Læsetid: 11 min.

»Og om det var vindens stønnen eller susen, så lød det: Husk også mig, også mig, også mig…«

Den russiske historiker Jurij Dmitrijev har viet sit liv til at opspore døde fra Stalins udrensninger og oprette mindesmærker. I over et år har han været anklaget i en sag om børneporno, der er blevet udlagt som myndighedernes forsøg på at lukke munden på ham og skræmme andre historikere fra at grave i Sovjets mørke fortid. Sagen har fået international opmærksomhed og tidligere i april blev han frikendt for de groveste anklager.
Kanalen, der gennem søerne og floderne i Karelen forbinder Hvidehavet og Østersøen, blev gravet af fanger i begyndelsen af 1930’erne. Det anslås at mellem 12.000 og 240.000 af dem mistede livet.

Kanalen, der gennem søerne og floderne i Karelen forbinder Hvidehavet og Østersøen, blev gravet af fanger i begyndelsen af 1930’erne. Det anslås at mellem 12.000 og 240.000 af dem mistede livet.

Getty Images

28. april 2018

Jeg besøgte Jurij Dmitrijevs hjem sidste efterår. Det føltes dengang, som om det allerede havde stået tomt i flere år, et tomrum der allerede var blevet gammelt, støvet. Kilden til denne følelse, dens epicenter var under bordet, der hvor computeren, som efterforskerne havde beslaglagt, havde stået: en lakune forsynet med en række løse og unyttige ledninger.

Nu står der en ny computer på bordet. Telefonen ringer i et væk: Forbindelser genoprettes, vennernes stemmer vender tilbage. Jurij Brodskij, der forsker i den første fangelejr i Stalins Gulagsystem, Solovetskij-lejrens, historie, ringer. Myndighederne er ved at få undersøgt hans bog om Gulag Øhavets første ø og dens smertelige historie for ekstremisme. Den ene Jurij siger til den anden Jurij, at han har hans fulde støtte; de to mænds venskab og det, at de bliver chikaneret, er tydeligvis ikke tilfældigt.

Genoprette en sammenhæng med tiden

Katten Dasja går omkring i huset, hun mjaver, virker urolig, går hen til døren. Hun synes at mærke fængselslugten, indespærringen, som menneskene ikke fornemmer, fordi Jurij Dmitrijev er munter, parat til at snakke, som om dette år i fængsel ikke har været der.

Sagen kort

I over 30 år har den russiske historiker Jurij Dmitrijev opsporet, udgravet og identificeret tusinder af skeletter af mennesker, som blev myrdet og skjult under Stalins terror. På deres grave har han oprettet mindepladser sammen med pårørende fra hele verden. Mest kendt er Dmitrijev for at finde massegraven Sandarmokh i Karelen i det nordvestlige Rusland, hvor ligene af over 9.000 henrettede havde ligget gemt i 60 år.

I december 2016 blev Dmitrijev anholdt og fængslet, anklaget for at have taget børnepornografiske billeder af sin plejedatter og for ulovlig våbenbesiddelse. Sagen gik verden rundt og blev af kritikere udlagt som et potentielt justitsmord – et forsøg på at monopolisere Putin-regimets magt over historien i et land, hvor Stalins sejr over Hitler er den vigtigste nationale fortælling.

Efter et års varetægtsfængsling blev Dmitrijev løsladt i januar i år. I begyndelsen af april blev han frikendt for børneporno-anklagerne, men dømt for våbenbesiddelse. Anklagemyndigheden, der krævede ni års fængsel, har anket sagen.

Artiklens forfatter, Sergej Lebedev, har offentligt støttet Jurij Dmitrijev under retssagen. Han er til daglig forfatter, og hans debutroman udkommer på dansk til efteråret på forlaget Palomar. Interviewet er lavet inden domfældelsen.

Dmitrijev tager alle de nye disketter frem – og vi dykker, som i en udgravning, ned i fortiden. I disse tusinder af enkle, men stædigt vedholdende fotografier fornemmer man landskabets omfang, eftersøgningernes omfang. Skov-skov-skov-hul – en fjernet græstørv – sten-sand-kranie …

Han synes at ville genoprette en sammenhæng med tiden, med skæbnen, komme tilbage på sporet. Mens han ryger, ryger Belomor-cigaretter. Og jeg ser på skoven på skærmen; nogle få buske, en spade, der bliver stukket i jorden, og en usynlig Dmitrijev, der siger til en assistent:

»Nu bliver du ikke forskrækket, hvis du finder noget, vel? Ikke? O.k., så gå i gang!«

Vi begynder vores interview.

— Hvordan kom De egentlig til at arbejde med dette emne (at finde skeletterne af ofre for Stalins forbrydelser, red.)?

»Da jeg var barn, var der ingen, der talte om det, overhovedet. Det var først i 1991, at min far på en spadseretur fortalte, at hans far var blevet torteret i fængslet. Og alligevel er jeg fra barnsben blevet ført i denne retning.«

— Kan De fortælle mere?

»Jeg ved jo ikke, hvor jeg kommer fra. Jeg har ikke kendt mine rigtige forældre, jeg var på egen hånd til jeg var halvandet. Min adoptivfar var fra Sibirien, var med i krigen. Efter krigen kom han til Petrozavodsk. Og min mor og hendes søstre kom fra Vologda og endte også her. Og efter krigen kunne de så ikke få børn, så de tog mig til sig. I 1957. Jeg mindes dem hver dag, når jeg beder.«

’Alle ser mig som en af deres egne’

»Af samme grund forholder jeg mig opmærksomt og nærer ømhed over for alle folkeslag. Jeg leder nok på et eller andet ubevidst plan efter min egen familie. Jeg ved godt, at der engang var en abe, der tog en kæp i hånden, men det er nu alligevel lidt langt væk. Jeg vil gerne vide, hvilken kultur mine forfædre er opflasket med.«

»Det er nok ikke tilfældigt, at mange nationaliteter ser mig som en af deres egne. Når jeg kommer til dem og siger: kom lad os rejse et mindesmærke – til både ukrainere, polakker, hviderussere, tjetjenere, tatarer også – så lytter de til mig. Nogle reagerer, vender tilbage hurtigere end andre, men de vender alle sammen tilbage.«

—Hvornår og hvordan stødte De på Sovjetunionens politiske undertrykkelse, sådan direkte?

»I 1988, 1989, da man i Besovets (by i Karelen, red.) fandt nogle massegrave. I forbindelse med noget gravearbejde stødte man på knoglerester, der viste tegn på en voldelig død. Vi tog dertil, der var en masse mennesker, anklagemyndigheden, politiet … Og alle stillede hinanden det samme spørgsmål: Hvad skal vi stille op med det her? Og der var hurtigt nogen, der foreslog: hvad om vi bare lagde dem tilbage og gravede dem ned?«

»Men jeg følte et stærkt behov for, at de fik en ordentlig begravelse. Hvem skulle tage sig af det? Igen så alle bare på hinanden. Det er ikke vores opgave, heller ikke vores, eller vores … Så sagde jeg: stop en halv. Vi endte med at arbejde sammen med anklagemyndigheden, med KGB, med retspatologerne. Jeg lærte meget af det forløb. Vi valgte at begrave dem på byens gamle kirkegård, for der lå deres familie og bekendte. Kisterne blev kørt på åbne vogne, og folk fulgte efter til fods, optoget strakte sig over en kilometer.«

Hvis de lokale lader svampene stå ...

»Senere fandt man igen nogle rester et sted, stadig ved en tilfældighed, jeg rejste dertil, samlede og begravede dem. Dengang var der mange, der ledte efter familiemedlemmer, men alle kom med deres egne personlige spørgsmål, deres personlige ulykke.«

— Har De en eller anden eftersøgningsmetode? Enhver eftersøgning er jo en slags legen ’tampen brænder’… Er der nogen særlige kendetegn, karakteristiske træk, De ser efter?

»Først og fremmest så er det arkivarbejde: Pludselig dukker der et eller andet sted nogle oplysninger op. Dernæst, når man så kommer ud til det pågældende sted, så skal man arbejde sammen med folk på stedet. Spørge dem: Hør, hvor færdes I ikke her i området? Og samler I svampe, hvor er der flest svampe? Der, der og der. Og er der nogle steder, hvor I ikke går hen og samler? Okay, der, der og der. Hvorfor ikke? Vokser der ikke svampe? Jo, svampe er der såmænd nok af … men der går man bare ikke hen. Det vil sige, at det på et eller andet ubevidst plan er blevet givet videre, helt tilbage fra den tid, gennem bedsteforældrene, gennem forældrene, at dér skal man ikke gå hen. Der kan være nok så mange svampe, men det er et sted, der ikke bringer noget godt med sig. Så naturligvis er det de steder, man tjekker først. Og derefter så springer det, om man så må sige, i øjnene. Det, andre ikke ser … Eller måske ser de det. Men de er ikke i stand til at fortolke det, forbinde det med det der er nedenunder

Vores fælles hukommelse

»Jeg vil tro, at jeg med min nuværende viden ville kunne fungere som udgraver hvor som helst på Jorden. Jeg kan ud fra, hvordan den døde ligger, hvordan graven er opbygget, skabe mig et billede af den sidste dag. Der er nok lokale kendetegn, men det er ikke virkelig vigtigt …«

— Da De så fandt Sandarmokh, var De klar over, at det her – det var det, De søgte. Den første og dybeste følelse – hvad var det?

»Der var ingen følelse af glæde over at have fundet stedet. Uanset hvorhen man vender blikket, er der huller, huller, huller, huller, huller, huller, huller, huller, huller, huller, huller … Så man begynder at fornemme tragediens fulde omfang. Hvor mange menneskeliv der her er blevet slukket. Der var ingen glæde. Glæden – eller rettere en følelse af en eller anden form for tilfredsstillelse viste sig, da der blev opstillet et mindesmærke på stedet, og folk begyndte at komme der. Og man så, hvor meget de havde brug for det. Virkelig havde brug for det.«

»Sandarmokh er vores fælles hukommelse, vores fælles smerte. Ethvert menneske bør absolut have sin egen grav. Vi er hver især del af en eller anden slægt, folk. Og alle har ret til, at der bliver bedt for dem efter døden på en måde, så det følger deres forfædres tro, når vi nu engang er sådan indrettet. Og mig generer det på ingen måde, at der ved siden af et ortodoks kors står et katolsk, eller at man ved siden af de muslimske finder de jødiske symboler … Der er begravet mennesker fra 60 forskellige nationaliteter og 11 forskellige trosretninger, det har jeg fra dokumenterne. Og jeg ønsker, at enhver, der kommer dertil, kan finde sit eget folks mindesmærke.«

Folket må selv vælge stolthed eller skam

»’Fordi der ikke hurtigt fældes dom over den onde handling, er menneskers hjerte fuldt af lyst til at handle ondt.’ Prædikerens bog, kapitel 8, vers 11. Det er mit forhold til Sandarmokh. Nogles hjerter er fulde af ondskab, andre har måttet dø her.«

Der i Sandarmokh, mellem blåbærbuskene og fyrretræerne, finder vi ikke kun ofrenes skygger, men også skyggerne af dem, der stod bag alt dette. Hvad mener De om dem – om dem, hvis forbrydelser De efterforsker? Skal de nævnes ved navn?

»Jeg opfordrer ikke til nogen form for afsløring. Herren siger, at vi skal tilgive. Jeg kan ikke tage rollen som Kristus på mig og tilgive nogen og ikke andre. Og de, der slog ihjel i Sandarmokh … Jeg ville ikke give dem hånden, og det er også muligt, at jeg ville stikke dem en. Men der ligger for eksempel også nogle af de mennesker der var med til at bringe vores land i ulykke. Der en fin dame som sammen med Béla Kun og Rosalia Zemlyatjka (sovjetiske revolutionære, der stod bag den røde terror på Krim i 1920-21, red.) egenhændigt skød folk på Krim … sandsynligvis flere end her i Sandarmokh. Men hun ligger der også. Og hun er også med på min mindeliste.«

»Det vigtigste for mig er, at et navn bliver sagt højt. Så vil historien siden tage sig af det. Vi er alle sønner eller døtre af vores folk. Og folket afgør selv, om det vil være stolt af eller skamme sig over dette menneske.«

Behovet for en kirkegård

— Dette sidste års tid (hvor Dmitrijev har været fængslet, red.) – hvilken indflydelse har det haft på Deres opfattelse af Deres eget arbejde?

»Jeg har fået en bedre fornemmelse af deres (ofrenes, red.) tanker, som de har siddet der, af anklagernes uretfærdighed, deres længsel efter deres nærmeste, deres arbejde. Der var ikke noget nyt som sådan. Nu var det bare ikke længere kun noget, jeg tænkte, men noget jeg følte indefra. Vi kan sige, at det har været en slags inspirationsophold. En lille inspirationsekspedition. Hvor man ikke behøvede at bevæge sig særlig langt, ikke behøvede at grave i jorden, men hvor man skulle grave dybt i sig selv.«

— Og bliver De aldrig bange? Det er trods alt ikke velmente grave, hvor man har lagt et menneske, der er kommet igennem livet, der er død i sin seng … Det er afgrundsdyb gru og smerte. Er det ikke skræmmende at komme i berøring med den slags?

»Næh, egentlig ikke … Jeg vil ikke påstå, at jeg er en ekspert i begravelsessager, men jeg forstår – og i bund og grund fornemmer de det også – at min indtrængen i deres evige hvile ikke udspringer af ligegyldig nysgerrighed. Min opgave er at overbevise magthaverne om, at det drejer sig om begravede politiske fanger. Og fra et rent religiøst synspunkt – at der ud af disse uforståelige huller skal laves en kirkegård. Et sted, hvor folk kommer for at mindes.

— De sagde ’evig hvile’. Hvad mener De: Ville en ’evig hvile’ være mulig, uden at dette forfærdelige hul blev til en kirkegård?

»Der var et sted i Sandarmokh … At kalde mig frygtløs er nok for meget … Lad os sige, at jeg ikke er nem at skræmme. Jeg gik rundt derude, der var mange mennesker, man havde fældet træer, anklagemyndigheden var i gang, FSB.«

»Jeg går fra den ene gruppe til den anden, det er et stort område, omkring seks hektar. Og så ved et hul, der ikke er noget særligt, føler jeg, hvordan mine knæ knækker sammen under mig. Jeg falder omkuld og kan mærke, at jeg ikke kan rejse mig, at der er noget, der holder mig nede, mine nakkehår rejser sig. Jeg kravler langsomt lidt væk. Følelsen forsvinder. Jeg går tilbage – og knækker igen sammen. Så jeg tænker: okay, måske jeg har vredet om, fortrukket en muskel. Den næste dag ved det samme hul – sker der det samme. Så begynder jeg at analysere: Hvad sker der pludselig her? Og stille og roligt opstår der er en tanke i mit hoved: Her ligger der enten en stor helgen eller en stor synder.«

»Vi havde allerede en præst på stedet, så ham førte jeg hen til hullet, og siger så: Bed for dem. For hvad? Jeg: Det ved jeg ikke. Præsten læste sin messe, men det hjalp ikke.«

»Nu kommer der jo mange mennesker til Sandarmokh. Jeg har haft mange præster med derhen. Og efter et års tid vil jeg tro, mødte jeg nogle munke fra Georgien. Jeg førte dem hen til hullet. Bed, siger jeg, som jeres tro byder, på jeres forfædres sprog. De bad, sang – og forbandelsen blev ophævet.«

»Det kan man så tro på – eller lade være.«

»Eller tag Barsutjajabjerget  … Da jeg åbnede den første grav. I min arbejdstaske havde jeg et vokslys. Jeg satte et kors på graven og begyndte at bede: Ihukom mig Herre. Og om det var vindens stønnen eller susen, så lød det: Husk også mig, også mig, også mig … Det kom fra hele, hele skoven.«

Oversat fra russisk af Lotte Jansen.

Teksten er oprindeligt bragt i det russiske tidsskrift Colta i en længere version.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Skoubye
  • Jens Thaarup Nyberg
  • David Zennaro
Christian Skoubye, Jens Thaarup Nyberg og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu