Læsetid: 13 min.

Biiip! Biiip! Lyden af ædelmetal hjælper os med at sikre kulturarven

Interessen for amatørarkæologi med metaldetektor er eksploderet de seneste år. Nogle er drevet af guldfeber, men Freddy Arntsen og John Brill Engkebølle går med detektor for at sikre vores kulturarv, inden den forgår. Vi kan ikke forstå os selv, hvis vi ikke ved, hvad vi er bygget af, mener de. Men de har travlt, for fortidslevnene er truet af moderne landbrug
Freddy Arntsen (th.) og John Brill Engkebølle (tv.) har henholdsvis 35 og fem års erfaring med metaldetektor. I dag går de med detektorerne på en mark et hemmeligt sted på Lolland, hvor der engang lå en borg, og hvor det nu vælter op af jorden med danefæ.

Freddy Arntsen (th.) og John Brill Engkebølle (tv.) har henholdsvis 35 og fem års erfaring med metaldetektor. I dag går de med detektorerne på en mark et hemmeligt sted på Lolland, hvor der engang lå en borg, og hvor det nu vælter op af jorden med danefæ.

Anders Rye Skjoldjensen

26. maj 2018

Lolland er et forhistorisk skatkammer. Her gemmer mulden på romerske møntskatte, amuletter fra vikingetiden, bronzealderøkser og guldmønter fra middelalderen.

På en lollandsk mark står 52-årige Freddy Arntsen og 40-årige John Brill Engkebølle med hver deres metaldetektor. Her lå engang en borg, og mulden er i dag et tagselvbord af kulturarv. Men adressen er hemmelig. Ellers ville det vrimle med night hawks, der skjult af nattemørket graver de mange fortidsfund op.

Freddy Arntsen og John Brill Engkebølle er klædt ens med sort bælte og vest med masser af små og store lommer til batterier til detektorerne, poser til fundene og vand til forårsvarmen. På hovedet bærer de kasketter med detektormærkernes logo. ’Deus’ står der på Freddy Arntsens. Det latinske ord for gud. I hånden holder de metaldetektorerne, som med et krykkehåndtag støtter stabilt på underarmen.

Nationalmuseet har over én million danefæmønter, som her er arkiveret i små kuverter.

Peter Nygaard Christensen

De er detektorpionerer. Freddy Arntsen har gået med metaldetektor i 35 år, mens John Brill Engkebølle »nærmest kun er teenager« med sine fem års erfaring.

»Men med alle de fund, I finder hernede, foregår det pludselig i en helt anden liga. I graver ting op af jorden på Lolland, som jeg stadig overhovedet ikke har fundet,« siger Freddy Arntsen. Han drømmer om et sommerhus på Lolland.

Jeg går lidt bag dem. Med metaldetektorens runde hoved svingende i ensartede halvcirkelbevægelser lige over markens små bygskud. Mulden under os er ’jomfrujord’, som amatørarkæologerne kalder de arealer, der endnu er ubetrådt af detektorførere.

»Bip, biiip, biiip,« lyder det pludselig i de hørebøffer, som trådløst er tilkoblet min detektor.

Knækket nøgle, der har været brugt til et lille skrin, formentlig i middelalderen.

Peter Nygaard Christensen

Tonen er lys – det er lyden af ædelmetal. Med den skovl, jeg går rundt med slynget over skulderen, graver jeg de grønne bygskud væk. Helt forsigtigt af frygt for at hakke lige igennem en forhistorisk skat.

Fra et etui i mit bælte finder jeg min pinpointer frem, som ligner et uudfoldet lyssværd fra en Star Wars-film og ligesom detektoren reagerer på metal. Da jeg roder den gennem den nyopgravede jord, hyler og vibrerer den helt vildt. Pludselig sidder jeg med en kobbergrøn polet i hånden. Den har størrelse som en lakridsgajol, og jorden sidder fast i dens utydelige indgraveringer.

»Til lykke,« siger Freddy Arntsen anerkendende. »Du har fundet dit første danefæ!«

Et folkeligt projekt

Et par timer tidligere har Freddy Arntsen hentet mig i sin sorte familiebil. »Lolland-raketten,« kalder han den i dagens anledning. Bagsæde og bagagerum er fyldt med køletaske med frokost, kameraudstyr til at affotografere fundene, gummistøvler – og selvfølgelig metaldetektorer. De er skilt ad og placeret i skumgummiforme i sølvgrå kufferter, som er identiske med våbenkufferter.

»Du kommer til at grave tre gange så mange huller som mig i dag. I nye graver på alle bip,« siger Freddy Arntsen og griner.

Nationalmuseet modtog sidste år 14.364 potentielle danefæ. Sagsbehandlingen på danefæ kan godt være flere år.

Peter Nygaard Christensen

Det er ikke første gang, han har en nybegynder med på marken. De seneste år har der været en boomende interesse for amatørarkæologi med metaldetektor.

Det kan man se på antallet af potentielle danefæ, Nationalmuseet modtager, der næsten er tredoblet de sidste fem år. Fra 5.556 genstande i 2013 til 14.364 genstande i 2017. I 2016 nåede antallet helt op på 17.055. Langt de fleste indsendte fund er gjort med metaldetektor.

Interessen viser sig også i facebookgruppen Detektor Danmark, som får omkring 100 nye medlemmer om måneden. De p.t. 4.786 medlemmer udveksler fund og arrangerer detektortræf. 1.117 opslag er det blevet til bare de sidste 30 dage.

Samtidig har medierne fået øjnene op for detektorarkæologien. I programmet Guldgraverne på DR K går amatørarkæologer på skattejagt med metaldetektorer, mens aviserne jævnligt beretter om detektorfund af en ny vikinge-, guld- eller sølvskat, som de heldige amatørarkæologer bag får hundredtusindvis af kroner i danefægodtgørelse for.

I middelalderen nåede alle konger at slå en mønt med deres eget motiv, uanset hvor kort tid de regerede.

Peter Nygaard Christensen

Skattejagten efter Danmarkshistorien er mere end en guldfeberrus, mener Andres Dobat, som er lektor på Aarhus Universitets afdeling for arkæologi og kulturarvsstudier og forsker i amatørarkæologi.

Ansvaret for at bevare vores alle sammens kulturarv er dybt indlejret i den danske folkesjæl.

»I Danmark har arkæologien altid været et folkeligt projekt. Her er en konsensus om, at kulturarven tilhører os alle, og at vi har et fælles ansvar for den. Det har været afgørende for metaldetektorarkæologiens popularitet og succes,« siger han.

De ubehandlede danefæssager opbevares i sagsmapper. Herefter opmagasineres alt danefæ til forskning eller udlån eller udstilles på museum.

Peter Nygaard Christensen

I en turbulent tid, hvor alt fra privatliv til den politiske verdensorden synes i opbrud, kan amatørarkæologien udfylde et behov for at finde tilbage til rødderne. At genopdage fortiden og fællesskabets anker. Og som detektorjæger behøver man ikke at blive belært om historien af en ekspert på et museum med støvede montrer, men kan selv røre ved, engagere sig med og gå på opdagelse i fortiden.

»Man kan helt konkret komme til at stå med historien i hånden,« som Andres Dobat udtrykker det.

’Tak skæbne, den er flot’

På den lollandske mark sætter Freddy Arntsen sig på hug ved siden af det lille hul, jeg har gravet kobberpoletten op af.

»Det er en borger,« konstaterer han, efter at have kigget hurtigt på den.

Formentlig et Guds Lam, som kigger sig bagud over kroppen og er et symbol på Kristus.

Peter Nygaard Christensen

Det er arkæologisk slang for en danskerpenning fra Middelalderen, får jeg at vide. Fra 1100- til 1300-tallet herskede der borgerkrigslignende tilstande i Danmark, og de danske konger havde korte regeringsperioder, inden de tog hinandens liv: Knud den Femte blev slået ihjel af Svend Grathe i 1157. Kong Abel fik Erik Plovpenning dræbt i 1250. Erik Klipping endte sine dage i Finderup Lade i 1286. Og så videre.

Men uanset hvor kort tid, de sad på tronen, nåede alle konger at slå deres egen mønt med et personligt portræt. Af deres kongekrone eller i profil med paryk og scepter i hånden. Det var datidens mest effektive propaganda, den hurtigste måde at få sit ansigt ud til folket på.

Mønter fra Blykobbegård-skatten, som blev fundet på Bornholm af en amatørarkæolog med metaldetektor.

Peter Nygaard Christensen

I starten var mønterne sølvrige og blanke. Men borgerne beholdt sølvmønterne, eller handlede dem ud af Danmark, så kongerne ikke fik dem tilbage til at slå nye mønter af. Derfor blev de efterhånden kun slået af kobber – som den jeg har fundet. Kobbermønterne var devaluerede og har været allemandseje. En simpel bonde kan have vandret rundt nær den gamle borg med min mønt i bukselommen.

Freddy Arntsen tager et lille visitkort op fra de mange små lommer i sit bælte. På den ene side er hans kontaktoplysninger og ornamentet fra Furesø Detektorgruppe, som han er formand for. På den anden side er der plads til fundoplysninger. Fra en anden lomme finder han en tændt GPS. Han noterer GPS-koordinaterne for fundet på visitkortet og streger sit navn over med mit. Så samler han fund og kort i en lille pose, han har i en tredje lomme. Nu er det klar til danefævurdering på Nationalmuseet.

»Jeg bruger hurtigt 400-500 af mine fundkort på et halvt år,« fortæller John Brill Engkebølle.

»Ja, så mange fund har jeg ikke helt,« må Freddy Arntsen erkende. »Men jeg går jo heller ikke så tit med detektor på Lolland, som du gør. Hernede vælter det jo op af jorden med danefæ.«

En klædepumpe i bly med et motiv af en tohovedet ørn. Bly er blødt og kunne klemmes om tøjet, som en slags datidens tøjmærke.

Peter Nygaard Christensen

Fuglesang blander sig med mekaniske bip fra detektorerne. På markerne omkring os er kornet allerede for højt til at gå på. Man kan ikke skynde sig med en metaldetektor i hånden, de fejende bevægelser hen over marken kræver en vis præcision. Man kan heller aldrig blive færdig. Der er altid mere jord, som potentielt gemmer på den næste store skat. Så vi holder få pauser.

»Det er lidt ligesom fitness, det her,« siger John Brill Engkebølle. »Det har jeg prøvet at fortælle min kone. Hun var skeptisk, men måtte erkende, at detektorføring er hårdt, efter at have været med en dag.«

Så bipper hans detektor. Igen. Med sin pinpointer får han hurtigt lokaliseret fundet: en sølvmønt så blank, at forårssolen reflekteres i den, og med velbevarede indgraveringer. Bogstaver står skrevet i en cirkel rundt om en kongekrone.

»Tak skæbne, den er flot,« udbryder Freddy Arntsen. »Den må være fra før, der gik inflation i mønterne, og de blev mere fesne.«

»Ja, den er fed,« siger John Brill Engkebølle. Han finder GPS’en frem fra en brystlomme i sin vest og noterer fundets koordinater. Det bliver ikke sidste gang, han gør det den dag.

Et folkeligt projekt

I detektormiljøet er man kendt for sine fund. Alle har hørt om Dennis fra Jelling, der fandt en diamantguldring, som formentlig er bestilt af Christian den Fjerde til hans elskerinde på Fyn. Eller den selvbetitlede trio Team Rainbow Power, der fandt en 900 gram guldskat fra vikingetiden i Sønderjylland, som de fik godt en million kroner i danefægodtgørelse for – en af de største udbetalinger nogensinde.

Det største fund, John Brill Engkebølle har gjort, er en romersk sølvdinarskat, som indtil videre tæller 121 mønter. Hillested-skatten, er den blevet døbt. Flere medier har skrevet om den, og nogle af mønterne har været udstillet. Det er enhver amatørarkæologs drøm – at få sine fund fremvist på danefæudstillingen, der i år er at finde på Jelling Museum.

Men især de fund, som er et kig ind til fortidens mennesker, rører John Brill Engkebølle. Som da han fandt sit første runebrev: Et stykke bly, som et middelaldermenneske har skrevet en besværgelse mod eksempelvis gulsot eller naboens høst på, sammenfoldet og efterladt i jorden. »Der lavede jeg en lille dans ude på marken,« siger han.

Freddy Arntsen var kun 16 år, da han fandt sin første skat i Oslo, hvor han voksede op. Det var en samling sølvmønter fra 1800-tallet, der havde ligget i en pung. »Den første skat er altid den, man husker mest,« forklarer han.

Et sølv- og guldbelagt seletøjsbeslag fra vikingetiden med fire dyrehoveder på er et af Freddy Arntsens mest imponerende fund. Det kunne nok være blevet udstillet, mener han. Men det blev stjålet fra hans hjem for fire år siden. Sammen med 75 andre stykker danefæ.

Det er Freddy Arntsens drøm at finde oldtidsguld fra vikingetiden eller tidligere. Men der er langt mellem undergrundens guldnerver. Derfor har DR K-programmet Guldgraverne en misvisende titel, mener han. Det lover, ja, guld og grønne skove.

»De skulle hellere kalde os sølvgraverne, hvis de absolut vil lave det program.«

Freddy Arntsen er ikke kalkuleret skattejæger. Han er træt af quickfixjagten på hurtig berømmelse og rigdom, som metaldetektorerne repræsenterer for nogle nye ansigter i miljøet.

»Så køber de en billig metaldetektor i Aldi til 380 kroner og tror, at guldet venter lige under dem. Det er useriøst, den slags detektorer virker ikke,« siger han.

Flere mønter fra Blykobbegård-skatten, der har været udstillet på Bornholms Museum.

Peter Nygaard Christensen

For at illustrere sin pointe har Freddy Arntsen lagt en video op på sin facebookprofil med et stort grydelåg, som han først kører en Aldi-detektor og så sin Deus-detektor til 12.000 kroner hen over. Den billige detektor skal røre ved grydelåget for at registrere det. Freddy Arntsens detektor bipper fra 60 cm oppe i luften.

Kulturarven skal sikres én mønt ad gangen. Det er derfor, Freddy Arntsen går med detektor. Helst to-tre gange ugentligt i de måneder, hvor markerne ikke er tilgroede eller jorden frossen. Han føler et ansvar for vores fælles kulturarv og holder også foredrag for skole- og gymnasieklasser og i mindre byer om de lokale fund i området.

Vi har travlt, for fortidslevnene har en udløbsdato. Det moderne landbrugs gylle og gødning eroderer inskriptioner og indgraveringer på mønter og smykker, og pløjemaskinerne, som graver stadigt dybere, hakker ofte lige igennem et lille stykke kulturarv.

»Om 200 år er det hele formentligt væk. Og det kan jo ikke genskabes, det er vores kultur. Det, vi er bygget af. De ting, vi finder i jorden, var med til at forme det land, vi bor i. I en stresset hverdag tænker mange kun fremad, på sig selv og på de projekter, man lige har gang i. Men det bliver meget ensporet, hvis man glemmer sin fortid. Det, som går bagud. Et historieløst samfund ville nogen nok kalde det,« siger Freddy Arntsen.

Efter en dag på marken gør de to deres fund op. John Brill Engkebølle har fundet 11 danefæ. Primært mønter. Freddy Arntsen har fundet ti, heriblandt en spillebrik i bly og en kontravægt til en armbrøstpil, som ligner et symmetrisk kors.

»Det har været en meget god dag med detektoren,« konkluderer John Brill Engkebølle.

»Ja,« siger Freddy Arntsen. »Endnu en.«

Jeg har fundet en 1800-talspiberenser, der ligner en miniaturesabel, et rustent bæltespænde fra et seletøj og tre danefæ – alle danskerpenninge.

Et par dage senere har jeg lavet en aftale med to danefæinspektører fra Nationalmuseet, som kan vurdere mine fund.

Kulturarvens sagsbehandlere

Væggene på danefæinspektør Line Bjergs kontor udgøres primært af reoler med bøger om mønter. De har titler som Medieval European Coinage og World Paper Money. Af sikkerhedshensyn må kontorets præcise beliggenhed på Nationalmuseet ikke nævnes. Hvis kulturarven bliver stjålet, er den svær at erstatte.

På en reol midt i kontoret står en hvid byste af Peter Chr. Hauberg. Han var inspektør ved Den Kongelige Mønt- og Medaillesamling i starten af 1900-tallet.

»Det er for at minde mig om at være mindst lige så grundig i mine registreringer, som han var i sine optegnelser. Dem slår jeg stadig op i,« forklarer Line Bjerg. Hun har en ph.d. i bosporanske mønter og bærer sorte briller, et lyslilla sommersæt og sorte velcrosandaler.

Sammen med kollegaen Marie Thorpstrup Laursen vurderer og sorterer hun de tusindvis af danefæ, som Nationalmuseet årligt modtager fra danefækaravanerne, der henter amatørarkæologers fund på lokalmuseer i hele landet. De to danefæinspektører kender godt Freddy Arntsen og John Brill Engkebølle, som er »faste leverandører«.

Tre danefæmønter og en piberenser fra 1800-tallet fandt Information blandt andet efter en dag med detektor. Mønterne er danskerpenninge, som med arkæologislang kaldes ’borgere’, fordi de stammer fra den tidlige middelalder, hvor danske konger hyppigt slog hinanden ihjel i borgerkrigslignende tilstande. Den nederste mønt, som John Brill Engkebølle fandt, er for ny til at være danefæ, så den fik Information som souvenir.

Peter Nygaard Christensen

Line Bjerg holder en af de tre irgrønne mønter, jeg har med, op i lyset fra sin skrivebordslampe. Vipper den frem og tilbage for at detaljerne skal træde frem. Det er en danskerpenning, bekræfter hun. En såkaldt ’underlødig’ mønt i kobber, som findes i titusindvis på Lolland-Falster.

»Men den har det ikke godt, kan man vist roligt sige.«

Alt danefæ, som Line Bjerg og Marie Thorpstrup Laursen behandler, bliver enten udstillet eller opmagasineret til forskningsbrug eller udlån. Alle findere får et danefæbrev med en beskrivelse af deres fund og en danefægodtgørelse, hvis størrelse afhænger af fundet. Behandlingstiden kan godt være flere år.

Nationalmuseet ligger inde med over en million fortidsmønter, vurderer de. Alle sorteret i små hvide kuverter og arrangeret som lysbilleder på smalle rækker. Dertil kommer alle genstandene.

Line Bjerg og Marie Thorpstrup Laursen er kulturarvens sagsbehandlere. Ingen af dem går selv med metaldetektor. Det ville være uetisk, mener de. En sammenblanding af interesser. Udstyret med mapper, plastikchartekker og kuglepenne er deres vigtigste opgave at indrette et effektivt danefæbureaukrati, som også giver mening for arkæologer om 200 år.

»Det er meget vigtigt med sorteringen. Ellers ender et hele som en stor rodebutik, et kabinet fyldt med mærkelige ting. Vores oplysninger skal være konsekvente,« siger Marie Thorpstrup Laursen.

Hun tager en lille kobbergrøn broche ud af et plastikchartek fra en rød sagsmappe fyldt med danefæsager. Udefinerbare fangarme slynger sig rundt på kryds og tværs af hinanden, som en miniudgave af ’kluddermor’.

»Se den her. Den er så fin, man kan virkelig se, hvad det er.«

Den danske model

Det nære samarbejde mellem amatørarkæologer og museer er unikt for Danmark, fortæller Andres Dobat fra Aarhus Universitet. Han kalder det ’den danske model’.

»Det er et meget liberalt system baseret på en fælles konsensus om, at det, vi finder i jorden, tilhører os alle. Museumslovens påbud om at indlevere danefæ er ikke så afgørende, for dens mening er allerede indbygget i befolkningens grundlæggende moral, kodeks og praksis,« siger han.

Mens det i både Tyskland og Sverige kræver licens at gå med detektor, er detektorarkæologien allemandseje i Danmark. Forklaringen på den liberale danske model findes i vores særlige tillidskultur, mener Andres Dobat.

»Befolkningens tillid til museerne er enormt høj – og omvendt.«

Danmark har heller ikke samme udfordringer med ulovligt videresalg af kulturarv, som eksempelvis England, hvor romerske mønter videresælges på eBay. Eller Sverige, hvor en gruppe amatørarkæologer i 1990’erne tog detektorer på med en ferie til Gotland, tømte jorden for fortidsfund og solgte dem.

Nationalmuseet holder øjne med eventuelle svindlere, men selvjustitsen blandt amatørarkæologerne er så høj, at det kan føles unødvendigt, fortæller Marie Thorpstrup Laursen.

»Kolleger fra andre lande kan ikke forstå, at det kan lade sig gøre – hvordan vi kan være sikre på, at amatørarkæologerne afleverer alt danefæ, de finder. Men sådan er stemningen i den danske befolkning bare. Det har de svært ved at efterligne i andre lande,« siger hun.

Brochen, hun har taget ud af danefæsagsmappen, viser sig at være en såkaldt ’urnesfibula’, som var et populært smykke til at holde tøj sammen med i starten af middelalderen. En slags datidens knap, forklarer Marie Thorpstrup Laursen.

»Jeg skal lige finde hoved og hale …« siger hun og drejer det lille kluddermorsornament rundt. Pludselig kan jeg se det – forben, hals, et åbent gab, og det planteslyng, det dragelignede dyr står i. Som en direkte oversættelse af fortiden.

»Ja, man sidder der med en flere tusind år gammel genstand, og pludselig kan man tyde dens historie,« siger Line Bjerg.

»Så kan man ikke andet end at blive lidt lykkelig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu