Læsetid: 8 min.

Venstrefløjen har vundet de højtuddannede – og tabt de fattige

Den franske økonom Thomas Piketty har studeret vælgerundersøgelser lavet efter præsidentvalgene i USA, parlamentsvalgene i Storbritannien og præsidentvalgene i Frankrig fra 1945 til 2017. Han præsenterer i et omfattende nyt forskningsdokument overbevisende og overraskende forklaringer på de dramatiske politiske forskydninger ved de seneste valg i Vesten. Her er fire erkendelser fra Pikettys analyse
Nu stemmer de højtuddannede, som ofte har relativt høje indkomster, fortrinsvis på venstrefløjspartierne, mens de laveste uddannelser og de mest velstående fortrinsvis stemmer på højrefløjspartier, fastslår Thomas Piketty i sin nye forskningsrapport.

Nu stemmer de højtuddannede, som ofte har relativt høje indkomster, fortrinsvis på venstrefløjspartierne, mens de laveste uddannelser og de mest velstående fortrinsvis stemmer på højrefløjspartier, fastslår Thomas Piketty i sin nye forskningsrapport.

Ritzau Scanpix

14. april 2018

1. Et nyt klassesystem

Vi forestiller os, at venstrefløjen repræsenterer de fattige og højrefløjen repræsenterer de rige.

Det er i hvert fald en stærk venstreorienteret forestilling, at venstrefløjen forsvarer de fattige, mens højrefløjen forsvarer de rige. Den har præget vores begreber, dannet os som borgere og givet os et verdensbillede af sympatier og antipatier. Mange er ikke bare politisk, men også eksistentielt venstreorienterede, fordi de tror på, at venstrefløjen repræsenterer de små i verden mod de store. Og sådan var det også i virkeligheden – i hvert fald i 1950’ernes Frankrig, USA og Storbritannien.

Men sådan er det ifølge den franske økonom Thomas Piketty ikke længere. Det er en væsentlig konklusion i hans nye forskningsrapport The Brahmin-left vs The Merchant-right, som blev offentliggjort i slutningen af marts. Nu stemmer de højtuddannede, som ofte har relativt høje indkomster, fortrinsvis på venstrefløjspartierne, mens de laveste uddannelser og de mest velstående fortrinsvis stemmer på højrefløjspartier.

Piketty definerer venstrefløjen som den samlede gruppe af partier til venstre for midten og højrefløjen som den samlede gruppe af partier. Og det er ifølge Piketty en radikal forandring, som over mere end et halvt århundrede har fundet sted. I 1950’erne stemte langt de fleste højtuddannede –  som der vel at mærke var meget færre af dengang – på højrefløjspartier. De, der i det indiske kastesystem, som Piketty har givet sin rapport navn efter, hedder brahminer, præsterne og de intellektuelle, var i årene efter Anden Verdenskrig politisk allieret med the merchants, købmændene. 

Overklasserne holdt sammen på højrefløjen, og venstrefløjen var funderet i arbejderklassen. Men i det 21. århundrede får venstrefløjen i Frankrig, Storbritannien og USA næsten dobbelt så mange stemmer blandt de højtuddannede som højrefløjen. Den politiske konflikt mellem højre og venstre er således stadig en kamp mellem sociale grupper; det er ikke bare mellem arbejdere og kapitalister, men mellem en uddannelseselite og en formueelite:

»Den overordnede konklusion er klar,« skriver Piketty: »Vi har gradvis bevæget os fra et klassebaseret partisystem til det, jeg foreslår, at vi kalder et ’fler-elite’-partisystem.«

Og det har ifølge Piketty haft voldsomme politiske konsekvenser:

»Jeg mener, at dette kan bidrage til forklaringen på den stigende ulighed og den manglende demokratiske reaktion på det og ’populismens’ gennembrud.«

Y-aksen viser i procent andelen af højtuddannede, som stemmer på partier til venstre for midten. Højtuddannede defineres som vælgere, der har en kandidatgrad. Grafen medtager kun afgivne stemmer – ikke alle stemmeberettigede. Ved 0 procent er det således halvdelen af de afgivne stemmer af vælgere med en kandidatgrad, som har stemt til venstre. Ved -10 procent er kun 40 procent af de højtuddannedes stemmer gået til venstrefløjen. X-aksen viser udviklingen over tid.

Kilde: The Brahmin-left vs The Merchant-right. Grafik: Sofie Holm Larsen.

De regeringsbærende venstreorienterede partier, Demokraterne i USA, Socialisterne i Frankrig og i et vist omfang Labour i Storbritannien, har haft andre interesser end at bekæmpe den økonomiske ulighed, fordi de repræsenterede andre vælgergrupper.

De såkaldt populistiske partiers succes kan ifølge Piketty til dels forklares med, at de vælgere, som hverken har høj uddannelse eller høj indtægt, har været politisk hjemløse og nu protesterer mod det, Piketty kalder uddannelseseliten og den økonomiske overklasse.

Status er i dag, at den regeringsbærende venstrefløj repræsenterer de stærke i uddannelsessystemet og videnssektorerne, mens den regeringsbærende højrefløj repræsenterer de stærke med store formuer. Og at populisterne hævder, at de fører kamp imod begge to, som de under et kalder ’eliten’.

2. Formue er politisk vigtigere end indkomst

Det amerikanske præsidentvalg i 2016 var ifølge Piketty det første valg i Frankrig, Storbritannien og USA i efterkrigstiden, hvor venstrefløjen fik flest stemmer blandt de ti procent med de højeste indkomster. De, der tjener mest, stemmer stadig fortrinsvis på de konservative i England, men ved præsidentvalgt i Frankrig i 2017 tiltræk de venstreorienterede flere vælgere med høje indkomster end højrefløjen, og valget mellem Hillary Clinton og Donald Trump satte tendensen på spidsen:

»Det er den virkelige nyhed ved valget i 2016: Vælgerne med lange uddannelser var allerede mange valg tidligere blevet demokrater, men for første gang blev de vælgere med de højeste indkomster også demokrater.«

Det var et ualmindeligt valg, fordi Donald Trump var en exceptionel kandidat, men resultatet bekræfter en generel tendens. Der er en ny generation af liberale fra de bedste universiteter i USA, som har job i de nye techindustrier, i medierne, i kulturindustrien og det urbane erhvervsliv, som tjener mange penge, men stemmer demokratisk. De er kulturelt progressive, men deres økonomiske interesse er ikke stor omfordeling og høje skatter. Det synes ikke tilfældigt, at filmstjerner og underholdningsindustrien støttede demokraterne, og at popstjerner som Beyoncé og Jennifer Lopez stillede op og sang for Hillary Clinton til hendes valgmøder. Det er også en slags interessepolitik. 

Men det betyder ikke, at de rigeste er blevet venstreorienterede i USA. Piketty viser nemlig, hvordan de, der har de største formuer, stemte på Republikanerne.

»Velstand er således mere bestemmende for vælgeradfærd end indkomst. Dette simple faktum er, så vidt jeg ved, ikke blevet etableret af tidligere forskning,« skriver Piketty.

Denne opdagelse knytter an til Pikettys forskning i økonomisk ulighed. Den måske væsentligste indsigt i hans hovedværk Kapitalen i det 21. århundrede var, at den økonomiske ulighed i Vesten kan forklares som en konsekvens af, at man nu kan tjene flere penge på at have penge end på at arbejde.

I samfund med relativt lav økonomisk vækst, som de vestlige samfund generelt har været siden 1975, vil afkastet på formuer være højere end indtægterne på arbejde. Og så vil de, der har formuer, blive rigere end de, som ikke har. Det fører ikke alene til ulighed, men også til en ulighed, som ikke afspejler hvor dygtig, man er, eller hvor meget, man arbejder, men derimod hvor mange man penge har. Det er et dramatisk brud med hele vores forestilling om retfærdighed.

Vi får således en kamp mellem det, Piketty kalder to eliter, men som man også kunne kalde to overklasser, hvor den ene overklasse har lange uddannelser og høje indtægter, mens den anden både har høje indtægter og store formuer.

3. Minoriteter stemmer til venstre

Vi har således etableret to konflikter, som definerer de politiske modsætninger i Frankrig, Storbritannien og USA: økonomi og uddannelse. Men en tredje konflikt, som har domineret politik de sidste 50 år, er indvandring og minoriteters rettigheder.

Her er tendensen overvældende klar i alle tre lande: De etniske minoriteter stemmer næsten udelukkende på venstrefløjen, mens næsten alle vælgere er overbeviste om, at højrefløjen er bedst til at lukke grænserne og reducere indvandring. Blandt de sorte vælgere i USA, som udgør omkring fem procent af stemmer, har mellem 80 procent og 95 procent fra 1964 og frem til 2017 stemt på demokraterne. Det samme gælder mellem 55 procent og 70 procent af de såkaldte latinoes, som udgør op til 20 procent af stemmerne. Det Demokratiske Parti har ikke ved et eneste præsidentvalg over de seneste 50 år haft flertal blandt de ’hvide vælgere’.

Muslimerne i Frankrig, som efterhånden også udgør fem procent af stemmerne, og i Storbritannien, hvor de repræsenterer omtrent samme andel, stemmer også med meget stort flertal på de venstreorienterede partier. Som forklaring angiver Piketty, at det både for de sorte i USA og muslimerne i Storbritannien og Frankrig er en etableret opfattelse, at ’højrefløjen’ generelt er modstandere af sorte, muslimer og indvandring.

Y-aksen viser i procent andelen af de amerikanske vælgere med de 10 procent højeste lønindtægter, som stemmer til venstre for midten. Grafen medtager kun afgivne stemmer – ikke alle stemmeberettigede. Ved 0 procent er det således halvdelen af de afgivne stemmer af vælgere med en høj indkomst, som har stemt til venstre. Ved -10 procent er kun 40 procent af deres stemmer gået til venstrefløjen. X-aksen viser udviklingen over tid.

Kilde: The Brahmin-left vs The Merchant-right. Grafik: Sofie Holm Larsen.

Piketty minder om, at demokraterne i USA mistede mange hvide arbejderstemmer i 1960’erne, da de gennemførte reformer, som sikrede de sortes rettigheder. De store progressive sejre blev af mange opfattet som nederlag for solidariteten. 

Mange hvide vælgere mente, at sorte fik rettigheder og offentlig omsorg på bekostning af dem selv: »Racemæssig diversitet og racekonflikter har gjort det mere kompliceret at opretholde en koalition mellem de fattige hvide og de fattige sorte,« konstaterer Piketty.

De fattige, som i en økonomisk analyse skulle have samme interesser, blev splittet og har været det mere eller mindre siden. Og eftersom demokraterne har repræsenteret minoriteterne og de højtuddannede, er de blevet opfattet som en politisk korrekt uddannelsesoverklasse, som ikke bekymrede sig om, at de hvide fattige blev presset af de nye borgere. Indvandring og spørgsmålet om de etniske minoriteter har således tilføjet en konfliktlinje i politik, som svækker det klassebaserede partisystem.

Det blev gennem 1970’erne en vigtig dagsorden for de hvide med de laveste indkomster at få lukket grænserne og stoppet indvandringen, mens de regeringsbærende venstreorienterede partier var optaget af at sikre indvandreres rettigheder og adgang til velfærdsydelser. Over 70 procent af vælgerne i Storbritannien mente sidst i 1970’erne, at det var vigtigt at få stoppet indvandringen, og over 90 procent af vælgerne var overbeviste om, at højrefløjen var bedst til at løse den opgave. Det fører Piketty til en opsigtsvækkende erkendelse:

»Dette er interessant, særligt fordi Thatcher-Reagan-sejrene normalt forbindes med nyliberalismens gennembrud; det er muligt, at de etnisk-religiøse spillede en større rolle, end vi hidtil har antaget,« pointerer han.

Vi har troet, at højrefløjens dominans i 1980’erne skyldtes deres økonomiske politik. Men Piketty antyder, at spørgsmålet om indvandring allerede på det tidspunkt kan have været afgørende.

Med en let omskrivning: »It’s NOT the economy, stupid,« det er udlændingepolitik.

4. Hvor efterlader det venstrefløjen?

Pikettys udgangspunkt er venstreorienteret. Hans metode er redelig, hans analyser er videnskabeligt funderede, og han udfordrer sine egne delkonklusioner. Han opererer altså efter det såkaldte ’falsifikationsprincip’. Men hans problemformulering er venstreorienteret: Han analyserer politisk på den præmis, at ulighed er et problem, som skal løses. Og han er ikke optaget af, hvad tabet af de højtuddannede stemmer betyder for højrefløjen, men han beskæftiger sig indgående med, hvad tabet af de lave indkomster betyder for venstrefløjen. Som han skriver:

»Det klassebaserede partisystem, som opstod i midten af det 20. århundrede, skyldtes specifikke historiske omstændigheder og viste sig skrøbeligt, efterhånden som de sociale og økonomiske strukturer forandrede sig. Uden en stærk lighedsorienteret-internationalistisk platform er det i sagens natur vanskeligt for lavtuddannede vælgere med lave indkomster inden for samme parti.«

Et for venstrefløjen ubehageligt scenario er, at modsætningen venstrefløjen og højrefløjen bliver til en konflikt mellem ’globalister’ og ’nativister’. Det vil sige mellem dem, som ønsker lige rettigheder for alle uanset etnicitet og race og er tilhængere af den liberale verdensorden, menneskerettigheder og frihandel – og dem, som ønsker lukkede grænser, kræver opgør med menneskerettighederne, sætter forsvaret for de indfødte over forpligtelsen over for andre og vil udfordre princippet om lige rettigheder for alle. 

Det er i hvert fald et scenario, som Donald Trump har været med til at fremprovokere. Men tendensen til, at man skal vælge mellem solidariteten med indvandrere og flygtninge og solidariteten med de laveste indkomster er allerede markant i de fleste vestlige lande, og modsætningen mellem en liberal orden i verden og social retfærdighed synes allerede politisk etableret. Men det er et usikkert scenario. Man kunne også forestille sig, at valgene af Donald Trump og Emmanuel Macron og Jeremy Corbyns succes i Storbritannien førte til åbne politiske mulighedsrum, hvor nye koalitioner kunne dannes. Og Pikettys analyse antager, at vælgerne stemmer efter deres egen opfattelse af deres personlige interesser, men velfærdsstaten blev eksempelvis etableret, fordi også de højeste indkomster og de længste uddannelser erkendte, at social retfærdighed også var til deres eget bedste.

Endelig er det jo et faktum, at den gamle alliance ikke var en politisk idealtilstand for eksempelvis kvinderne, som har oplevet sociale, politiske og kulturelle fremskridt i perioden, efter det gamle klassebaserede system blev opløst. 

Forestillingen om, at venstrefløjen repræsenterer de små i verden, har altid været en fordring til at gentænke, hvem der var de små, og hvordan de store kunne blive bange for dem, hvis de ikke gav dem lighed og frihed. Det er bare blevet anderledes af, at spørgsmålet nu ikke alene stilles globalt, men også må besvares med hele verden som horisont.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Vogelius
  • Henrik Leffers
  • Niels Duus Nielsen
  • Torsten Jacobsen
  • Lillian Larsen
  • David Zennaro
  • odd bjertnes
  • lars søgaard-jensen
  • Ejvind Larsen
  • Britta Hansen
  • Erik Karlsen
  • Kurt Nielsen
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Svend Erik Sokkelund
  • ingemaje lange
  • Niels P Sønderskov
Jørgen Vogelius, Henrik Leffers, Niels Duus Nielsen, Torsten Jacobsen, Lillian Larsen, David Zennaro, odd bjertnes, lars søgaard-jensen, Ejvind Larsen, Britta Hansen, Erik Karlsen, Kurt Nielsen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Svend Erik Sokkelund, ingemaje lange og Niels P Sønderskov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ib Gram-Jensen

Som den er refereret i artiklen rummer Pikettys analyse visse problemer. For det første er det svært at sammenligne "de højtuddannede" over tid, når såvel deres andel af befolkningerne som deres funktioner og stilling i samfundet er forandret. For det andet - og nok væsentligere - er det svært at sammenligne højre/venstre de forskellige lande imellem og over tid, når højre og venstre som her åbenbart er rent relative begreber. "Venstre" er det, der ligger til venstre for "højre" og omvendt, men partilinjerne hos partier på samme fløj kan være ret så forskellig for eksempel kan den spænde fra socialliberal over socialdemokratisk til socialistisk (i forskellige udgaver) - og forandrer sig over tid. Ikke mindst kan det demokratiske parti i USA dårligt sammenlignes med (centrum-)venstre i europæiske lande, ligesom det kan gøre en forskel, om der er tale om flerpartisystemer eller (mere eller mindre) topartisystemer. En mere detaljeret og historisk-konkret analyse - gerne af flere lande - ville nok gøre konklusionerne solidere og mere nuancerede. Men bestemt tankevækkende.

Ole Bach, olivier goulin, Flemming Berger, lars søgaard-jensen, Vibeke Hansen, Mogens Holme, Torben K L Jensen, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Hæ..Enhedslistens borgmestervalg i København fortæller samme historie.

Peter Tagesen, David Zennaro, Flemming Berger, lars søgaard-jensen, Jan Nielsen, Jens Kofoed, Thomas Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Et eller andet skal der da nok være i det. På den anden side: Er det så klart hvad der er "venstre" og hvad der er "højre"? Ud over hvilken regering der støttes når der skal tælles til 90 (så længe der er grønlandske og færøske mandater). Holder dette også her i landet? Følger man f.eks. debatterne i Berlingeren og Jyllands Posten virker forestillingen om en "uuddannet" eller "lavtlønnet" fløj ikke oplagt. Hvis f.eks. Dansk Folkeparti nogen sinde har repræsenteret et stort set "fortiet", eller "forkuet" segment i befolkningen der skulle være "sat udenfor" er det svært at se at det fortsat skulle være tilfældet (eller er det blot mig der ikke kan se det?) Dermed ikke sagt at der ikke er nogen der synes det er synd for dem selv eller føler sig "tromlet".

Ilja Wechselmann

Artiklens forfatter skriver "Endelig er det jo et faktum, at den gamle alliance ikke var en politisk idealtilstand for eksempelvis kvinderne, som har oplevet sociale, politiske og kulturelle fremskridt i perioden, efter det gamle klassebaserede system blev opløst."
Mener Lykkeberg eller mener Piketty at denne antydede kausal-sammenhæng eksisterer? Og hvis den blot er en antagelse, hvordan kan den så tages for givet? Metoden i artiklen er at snige udokumentere påstande ind i iøvrigt funderede ræsonnementer.

Endnu mere grotesk: En alliance bliver etableret mellem to modpoler i afsnittet før. Men det er jo ikke nogen alliance. Det er en taktisk indrømmelse fra 'the haves to the havenots' udelukkende for at få kohæsionen i samfundet til at holde til sikring af førstnævntes fortsatte hegemoni. Sikring af et hegemoni og en alliance med dem, der er sat i verden til at true det er svær at betegne som en alliance.

Når sådanne tilsnigelser bliver for mangfoldige, falder artiklen med et brag. Men det behøver jo ikke være tilfældet for det refererede værk: 'The Brahmin-left vs The Merchant-right'. Vrøvlet påhvilker artiklens forfatter, muligvis slet ikke værkets.

Hvis Rune Lykkeberg ikke kan læse indenad, så skal Piketty ikke have ansvaret for det. Jeg har ikke læst den seneste rapport, men har været godt tilfreds med Pikettys hovedværk om kapitalen i dens moderne fremtrædelser.

Henning-Buerup Jørgensen, Jens Thaarup Nyberg, Karsten Aaen, Mogens Holme, ulla enevoldsen og Poul Simonsen anbefalede denne kommentar

Jeg kan ikke gøre mig klog på det her, men har dog opfattet tre hovedgrupper:
"De rige", der tjener penge på penge,
"De kloge", der tjener penge på arbejde.
"Alle os andre", der svigtes af "de kloge" og "de rige".
At "de rige" svigter samfundet er vel klart.
Men at "de kloge" også gør det - det er bittert - og naturligvis årsag til "populisme".
Føj! : - (

P.G. Olsen, Lise Lotte Rahbek, Torsten Jacobsen, Steen K Petersen, Niels Duus Nielsen, Egon Stich, ulla enevoldsen, Anne Eriksen og Carsten Nørgaard anbefalede denne kommentar

"De kloge" tjener penge på at arbejde for "de rige"?

Henning-Buerup Jørgensen, Torben Skov, Niels Duus Nielsen, lars søgaard-jensen og ulla enevoldsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det var en magtkamp allerede, da jeg gik i gymnasiet: det demokratiserende og udviklende intellektuelle overfor det materialistiske og begærlige - og der imellem det brede lag af lønmodtagere, der kunne vælge at tage del i samfundsansvaret igennem politisk og kulturel aktivisme eller hengive sig til klassesamfundet ved at blive dikteret rammerne for tilværelsen.
Desværre valgte folk i stort tal den sidste model, og det er det, de mærker konsekvenserne af i dag, hvor det bliver ringere og ringere med deres frihed og muligheder, og hvor arbejdet bliver en stadig tungere byrde, som de ingen mulighed har for at lette for sig selv.

P.G. Olsen, Henning-Buerup Jørgensen, morten rosendahl larsen, Niels Duus Nielsen, lars søgaard-jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Thomas Andersen

Så forstår man jo lige pludseligt meget bedre hvorfor Enhedslisten valgte borgmesterposten for cykelstier... Teknk og miljø er jo meget vigtigere for deres vælgere end beskæftigelse og integration...

Henning-Buerup Jørgensen, Torben Skov, Jens Erik Starup, René Arestrup, Estermarie Mandelquist, Eskil Nielsen, Kurt Sørensen, Lise Lotte Rahbek, lars søgaard-jensen, Kim Houmøller og Jan Nielsen anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

Hvis man har fulgt lidt med i trådene i grupperne, der kæmper imod de stadig forringede vilkår for de ledige og syge i Danmark, har man kunnet konstatere netop denne tendens: at fattige og dårligt stillede etniske danskere skød skylden for der deres sårlige situation på ... flygtningene! Og indvandrere og deres efterkom.

Sådan splittes grupper op, og jeg kan ikke forstille mig andet, end at tendensen er repræsentativ for store dele af de respektive grupper 'ude' i samfundet!

Henning-Buerup Jørgensen, Jesper Frimann Ljungberg, morten rosendahl larsen, Janus Agerbo, René Arestrup, Niels Duus Nielsen, Estermarie Mandelquist, Lise Lotte Rahbek, lars søgaard-jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Christian Mondrup

Jeg tror historien kan opvise utallige eksempler på denne dynamik: i kongeriget Danmark kom det til både verbale og fysiske overfald på jøder i kølvandet på "statsbankerotten" 1813. Og så har jeg ikke nævnt det mest oplagte tilfælde fra nyere tid. Det er jo illegitimt at trække ...kortet.

"Venstrefløjen har vundet de højtuddannede"

Der mangler noget. Sætningen skal være "Venstrefløjen har vundet de højtuddannede offentligt ansatte"

René Arestrup

DF er vel det oplagte eksempel på, at Piketty har fat i noget. Så vidt jeg ved, er DFs vælgere, i en gennemsnits-betragtning, dårligere uddannede, ældre og tilhører i højere grad lavtløns-gruppen end vælgerne fra stort set alle andre partier.
I den forstand er det jo ikke helt skævt, når DF bliver kaldt Danmarks næststørste arbejderparti, uanset, at DF ikke passer ind som arbejderparti i den klassiske højre-venstre skala.
Fænomenet er en konsekvens af globaliseringen - og marginaliseringen af bestemte befolkningsgrupper, som, i stedet for at orientere sig mod klassiske, fordelingspolitiske temaer, reagerer ved at insistere på en verden af i går.

Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Henning-Buerup Jørgensen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

"Så vidt jeg ved, er DFs vælgere, i en gennemsnits-betragtning, dårligere uddannede, ældre og tilhører i højere grad lavtløns-gruppen end vælgerne fra stort set alle andre partier."

Der er fordi DF er socialdemokrater

Jesper Frimann Ljungberg

@Nils Bøjden

Jeg må indrømme, at jeg har svært at se forskel på V S og DF andet end nuancen af brun.

// Jesper

@Jesper Frimann Ljungberg

PÅ Social og skatteområdet er der ingen forskel. Soc.Dem har en økonomi og erhvervspolitik, det har DF ikke. De har så en stor sag i dyrevelfærd. Det hvor Soc.Dem og DF ikke kan enes er på det udenrigspolitiske område.

Torsten Jacobsen

Det er i grunden morsomt, at netop Rune Lykkeberg skriver denne artikel. Han er vel nærmest 'poster boy' for den 'progressive venstrefløj', som Thomas Piketty udpeger som 'misædere'?

De velbjærgede næsten-millionærer, som har vægtige og dygtigt formulerede meninger om, hvordan de 'mindre heldigt stillede' skal og bør forvaltes.

En indsigt der kan være svær at nå frem til, helt deroppe fra det forjættede land, er, at vi brægende lam såmænd ikke har brug for forvaltning. Det vi har brug for, er blot en smule rimelighed:

- Ikke-overfyldte busser, der kører til tiden.

- Tjenstvillighed og effektivitet når vi henvender os ved en offentlig instans.

- Respekt for reel arbejdsindsats - alternativet til tømte skraldespande og nystrøgne gulve burde man selv i Store Kongensgade kunne forestille sig. (Når man kommer ud fra kaffemødet, naturligvis)

- Måske er man ikke blot en idiot, hvis man kigger skævt til de uregerlige rødder, som dag efter dag gør som det passer dem foran blokken? Og bemærker man deres hudfarve - dag efter dag - bliver man vel ikke af den grund automatisk til racist?

- En understøttelse, der ikke blot holder en i live, men som rent faktisk muliggør en (selvforvaltet) bevægelse mod selvforsørgelse?

- Måske er der delte meninger om, hvad der er ret og rimeligt? At man tilhører en minoritet - en hvilken som helst minoritet - berettiger vel ikke i sig selv til, at man kan insistere på sine synspunkters rigtighed?

Og sådan kan man blive ved. Det er så nemt at stille spørgsmålstegn ved det herskende paradigmes dogmer. Mere interessant er det, at lytte til svarene på sådanne udfordringer. I det omfang de forekommer overhovedet, er de sjældent sammenhængende, og derfor - af nød, bevares - diktatoriske..

Hvad der til gengæld ikke med rimelighed kan diskuteres - dette har man med absolut flertal besluttet i de progressives råd - er størrelsen på de lønninger, man som ægte progressiv har gjort sig fortjent til.

Det manglede da også bare....

Lars Steffensen og Henning-Buerup Jørgensen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

"Med en let omskrivning: »It’s NOT the economy, stupid,« det er udlændingepolitik."
Mon ikke det var udlændingepolitikken der var løftestang for neoliberalisterne.

Torsten Jacobsen

Jens Thaarup Nyberg,

Nej, mon ikke det var den selvtilfredse og egennyttige rullen sig rundt i rummelige mulighedsrum, der tilsidst blev dumme og anderledes begrænsede får for meget? Nok siger man, at græsset på den anden side af hegnet grønnere, men kan man end ikke få øje på det - fra den ene eller den anden side - er det jo svært helt at æde, endsige fordøje..

Jens Thaarup Nyberg

Torsten Jacobsen
Det tror jeg s´mend ikke; neoliberalismen har vundet frem idet :"Over 70 procent af vælgerne i Storbritannien mente sidst i 1970’erne, at det var vigtigt at få stoppet indvandringen, og over 90 procent af vælgerne var overbeviste om, at højrefløjen var bedst til at løse den opgave."

"En understøttelse, der ikke blot holder en i live, men som rent faktisk muliggør en (selvforvaltet) bevægelse mod selvforsørgelse"

Mon ikke snart fagforeningerne kommer på banen og sørger for nogle forsikringsordninger via overenskomster. Ven.... Det har de gjort.

"Mon ikke det var udlændingepolitikken der var løftestang for neoliberalisterne."

Den strammeste udlændingepolitik føres af de socialdemokratiske partier.

Lars Steffensen

"De velbjærgede næsten-millionærer, som har vægtige og dygtigt formulerede meninger om, hvordan de ’mindre heldigt stillede’ skal og bør forvaltes."

Amen!

Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar