Brevkassen: Jeg kan ikke håndtere kritik

Jeg har det svært med kritik – det giver mig en følelse af forurettethed. Da jeg var ung hævnede jeg mig i det stille på mine kritikere: Lod deres varme vand løbe i timevis, knækkede deres kiks og æg – og en enkelt gang brændte jeg hul i en sofa med en cigaret. Meget grænseoverskridende. Det gør jeg ikke mere.

Men jeg kan stadigvæk ikke komme af med det, hvis nogen gør mig ondt, taler hårdt til mig eller giver mig kritik, som jeg uenig i. Jeg formår ikke at ’forsvare’ mig, men bortforklarer og tager det med hjem under dynen i stedet.

Jeg er blevet bedre til det, men er stadigvæk ikke særlig god til at stå op for mig selv. Ikke at jeg ikke bliver rigeligt anerkendt som menneske, forælder og kollega, men følelsen, jeg får af kritik, overdøver altid glæden ved anerkendelsen.

Svar I:

Afdøde Steen Bostrup sagde altid:

»Jeg elsker ros, også den skamløse, og jeg hader kritik, især den konstruktive.«

Noget af det vanskeligste her i livet er at modtage kritik. En tidligere statsminister ødelagde vendingen ’noget for noget’ og gjorde det til udtryk for smålig bjærgsomhed og os selv nok. Men den kritik, der er i stand til at give modtageren noget, der kan bruges fagligt, er banalt sagt guld værd og vil erfaringsmæssigt ikke udløse forurettelse eller vrede.

Den gode lærer korrigerer eleven, så vedkommende føler korrektionen som et bidrag, en gave. Læreren giver noget igen for præstationen og ikke en eller anden sårende bemærkning.

Jeg havde en lærer i gymnasiet, der metodisk og sønderlemmende ydmygede usikre elever, hvilket forstyrrede mit eget forhold til kritik. Jeg blev ømskindet og kan den dag i dag have svært ved at tage imod. Men der er ingen vej udenom. Man bør opfatte præstation og kritik som to sider af samme sag. Og ikke skodde cigaretten i møblerne. Men det kan være svært at lade være.

— Georg Metz

Svar II:

Du kategoriserer tingene på en uhensigtsmæssig måde. At nogen gør en ondt, taler hårdt til en og giver en kritik, er tre forskellige ting. Hvis nogen gør en ondt, må man forklare dem hvorfor. De færreste gør det med vilje. Hvis nogen taler hårdere til en, end man bryder sig om, må man gøre dem opmærksom på det. Folk har forskellig tone. Hvis nogen giver en kritik, må man finde sig i det.

Kritik er ikke det modsatte af anerkendelse, kritik er en anerkendelse af din rygrad og dit potentiale. Man kritiserer jo ikke folk, man anser for håbløse og uden for rækkevidde. Rank ryggen i stolthed over at være inden for kritisk rækkevidde, glæd dig over at få faglig respons på arbejdet. Måske er stoltheden og glæden til at begynde med påtaget, men man kan godt narre sig selv, hvis man er stædig nok.

Hvis man er uenig i kritik, må man begrunde hvorfor. Det bliver man klogere af, så der er også gevinst. Hvis nogen kritiserer en for at positionere sig selv, må man trække på skuldrene. Det er nok bare noget fra deres barndom.

— Lone Nikolajsen