Læsetid: 4 min.

Amalie Dollerup: »En revy skal ikke få folk til at stemme på et andet parti«

Cirkusrevyen er underholdning, ikke en løftet pegefinger, mener 32-årige Amalie Dollerup, som er markant den yngste på scenen i årets revy. Den handler lidt, men ikke kun, om #MeToo. Amalie Dollerup spiller bl.a. Sophie Løhde – som hun pludselig fik øje på blandt publikum til premieren
Cirkusrevyen er underholdning, ikke en løftet pegefinger, mener 32-årige Amalie Dollerup, som er markant den yngste på scenen i årets revy. Den handler lidt, men ikke kun, om #MeToo. Amalie Dollerup spiller bl.a. Sophie Løhde – som hun pludselig fik øje på blandt publikum til premieren

Michael Stub

26. maj 2018

– Hvad er særligt ved den danske revytradition?

»Det er skønt at kunne forene så mange ting på scenen. Dans, show, sang, viser ­– men også politik. Mange tænker nok, at revy bare er ’bah-bah-bah-bah-dam’, en afsluttende replik og så skal vi alle sammen grine. Men Cirkusrevyen er også politisk. Trump, Putin, Kim Jong Un, Lars Løkke og Sophie Løhde er med – hende spiller jeg. Det er vigtigt, at man kan grine af vores samfund. Latter kan være en øjenåbner omkring den verden, vi lever i.«

– Så en god revy skal være mere end et underholdende pusterum?

»Det er selvfølgelig underholdning. Revyen skal ikke være en løftet pegefinger, men et show. Vi skal få folk til at grine. Alle tekster, også de politiske, er lavet med charme. Et glimt i øjet. Vi skal sætte tingene på spidsen, men ikke spidde politikerne. Eller få folk til at stemme på andet parti. Men jeg vil håbe, der også er plads til refleksion. Det er nok meget individuelt, hvad revy gør for én.«

– Hvordan blev du en del af Cirkusrevyen?

»Sidste sommer ringede Lisbeth Dahl til mig. Det var aften, jeg havde lige været ude og købe ind. Hun spurgte, om jeg ville være med i næste års revy. Jeg blev totalt overrasket og grinede højt. Men på vej op til femte sal med mine varer indså jeg, at hun mente det alvorligt. Jeg takkede ja efter at have besøgt Cirkusrevyen og set en forestilling. Jeg har jo showgenet i mig.«

– Hvad er den bedste sketch i årets Cirkusrevy?

»Niels Ellegaard nailer den fuldstændigt som Peter Aalbæk. Det er virkelig godt. Han ligner ham, lyder som ham. Det er i et indslag, hvor Aalbæk er herude på Bakken for at besøge Bakkens Hvile. Men flere af mine kolleger er gået meget op i, at der ikke skal være for meget #MeToo i årets revy. Så nogle indslag om emnet er taget ud.«

– Hvorfor tror du, at revyer især tiltaler et ældre segment, både på scenen og blandt publikum?

»Det har nok noget at gøre med dem på scenen. De har stået der i sindssygt mange år. Særligt Ulf (Pilgård, red.) og Lisbeth (Dahl, red.). De har begge optrådt med Dirch Passer i sin tid. Jeg tror, det er noget særligt for en vis generation at se dem igen og igen. At de stadig står der, selv om de begge er over 70 år. Det er også stort for mig at spille sammen med dem. Måske er revyhumoren også lidt traditionel. Men den bliver løbende revideret. Jeg har flere gange hørt Lisbeth Dahl sige, at ’ej, det bliver for gammeldags’. I dag kan man eksempelvis ikke længere have lange viser, de skal højest vare fire minutter, og så videre i teksten.«

– Du er jo klart den yngste på scenen. Er du så nødt til at spille alle karakterer under 60?

»Haha. Ja, selvfølgelig. Det gør jeg faktisk. Jeg har ikke lyst til at spille nogen på 50 eller 60 – for det er jeg ikke. Jeg står for de unge. Eksempelvis en 11-årig dejligt irriterende curlingpige, som bare vil have tingene på sin måde. Og så selvfølgelig Sophie Løhde. Hendes karakter har jeg arbejdet rigtigt meget på.«

– Ville det gøre dig nervøs, hvis Sophie Løhde pludselig sad nede i salen?

»Hun var der faktisk til premieren i sidste uge. Jeg fik øje på hende på anden række i midten, lige da jeg skulle til at starte min Sophie Løhde-tekst. Jeg turde slet ikke kigge på hende. Jeg var bange for at blive hylet ud af den, distraheret, hvis vi fik øjenkontakt. Men jeg måtte bare give den fuld gas, for hele salen vidste godt, at hun var der. Det var lidt nervepirrende at skulle gøre grin med hende i en tekst, som går ret meget til den. Der var heldigvis stor applaus og hujen og hajen. Hun stod selv op til sidst, klappede og kiggede på mig. Og roste mig bagefter. Men det var hun nok også lidt nødt til.«

– Jeg kan læse, at du har meldt ud, at du forlader Cirkusrevyen til næste sommer?

»Ja, det er utroligt med alle de overskrifter. Jeg har jo tre en halv måned endnu, bare i år. Det er helt vanvittigt, altså. Flere har spurgt mig: ’Hvad sker der, hvad laver du, hvorfor stopper du!?’ Helt dommedagsagtigt. Men det er jo bare, fordi jeg skal lave Mød mig på Cassiopeia næste sommer. Det har jeg sagt ja til for længe siden. Men jeg har helt klart fået blod på tanden og vil gerne vende tilbage til Cirkusrevyen eller en anden revy.«

– Hvornår mærkede du, at du blev voksen?

»Da jeg så filmen Dead Man Walking med Sean Penn og Susan Sarandon, forstod jeg for første gang ondskab. At verden er ond og livet ikke lutter lagkage. Jeg var nok 12 år. Det må være definitionen af at være barn, at man ikke skal opleve eller kan forstå ondskab. Men det gjorde jeg pludselig med Sean Penns rolle. Han er virkelig ond i den film.«

– Hvis du skulle have levet i en anden tid, hvilken skulle det så være?

»Jeg ville gerne have oplevet udviklingen fra starten af 1960’erne, hvor vi kvinder stadig var dydige og makkede ret, og så til slut-60’erne, hvor vi ikke orkede det mere. Den overgang havde det været fedt at være en del af. Nogle gange glemmer vi, hvad der egentlig er blevet gjort for os som forholdsvis frie kvinder. Det havde nok givet en bedre forståelse at være med, dengang det skete.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu