Læsetid: 9 min.

Begivenheden ’maj 68’ revolutionerede tænkningen og sprængte modstandens mulighedsrum

Filosoffen Étienne Balibar ser oprøret i Frankrig i 1968 som det punkt, hvor vi gik »fra en monolitisk opfattelse af magt centreret omkring staten til en opfattelse af, at der hersker et mangefold af dominansformer«. Ifølge den allerede dengang indflydelsesrige marxistiske filosof blev koordinaterne for frigørende tænkning hermed ændret for altid
Selv om anarkismen er en del af den progressive tradition har den ikke en bæredygtig strategi til at ændre samfundet – kun til at sprænge det i luften, siger Étienne Balibar. Foto: Foto: Lea Crespi / Pasco and co

Selv om anarkismen er en del af den progressive tradition har den ikke en bæredygtig strategi til at ændre samfundet – kun til at sprænge det i luften, siger Étienne Balibar. Foto: Foto: Lea Crespi / Pasco and co

Lea Crespi / Pasco and co

26. maj 2018

Étienne Balibar husker stadig optimismen fra dengang. I maj 1968 var han nyansat underviser på et universitet i de parisiske banlieues og aktiv i det oprør, der skulle skabe et nyt samfund gennem en forening af middelklassens protesterende studenter og arbejderklassen. Det store problem var blot at få de to grupper til at finde sammen.

Endelig en dag ringede en af hans venner fra universitetet i Besançon og fortalte, at nu var den der, nu havde de fundet fælles fodslag, nu skulle folk skynde sig at komme!

På grund af generalstrejken kørte togene imidlertid ikke, og der var kun sparsomt med benzin. Da gruppen endelig fik fat i en lille bil og efter mere end 400 kilometers kørsel fra Paris ankom til universitetet, var revolutionen dog forbi: Arbejderne havde alligevel ikke syntes, der var grund til at slutte sig til de studerendes paroler. Ønsket om en sådan convergence des luttes, altså et sammenløb af kampe, var gået fløjten.

»Hvor ville jeg ønske, vi havde opnået en convergence des luttes«, siger han og tøver lidt.

»Lad være med at skrive om min pessimistiske prognose.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Aske Hvitved
Aske Hvitved anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til: »Kritikken af denne lineære model er fuldstændig berettiget. Men mange drog efter min mening en forkert konsekvens, nemlig at man fuldstændigt skulle droppe teoretisk arbejde, og ligefrem skamme sig over at være intellektuel.«

Det, der udtrykkes her, er vel en meget dækkende fremstilling af dominerende tendenser inden for kunst, kultur og humanistisk forskning i dag, og i den sammenhæng som eksempel at henvise til indflydelsen fra Ranciéres tænkning må betegnes som velvalgt.

Da jeg for nogle år siden for første gang stiftede bekendtskab med Ranciéres tænkning, var én af mine første indskydelser: Havde jeg læst ham i slutningen af 1960erne, ville jeg have været begejstret, men var det sket i midten af 1970erne, ville jeg have betragtet hans tænkning som romantisk og naiv - og her får jeg altid associationer til Rousseaus tænkning.

Det med at skamme sig over at være intellektuel kommer f.eks. til udtryk i så forskelligartede og ekstreme tendenser som på lokalt plan hos kulturpersonligheder at fremhæve vigtigheden af at genudgive værker af Tove Ditlevsen og Vita Andersen og på internationalt plan i Documenta 14 med forestillingen om at lukke magten ude og de magtesløse ind, hvor man ville lære af dem, vi normalt belærer og dominerer.

Samtidig er der en stort set manglende interesse for i humanistisk forskning inden for kunst og kultur nærmere intellektuelt at undersøge, hvilke politiske og økonomiske interesser man fremmer ved at tilfredsstille forventninger i tiden i retning af det anti - intellektuelle, ny - romantiske og autenticitets - søgende.

Jørn Andersen

Men pudsigt nok,da marxisterne havde kuppet sig til magten på uni var det så sandelig slut med den frie tænkning.