Læsetid: 7 min.

Afsked med en fransk revolutionær

En ny tv-dokumentar viser Arsenals træner Arsène Wenger, som vi bør huske ham: som den revolutionære franskmand, der forandrede britisk fodbold for altid – og vakte Alex Fergusons utæmmede raseri undervejs
Arsène Wenger ankom til den engelske fodboldscene på et tidspunkt, hvor Manchester United var altdominerende. Absolut ingen regnede med, at en ukendt franskmand fra Japan kunne genrejse en af engelsk fodbolds sovende kæmper. Men det gjorde han.

Arsène Wenger ankom til den engelske fodboldscene på et tidspunkt, hvor Manchester United var altdominerende. Absolut ingen regnede med, at en ukendt franskmand fra Japan kunne genrejse en af engelsk fodbolds sovende kæmper. Men det gjorde han.

Ian Walton

12. maj 2018

»All political careers end in failure.«

Denne illusionsløse betragtning fra den konservative engelske politiker Enoch Powell randt én i hu, da sandheden bag Arsène Wengers afsked med Arsenal for nylig kom frem i de britiske medier.

Oprindelig havde klubben og manageren ellers forsøgt at give indtryk af, at Wenger selv – efter lange og dybe overvejelser – havde valgt at sige farvel til The Gunners efter denne sæson. Men den virkelige historie – som adskillige britiske medier har gravet frem – er, at Arsenals ledelse reelt gav ham valget mellem at trække sig eller blive fyret.

Og ægte franskmand, som han er, valgte Wenger den ærefulde løsning, nemlig selv at føre kården mod eget bryst. Det ændrer dog ikke ved, at det i bund og grund var en trist afsked med en mand, der har siddet i klubbens trænersæde i 22 år.

Dynamisk og uforsonligt

Hvis Wengers eftermæle ender med at blive billedet af den knækkede og desillusionerede skikkelse, der tvinges ud af døren på Emirates Stadium, vil det være begrædeligt, for sandheden er, at den høje, elegante franskmand var en revolutionær og fremsynet fodboldskikkelse, der især i sit første årti i Premier League var med til at transformere engelsk fodbold for evigt.

Det skete i en dynamisk, men også uforsonlig kappestrid med Manchester Uniteds skotske manager Alex Ferguson. Og netop denne kappestrid er der  – med den sælsomme form for timing, man nogle gange oplever – nu kommet en fremragende tv-dokumentar om.

Den er produceret af den engelske tv-kanal Channel 5 med titlen The Feud: Ferguson vs. Wenger.  Den beskriver den intense rivalisering, der i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne drev Wenger og Alex Ferguson – og dermed deres klubber – til nye fodboldmæssige højder.

Der var overfald på grønsværen, slagsmål i spillertunnelen, trusler om tæsk og gemene karaktermord samt flyvende pizzaer og først og fremmest et instinktivt og rendyrket had, had, had mellem to af de stærkeste og mest visionære trænerskikkelser, der har virket på de britiske øer.

Og da røgen endelig havde lagt sig, var engelsk fodbold flyttet et nyt sted hen.

Og nu hvor fodboldverdenen forbereder sig på at sige farvel til den længst siddende manager i Premier League, er tv-dokumentaren en god anledning til at reflektere over hans indflydelse.

I konflikt fra dag 1

Bataljerne mellem Wenger og Ferguson begyndte, stort set i det øjeblik den franske manager satte foden på engelsk jord.

En af Wengers første handlinger var nemlig at gøre op med traditionen om, at trænerne deler et glas rødvin efter en kamp i den bedste engelske række. Den tradition gav Wenger ikke meget for, så han afviste invitationerne fra sine trænerkolleger, hvilket Ferguson både tog som en arrogant franskmands angreb på en stolt britisk tradition og en demonstration af disrespekt over for ham personligt.

Derudover provokerede det Ferguson, at medierne – i hvert fald i starten – idoliserede den høje franskmands intellektuelle fremtræden og portrætterede ham som en sofistikeret fodboldfilosof, der var ankommet til de britiske øer for at trække spillet ud af dets middelalderlige mørke.

Både Ferguson og hans spillere måtte dog modstræbende indrømme, at Wenger introducerede nye ideer, der hjalp hans hold til at klare sig bedre.

Ikke mindst på det sportsfysiologiske område.

Wenger var den første, der for alvor gjorde op med drukkulturen i de engelske topklubber. Han lukkede bogstaveligt talt for ølhanerne på Arsenals træningsanlæg. Og samtidig instruerede han sine spillere til at spise sundere og passe bedre på deres kroppe. Blandt andet opfordrede han dem til at drysse kosttilskuddet kreatin på deres cornflakes for at sikre en hurtigere restitution.

Ideerne virkede

Og hans instruktioner havde effekt. Som den tidligere Arsenal-målmand David Seaman forklarer i tv-dokumentaren:

»Han ankom med alle disse nye ideer om, hvordan vi skulle træne og strække ud og få massage – og så var der maden: Han ændrede alt ved vores diæt. Arsène Wenger føjede mindst to-tre år (til de aktive karrierer, red.) hos flere spillere.«

Derudover havde Wenger detaljeret viden og adgang til et fodboldmarked, der var fuldstændig ukendt for Ferguson, nemlig det franske.

Netop i de år var Frankrig ved at bryde frem som fodboldmæssig stormagt. De vandt VM i 1998 og EM i 2000, og deres nationale talentakademi – Clairefontaine – opnåede nærmest mytisk status for dets evne til at udklække verdensstjerner. Og Wenger høstede lystigt løs af de største franske talenter.

Folk som Viera, Petit, Henry og Anelka blev hentet til Hihgbury i de år og gav Wenger spillemæssige muskler til at udfordre United; en præstation som mange ellers havde anset for at være umulig.

Arsène Wenger ankom til den engelske fodboldscene på et tidspunkt, hvor Manchester United var altdominerende. I sæsonen forinden havde United vundet The Double – altså både mesterskabet og pokaltitlen. Og der var ingen –  absolut ingen – der regnede med, at en ukendt franskmand fra Japan kunne løfte en af engelsk fodbold sovende kæmper. Men det gjorde han.

Efter hans ankomst var der i en lang periode reelt kun to klubber i toppen af engelsk fodbold: Arsenal og Manchester United. Fra 1996 til 2004 delte de alle mesterskaber imellem sig. Og opgørene mellem dem var ofte mesterskabsdefinerende.

Det handlede sjældent om bolden

Med rivaliseringen voksede også modsætningerne. En rivalisering, der hurtigt udviklede sig til en besættelse efter at få modparten dukket. Som den tidligere assistenttræner i Manchester United  Steve McClaren siger i tv-dokumentaren om Alex Fergusons reaktion på udfordringen fra Wenger:

»Han var nødt til at have nogen at bekæmpe. Nogen at skælde ud på. Arsenal. Arsenal. Arsenal! WENGER!«

Modviljen strømmede også ind i selve spillertrupperne. Den tidligere kantspiller fra Arsenal Lee Dixon siger det ligeud: »Vi kunne ikke lide deres spillere, fordi det var United.«

Og han bliver suppleret af Uniteds daværende midtbanekriger Paul Scholes, der om den måde, man i Uniteds omklædningsrum varmede op til kampene mod The Gunners bemærker: »Peptalken handlede sjældent om bolden ...«

I stedet var det hadet, der stod i centrum. Og netop denne intense modvilje – kombineret med begge mandskabers fremragende fodboldevner – skabte forudsætningerne for nogle af de bedste og mest højspændte opgør, der overhovedet er set i moderne engelsk fodbold.

Den flyvende pizza

Kampe, man vil erindre for altid, hvis man har været så privilegeret at overvære dem.

Hvem glemmer for eksempel den måde, Arsenal-spillerne stimlede sammen om United-angriberen Ruud van Nistelrooy efter slutfløjtet på i et opgør på Old Trafford i efteråret 2003 og tvang ham til at løbe spidsrod imellem dem, efter at han havde brændt et straffespark i kampens døende minutter?

Eller det groteske optrin fra spillertunnelen før kampen mellem Arsenal og United i vinteren 2005, hvor Uniteds anfører Roy Keane for rullende kameraer lovede Arsenals Patrick Vieira tæsk ude på grønsværen, mens dommeren forgæves forsøgte at dæmpe gemytterne?

Men det mest klassiske eksempel på rivaliseringen mellem klubberne var nok det såkaldte Battle of the Buffet fra efteråret 2004, hvor Arsenals såkaldte ’Invincibles’ kom til Old Trafford som ubesejrede i 49 kampe – hvorefter de tabte 1-0, efter at Wayne Rooney havde filmet sig til et straffe.

Optændt af raseri kolliderede de to mandskaber efterfølgende i spillertunnelen. Og masseslagsmålet fik et nærmest komisk skær, da Alex Ferguson blev ramt i ansigtet af et stykke pizza, som blev kastet af en Arsenal-spiller fra den nærtstående buffet.

Politiet sagde stop

Til sidst var rivaliseringen mellem mandskaberne – og ikke mindst de to trænere – blevet så anspændt, at det engelske politi følte sig nødsaget til at gribe ind og forsøge at få styr på kamphanerne.

Op til en kamp på Arsenals gamle hjemmebane, Highbury, udstedte den ansvarlige politikommissær for Nordlondon således en advarsel til både Wenger og Ferguson om, at de skulle vare deres tunger, hvis ikke de ville risikere at ophidse til tilskueruroligheder på lægterne.

På det tidspunkt havde Ferguson kaldt Wenger for »en skændsel«, mens den franske træner på sin side havde anklaget skotten for at bringe spillet i miskredit og for at »have mistet enhver realitetssans«.

Advarslen fra ordensmagten hjalp en smule, men reel fred opstod der først mellem parterne, da Arsène Wenger i sommeren 2006 – ikke mindst som følge af de økonomiske restriktioner, som udgifterne ved overtagelsen af det nye Emirates Stadium lagde på klubben – begyndte at lægge Arsenals spillestil markant om.

Ud røg krigermentaliteten, som var blevet personificeret af folk som Tony Adams, Patrick Vieira, Martin Keown, Ian Wright og Lee Dixon, og i stedet begyndte Wenger at bygge holdet op om boldførende superteknikere som Arsjavin, Arteta og Fabregas.

Eftermælet

Og langsomt, år for år, falmede Arsenal fra et hold af slagsbrødre og lederskikkelser til det halvbløde mandskab af humørspillere og distanceblændere, som det er endt med at være; et hold, der i år slutter over 30 point efter Manchester City på førstepladsen.

Men hvis Wenger skal huskes for noget, er det de gyldne år i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne, hvor han satte ild til Premier League og førte nye strømninger og ideer ind i engelsk topfodbold.

Han åbnede fodbolden på de britiske øer for resten af verden, hvilket i øvrigt symbolsk blev illustreret ved det faktum, at han i februar 2005 var den første manager i Premier League, der stillede med en spillertrup helt uden engelskfødte spillere.

Uden ham ville engelsk fodbold have været et fattigere sted at være – både dengang og nu.

Eller som Lee Dixon siger i tv-udsendelsens coda:

»Han overtog en klub (...) og forvandlede dermed engelsk fodbold. Jeg tror, han var en katalysator for alt, der er fantastisk i spillet i dag.«

Det oprindelige Barnebéu-stadion under en kamp sidst i 1940’erne. Først i 1955 fik det sit nuværende navn, Estadio Santiago Bernabéu.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu