Information sendte en journalist til folkeskolens afgangsprøve – du gætter aldrig, hvilken karakter han fik

Opgaven

Gennem tiden har mennesker kæmpet for ændringer af livsvilkår. Fx kampen for borgerrettigheder rundt om i verden, frihedskampen under 2. Verdenskrig og kampen for dyrevelfærd. I dag påstås det, at unge udelukkende kæmper for likes og materielle goder.

Svaret

Lad mig starte med en lille historie: I december 1914 stævnede den britiske polarforsker og flådeofficer Ernest Henry Shackleton ud fra England på sin tredje ekspedition for at nå Sydpolen – med 28 mand og 70 hunde på skibet Endurance. Men alt gik galt.

De løb ind i Antarktiske storme, og skibet måtte skubbe sig gennem en tyk grød af is, til sidst frøs det simpelthen fast i isen, som et stykke træ i en sø om vinteren. I over et halvt år drev de bare rundt og rundt i minus 50 grader og ventede på, at foråret skulle komme og slippe skibet løs. Men den gik ikke.

I stedet begyndte isen langsomt at kvase skibet, det tog vand ind, så Shackleton gav ordre til at slæbe mad, udstyr og de tunge redningsbåde ned på isflagerne og trække det hele efter sig i ugevis, indtil de nåede det åbne hav. Så sejlede de i fem dage gennem et is- og stormhelvede, indtil de forkomne søfolk landede på en gold og kold ø, der hedder Elephant Island.

Det var første gang, de var på land i 497 dage. Men hvad så?

De var ved verdens ende, og øen lå så afsides, at ingen skibe kom forbi. Der var kun én mulighed for redning: At sejle 1.300 kilometer i åbent ishav i en seks meter lang redningsbåd til én af de små øer ved Argentinas sydspids. Så det gjorde Ernest Henry Shackleton.

Han udpegede fire mænd til turen, og fik skibstømreren til at lave et lille tag på en af redningsbådene af sejldug, olie og sælblod, og så lagde de ellers fra land og roede i 15 dage gennem storm og mørke og frost, og på mirakuløsvis (og på grund af en brillant navigatør) nåede de en lille ø. Men der var ingen mennesker.

Ernest Henry Shackleton vidste, at der lå en norsk hvalfangerstation på øens modsatte side, så han lavede et par snestøvler ud af skruer og skibssko, samlede det sidste reb, han havde tilbage, og brugte en tømmerøkse til at forcere den bjergkæde, der løb på tværs af øen. 51 kilometer på 36 timer. Og den 20 maj 1916 væltede han ind ad døren hos de norkse hvalfangere, som slog alarm.

Det tog redningsholdet tre forsøg at nå sømændene på Elephant Island. Ernest Henry Shackleton ankom til London knap tre år efter, han var stævnet ud – midt under Første Verdeskrig.

Nå men, jeg har lige tilbragt en halv time på internettet for at undersøge historien om Ernest Henry Shackleton. Sådan er de moderne regler til folkeskolens afgangseksamen nemlig. Jeg sidder på Tove Ditlevsens skolen på Vesterbro, hvor skolelederen både synes, det er sjovt og ret underligt, at en 32-årig journalist pludselig vil tage den skriftlige dansk-eksamen, som hele landets 9. klasser i dag (onsdag) sidder og sveder over i landet gymnastiksale.

Det første jeg hørt, da jeg trådte ind på skolen i morges var en fyr, der mumlede til sin ven: »Fuck mand! Fuck, jeg har glemt at tage vand med. Fuck.«

Det er noget fuck, for nu skal man have mindst 02 i dansk stil for at kunne komme på gymnasiet. Det har regeringen besluttet. Derfor sidder jeg heller ikke i aulaen sammen med eleverne – det ville forstyrre for meget – så jeg er mutters alene på skoleinspektørens kontor, hvor solen skinner ind på en lille messingbuste af Tove Ditlevsen.

Nå, men jeg skriver altså om ’at kæmpe’, og det må man sige, at Shackleton gjorde. Han ofrede sig faktisk. Der findes mange billeder af en legendarisk avisannonce, som han indrykkede op til ekspeditionen:

»Men wanted for hazardous journey. Low wages, bitter cold, long hours of complete darkness. Safe return doubtful. Honour and recognition in event of success.«

Det er måske/måske ikke en myte med den annonce, men uanset hvad siger annoncen en masse om fortællingen om Shackleton: At han ikke lige frem var en mand, der gik op i penge og varm kakao. Han havde kun latter til overs til fare. Han ville besejre naturen og udforske Sydpolen i videnskabens navn.

Verden var hans modstander. Hans mål var ære og storhed, og hans redskab var vilje, mod og selvopofrelse. På Wikipedia står der endda, at: »Shackleton's concern for his men was such that he gave his mittens to photographer Frank Hurley, who had lost his during the boat journey. Shackleton suffered frostbitten fingers as a result.«

Og hvorfor ævler jeg nu løs om Shackleton? Jo, fordi hans kamp ikke rigtig findes længere, synes jeg. Kamp betyder noget helt andet i dag.

Når man læser opgaveformuleringen til årets skriftlige danskeksamen, får man en fornemmelse af, at den ikke er heeelt neutral: »I dag påstås det, at unge udelukkende kæmper for likes og materielle goder«, står der. Og det er sådan set et pussigt sted at bruge passivformen, ’påstås’. Hvem påstår det? Lærerne? Forældrene? Undervisningsministeriet?

Jeg kan ikke læse sætning som andet end en implicit kritik af ’ungdommen’. At de groft sagt kun går op i to ting: Likes og ting; overfladisk anerkendelse på sociale medier og ligegyldige Yeezy-sko. Og desuden fornemmer man, at formuleringen »overveje forskellen på at kæmpe alene og kæmpe sammen med andre« har en ideologisk kant.

Når opgavebeskrivelsen lige frem starter med at nævne Anden Verdenskrig og borgerrettighedskampene i USA, som er de ultimative eksempler på, at fællesskabet er gået sammen for at besejre ondskab – nazisme og racisme – skal man være en godt dum elev, hvis man skriver et rasende essay om værdien af individets ensomme kamp. Jeg aner intet om den ministerielle bureaukrati-proces, der har ledt op til formuleringen af årets opgaver, men den har næppe været præget af Christopher Arzrouni-liberale.

En anden af de fire opgave, man kan vælge imellem til årets eksamen, hedder ’Begrænset af dit køn?’, hvor man skal lave et debatindlæg om køn med udgangspunkt i nogle tal fra Mary Fonden, der viser, at »knap halvdelen af pigerne og ca. hver femte dreng i alderen 15-24 år har oplevet, at deres køn begrænsede dem i at gøre ting, de gerne ville.«

(i de to sidste opgaver kan man skrive en journalistisk artikel om et mountainbikeløb i en skov eller et brev til en fængselsdirektør).

Kan man så ikke godt mærke, hvad vej vinden blæser? Det ligger lige til højrebene at skrive et debatindlæg om ondskaben ved forbrugerkapitalismen og de overfladiske sociale medier. Og om den herligt berusende kraft ved fælleskabets kamp for ligestilling.

Det jeg vil frem til er, at ordet ’kamp’ i opgavebeskrivelsen næsten kun forstås på én måde: Som en kamp imod forstokkede holdninger til, hvordan man skal være menneske. At ingen skal være »begrænsede« af deres køn, seksualitet eller race. En politisk kamp.

Og den kamp har jeg indtryk af, at eleverne er så rigeligt optaget af. De går da enormt meget på i MeToo og rummelighed og tolerance, gør de ikke? I klima, økologi og dyrevelfærd…Også selvom de måske gør det på deres egen måde, hvor der ikke er nogen modsætning mellem likes og kampen for frihed.

Nå men, min pointe er, at jeg ikke tror, det er dén kamp, som forældre og ministerier skal være bekymrede for. Der er massere af politisk kampgejst derude. Og så kom jeg til at tænke på Ernest Henry Shackleton. For hvor er hans kamp blevet af? I dag er man jo komplet idiot, hvis man vil ofre sig selv for højere idealer. Hvis man taler om og abstrakte ideer, der er større end en selv; om storhed og ære?

Jeg siger ikke, at den historiske person Shackleton, var sådan, men det er sådan, fortællingen om ham er blevet spundet, og det synes jeg er vigtigt i sig selv: At der stadig findes en anden måde at forstå det at kæmpe i verden på, som ikke er politisk – selvom denne anden måde er kuet.

Nu kommer det næsten til at lyde helt religiøst, det kan jeg godt selv høre. Det er ikke meningen. Men jeg sidder tit med fornemmelsen af, at der er et overskud af betydning i verden, og et underskud af mening. Altså: Hvad fanden skal vi egentlig med det hele?

Jeg tror dén fornemmelse er det vand, islamistiske prædikanter fisker i, når de værger folk til deres onde ideologi. Den underlige tomhed, man fornemmer nogle gange, når man sidder alene på en søndag aften, eller hvis én man kender dør. Jeg tror, det er kvaliteten af den kamp – kampen for at finde mening og ære og stolthed og storhed – vi bør være bekymrede for. Ikke den politiske kampgejst eller de sociale medier.

Nå, men nu er de 3,5 time, jeg har til at skrive, allerede ved at være gået (og jeg har ikke engang fået læst ordentlig korretur endnu). Nu blev det hele lidt dystert. Det beklager jeg.

Inden jeg cyklede herover talte jeg ellers med min redaktør, Mikkel, om at det gerne skulle være lidt kækt og tungen-i-kinden. Det blev det nok ikke rigtig. Nu banker det på døren…out of time.