Læsetid: 9 min.

Begivenheden ’maj 68’ revolutionerede tænkningen og sprængte modstandens mulighedsrum

Filosoffen Étienne Balibar ser oprøret i Frankrig i 1968 som det punkt, hvor vi gik »fra en monolitisk opfattelse af magt centreret omkring staten til en opfattelse af, at der hersker et mangefold af dominansformer«. Ifølge den allerede dengang indflydelsesrige marxistiske filosof blev koordinaterne for frigørende tænkning hermed ændret for altid
Selv om anarkismen er en del af den progressive tradition har den ikke en bæredygtig strategi til at ændre samfundet – kun til at sprænge det i luften, siger Étienne Balibar. Foto: Foto: Lea Crespi / Pasco and co

Selv om anarkismen er en del af den progressive tradition har den ikke en bæredygtig strategi til at ændre samfundet – kun til at sprænge det i luften, siger Étienne Balibar. Foto: Foto: Lea Crespi / Pasco and co

Lea Crespi / Pasco and co

26. maj 2018

Étienne Balibar husker stadig optimismen fra dengang. I maj 1968 var han nyansat underviser på et universitet i de parisiske banlieues og aktiv i det oprør, der skulle skabe et nyt samfund gennem en forening af middelklassens protesterende studenter og arbejderklassen. Det store problem var blot at få de to grupper til at finde sammen.

Endelig en dag ringede en af hans venner fra universitetet i Besançon og fortalte, at nu var den der, nu havde de fundet fælles fodslag, nu skulle folk skynde sig at komme!

På grund af generalstrejken kørte togene imidlertid ikke, og der var kun sparsomt med benzin. Da gruppen endelig fik fat i en lille bil og efter mere end 400 kilometers kørsel fra Paris ankom til universitetet, var revolutionen dog forbi: Arbejderne havde alligevel ikke syntes, der var grund til at slutte sig til de studerendes paroler. Ønsket om en sådan convergence des luttes, altså et sammenløb af kampe, var gået fløjten.

»Hvor ville jeg ønske, vi havde opnået en convergence des luttes«, siger han og tøver lidt.

»Lad være med at skrive om min pessimistiske prognose.«

Information møder den 76-årige Étienne Balibar i London, hvor han med jævne mellemrum underviser ved Kingston University. I 1960’erne var han en del af den parisiske inderkreds omkring den toneangivende marxistiske filosof Louis Althusser, med hvem han i 1965 skrev det indflydelsesrige værk At læse Kapitalen, der har præget den kritiske tænkning lige siden.

Trods nederlagene fra 68 afviser Balibar den udbredte historie om, at oprøret var petit-bourgeois og en pseudorevolution. Det er simpelthen ikke rigtigt, at der var en »absolut uforenelighed mellem, hvad der skete på gaderne og hvad der skete på fabrikkerne«, forklarer han.

Hele maj har været fyldt med fejringer af 50-årsjubilæet for en af historiens store revolutionære satsninger, en fejring der ikke kan undgå at blive modsætningsfyldt. For når man forsøger at fremhæve og reaktivere et progressivt potentiale, risikerer man samtidig, at fejringen ender med at afskrive det revolutionære projekt som et kuriøst fortidslevn.

Så bliver erindringen om det franske maj ’68 til en æstetisk glamourisering af barrikader og brosten, slogans malet i skråskriftsgraffiti og glatbarberede, fotogene ungknægtekinder. Kort sagt: fantasien om Paris og det århundrede, hvor det politiske stadig tillod visse armbevægelser.

Det spørgsmål, der står tilbage er, om man dog ikke kan bruge de myteskabende billeder af begivenhederne strategisk i dag?

I forbindelse med de sidste måneders universitetsbesættelser og demonstrationer mod den franske præsident Macrons reformer af uddannelsessystemet har man kunnet finde et nyt slagord på bannere og mure: »Ils commémorent, on recommence« (De mindes, vi begynder på ny).

Étienne Balibar tager ordet.

»De sidste nyheder fra Frankrig er meget deprimerende,« siger han. Jernbanearbejdernes strejke i forbindelse med Macrons reformprogram har ikke vundet tilstrækkelig med støtte fra befolkningen, og det samme gælder de studerende, som har markeret jubilæet samt præsidentens første år på posten med protester.

Der er ellers grund til at samle sig og til at protestere, for »Macron er en Thatcher i lilla slips,« som Balibar udtrykker det.

»Men han er en meget smart fyr – og en farlig modstander. Han sagde for nylig, at der ikke vil være nogen sammenslutning af kampe, ganske enkelt fordi arbejderne og de studerende ikke har nogen fælles interesser,« siger han.

»Man kan selvfølgelig sige at jo, det har de, nemlig kampen mod neoliberalisme, men det forbliver meget abstrakt. Det er kun ord – det er ikke sådan folk oplever det i deres levede liv.«

Når Balibar ser på myten om 68, ser han et tveægget sværd, for myten »giver energi men skaber også illusioner«, siger han.

»Myten om 68 peger på, at ingen situation er fuldstændig frossen, og ingen magtstruktur fuldkommen modstandsdygtig. På den anden side, set negativt, er der faren for, at man bare vil forsøge at gentage 68, og blot denne gang føre det til ende«.

Den sidste mulighed er ikke en reel mulighed, men »en blindgyde«. Men 68 har åbnet nye veje for tænkningen, og déri ligger et potentiale.

Tankens revolution

Sammen med de øvrige Althusser-elever, der bl.a. tæller kendte navne som Jacques Rancière og Jacques-Alain Miller, læste Étienne Balibar op gennem 61’erne værker af blandt andre Foucault, Lacan og den unge Marx. Politisk var kredsen rundet af den algeriske frihedskamp, og sammen udgav de tidsskriftet Cahiers pour l’analyse, der står som kulminationen på strukturalistisk tænkning.

I en teorihistorisk kontekst identificerer man ofte 68 som bruddet med strukturalismen og dens alttvingende systematik. I den strømning, der siden fik den taknemmelige gummibetegnelse ’poststrukturalisme’, blev subjektet genopfundet som strukturens evigt forskydende og utilpassede forstyrrelse.

Andre peger på, hvordan bevægelsens antiautoritære impulser markerede et opgør med partiet som kommunismens aktør og dermed samtidigt igangsatte en revitalisering af tidens marxisme.

Ifølge Balibar er især to ting centrale for at forstå, hvad 68 betød for tænkningen i en fransk kontekst – eller hvad tænkningen gjorde ved sig selv, for, som han understreger, var der ikke først en kendsgerning og siden en fortolkning – filosofien og den politiske kamp er gensidige og intimt knyttet sammen.

For det første ændres opfattelsen af, hvor magten befinder sig, og hvordan den ser ud. For det andet får vi et nyt begreb om revolution. I stedet for at tænke radikal samfundsforandring som noget, der foregår gradvist i en længerevarende proces, begynder man at teoretisere ideen om et pludseligt brud, en såkaldt begivenhed.

Fra udbytning til mange magtformer

Balibar understreger at 68 også i teorien var en anfægtelse af autoritet, normativitet og kontrol i alle afskygninger. Snarere end udelukkende at identificere modstanderen med stat og kapital, udpegede man nu et væld af forskelligartede autoritære strukturer: fra skolen (Bourdieu og Passeron) over fængslet (Foucault) til familien (Deleuze og Guattari), og med den ligeledes seksualiteten og patriarkatet.

»Marxisternes centralistiske forestilling om magten som vertikal er et spejlbillede af den borgerlige stat og forstyrres af det faktum, at der er en multiplicitet af dominansformer,« siger Balibar.

Hvor venstrefløjen tidligere havde tænkt gennem marxistiske kategorier som ’udbytning’ og ’imperialisme’, ser man altså kimen til den diskurs, der er velkendt for os i dag, og som orienterer sig i begreber som racisme, homofobi og sexisme.

»Denne indsigt er bl.a. blevet fremført af feminister, nemlig at vores samfund ganske rigtig er hierarkiske, men at de ikke kan karakteriseres ved én dominansstruktur. Det åbner for muligheden for alliancer og intersektioner,« siger han.

»Men det genererer også et problem, fordi politisk modstandskamp har en uafrystelig tilbøjelighed til at vælge ét synspunkt som vigtigere end de andre.«

Firkantet sagt: For feministerne bliver det patriarkatet, for den postkoloniale teori nord-syd-aksen og for marxisterne værdiformen eller kapitalbegrebet.

Men det er ikke tilstrækkeligt at blive ved én forklaringsmodel, og i dag er billedet blevet yderligere kompliceret.

»Nu har vi ikke længere én central autoritet, der udsteder ordrer, men social regulering og governing alle vegne, bag ved hvilke der selvfølgelig står magtinstanser såsom multinationale selskaber,« siger Balibar.

»Her har vi at gøre med en slags tredje spiller som altså hverken er ’den ene’, staten, eller ’de mange’, de foucauldianske mikroskopiske magtformer.«

Affekter vs. program

68 gav også vind i sejlene til en ny filosofisk kategori, et skift i selve begrebsliggørelsen af revolutionen – og her er vi tilbage ved begivenheden, der altså afløste forestillingen om, at den radikale samfundsforandring var en proces med overgangsfaser.

Deleuze og Guattari karakteriserer i teksten Maj 68 har ikke fundet sted opstanden som »en ren begivenhed, fri fra enhver form for normal eller normativ kausalitet«. At noget er en ’begivenhed’ vil sige, at det grundlæggende bryder med, hvad der hidtil har ladet sig tænke og simultant ændrer koordinaterne for det mulige. Begivenheden kan måske efterrationaliseres, men ikke forudsiges. Den er ren kreativitet.

På den udenomsparlamentariske venstrefløj er en lignende idé i omløb i disse år: Forestillingen om at det radikalt nyskabende er noget, der opstår i kraft af et virkende fællesskab og ikke kan planlægges.

Det så man i den franske Nuit debout-bevægelse i 2016, der opstod i forbindelse med en neoliberal arbejdsmarkedsreform, og hvis uofficielle hovedteoretiker Frédéric Lordon fremsatte den karakteristiske formulering »Nous ne revendiquons rien« (Vi stiller ingen krav).

Men Balibar er ikke videre begejstret for denne og andre pladsbesættelsers entydige fokus på nuet og deres skepsis over for politiske programmer.

»Måske vil det skuffe dig, men jeg idealiserer ikke den forestilling om absolut spontanitet,« siger han.

»Lordons formulering udtrykker meget klart det forhold at ethvert oprør består af to elementer: dels oplevelsen af et nyt mulighedsrum, dels en tungtvejende strategisk dimension, der er ’politisk’ i en anden forstand, hvor det afgørende er at komme fra A til B, og kriteriet ikke er, hvad man erfarer eller gennemlever, men hvad man opnår,« forklarer han.

»Denne distinktion mellem affekterne i nuet og den lineære temporalitet er en knude af kontradiktioner.«

Et andet eksempel på en aktuel strømning, der ligner ånden fra 68 i sin afvisning af program-marxisme, er det franske forfatterkollektiv Den usynlige komité, der nærmest fungerer som en praktisk udbygning af Giorgio Agambens filosofi i deres fokus på kollektive ’livsformer’ og det, de kalder ’destitution’ af magten: I stedet for at arbejde mod en prise du pouvoir – overtagelse af (stats)magten – orienterer de sig mod at aftvinge magten sin kraft og kultivere parallelle, alternative fællesskaber. I deres øjne kan et virkeligt socialt brud kun komme til verden gennem en levende og eksperimenterende praksis: Den nye verden er ikke bare realiseringen af en allerede kendt vision.

»Den usynlige komité, ja, det er jo den anarkistiske traditions nyeste brand,« siger Balibar.

»Det er ikke muligt fuldstændigt at eliminere anarkismen fra den progressive tradition, som vi tilhører, men når det er sagt, indeholder den også en kerne af sandhed. Det er dog efter min mening ikke en bæredygtig strategi til at ændre samfundet – kun til at sprænge det i luften.«

»Jeg er meget gammeldags,« undskylder Balibar.

»Jeg tror ikke man kan ændre samfundet uden en plan.«

Vi husker dem der efterlader spor

Tilbage til mindet fra 68. Man møder ofte den fortælling, at begivenhederne dengang først og fremmest var et ungdomsoprør, et muntert faderopgør ført af den Guy Debord-læsende ungdom. Men det er ifølge Balibar en grov forsimpling.

Det er også et spørgsmål om, hvem der efterlader sig spor.

»De millioner af arbejdere, unge som gamle, der besatte fabrikker i, hvad der var den største generalstrejke i Frankrigs historie, har ikke det samme synlige efterliv som de kunstnere, der opfandt nye stilarter, transformerede teatret eller skrev poesi og malede opråb på murene.«

»Disse ting forbliver synlige. De bliver måske glemt fra tid til anden, men de kommer altid tilbage.«

Balibars læremester Althusser sagde, at filosofien – i sidste instans – er »klassekamp i teorien« og blev tidligt anklaget for teoreticisme af både sit eget parti (det franske kommunistparti) og af maoisterne.

Althusser à rien, som et ordspil lød (sert à rien betyder ’tjener intet formål’).

En tendens i 68, der også splittede hans egne ‘disciple’, var ideen om, at middelklassens studerende skulle ud på fabrikkerne og skabe alliancer og lære af arbejdernes virkelighed.

»Jeg er helt med på den del af kritikken som bl.a. er blevet fremført af Rancière, da han gjorde op med sin mester, og som angår den pædagogiske model, hvor teori kommer først, og dernæst bringes til anvendelse« siger Balibar.

»Det var noget, vi havde arvet fra Lenin og før ham traditionen fra det tyske socialdemokrati. En opfattelse, der er ganske præcist indfanget i Karl Liebknechts motto ’studieren, propagandieren, organisieren’.«

»Kritikken af denne lineære model er fuldstændig berettiget. Men mange drog efter min mening en forkert konsekvens, nemlig at man fuldstændigt skulle droppe teoretisk arbejde, og ligefrem skamme sig over at være intellektuel.«

»Lige så vel som jeg tror på, at intellektuelle ikke skal lære andre noget, mener jeg, at de har en rolle at udføre: De må bruge deres kapaciteter til at tage fat i de problemer, der optager vores venner på den anden side af kloden; prøve at forstå, hvorfor der ikke er nogen simpel løsning – og hvor der er åbninger.«

Serie

Opgøret med '68

I både USA og Europa er 1968 gået over i den kollektive erindring som et ungdomsoprør mod efterkrigstidens konservatisme, autoriteter og undertrykkende strukturer. Men de lokale årsager til oprørene var forskellige, ligesom de konsekvenser de fik for samfundene op til i dag.

I denne artikelserie fokuserer Information på et usædvanligt år i Tyskland, Frankrig, USA og Østblokken.

Seneste artikler

  • Stol ikke på nogen i aldersgruppen 35-65!

    15. juni 2018
    I maj 1968 fødtes ungdommen som politisk subjekt og de gamle røg på porten. 50 år senere dannes nye alliancer mellem generationer – mellem dem, der har set det hele før, og dem, der skal være på denne jord mange år endnu
  • Hvis man skal sige noget kort om tiden dengang, så skal man nok citere Freewheelin’ Frank fra ’Flipkompagniet’

    1. juni 2018
    I anledningen af 50-året for 1968 husker en række kunstnere og kulturpersonligheder, som selv var der, tilbage på personer, kunstværker og begivenheder, som gjorde indtryk på dem dengang. Ifølge musiker Karsten Vogel, som spillede med Burnin Red Ivanhoe, er det tegneserien Flipkompagniet, som bedst sætter ord på tiden dengang
  • I USA var 1968 kulminationen på ti års frihedskamp. Herefter satte modreaktionen ind

    30. maj 2018
    Midt i de kaotiske begivenheder i USA i 1968 var det meget svært at gennemskue, hvordan det hele skulle ende. En af iagttagerne var Todd Gitlin, der havde været formand for Students for a Democratic Society i 1963-64 og var blevet dybt involveret i antikrigsarbejdet i San Francisco. »Det Nye Venstre overvurderede det revolutionære potentiale,« fortæller han i et interview
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Aske Hvitved
Aske Hvitved anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til: »Kritikken af denne lineære model er fuldstændig berettiget. Men mange drog efter min mening en forkert konsekvens, nemlig at man fuldstændigt skulle droppe teoretisk arbejde, og ligefrem skamme sig over at være intellektuel.«

Det, der udtrykkes her, er vel en meget dækkende fremstilling af dominerende tendenser inden for kunst, kultur og humanistisk forskning i dag, og i den sammenhæng som eksempel at henvise til indflydelsen fra Ranciéres tænkning må betegnes som velvalgt.

Da jeg for nogle år siden for første gang stiftede bekendtskab med Ranciéres tænkning, var én af mine første indskydelser: Havde jeg læst ham i slutningen af 1960erne, ville jeg have været begejstret, men var det sket i midten af 1970erne, ville jeg have betragtet hans tænkning som romantisk og naiv - og her får jeg altid associationer til Rousseaus tænkning.

Det med at skamme sig over at være intellektuel kommer f.eks. til udtryk i så forskelligartede og ekstreme tendenser som på lokalt plan hos kulturpersonligheder at fremhæve vigtigheden af at genudgive værker af Tove Ditlevsen og Vita Andersen og på internationalt plan i Documenta 14 med forestillingen om at lukke magten ude og de magtesløse ind, hvor man ville lære af dem, vi normalt belærer og dominerer.

Samtidig er der en stort set manglende interesse for i humanistisk forskning inden for kunst og kultur nærmere intellektuelt at undersøge, hvilke politiske og økonomiske interesser man fremmer ved at tilfredsstille forventninger i tiden i retning af det anti - intellektuelle, ny - romantiske og autenticitets - søgende.

Jørn Andersen

Men pudsigt nok,da marxisterne havde kuppet sig til magten på uni var det så sandelig slut med den frie tænkning.