Læsetid: 5 min.

Europa: Skeptikere gør Europa-Parlamentet stærkere

Umiddelbart virker EU-skeptikernes tilstedeværelse i Europa-Parlamentet som et paradoks. Men de giver institutionel stemme til den forfatningskamp, som deler de europæiske vælgere langt mere end deres ledere. Og dermed styrker de både parlamentets politiske rolle og udviklingen af en fælles europæisk bevidsthed
12. maj 2018

Et stort mindretal i Europa-Parlamentet ønsker enten et radikalt andet EU eller helt at nedlægge EU, som vi kender det i dag.

Fælles for mange EU-skeptikere er, at de ønsker et EU, hvor Europa-Parlamentet har en mindre central rolle, og hvor dets beføjelser indskrænkes.

EU-skepsis organiseret på europæisk plan er på en og samme tid selvmodsigende og en konsekvens af et fælles politisk projekt.

Det er på den ene side selvmodsigende – i hvert fald for den del af EU-skeptikere, der ønsker, at det overstatslige samarbejde ophører. Hvis man ikke ønsker overstatsligt samarbejde, kan det virke inkonsekvent at være en del af den primære overstatslige institution.

EU-skepsissens plads i Europa-Parlamentet er på den anden side en konsekvens af, at partier på tværs af nationale skel har nogenlunde de samme politiske prioriteter, når det kommer til at mindske EU’s magt eller at nedlægge Europa-Parlamentet som institution, og Europa-Parlamentet er en central politisk platform, der kan give dem taletid og ressourcer.

EU-skepsis i Europa-Parlamentet

I parlamentet udgør EU-skeptiske politiske grupper ca. 13 procent. Lægger man den EU-reformistiske gruppe European Conservative Reformers, som Dansk Folkeparti er medlem af, og løsgængerne, der ofte er EU-skeptiske, oveni, kommer man op på ca. 30 procent.

Denne gruppe tæller alt fra den yderste venstrefløj til den yderste højrefløj og omfatter politikere, hvis visioner på mange måder er forskellige, hvis ikke uforenelige. De har dog det tilfælles, at et af deres centrale politiske projekter er en kritik af EU.

Det svarer til, at der i Folketinget sad et stort mindretal, der enten ønskede at begrænse Folketingets magt, at nedlægge Folketinget, eller som helt ønskede at udtræde af eller nedlægge den danske stat.

Et centralt spørgsmål er, hvad sådanne politiske grupper bibringer det europæiske samarbejde, og hvordan flertallet, der ønsker, at bibeholde EU og Europa-Parlamentet skal forholde sig til mindretallet?

Skal man sidde dets holdninger overhørig, lade det komme til orde, forsøge at opfordre til debat eller måske endda forsøge at indgå politiske koalitioner på områder, hvor man kan nå til enighed?

Parlamentets repræsentativitet

Europa-Parlamentet bliver ofte kritiseret for at lide af repræsentativitetsproblemer.

Stemmeprocenten til parlamentsvalgene er lav. I 2014 var den generelle stemmeprocent 42,6 procent, og i enkelte medlemslande lå stemmeprocenten et stykker under 20 procent.

Selv om valgene ikke får flertallet af vælgerne til stemmeurnerne, kan man stadig tale om Europa-Parlamentet som en institution, som er med til at sikre repræsentativitet ved at være platform for en bred vifte af politiske synspunkter.

Af EU’s kerneinstitutioner er Europa-Parlamentet den eneste, hvor skeptikere har opnået en betydelig repræsentation. De direkte og proportionale valg til parlamentet har gjort det muligt for mindre EU-skeptiske partier at blive repræsenteret på det europæiske niveau.

Parlamentets politiske profil adskiller sig således fra EU’s øvrige kerneinstitutioner.

Kommissionen, som udgøres af en kommissær udpeget fra hvert medlemsland, har til formål at fremme medlemsstaternes fælles interesser og drive integrationen videre.

I Rådet og Det Europæiske Råd er medlemsstaternes regeringer repræsenteret.

Selv om disse kan være sammensat af midter- og fløjpartier, som f.eks. den danske regering, er de europæiske regeringer stadig domineret af de store traditionelle partifamilier, og EU-skeptiske partier er derfor ikke repræsenterede i særlig høj grad her.

At skeptikerne primært er repræsenteret i Europa-Parlamentet, kan virke selvmodsigende, da det for manges vedkommende er netop den organisation, de ønsker et opgør med. Det ændrer dog ikke på, at parlamentet, i højere grad end de andre EU-institutioner, repræsenterer politiske skillelinjer i og på tværs af medlemslandene.

Skaber diversitet politisering?

Nogen vil indvende, at EU-skepsis ikke fremmer debat.

Ved at insistere på, at et centralt politisk spørgsmål er, hvorvidt EU, som vi kender det, skal fortsætte, er EU-skeptikere med til at forplumre debatten om vigtige politiske forslag. De fokuserer på den vertikale akse – for eller imod systemet som sådan – og ikke på den horisontale – for eller imod forskellige politikker.

Ifølge denne logik er EU-skeptikere ikke konstruktive politiske stemmer i Europa-Parlamentet, de er kontrære og obstruerende stemmer, der ikke selv formår at komme med reelle forslag.

Med deres for nogles vedkommende teatralske eller fjollede stil glemmer de, at politik handler om at indgå kompromiser og tale sig frem til fælles løsninger.

De, der fremhæver EU-skepsissens vertikalisering af debatten som en hæmsko for egentlig og frugtbar politisk debat, overser, at spørgsmålet om EU’s eksistensberettigelse i sin nuværende form er et politisk spørgsmål, hvor vælgerne er delte. Skeptikernes tilstedeværelse i parlamentet er en påmindelse om dette.

Ved at kritisere det eksisterende institutionelle setup og ved at sætte spørgsmålstegn ved det sæt af rettigheder, der er forankrede i de nuværende traktater, tilfører skeptikerne endnu en væsentlig politisk konfliktlinje til europæisk politik.

Hvorvidt de spørgsmål, der rejses af de skeptiske partier, fører til politisering, afhænger af, hvordan diversiteten forvaltes – både af skeptikerne og af de centrale politiske grupper i parlamentet. Det kræver, at de EU-skeptiske partier aktivt søger indflydelse i politiske debatter parlamentet.

Af de centrale politiske grupper kræver det, at de anerkender skeptikerne som legitime politiske opponenter.

Europa-Parlamentet har historisk set været styret af en storkoalition af socialdemokrater og kristendemokrater – ofte støttet af de liberale.

Storkoalitionen tjener blandt andet det formål at udgøre en stærk position over for Rådet, når der skal forhandles om konkrete lovforslag. Men den er særligt efter 2014 også blevet fremhævet som et værn mod ekstremister, populister og EU-skeptikere.

Manfred Weber, kristendemokraternes leder, har fremhævet storkoalitionen som nødvendig for at holde partipolitik og ideologiske skillelinjer fra døren.

De centrale politiske grupper har således indtil videre forsøgt at undgå debat omkring de politiske spørgsmål, EU-skeptiske politiske grupper fremhæver.

Det er klart, at politisk uenighed om fremtidens EU kan stå i vejen for alternativer til den historiske storkoalition, men ved aktivt at retfærdiggøre storkoalitionen som et værn mod dem, der ikke ønsker EU, er både de centrale og de EU-skeptiske politiske grupper med til at vertikalisere konflikten i EU.

Transnational politisk bevidsthed

De EU-skeptiske politiske grupper i parlamentet er med til at forme politisk bevidsthed blandt EU-skeptiske vælgere i alle medlemslande.

De er med deres tilstedeværelse og deres udarbejdning af et politisk projekt med til at forme ideen om, at der på tværs af medlemsstaternes grænser eksisterer vælgergrupper med lignende bekymringer, interesser og overbevisninger.

De er med til at sætte fokus på, at der på tværs af grænser findes vælgere, der rammes disproportionalt og negativt af den europæiske integration, og som har sammenfaldende kulturelle interesser og et fælles legitimt politisk krav på at blive hørt.

EU-skeptikere er således med til at skabe en politisk bevidsthed og sympati på tværs af grænser.

Hvis man kigger på de EU-skeptiske politiske grupper på højrefløjen i Europa-Parlamentet, står de sammen om at ville repræsentere de almindelige mennesker mod EU.

Det er de hårdtarbejdende og de små virksomhedsejere, der skal beskyttes mod elitær grænsenedbrydende politik. De udtrykker sympati for de almindelige mennesker på tværs af medlemsstater, der bliver uretfærdigt ramt af EU’s politikker, og forståelse for deres oprør mod EU.

Ved at italesætte et politisk fællesskab og ytre sympati for befolkningsgrupper i andre medlemsstater, er EU-skeptikere med til at konstruere en politisk bevidsthed, der er en forudsætning for Europa-Parlamentets legitimitet.

Det kan være utilsigtet, men det ændrer ikke på, at de ved at fremhæve, hvordan vælgere på tværs af nationale grænser har et fælles politisk projekt i deres modstand mod EU, er med til at skabe et transnationalt politisk fællesskab, der styrker fundamentet for et transnationalt parlament som Europa-Parlamentet.

»Enhedslistens opstilling som selvstændigt parti ved næste EU-parlamentsvalg kan være en første bevægelse mod en nyorientering.« skriver David Rehling. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Hullevad
Michael Hullevad anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu