Læsetid: 14 min.

Information er en tænketank, et politisk projekt, et stykke åndshistorie og et kammeratskab

I går udkom bogen ’Hele verden forfra’, hvor nye og gamle medarbejdere på Dagbladet Information skriver om de seneste 25 år på bladet. Her er chefredaktør Rune Lykkebergs fortælling om, hvad han opdagede, da han først kom ind i og senere om bag Informations store mur af ord
Det var fantastisk at opdage, at Information kunne rumme os alle sammen. At avisen hver dag bliver det, vi gør den til, skriver chefredaktør Rune Lykkeberg om sit første møde med avisen. Her i statur som redaktør for det relancerede Moderne Tider først i årtiet.

Det var fantastisk at opdage, at Information kunne rumme os alle sammen. At avisen hver dag bliver det, vi gør den til, skriver chefredaktør Rune Lykkeberg om sit første møde med avisen. Her i statur som redaktør for det relancerede Moderne Tider først i årtiet.

Sigrid Nygaard

5. maj 2018

Information, det var i mit barndomshjem et mystisk objekt. Da jeg var dreng, var det mystiske for mig ikke selve objektet, som var en uoverskuelig ophobning af ord, ord, ord, der var lige så kedelig som siderne i telefonbogen. Og så syntes jeg, Information var grim.

Det ubegribelige var den status, som Information havde i min mors liv. Den lå som symbol på indsigt, lykke og frihed på sofabordene mellem kolossale tepotter, store krus og askebægre i keramik. Den var beviset på, at man tilhørte den lille gruppe af mennesker, som stod for det højeste, bedste og frieste i en verden fuld af undertrykkere, småborgerlige forbrugere, amerikanere, miljøsvin og kapitalister.

Min mor læste den med andagt, og hendes veninder læste den med andagt, og de henviste til Information, så man skulle tro, det var en udvalgt intellektuel ven, de personligt var så heldige at have en særlig adgang til.

Det lykkelige ’vi’

Det var et ritual for min mor at læse avisen. Hun kom hjem fra arbejde, lavede te, ryddede alle ærinder af vejen, lagde sig under tæppet på sofaen og løftede så avisens store sider op foran sig. Klar til at modtage indsigter. Lederne i avisen var det, man skulle mene, og navnene på skribenterne udtalte hun med en fryd, som om de stimulerede en erogen zone i hjernen: Brostrøm, Skyum, Karen Syberg …

Det virkede kultisk på mig, at hun kunne ligge på sofaen og grine ad det, der stod i avisen, der for mig var omtrent lige så morsom som sort-hvide billeder fra en sovjetrussisk arbejdslejr. Min mor var dansklærer, og hun klippede omhyggeligt anmeldelserne ud af avisen og arkiverede dem i et sindrigt system i mapper på sit arbejdsværelse.

Hun havde lagt romaner af Dea Trier Mørch, Tove Ditlevsen, Franz Kafka og Sjöwall & Wahlöö frem til mig, og jeg havde læst dem grådigt. Hun kunne fodre mig med modernistiske klassikere og feministiske romaner, og jeg åd det. Men Information kunne hun ikke få mig til at fordøje. At læse den var ligesom at løbe i sandet på stranden. Tungt og anstrengende, og man kom ingen vegne i de lange artikler.

Jeg abonnerede selv på Alt om Sport og læste alt, hvad jeg kunne få fat i om fodbold, men selv det kunne de skrive om i Information, så det blev livsødelæggende kedsommeligt.

En dag gav hun mig Martin og Victoria af Klaus Lynggaard. Og det var en åbenbaring for mig. Den roman var mit klædeskab i Narnia: Bogen blev døren, man åbnede ind til den virkelighed, hvor alle de smukke mennesker var, den gode musik spillede, og de fede ting skete.

Det ’vi’, som var bogens ’vi’, var det fællesskab, jeg havde ledt efter hele min tidlige ungdom. Jeg købte hele pakken, vennernes dyrkelse af David Bowie og Frank Zappa, deres måde at tale om piger på, deres venskaber, deres fuldskab og deres kærlige intensitet.

Jeg blev intenst venstreorienteret og begyndte at hilse med V-tegn, fordi Martin og hans venner var venstreorienterede og hilste med V-tegn. Jeg blev modstander af de rige og EF, fordi det var Martin og hans venner, og jeg sammenlignede alle de piger, jeg mødte, med Martins Victoria. Jeg læste den tre gange i træk, indtil min mor introducerede mig for opfølgeren Victorias år, som jeg også læste igen og igen. Jeg tog flere gange mig selv i at genfortælle noget, Martin havde oplevet, som om jeg selv havde oplevet det. Teknisk set var det løgn, men i virkeligheden var det rigtigt, for jeg havde mit hoved i deres verden.

’Vi’ rykkede ind på avisen

En dag, efter at jeg var kommet i gymnasiet, fortalte min mor mig, at nu var Klaus Lynggaard begyndte at skrive i Information. Det lykkelige ’vi’ var rykket ind i avisen, og jeg rykkede med. Hver dag, når jeg gik hjem fra gymnasiet, håbede jeg på, at der ville være en anmeldelse af Lynggaard i avisen derhjemme. Jeg sprintede nærmest det sidste stykke hen til postkassen, hev avisen ud og løb ud på toilettet, hvor jeg fandt ro, så snart jeg havde sat mig på tønden. Og foldede avisen ud og læste den omhyggeligt igennem.

Jeg opdagede, at Klaus Lynggaard var en del af en generation af digtere. Så dem måtte jeg vide alt om. Michael Strunge var allerede død, men der var Søren Ulrik Thomsen, der læste op, som om det var musik. Og Pia Tafdrup og F.P. Jac, og så forstod jeg, at ’vi’ længtes efter en bog mere fra Henrik S. Holck.

Nu forstod jeg det med Skyum. For det var jo ham, der havde styr på alle de digtere og hele deres univers. Ham begyndte jeg også at læse, han var jo alle tiders suveræne vejleder i den poesi, som jeg hver aften lå og læste, inden jeg faldt i søvn.

Jeg troede dengang, at digte var gåder, man skulle bryde, og jeg erkendte for mig selv, at jeg ikke forstod poesien. Men det var ikke afgørende, for jeg var en del af det der ’vi’, når jeg læste det. Så jeg bed tænderne sammen og læste Udafnatten og Nye Digte, indtil jeg kunne dem så godt, at jeg kunne citere dem. Og når Skyum havde skrevet, at en digtsamling var vigtig, cyklede jeg over på biblioteket og lånte den med hjem. Martin i Martin og Victoria tog nemlig også hele tiden på biblioteket og lånte bøger.

Avisen, der satter hjerter i brand

Og da jeg blev student i 1993, var Information også for mig blevet et kultisk objekt. Altså det, der stod på kultursiderne og i det tillæg, der hed Moderne Tider.

Det var der, man naturligt kom hen, når man var gået igennem døren til Narnia.

»So what, so what, so fucking what,« stod der på en forside af Moderne Tider under et billede af John Lennon, som illustrerede Klaus Lynggaards store portræt af ham. Jeg havde altid holdt med McCartney, men nu lod jeg, som om jeg var Lennon-mand og altid havde været det.

Jeg rev forsiden af Moderne Tider ud af avisen og hængte den på væggen i mit ungdomsværelse. Så kiggede vi på den, mens vi drak bajere og hørte David Bowie og Lou Reed på mit værelse. Rock’n’roll og poesi: Det var Information.

Det, jeg havde opdaget, var, at man kunne få den definitive vejledning til det poetiske ungdomsliv i en avis. Og den avis var Information. Hvor andre aviser skrev om de ligegyldige ting, der skete i Folketinget og ude på noget så trivielt som arbejdsmarkedet, skrev Information om det, der satte ild i unge hjerter og vilde hjerner.

Torben Brostrøm havde lanceret den første modernisme i Danmark i Information, Hans-Jørgen Nielsen havde gjort op med den og var begyndt at skrive klogt om tv-serier som Dollars. Og Skyum kom bagefter, brød med dem begge to og fortsatte alligevel i deres spor. Det var helt vildt, syntes jeg. Og det synes jeg stadig.

Åndshistorien fandt sted i Information.

For klog til journalistik 

’Hele verden forfra – Dagbladet Information 1993-2018’.

Jeg kom selv ind på Information ved et tilfælde. Jeg havde studeret litteraturvidenskab i nogle år, skrevet en mislykket roman, som heldigvis blev afvist af forlaget, og studeret filosofi i flere år, da en ven, som skrev for månedsbladet Press, spurgte, om jeg ikke ville være med til at lave et stort tema om litteratur.

Jeg var modvillig, fordi jeg så mig selv som filosofistuderende og intellektuel og ikke som journalist. Men jeg forestillede mig, at Press var min tids udgave af Les Temps Modernes, som blev redigeret af Sartre. Og jeg kunne godt lide at skrive langt og skrive tingene igennem mange gange. At sidde med sine egne tekster, men også være en del af et hold.

Press var en vidunderlig skriveskole, men det er en anden historie. Bladet gik nedenom og hjem og blev opkøbt af Information, som dengang havde en plan om at blive et stort mediehus. Men Press kunne ikke løbe rundt, magasinet blev lukket, og vi var et par stykker, som i stedet satte os op på Informations kulturgang, hvor avisens kulturredaktør Christian Lund mødte ind hver morgen med 1.000 ideer til voldsomme kulturdebatter og intense avantgarde-diskussioner.

Jeg mente egentlig, at jeg var for klog til journalistik, men jeg var tiltrukket af Information og ideen om, at jeg kunne stå på sidelinjen og se, hvordan de store ånder satte verden i brand og dikterede tidsånden.

Genierne var bare mennesker

Huset indefra var noget helt andet end det mystiske objekt, jeg havde oplevet i mit barndomshjem. Der var ingen distance til genierne, de var almindelige skribenter, som afleverede for sent, krævede mere plads og frygtede redaktionssekretariatets rettelser. Og der var ingen grænser for, hvad man som ung skribent kunne få lov til. Jeg kunne ringe til alle dem, jeg ville snakke med, og de tog telefonen, og de ville gerne svare på mine spørgsmål. Man kunne gå lige ind i deres hoveder og tage det ud, man skulle bruge. Og der var altid plads i avisen.

Vi sad på kulturgangen på husets øverste etage og var højt hævet over resten af huset. Udland og indland og den slags. Det var vi i hvert fald principielt.

Men på etagen nedenunder var chefredaktøren Jørgen Steen Nielsen optaget af et vildt projekt: Han mente, avisen skulle lancere den internationale venstrefløjsbevægelse ATTAC i Danmark. Mange var intense modstandere af ideen, de mente ikke, Information skulle være politisk aktivistisk, og vi skulle i hvert fald ikke falde tilbage til ungdomsoprørets tid, hvor avisen var et politisk organ, og journalistikken blev til kampagner. 68 var dengang blevet et traume for avisen. Noget, man var vokset ud af, men som man skulle væk fra.

Jeg var ligeglad, jeg var fascineret af, at alle tanker var relevante for Jørgens projekt. Jeg havde læst et kampskrift af den franske sociolog Pierre Bourdieu, og jeg kunne gå lige ned til Jørgen, der ikke anede, hvem jeg var, men gerne ville høre om Bourdieus erkendelser. Og meget gerne ville have dem i avisen. Jeg fik fornemmelsen af, at alt, hvad jeg læste, var relevant for Jørgens projekt. At alle nye tanker passede ind, og alt intellektuelt var relevant. Og jeg ville meget gerne skrive noget, som Jørgen mente bidrog til projektet.

Hele verden tænkt forfra

Jeg havde læst Michel Houellebecq, som endnu ikke var oversat til dansk, og fik lov til at skrive et kæmpeessay om, at ungdomsoprøret var blevet til nyliberalisme, og at frigørelsen nu kulminerede som selvrealisering på markedets præmisser.

Jeg blev sendt til bogmesse i Frankfurt i efteråret 2001 og skrev en reportage hjem om Jürgen Habermas’ tale, da han fik fredsprisen. Og jeg fik lov til at komme med på Christiansborg og dække valget i 2001, hvor Christian Lund og jeg drak os fulde til Dansk Folkepartis valgfest.

Socialdemokratiet tabte det hele, Venstre kom til magten, Dansk Folkeparti var blevet det politiske centrum, og alle de humanistiske holdninger, jeg havde troet på som indlysende sandheder, var sat på spil. Der var terrorattentaterne i New York og Washington og krigen i Afghanistan. En global diskussion om den nye verdensorden.

Jeg læste og anmeldte Slavoj Zizek, jeg ringede og interviewede Tariq Ali i London, og jeg lavede sammen med en kollega en interviewserie om oplysningsidealernes relevans i det 21. århundrede. Jeg bestilte bøger hjem fra Verso i England og skrev om dem i avisen.

Hele verden, som jeg var vokset op med, skulle tænkes forfra. Og det kunne jeg gøre i Information.

Jeg oplevede det fantastiske på avisen, at der var store individualister og et stærkt fællesskab på samme tid. Man realiserede noget større end sig selv, når man realiserede sig selv, og man voksede, når de andre lavede noget fedt. Det var helt anderledes end noget, jeg havde prøvet andre steder

Og så vidste jeg jo, at alt, hvad vi lavede, kom ind i tænkende menneskers hjem som et mystisk objekt. Folk lå faktisk som min mor på sofaen og læste de vilde ting, vi lavede, med andagt.

Den vilde kæreste, man ikke kan gifte sig med

Min tanke var hele tiden, at Information var en slags produktiv pause fra mine virkelige anliggender i tilværelsen. Filosofien på universitetet og det store intellektuelle engagement, som jeg ikke havde fundet formen for endnu.

Det lå i hvert fald fast, mente jeg, at jeg skulle udrette et eller andet ubestemt utrolig stort på egen hånd, som i hvert fald skulle oversættes til fransk og stå i en bog på flere hundrede sider. Men indtil jeg nåede frem til den bestemmelse, kunne jeg skrive for Information.

Jeg mente, at jeg havde det med Information, som David Bowie og kærligheden i Heroes:

»Though nothing, nothing will keep us together
We can beat them, forever and ever.«

Det var, som om jeg havde fundet en vild kæreste, jeg kunne have det sjovt med, men som jeg under ingen omstændigheder kunne blive gift med.

Jeg valgte aldrig at blive journalist på Information. Jeg blev bare ved med at skrive for avisen og komme i huset. Vores nye chefredaktør fyrede af uforståelige årsager pludselig Christian Lund, som havde været min mentor og det sociale samlingspunkt for en ny generation.

Vi sad sammen, Christian Monggaard, Oliver Stilling, Lotte Folke Kaarsholm, Nikolai Thyssen og flere andre på fjerde sal og lavede journalistik, fordi Christian havde sagt, at det var afsindig vigtigt. Og fordi det var sjovt. Tue Andersen Nexø, som jeg studerede med, kom hele tiden ind og hentede bøger. Han var den næste store kritiker i rækken fra Brostrøm og Skyum, det vidste vi allerede dengang.

Christians sidste ord, inden han forlod huset, var, at vi endelig skulle blive for avisens skyld. Jeg vikarierede for ham, inden jeg blev fastansat, og sad næsten et år som kulturredaktør. Og opdagede, hvor sjovt det var at give ideer videre til andre, som tog dem et nyt sted hen og lavede deres egne artikler.

De havde ofte den samme ærefrygt over for avisen, som jeg selv havde haft, og det var vidunderligt at se deres egen forbløffelse, når de fandt ud, at de nu selv var blevet producenter af projektet. Jeg tænkte, at det netop var meningen med avisen. At nye skribenter skulle kunne komme ind og vise os andre, hvad Information også kunne være. Det var fantastisk at se, hvad Information kunne gøre ved dem, og hvad de kunne gøre ved Information.

Verden er for stor til ét spørgsmål

Jeg holdt ugentlige møder med Jørgen Steen Nielsen og Ejvind Larsen, hvor vi diskuterede hele verdens problemer og meningen med Information. De to ting kunne ikke adskilles for Ejvind, som blev med at spørge mig, hvad jeg ville sætte i stedet for ungdomsoprøret, økonomisk demokrati, kulturradikalismen og kapitalismen.

Han tog altid de temaer, som mine tekster kredsede om, og krævede, at jeg besvarede det store spørgsmål, jeg aldrig selv stillede. Nemlig: Hvad skal vi gøre? MED DET HELE! Hvordan kan vi redde klimaet, frigørelsen, fællesskabet og vores egen magt over eget liv?

Jeg blev voldsomt irriteret, fordi jeg syntes, spørgsmålet var forkert. Hvis man kunne stille hele verden som et spørgsmål, ville folk klogere end os for længst have besvaret det. Problemet med marxismen og ungdomsoprøret var netop, hævdede jeg, at nogle få troede, de skulle udtænke sandheden for alle andre. Det bedste, vi kunne gøre, sagde jeg, var at give folk analyser, så de kunne gennemskue de magter, som holdt dem nede, og give dem nye tanker, så de selv kunne tænke videre og tale med deres venner og kolleger.

Jeg forestillede mig samfundet som én stor samtale, og vores opgave var at hæve niveauet, udsigten og indsigten i den samtale. Den købte Ejvind ikke. Og sådan talte vi i flere tusind timer, frem og tilbage. Vi kunne sidde hele nætter og skændes om det.

Noget af det mest interessante var, at det hele kunne være på Information. Jeg var sammen med en ny generation, som kunne gøre, hvad vi ville med avisen. Mette-Line Thorup og Jon Jørgensen og jeg lavede nye tillæg og prøvede at finde på nye måder at skrive på.

Drømme kan realiseres

Vi fik nye praktikanter, som havde deres egne ideer om, hvad der skulle være i Information. Jørgen havde altid nye projekter. Som for eksempel da han begyndte at undersøge grundlaget for Irakkrigen. Jeg husker det, som om han var den eneste journalist i Danmark, der blev ved med at skrive om grundlaget for Irakkrigen. Og det var en overrumplende triumf, da han, som engang var blevet kritiseret for at ville opgive journalistikken for den politiske kampagne, sammen med Charlotte Aagaard, fik Cavlingprisen for deres afdækning af Irakkrigen.

Vi var igen blevet en avis anerkendt for vores undersøgende journalistik.

Da havde jeg allerede været på Information nogle år. Jeg havde langsomt forstået, at alt det intellektuelle og filosofiske, jeg havde søgt ude i verden, kunne realiseres på avisen. Og jeg kunne gøre det sammen med kolleger, jeg betragtede som mine venner, og som, fordi jeg arbejdede så meget, efterhånden også blev min eneste omgangskreds ud over min familie.

Jeg kunne bestille alle de bøger hjem, jeg ville, og skrive om dem i avisen. Jeg kunne interviewe Francis Fukuyama, Alex Honneth, Michael Houellebecq og Brett Easton Ellis. Information blev på den måde min adgang til det, jeg havde længtes efter som ung. En tænketank, et politisk projekt, et stykke ånds-historie, et kammeratskab og en plads uden for samfundet, hvor man alligevel mente, man stod midt i verdens store samtaler. Man kunne skrive bøger, mens man var på Information.

Sådan har jeg haft det med Information lige siden. Det er her, vi realiserer den solidariske version af det amerikanske forsvars slogan: Be all that you can be. Sammen.

Nye unge – nye ord, ord, ord

Man kan lave sine egne podcast om det vigtigste i verden, og man kan lave serier, som introducerer hele den tyske kulturhistorie forfra. Vi kan også lave den bedste undersøgende journalistik, og vi kan lave den kritik, som sætter standarden for, hvordan man tænker over litteratur og kultur i Danmark.

Information har altid været på røven, det vidste jeg godt, og det ved jeg selvfølgelig endnu bedre i dag. Det har altid været imod tidsånden og markedet, mod konjunkturerne og tendenser at lave en avis, som både er modstandsavis og frigørelsesprojekt, cool undersøgelse af virkelighed og kolossale intellektuelle greb om en verden, ingen af os alle alligevel begriber.

Men når vi har været igennem tallene og regnskaberne, fremskrivninger og de faldende markeder, har jeg alligevel altid været sikker på, at der er tusinder af læsere, som hver dag, når de åbner for e-avisen, går på Information.dk eller henter papiravisen ude i postkassen, forventer det samme som min mor, når hun lagde sig rituelt på sofaen og modtog de næste intellektuelle indsigter.

Og jeg ved, at der vil blive ved med at være unge mennesker, der som mig selv tilbage i det tyvende århundrede med et chok opdager, at den kedelige ophobning af ord, ord, ord kan være åbningen til en virkelighed og et fællesskab, de altid har drømt om at blive en del af.

’Hele verden forfra – Dagbladet Information 1993-2018’. 352 sider, ill. 299,95 kr. Informations Forlag

Læs også
De to mangeårige kolleger på Information Ejvind Larsen og David Rehling var for 50 år siden på hver sin side under ungdomsoprøret. Mens David Rehling var talsmand for De Moderate Studerende, var Ejvind Larsen lederskribent på ungdomsoprørets mediepartner, Dagbladet Information. Og spørger man bare til foråret 1968, er de helt enige: Ungdomsoprøret var ikke bare helt nødvendigt. Det var også ganske uundgåeligt.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jes Enevoldsen
  • Oluf Husted
  • Ulla Holger
  • Jørgen Wassmann
  • Katrine Damm
  • Bjørn Pedersen
  • Niels P Sønderskov
  • Lise Lotte Rahbek
  • Frede Jørgensen
  • Christian Mondrup
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Anker Nielsen
  • Ejvind Larsen
Jes Enevoldsen, Oluf Husted, Ulla Holger, Jørgen Wassmann, Katrine Damm, Bjørn Pedersen, Niels P Sønderskov, Lise Lotte Rahbek, Frede Jørgensen, Christian Mondrup, Mikael Velschow-Rasmussen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anker Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Godt vi har Rune Lykkeberg som chefredaktør - en mand der sætter fordybelsen over bundlinjen.
Forresten - Godt gået i Deadline - visse misforståelser fandt sin rette plads og tak for det Rune.

Anne Mette Jørgensen

Som altid velovervejet og indsigtsfuld. Gid der var lidt flere som Rune Lykkeberg og mange flere som læste information.
en ting kan jeg dog ikke bifalde 100% og det er modstandsbevægelsen, som i min familie har gjort livet svært.
Min mor var offer for den franske skoles bombning, som var bestilt af modstandsbevægelsen og det på et tidspunkt hvor alle vidste at tyskerne tabte krigen. Akkurat som atom bombningerne i Japan. Englændernes bombning af Dresden ligeså, som var ren terror.
Men sådan er det jo i krig. Man at historikere ikke bryder sig om at være objektive er en skam.
Jeg er glad for at Hitler ikke vandt krigen. Føj,men det betyder ikke at man ikke kan se på egne fejltrin.

John Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Kære Anne Mette Jørgensen kl. 15:29

Jeg forstår din sorg og vrede over tabet af din mor, men jeg må alligevel tilføje min version til din historie om Den Franske Skole og bombardementet Onsdag den 21 Marts 1945.

RAF havde ikke udstedt et direktiv om at bombe Den Franske Skole. RAF var i marts 1945 efter gentagende henvendelser fra den danske modstandsbevægelse blevet opfordret til at bombe Gestapos Hovedkvarter i København. RAF var fra begyndelsen af meget skeptisk overfor planen om et luftangreb på Shellhuset. RAF flyvertaktiske ledelse mente, at et bombardement i København ville være forbundet med store uundgåelige civile tab og oveni ville de fanger, som var spærret inde på tagetagen af Shellhuset også være så godt som dødsdømt på forhånd ved et luftangreb.

Gestapo og de tyske myndigheder var i foråret 1945 langt fremme med at optrevle Modstandsbevægelsen. Mange danske frihedskæmpere var i fare for at ende foran en tysk henrettelsespeloton. Shellhuset opbevarede en stor del af det tyske arkivmateriale om Modstandsbevægelsen. Derfor ønsket om at ødelægge bygningen. Bemærk ingen vidste i marts 1945, hvornår krigen ville slutte i Danmark. Hver dag og hver time talte for Frihedsbevægelsens overlevelse. Idag havde det været komplet ligegyldigt, for nu kan den slags oplysninger gemmes hvor som helst ude i Cyberworld, men sådan var det ikke i 1945.

Angrebet blev tilrettelagt, så flyene øvede at smide bomberne i lav højde og derved ødelagde kontorene i Shellhusets lave etager og ikke i tagetagen, hvor frihedskæmperne var låst inde for at forhindre et luftangreb på hovedkvarteret.

Til sidst gav RAF efter for modstandsbevægelsens gentagende ønsker om et luftangreb. Onsdag den 21 Marts 1945 blev Shellhuset og København bombet ved et nøje tilrettelagt præcisionsangreb med Mosquito fly og Mustang jagere som jagereskorte.

Den 1 bølge af flyene ramte Shellhuset efter planen om formiddagen medens bygningen var fyldt med arkivmaterialer fremme på bordene og medens Gestapos folk opholdt sig i bygningen. Herved kunne flest mulige af tyskernes bødler og forhørspersonale slås i hjel.

Den 2. bølge af fly. Her ramte en Mosquito en mast på Jernbaneterrænet ved Enghave st. Besætningens fly kom ud af kurs. Der blev kastet bomber over Sønder Boulevard, for at komme af med bombelasten, som ødelagde lejligheder i kvarteret. Flyet styrede derefter i lav højde ind over Frederiksberg og styrtede ned i et anlæg for biler og reparationer, som lå lige ved siden af den franske skole. Flyet eksploderede og brød i en voldsom brand. Den røgsøjle som steg op fra ulykkesstedet blev af 2. grupper af bombefly med eskorte ved en fejl opfattet som Shellhuset. De troede at røgskyen og røgsøjlen var spor fra 1 gruppes angreb. De kastede derfor deres bomber over Den Franske Skole med et forfærdeligt resultat. 87 børn og 18 Lærer/lærerinder blev dræbt ved angrebet. I.alt omkom 116 personer ved angrebet på Den Franske Skole og Frederiksberg. Bomber faldt også fra 3. gruppe over kvarteret ved Henrik Ibsens vej, Maglekildevej, som brændte ned til grunden.

Luftangrebet var på en gang en stor og helt nødvendig hjælp til Danmarks Frihedsråd og desværre en tragedie for Den Franske Skole og de mange civile ofre. Den engelske Marshall Sir Basil Embry og hans flybesætninger mødte op i København og nedlagde en krans til minde om de mange uskyldige civile ofre for angrebet på skolen.

Angrebet på Dresden var et forfærdelig og ikke nødvendigt terrorangreb. Set med datidens øjne, så var hadet mod tyskerne så stort, at de allierede var villige til at nedkalde en hvilken som helst ulykke over landet uanset civile ofre. Tyskerne havde sået vinden med alle deres vilkårlige terrorbombardementer i Warszawa, Polen, Rotterdam, Beograd, Stalingrad, Leningrad, Moskva, London, Plymouth, Coventry, Liverpool. Den der sår vind må høste storm. I Februar 1942 vedtog RAF en ny strategi for bombningen af aksemagternes område. Marshall Arthur Harris introducerede arealbombardementerne af tyske og italienske byer med det bevidste formål at afbrænde og ødelægge enhver form for liv i disse byer. 161 tyske byer gik under i bomberegnen og knap 500.000 civile blev dræbt.

Personligt tror jeg, at kendskabet til KZ-lejrene og de ugerninger, som tyskerne havde anrettet der var stærkt medvirkende til denne ikke nåde strategi, at Tyskland skulle bombes sønder og sammen til sidste minut i krigen. Den berettigede vrede over de helt enestående grusomme forbrydelser, som tyskerne var ansvarlige for den måtte resultere i ønsket om hævn og gengæld.

Den der sår vind må høste storm.

Vi kan glæde os over, at bevidstheden om hvad forrykte og sindssyge diktaturer kan anrette af ulykker i Tyskland i dag er levende i befolkningen og vakt af den grusomme fortid. Må det aldrig gentage sig nogensinde med Nationalsocialismens ondskab. Den ideologi er djævelens værk intet andet.

Link til litteratur Den Franske Skole af Henrik Ahlmann 2005
https://da.wikipedia.org/wiki/Shellhusbombardementet

http://historiskerejser.dk/wendisch-evern-timeloberg/

Nie Wieder Faschismus.
Nie Wieder Krieg.

VH
KFK

Oluf Husted, Mogens Holme og Lars Bo Jensen anbefalede denne kommentar