrigsordfører
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Gert Romme
Hans Larsen og Gert Romme anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu