Læsetid: 4 min.

Forhåbningerne til, at Europa er ved at rejse sig oven på striben af kriser ligner mere et skønmaleri end en realistisk analyse

Hverken Merkel eller Macron har styrken til at sikre politisk handlekraft og stabilitet. Europa har ikke fremvist sit sidste sygdomstegn
Under skønmaleriet om Merkels og Macron sejre lurer en europæisk politisk virkelighed, der mest af alt vækker mindelser om en ulmende vulkan.

Under skønmaleriet om Merkels og Macron sejre lurer en europæisk politisk virkelighed, der mest af alt vækker mindelser om en ulmende vulkan.

Shan Yuqi

5. maj 2018

I et øjebliks stilhed i stormen virkede det, som om EU endelig var ved at komme på benene igen, efter at have været slået i gulvet af eurokrise, flygtningekrise, og Brexit.

For et år siden blev den EU-begejstrede Emmanuel Macron valgt til fransk præsident på bekostning af Marine Le Pen fra det stærkt EU-skeptiske Front National, og kort efter lancerede han en ambitiøs europæisk reformdagsorden, der blandt andet sigter mod at overvinde de grundlæggende konstruktionsfejl i ØMU’en (euroen), som fastholder Sydeuropa i et morads af økonomisk lavvækst og menneskelig lidelse.

I februar lykkedes det så efter månedlange forhandlinger Angela Merkel at blive enig med SPD om et regeringsgrundlag for en ny Große Koalition, der i første omgang forholdt sig afmålt positivt til Macrons reformforslag.

Merkel er i manges øjne nærmest blevet personificeringen af politisk stabilitet og sikkerhed, og EU-begejstrede kræfter har da heller ikke været sene til at udråbe Macrons og Merkels valgsejre som bevis for, at nu er faren fra politiske jordskælv som Trump og Brexit endelig ved at være drevet over. Men denne forhåbning om politisk stabilitet og handledygtighed er en illusion. Under skønmaleriet lurer en europæisk politisk virkelighed, der mest af alt vækker mindelser om en ulmende vulkan.

Et tværsnit gennem Europa

I Frankrig sidder Macron på kanten af sædet i Elyseepalæet, da såvel hans forhåbninger om hjemlig fransk vækst (og dermed om genvalg) som hans europæiske reformdagsorden afhænger helt og aldeles af tysk velvilje. Macrons forslag tæller blandt andet en europæisk finansminister med skatteopkrævningsbeføjelser, en eurozonefinanslov og en europæisk valutafond under Europa-Parlamentets kontrol.

Forslagene anses af mange iagttagere for nødvendige, hvis euroen og sågar hele EU skal undgå langsigtet politisk fragmentering og kollaps, fordi den nuværende konstruktion forværrer eksisterende uligheder i konkurrencedygtighed og kun tillader en økonomisk krisepolitik af stram offentlig budgetdisciplin og ’strukturreformer’ (dvs. løndumping og sociale nedskæringer), der i stigende grad viser sig politisk ubæredygtige.

Problemet er imidlertid, at selv tysk velvilje måske er utilstrækkeligt: Selv om Merkel blev genvalgt som kansler i september sidste år, så er hendes magt svækket i en grad, så det forbliver et åbent spørgsmål, om hun fortsat har styrken til at presse blot moderate eurozonereformer, der er voldsomt upopulære i hendes parti, igennem sit eget konservative bagland. Dette billede bekræftes af hendes seneste udmeldinger, der lægger afstand til nærmest alle Macrons forslåede eurozonereformer.

Det højrepopulistiske AfD er nu desuden det største oppositionsparti i den tyske forbundsdag, og hvis Merkels socialdemokratiske juniorpartnere fortsætter deres færd mod politisk selvudslettelse, så kan AfD blive Tysklands næststørste parti i denne valgperiode.

Samtidig har lande som Danmark, Sverige, Finland, Irland, Holland samt Baltikum dannet fælles front mod Macrons reformplaner. I en fælles erklæring i februar talte de om, at de »gunstige økonomiske forhold« og »euroområdes nuværende styrke« kræver en fastholdelse af sparepolitikken.

Dette krav vækker givetvis begrænset begejstring i Sydeuropa, hvor f.eks. Italien sidder urokkeligt fast i en økonomisk sump – med et bruttonationalprodukt, der fortsat er over 5 procent mindre end før finanskrisen. Italienerne har gennemført massive strukturreformer og faktisk præsteret et permanent overskud på de offentlige finanser siden 1990’erne (hvis man ser bort fra låneomkostninger), men de må fortsat spejde milevidt efter økonomisk vækst – hvilket bl.a. har medført, at en hel generation af unge italienere har forladt landet i jagt på mere gunstige livsbetingelser.

Netop italienerne gik til valgurnerne i marts og sammensatte et – selv for italienske forhold – historisk kaotisk parlament. Valget blev en triumf for populistiske partier som Femstjernebevægelsen og Lega, som begge indtil for blot få måneder siden krævede en folkeafstemning om Italiens udtrædelse af euroen.

Og så har jeg ikke engang nævnt Brexit …

Forskelligartede sygdomstegn

Den italienske politiske teoretiker Antonio Gramsci beskrev i sine fængselsnotesbøger begrebet »interregnum« som en krise, der består i, »at det gamle dør, og […] det nye ikke kan fødes: I dette interregnum finder man de mest forskelligartede sygdomstegn«.

Europa befinder sig i et Gramsci’sk interregnum.

Den økonomiske sparepolitik, som Merkel mere end nogen anden har påtvunget Europa ved hidtil at afvise alle reformer af eurozonen, udgør ikke længere en farbar doktrin for økonomisk regeringsførelse i EU. Den folkelige modstand mod sparepolitikken er ikke blot baggrunden for det nuværende politiske kaos i Italien; den gør sig også i stigende grad gældende i Nordeuropa:

Som en nylig rapport fra den tyske tænketank Das Progressive Zentrum viser, så er det også netop oplevelsen af årtiers velfærdsforringelser, social usikkerhed samt frygten for jobflugt, der er den primære drivkraft i både Front Nationals og AfD’s fortsat voksende popularitet.

Så mens Merkel lige akkurat har styrke nok til at fastholde kanslerposten, er hendes effektive magt til at regere et stadigt mere uregerligt europæisk kontinent reelt så svækket, at EU i praksis står uden politisk ledelse. Vi har langtfra set de sidste sygdomstegn i det europæiske interregnum.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Christian Mondrup
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Espen Bøgh
  • Eva Schwanenflügel
  • Michael Hullevad
Torben K L Jensen, Christian Mondrup, Bjarne Bisgaard Jensen, Espen Bøgh, Eva Schwanenflügel og Michael Hullevad anbefalede denne artikel

Kommentarer

Espen Bøgh

Jovist har EU og Europa fortsat problemer efter krisen 2007-8 som fortsat plager, men det løser ikke de indenrigske problemer en rejseglad fransk præsident har.

Rollen som overformynder i EU over Juncker virker desuden malplaceret, for rolle har Merkel allerede.

EU bevæger sig ikke på større områder uden Tyskland giver grønt lys. så indtil videre må vi og Macron leve med rødt lys.

De Sydeuropæiske problemer er selvskabte ved laden stå til politik - "mañana" eller et af de andre sprog, som intet forandrer, - eller som det er set i Grækenland ved politisk korruption, og grov bevidst forsømmelse og tilsidesættelse af politisk ledelse af rimelig fornuftig karakter.

- En flok fulderikker kunne i det mindste harve gjort det lystigere for borgerne at opleve, så grinet og morskaben herover havde taget frustrationen og irritationen over politikerne.

Det er hvad der sker når taburetten er vigtigere end politiske og strukturelle fremskridt for landene og borgerne og deres levevis.

Bettina Jensen

Europa har i århundreder, hvis ikke årtusinder, lidt af omnipotens; en fejlagtigt befæstet opfattelse af overlegenhed i forhold til resten af verden, som i europæisk optik kontinuerligt er blevet betragtet som underudviklet, primitiv og fejlbehæftet. Omnipotens er ikke en sygdom, det er snarere en forstyrrende, basal forestilling om at indbildte tanker er virkeligheden - og således får den både et tvangsneurotisk og narcissistisk præg, som vi tydeligt ser afspejlet i den europæiske tilgang til verden ... og måske især udtrykkes af den amerikanske, som er en knopskydning på samme, primitive herrefolksmentalitet.

Merkron og EU vil højest kunne sejre ad helvede til, og dét er vel også artiklens pointe - blot på en lidt anden præmis.

Ole Rasmussen

Hvis alle ønsker, at EU skal bryde sammen og falde fra hinanden, så sker det og hvad sker der så? Det eneste som er sikkert er, at den fransk - tyske akse vil bestå.

Espen Bøgh

Nix, der bliver ingen "Fransk - Tysk akse" men et førende Tyskland, hvor Macron forsøger af hænge på så godt han formår.

Efter Trump tale ved NRA forsamlingen og hånede de døde fra terroren imod spillestedet Bataclan i 2015, - og Macron der ikke har reageret bestemt og kraftig på fra fransk side, i forsvar for såvel Frankrig og de dræbte ved terrorhandlingen dengang, - så har franskmændene mistet troen på ham som præsident for Frankrig.

Vi ser nul(0) bonnen Hollande efterfølges af nul(0) bonnen Macron, der intet har formået indenrigs og nu er fraværende overfor den franske selvforståelse af fransk stolthed og storhed.