Læsetid: 9 min.

Foucault og Iran: En åbning mod en bedre verden

Nu troede du lige, at debatten om den franske tænker Michel Foucaults forhold til den iranske revolution var forbi. Du tog fejl. Læs her, hvad tænkeren selv sagde i sommeren 1979 i sine sidste samlede bemærkninger om sagen
Det spirende oprør i Iran i 1978, som ledte til revolutionen i i 1979, foregik uden politiske partier eller organisationers medvirken og var heller ikke baseret på en vestlig ideologi. Det var det, der vakte Michel Foucaults interesse for oprøret. Hvad var det for en politisk spirtualitet? spørger han.

Det spirende oprør i Iran i 1978, som ledte til revolutionen i i 1979, foregik uden politiske partier eller organisationers medvirken og var heller ikke baseret på en vestlig ideologi. Det var det, der vakte Michel Foucaults interesse for oprøret. Hvad var det for en politisk spirtualitet? spørger han.

Aristotle Saris

19. maj 2018

En nødvendig introduktion til interviewet ved Sverre Raffnsøe, redaktør af tidsskriftet Foucault Studies, oversætter af interviewet

I september og november 1978 tog den verdenskendte franske tænker Michel Foucault til Iran på opfordring af det italienske dagblad Corriere della Sera. Målet var at dække opstandene mod Shah Mohammad Reza Pahlavi i en række artikler for avisen.

I Iran blev Foucault tiltrukket af elementer i den første fase af revolutionen, hvor befolkningen ikke alene gjorde oprør mod shahens hemmelige politi, men også mod den vestligt rettede moderniseringsproces, som shahen stod for. I Foucaults artikler fremhæver både manden på gaden og højtplacerede gejstlige, at anliggendet er at skabe plads for en ellers ikke eksisterende politisk spiritualitet.

Samtidig pointerer Foucault, at »islam som en politisk magt er et essentielt problem for vores tidsalder og i årene fremover. Den første betingelse for, at man kan give sig i lag med det på bare en smule intelligent vis, er, at man undgår at starte med hadet«.

I dele af den franske offentlighed vækker Foucaults dækning af begivenhederne i Iran skandale, og Foucault beskyldes for at støtte en islamisk revolution og det iranske præstestyre, der endte med at blive revolutionens resultat.

I 2018 blev debatten genoplivet i Informations spalter. I et indlæg d. 2. marts hævder Per Aage Brandt, at et ikke tidligere udgivet interview med Foucault fra januar 1979 giver forklaringen på hans støtte til den islamiske revolution, for så vidt som det viser en Foucault, der nærer et »inderligt håb« om en middelalderlig spiritualitets genkomst.

Men måneder efter dét interview deltog Foucault i en lang samtale med den unge fransk-libanesiske journalist Farès Sassine om blandt andet affæren i Iran, reaktionerne på hans dækning i den franske offentlighed og forestillingen om en politisk spiritualitet.

Mindre uddrag af dette sidste sammenfattende indlæg fra Foucaults side blev samme år bragt i arabisk oversættelse i ugebladet An Nahar, men indlægget har ellers været stort set overset i debatten.

Denne sommer vil indlægget for første gang blive bragt i sin fulde længde i tidsskriftet Foucault Studies (foucault-studies.com) på fransk og i engelsk oversættelse – men vi bringer her et længere, redigeret uddrag af samtalen mellem Farès Sassine og Michel Foucault:

— Hvad ledte dem til at fatte interesse for Iran?

Michel Foucault: »Det var ganske simpelt min læsning af en allerede gammel bog, som jeg ikke tidligere havde læst, men som jeg takket være et ulykkestilfælde og en rekonvalescens fik tid til at læse omhyggeligt sidste sommer. Det var Ernst Blochs bog Das Prinzip Hoffnung (Håbets princip, tysk udgave 1959). Den gjorde virkelig indtryk på mig. Bogen er ret ukendt i Frankrig, men det forekommer mig, at den rejser et absolut afgørende problem, nemlig spørgsmålet om den kollektive opfattelse af historien, der begynder at komme til syne i Europa i middelalderen. Der er tale om opfattelsen af en anden verden hernede, opfattelsen af, at tingenes virkelighed ikke er endeligt installeret og etableret, men at der midt i vores tid og vores historie kan være en åbning, et lyspunkt, der drager os, og som giver os adgang til en bedre verden i denne verden.«

»Denne opfattelse af historien udgør samtidig et udgangspunkt for på den ene side forestillingen om revolutionen og på den anden side en ide af et religiøst udspring. Det er i bund og grund religiøse grupper – og især dissidente religiøse grupper – der mod slutningen af middelalderen og ved begyndelsen af renæssancen har været bærere af den ide, at sådan noget som en revolution var mulig i vores verden hernede (...)«

»Mens jeg var i færd med at læse det, informerede aviserne mig hver dag om, at et oprør angiveligt var i færd med at finde sted Iran, et oprør, der ikke åbenlyst var bestemt af en vestlig revolutionær ideologi, som heller ikke var ledet af et politisk parti eller af politiske organisationer, men som rigtignok var en masseopstand. Der var tale om et helt folk, der rejste sig mod et magtsystem, og om en opstand, hvor betydningen af det religiøse fænomen, de religiøse institutioner, af den religiøse fremstilling var særdeles åbenlys. Så det forekom mig, at der var en sammenhæng mellem det, jeg læste, og det, som var i færd med at ske. Og jeg kom til at se det som et eksempel, en test af, hvad jeg var i færd med at læse hos Ernst Bloch. Nu ved du det! Så man kan sige, at jeg tog derned med et blik konditioneret af spørgsmålet om forholdet mellem politisk revolution og religiøst håb eller eskatologi.«

Falske sandheder

— Lad os gå videre til den forestilling, som ikke ligefrem har motiveret folk til at sende Dem buketter (latter): forestillingen om politisk spiritualitet. Kan De forklare en smule, hvordan man politiserer det spirituelle og spiritualiserer politikken?

»Rimeligvis må jeg en dag skrive et studie om de utrolige reaktioner blandt franskmænd vedrørende min stillingtagen til Iran. Jeg er ikke klar over, hvordan man har reageret i de andre europæiske lande, men i Frankrig har det været helt tosset. Det var et eksempel på noget, som ... fik folk til at blive ude af sig selv. Vel at mærke sådan, at tre journalister, som bestemt ikke var middelmådige, kunne ende med at fabrikere usandheder om mine egne tekster og tillægge mig dem. Nå, ja, fabrikere usandheder med sætninger, der ikke stammede fra mig, tekster, der ikke var mine, ord, der ikke var mine, og tillægge mig dem for at vise, at jeg billigede henrettelse af jøder, for at man kunne sige, at jeg billigede de islamiske tribunalers handlinger og så videre. I respektable aviser. Så folk gik amok.«

»Sætningen, jeg skrev vedrørende den politiske spiritualitet, var som følger: Jeg sagde, at det, som jeg havde fundet dernede, var sådan noget som en søgen efter en politisk spiritualitet; og jeg sagde, at den forestilling, som nu for os er fuldstændig obskur, var fuldstændig klar og fortrolig i det 16. århundrede.«

Calvinismen

»Personligt har jeg aldrig længtes efter en politisk spiritualitet, hvad man så end siger. Jeg sagde, at jeg dernede så en meget mærkværdig, meget besynderlig bevægelse, som man kun kan forstå i analogi med ting, der er hændt her (...) en politisk spiritualitet. Der findes et fremragende eksempel på det, som vi trods alt ikke har glemt fuldstændigt, eftersom det stadig har en vis aktualitet hos os, nemlig calvinismen. Hvad er Calvin, hvis det ikke er viljen til at tage ikke bare en religiøs tro, ikke bare en religiøs organisation, men en samlet form for spiritualitet – dvs. et individuelt forhold til Gud, et individuelt forhold til spirituelle værdier – og overføre alt det til politik. Nå, men, det var calvinismens projekt, et projekt, der tager form af en anden religiøs bevægelse. Det er, hvad der skete i Vesten. Det er, hvad der har fundet sted i Vesten; og det er det, som fandt sted i bevægelsen år 1978 i Iran. Personligt (latter), har jeg aldrig forestillet mig, at politisk spiritualitet på nuværende tidspunkt kunne være en forhåbning (aspiration) ...«

—  ... Et svar ...

»... en mulig eller ønskelig løsning eller en forhåbning i Vesten. Vi er tusinde mil fra det. Det bedste bevis på, at vi er tusinde mil fra det, er, at vi er nødt til at henvise til historiske kilder for at forsøge at forstå det. For det andet har jeg aldrig foregivet, at politisk spiritualitet var løsningen, ikke engang på Irans problemer. Husk bare, hvad der skete i Europa i det 15. og 16. århundrede: Ting ender ikke, sådan som vi forventer det; og det, som hændte, ledte til nogle hensynsløse ting. Politisk spiritualitet var aldrig paradis på jord. Se blot på Calvin og hans politiske spiritualitet. Det førte til en del bålafbrændinger (latter). Der kan du se! Sagt på en anden måde: Jeg beskrev noget, jeg så i Iran. Måske var jeg forkert på den; og jeg går ind for, at diskussion er mulig. Men at ville tillægge mig som en personlig stræben, hvad jeg beskrev som værende en vilje eller en stræben, der for mig at se specielt vedrørte Iran, det er uhæderligt ...«

— Men trods alt beskrev De bevægelsen med sympati? Og Deres stillingtagen var en stor trøst i et miljø kendetegnet af fjendtlighed til denne revolution, sådan som De selv beskriver. De var den eneste, der sagde noget reelt nyt i form af en analyse, ved at sige, at det ikke bare var fanatikere, der gik ned på gaden, og at det var islams tilbagekomst.

»Ja, øh, på den ene side, om De vil, fordi jeg ikke tror, at man overhovedet kan forstå noget ordentligt, hvis man er fjendtligt indstillet over for det. Og hvis jeg havde en følelse af fjendtlighed i forhold til alt det, ville jeg aldrig være rejst derhen, fordi jeg ville have været sikker på ikke at kunne forstå det.«

»For det andet forekommer det mig faktisk, at der er en risiko, i hvert fald en mulighed for, at de revolutionære bevægelser i de såkaldte Tredje Verdens-lande; for at de voldsomme og forcerede bevægelser, der søger sociale og politiske ændringer, nu i stadig stærkere grad vil søge at slå rod i disse landes kulturelle baggrund, i stedet for at søge at modellere sig på Vesten, det liberale og marxistiske Vesten. Jeg mener at, det er, hvad der risikerer at sprede sig. Hvad der er i færd med at brede sig. Og at det, som sker i Afghanistan er af samme type (...) I hvert fald forekommer det mig, at man her har ... at der er noget, som man må tage seriøst, at man må lægge mærke til, hvad der sker, om ikke andet fra et strengt taget historisk synspunkt.«

Sympati med oprøret

»For det tredje og sidste: Hvis jeg har haft sympati ud over selve denne historiske og politiske nysgerrighed, skyldes det, at jeg faktisk mener, at hvis man tager højde for, hvilket regime Shahens var – for den politisk-økonomiske undertrykkelse, for udbytningen af befolkningen, for den maskerede imperialisme, osv. – så er det en god ting, at en hel befolkning gør oprør mod det regime. Og jeg vil endda sige, at det var en rigtig god ting – for så vidt som islam i det mindste tillod det – at hele folket tog aktiv del. Befolkningen kunne genkende sig selv i det. Det forekommer mig, at denne bevægelse gav genlyd helt ud på landet i Iran, for så vidt som den refererede til noget, som de genkendte som deres. Hvorimod, hvis bevægelsen havde fundet sted i klassekampens eller frihedsrettighedernes navn, så er jeg ikke sikker på, at den ville have haft det samme ekko eller fået den samme kraft.«

»Det er grundene til, at jeg havde sympati, men denne sympati gik aldrig så langt som til at sige: for det første, at vi skulle imitere det, og for det andet, at det, der ville komme ud af det, ville blive paradis på jord – så langt fra. Jeg har ganske simpelt fældet en dom om karakteren af en kraft, som jeg lagde mærke til, og som jeg kun kunne skrive under på, i det omfang at dens umiddelbare mål var at vælte dette imperialistiske regime, dette udbyttende regime, dette...«

— ... morderregime ...

»... dette regime, der udøvede polititerror.«

— De placerer altså Dem selv fuldstændigt uden for hele den strømning, som man kalder tilbagevendingen til det hellige?

»Bestemt! Jeg har aldrig indtaget nogen position ... jeg tror, at man kan sige, at for en vesterlænding ... I hvert fald jeg som vesterlænding er af den opfattelse, at min holdning i forhold til religion ikke angår nogen; og jeg har aldrig indtaget noget politisk standpunkt, noget standpunkt i offentligheden vedrørende dette. Jeg taler aldrig om det. Og jeg er, kan man sige, på en og samme tid for historisk og for relativistisk til at have den absurde ide (latter) at gøre det, som jeg så i Iran, til et banner for en ny profetisme.«

»Lad os vende tilbage til det hellige! Alt det angår ikke mig med rette. Under alle omstændigheder er det ikke noget, jeg gør. Jeg forsøgte at beskrive, hvad jeg så. Opgaven var at finde ud af, hvorfor det, som fandt sted dernede, realiteten dernede, udgjorde sådan en krænkelse for Vesten. I en sådan grad at jeg, som beskrev denne realitet, selv kunne blive betragtet som en fanatisk profet.«

Foucault rejste til Japan i 1978 for at studere zenbuddhisme, så at påstå, at han ikke interesserede sig oprigtigt for spiritualitet er en fejltagelse, men at påstå, at Foucault var islamist eller fundamentalist, er lige så fejlagtigt, mener dagens kronikør.
Læs også
Det er enten dårlig tabloidjournalistik eller decideret manipulation, når Villemoes påstår, at Foucault blindt forsvarede pædofili
Læs også
Serie

Foucault-fejden

Da Per Aage Brandt redegjorde for Michel Foucaults utrykte interview om spiritualitet og støtte til det islamiske oprør i Iran, satte det gang i en større debat om den franske filosof. Vi har samlet alle indlæg i denne serie.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Peter Langkjær Bojsen
  • Olaf Tehrani
  • Steffen Gliese
  • Kurt Nielsen
  • Poul Erik Riis
  • Hans Ditlev Nissen
Søren Peter Langkjær Bojsen, Olaf Tehrani, Steffen Gliese, Kurt Nielsen, Poul Erik Riis og Hans Ditlev Nissen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Ørsted-Jensen

Focault var et begavet fjols. Der var ikke noget forgjort i en modernistisk politik for Iran. I det hele taget er der ikke noget galt med modernismen. Det var måden og metoderne der anvendtes der var de forkerte ikke ideen om at fremme Irans egen vej til det moderne og oplysningstiden

Olaf Tehrani

@ Robert Ørsted-Jensen
Foucault ville – siger han – undersøge og prøve at forstå en forhåndenværende situation, og selvom en revolte på modernistisk grundlag ville have været at foretrække, var dette bare ikke muligt i Iran i 1978. Sikkert heller ikke den dag i dag, for øvrigt.
Og Foucault havde helt ret: Shahstyret var både polititerroristisk og imperialistisk.

Robert Ørsted-Jensen

Steffen, jeg har adskillige persiske venner, de ser ikke dette på den måde, flere af dem er endog end med at ønske sig tilbage to Shahen styre. Men ok det er også unge mennesker der er flygtet fra styret.