»Der er ingen opbakning til fjenden«

De er alle sammen tynde på en måde, hvor man kan se, at de er skabt til at sidde på en cykel. Smalle hofter, tynde, men senede arme og muskuløse ben. De er endnu for unge til, at alt hvalpefedt er slidt af ansigtet, endnu ligner de ikke helt den hulkindede professionelle cykelrytter.

Det er morgen på det jyske Scandic-hotel Bygholm lidt uden for Horsens, hvor de syv 17- og 18-årige drenge fra cykelholdet Team Børkop-Carl-Ras sidder og spiser deres morgenmad. Drengene har kørt fire etaper på to dage, og foran dem venter dagens kongeetape på 132 kilometer til det prestigefyldte etapeløb Tour de Himmelfart. Selve navnet smager af lige dele højttravende cykelmytologi og dansk solrigt forår. Drengene er stille. De koncentrerer sig om at få nok energi i kroppen, inden de skal af sted mod den lille by Odder.

Den 18-årige Jonas Zwisler er dagens hovedperson. Med hans lette krop og store udholdenhed er det hans opgave at komme i udbrud og splitte feltet ad, så en fra holdet kan genvinde den gule trøje og vinde Tour de Himmelfart samlet. Det har Team Børkop-Carl Ras gjort de seneste tre år, men her klokken 7:52 sidder trøjen stadig på Herning Cykle Klub.

Græd på vej hjem i bilen

Team Børkop-Carl Ras befinder sig i toppen af europæisk cykelsport. Det er nærmest en underdrivelse at skrive, at holdet har domineret både dansk og europæisk cykelsport, siden det blev skabt i 2005. I en dansk kontekst kan man bare se på banelandsholdet, som blev sendt til OL i Rio i 2016. Alle seks ryttere var opfostret på det Roskildebaserede juniorhold, og blandt dem var to verdensmestre.

Den første gang, Jonas var til træning hos cykelklubben Roskilde Cykelring, begyndte han at græde på vej hjem i bilen. Træningen havde været så hård, at han simpelthen brød sammen, da hans far kom for at køre ham hjem.

»Jeg var ødelagt på en måde, som jeg aldrig havde været før, og jeg kan ikke helt huske, hvorfor jeg tog til træning igen, men det gjorde jeg altså, og det har jeg gjort lige siden. Jeg træner omkring 15-20 timer om ugen, fra min sæson starter i februar, og der drikker jeg slet ikke eller går til fester. Der er det kun cykling, der fylder min hverdag.«

Det er først når rytterne bliver 17 år, at de skal køre som et hold, som man kender det fra Tour de France. For blot et år siden var de individer, hvor alle var mod alle, men nu skal de kunne indgå i den komplekse gruppedynamik, som et cykelhold er, hvor man er sammen, men hvor kun én hyldes som en vinder.

Jonas er mørkhåret med livlige og klare øjne og store, kraftige øjenbryn. Han taler hurtigt og har en ivrig gestik. I gruppen med de syv drenge er han den mest åbne, ikke den mest talentfulde, men en loyal slider, der binder holdet sammen.

Succes

Ikke siden de vilde og dopinghærgede 90’ere har danske cykelryttere vundet så mange cykelløb, som de gør nu. En ny generation af cykelryttere har overtaget, og der kan sættes en dato for, hvornår de genvandt troen på sig selv: Den 6. august 2016 under OL kørte den evigtunge Jakob Fuglsang over målstregen som nummer to.

Under et højspændt og dramatisk løb på en rute, der havde alt, hvad man kunne ønske sig af bjerge, brosten og sidevind, smuttede Jakob Fuglsang forbi favoritterne, da italieneren Vincenzo Nibali styrtede noget så grusomt på dagens sidste nedkørsel og brækkede sit kraveben.

Det var, som om der skete en forvandling med Jakob Fuglsang her. I den efterfølgende forårssæson transformerede han sig fra den bløde jyde til en klarttænkende vinder, hvor han i det prestigefyldte etapeløb Critérium du Dauphiné udmattede og sled sine konkurrenter i stykker og vandt en samlet sejr.

Jakob Fuglsangs selvtillid smittede af på hans danske medryttere, der har stået for en stime af succeser de seneste år. Det er umuligt at placere æren for det noget sted, men sejren indgød uden tvivl de andre selvtillid. De så, at det var muligt. Det så, at det var deres tur til at dominere.

Jeg har allerede brugt så mange år på det, at det er åndssvagt at smide det hele ud. Men jeg er i tvivl, og det er en tvivl, jeg skal undertrykke i en helt ekstrem grad. Hvis jeg er i tvivl, kan jeg ikke vinde, siger Jonas.

Tor Birk Trads

Korsfæstelsens taktik

Klokken er halv ti i Odder, og holdet er samlet på en græsplæne foran en kæmpestor autocamper, hvor forældrene til rytterne løber rundt for at gøre mad og udstyr klar til løbsstart. Rytterne sidder ude i solen i nogle campingstole, mens de ifører sig cykeltøjet. Stortalentet Mattias Skjelmose, der i år blev nummer tre i juniorernes udgave af forårsklassikeren Paris-Roubaix, har en undertrøje på, hvor der står #Skjelmose. Han er klar.

Faren til rytteren Frederik Wandahl, der vandt torsdagens gadeløb, skal smøre alle drengenes ben ind i olie. Han ifører sig de blå gummihandsker og masserer den varmende olie ind i drengenes hud. Holdets sprinter rejser sig op og brokker sig over, at han ikke kan fylde sine shorts ud. Alle drengene griner. Det er ikke fedt at have tynde ben, når man er sprinter.

Holdets sportsdirektør, Dani Petersen, er en tæt og firskåren mand med en stor tribaltatovering. Han har et mildt og lidt bekymret ansigt, der ikke efterlader én i tvivl om hans involvering i cykelholdet. Officielt er han holdets eneste lønnede medarbejder, men det er i høj grad et symbolsk beløb, selv om Team Børkop-Carl Ras er i cyklingens absolutte verdenstop. Holdet er primært drevet på frivillighed og en dedikeret forældreindsats, hvor forældrene er på skift sidder i holdets styregruppe, står for mad, sponsorer og mekanisk ekspertise.

Dani Petersen sætter sig på hug foran drengene, der bliver stille. Det er tid til etapeløbets sidste taktikmøde. Forældrene trækker sig tilbage og henvender sig ikke længere, mekanikerne gør det sidste klar, og drengene gemmer sig nu bag deres store og farvestrålende solbriller, mens deres olierede ben skinner blanke under den brændende sol. Trimmede og muskelspændte venter de på at komme i gang. I baggrunden kører Herning Cykle Klub rundt og varmer op, mens en af rytterne har en højttaler i baglommen, der brager ud med sangen »Sexy and I Know it«. Det er ren herskerteknik, og Dani Petersen må hæve sin stemme.

»Jeg synes, at vi skal koldstarte i dag, og bare angribe fra starten. De skal tænke: Shit, hvordan klarer vi 130 kilometer på den her måde?«

Det er holdets taktik at kontrollere løbet ved at lægge hårdt ud. De skal have ryttere med i det første udbrud, så Herning Cykle Klub bliver sat under pres, og konstant skal køre udbruddet ind. Det er en udmattelsestaktik, som Jonas skal indlede, og derefter må de se, om en af de andre drenge kan holde hjem og tage sejren. Det er en hård og udmarvende måde at vinde et løb på, men drengene er alligevel ivrige, og Mattias Skjelmose råber som svar på Dani Petersens taktik:

»Det skal være en korsfæstelse«

Jonas bryder ind, og stemmer i:

»De skal dø med skoene på.«

De er tændte. Det er ikke for sjov, og det ved de godt. Inden de rejser sig op for at varme op, siger Dani:

»Jonas, du starter med at angribe. Du skal bare give den fuld gas, indtil de ikke kan sidde med. Der ikke noget med at holde igen i dag. Det går bare ikke.«

’Vi er fandme ligesom sådan nogle rockere’

Der er ingen tvivl om, at det at ville være professionel cykelrytter eller elitesportsudøver i det hele taget skaber et ungdomsliv, der er radikalt anderledes end alle andre unges. Det er et liv præget af fravalg og til tider en følelse af ensomhed. Det er et liv, hvor man lever med smerten, hvilket især cykelsporten kræver af én. Det ikke nødvendigvis et sundt liv, men et liv, hvor man konstant er på jagt efter sejren.

Jonas har en tvillingebror, der er som de fleste andre teenagere. Han kan godt lide at sove længe, gå til fester i weekenden, mens Jonas kører cykelløb på en eller anden tilfældig mark.

»Jeg kan have kørt et løb, før han overhovedet er stået op,« siger Jonas.

Alles liv er præget af valg. Jonas er en god cykelrytter, men han er også i tvivl. Han er 18 år, og i en større sportsgren ville han formentlig allerede have en beskeden, lønnet kontrakt. I stedet betaler han som de andre for at køre på Team Børkop-Carl Ras. Når han rykker op næste år, kan han, hvis han er heldig, se frem til en nulkontrakt uden løn på et såkaldt kontinentalhold, der kører i cykelverdenens næstbedste række. Der er ingen juniorer, der skriver kontrakt med den bedste række.

»Jeg har allerede brugt så mange år på det, at det er åndssvagt at smide det hele ud. Men jeg er i tvivl, og det er en tvivl, jeg skal undertrykke i en helt ekstrem grad. Hvis jeg er i tvivl, kan jeg ikke vinde.«

Jonas beskriver cykelmiljøet som et meget lukket miljø, og det kan, siger han, være en af årsagerne til, at det kan være så svært slippe. Man går ikke bare til cykling, man er cykelrytter.

»Jeg er suget så langt ind i det her miljø, og man siger jo nej til kærester, venner og fester. Vi er fandme ligesom sådan nogle rockere, hvor man ikke kan komme ud af miljøet, fordi man ikke kender nogen udenfor.«

På den legendariske Pederstrupbakke udfolder Jonas Zwisler holdets taktik. Angrib fra starten og sæt de andre hold under pres.

Tor Birk Trads

En ram lugt af svedende teenagere

Der lyder en næsten synkron metallisk lyd, idet de 126 ryttere klikker i pedalerne. Bag dem følger holdbilerne med cykler på taget. Der mangler bare lyden af en medfølgende helikopter, så ville det være umuligt at skelne fra et professionelt cykelløb.

Den 14,6 kilometer lange runde strækning, der skal køres ni gange går igennem en række små landsbyer lidt nord for Odder. Ruten er kuperet, og de afgørende ryk skal ske på den knap en kilometer lange Pederstrupbakke, hvor vejen smaller lidt ind og stiger i to etaper mod toppen. Publikum er rykket ud til bakken for at være tæt på begivenhederne. Rytterne kommer forbi første gang, og Mads Klinke fra holdet angriber sammen med Jonas, hvis øjne er gemt bag de orange solbriller. Man kan høre deres lunger arbejde, som et tungt og hektisk åndedræt. Efter knap 20 kilometer gør det allerede ondt. De får et lille hul, inden feltet suser forbi os, og de forsvinder alle på den anden side af bakken. Drengene holder fast i taktikken, og korsfæstelsen af de andre ryttere kan begynde.

Hvis man kun har set cykelløb i fjernsynet, vil man blive overrasket over, hvad der venter én, når man rent faktisk står på sidelinjen. Billederne på ens tv er domineret af helikopterens evige propeller, mens motorcyklernes kamerabilleder viser noget, der ligner et stille og sterilt felt, hvor alle er gemt bag brillerne. I virkeligheden er feltet en larmende og lugtende masse, idet det moser forbi. Lugten af ammoniak fra 126 svedende teenagere hænger tungt over de knaldgule rapsmarker.

Rytterne råber og skriger til hinanden. Fra fronten lyder det: »Jeg slår dig kraftedeme ihjel.« På vej op ad Pederstrupbakken presses kroppen og udstyret til det yderste. Alt knirker, og det er en susende, hvislende larm, der passerer forbi os på denne første runde.

Et helt menneske?

Der er ingen tvivl om, at dansk cykelsport står over for en ny guldalder, hvor den næste generation står klar bag de allerede kendte navne. Den tidligere professionelle cykelrytter og cykeltræner Lars Brian Nielsen fortæller, at man har ændret talentudviklingsstrategien, og at det kan være en af forklaringerne på den nuværende succes.

»I 80’erne og 90’erne var man meget på egen hånd. Der blev man sendt til Italien som 17-årig, og der skulle man klare sig selv. Det gør vi ikke nu. For mig handler det i høj grad om at skabe et helt menneske. Jeg mener, at de skal have en uddannelse, så de kan blive mere hele mennesker. Det er afsindigt, og jeg gider ikke træne dem, hvis de ikke tager en uddannelse.«

Hos Team Børkop-Carl Ras er ambitionen da også at skabe et hold, hvor rytterne både skal præsentere topresultater på et internationalt niveau og præstere på deres ungdomsuddannelser. På holdets hjemmeside skriver de, at dette forudsætter, at rytterne har en helt unik evne til at fokusere, prioritere skarpt og være dedikerede på et tidspunkt i deres liv, hvor tilværelsen for alvor folder sig ud.

Det lyder jo smukt, men er også noget, som en gammel cykelrytter som Brian Holm, der var en del af de kompromisløse 90’ere, ikke giver meget for:

»Man skal sgu ikke være et helt menneske for at køre på cykel,« siger han. »Du skal være hård, og hvis man er helt menneske, begynder man at lytte til sig selv. Så gider man ikke køre i frost og dårligt vejr. Så bliver man hjemme ligesom alle os andre. Man må være et dumt svin og en hård hund.«

Cykling er vitterligt meget anderledes end det, vi andre kalder det normale, og det er holdets manager godt klar over.

»Det kræver en klar kynisme, hvis de unge mennesker skal blive cykelryttere. De er enormt alene og træner for det meste alene. De er udsatte på cyklen og kan styrte og dø. Sådan er det jo. De vælter rundt, men de stopper ikke, og de skal leve med smerte på et helt andet plan end andre mennesker. Når jeg ser Jonas suse forbi med 80 kilometer i timen, så kan jeg godt tænke på, hvad fanden er det egentlig, vi har gang i?«

Man er blevet lidt mere opmærksom på, at rytterne ikke er maskiner, men man er ikke gået væk fra, at de skal reagere som maskiner over for smerte og modgang. De skal altid fremad. Ligegyldigt hvad.

Fra venstre mod højre er det Frederik Wandahl, Jonas Zwisler og Mattias Skjelmose, der får smurt benene ind i olie for at holde varmen i den kolde morgenluft. Stimulering kalder de det.

Tor Birk Trads

Ingen opbakning op ad bakken

Nu kommer rytterne forbi igen. Fra toppen af bakken kan man se hen over skovene og ud til kysten. Som en sort og hurtig masse kommer feltet tættere på. Det er ikke længere samlet, og Jonas og Mads Klinke er blevet opslugt. Med en støvsky over sig kæmper de sig frem mod bakken. De går nærmest i stå, idet de rammer stigningen. De smager mælkesyren i munden, og et øjeblik tøver alle, inden Mattias Skjelmose rejser sig op og river sin cykel så voldsomt op ad bakken, at lyden af carbon under pres hviner ud i den vindstille østjyske eftermiddag.

Mattias Skjelmose trækker farten op, og Frederik Wandahl går i udbrud og får et minut ned til den jagtende gruppe. Sammen med tre andre ryttere splitter han feltet i atomer. Forældrene fra Team Børkop-Carl Ras rækker drikkedunke og energigels ud til drengene. De skal spise en gel hvert 20.  minut, og en sportsbar en gang i timen for ikke at gå sukkerkolde.

Helt bagest kommer en af Herning Cykle Klubs ryttere kørende forbi. Han har ført feltet i lang tid, og er nu blevet sat i det seneste ryk på Pederstrupbakken. Oksende og gispende efter vejret kommer han kørende forbi forældrene. Han når lige at råbe: »Der er ingen opbakning til fjenden?«, inden han sukkertømt kæmper sig videre. Det ser ikke sundt eller sikkert ud, som han vakler op ad bakken.

Det er jo ikke ulovligt

Sundhed og sikkerhed er ikke noget, der fylder meget for Jonas. I foråret styrtede han og brækkede kravebenet under en enkeltstart, men det eneste, han kunne tænke på, var at komme tilbage på cyklen, og det var kun, fordi de sagde stop på hospitalet, at han ikke stillede til start dagen efter. For en udefrakommende kan det være virkelig svært at forstå, hvordan man håndterer smerte som cykelrytter.

»Vi er så langt ude, fordi vi træner så meget. Smerten forsvinder fuldstændig, og den holder simpelthen op med at være relevant. Der går lang tid, før kroppen siger stop, og jeg synes, at noget af det smukke ved cykelsporten er, at den er så hård. Det gør den meget reel.«

Ingen af drengene på Team Børkop-Cykel Ras cykler, fordi det er sundt. Modsat almindelige mennesker, der dyrker motion, er sundhed slet ikke en motivation. Jonas tror ikke selv på, at elitesport er sund for kroppen, fordi man lever så ekstremt.

Han beskriver, hvordan han var så nervøs de første år, han kørte løb, at han brækkede sig hver morgen.

»Det var den blotte tanke på, hvor hårdt det ville blive, der fik mig til at brække mig. Det er simpelthen så hårdt. Det er ikke unikt, at jeg gjorde det. Jeg kender mange, der har haft det på samme måde. Sådan er det bare.«

Unge mennesker, der bliver cykelryttere i dag, skal leve med den evige dopingskygge, og medicin er også en del af drengenes virkelighed. Cykelryttere har altid taget præstationsfremmende midler, og der er ingen tvivl om, at de befinder sig i en gråzone. Jonas fortæller, at smertestillere er konstant tilgængelige.

»Der er nogen, der mener, at det er OK at tage panodiler inden start. Nogle kører med det i flasken. Holdet og forældrene vil selvfølgelig ikke have det, men det hjælper jo, hvis man er styrtet, skadet og har ondt. Min egne forældre er imod, at jeg tager noget overhovedet, men jeg vil hellere tage en panodil, end at blive sat af den grund. Det er jo ikke ulovligt.«

Jonas’ overvejelser giver udtryk for noget andet end kroppens sundhed. Elitesport er et helt andet rum, hvor det ikke handler om at få røde kinder af den friske luft. Det er et sted for opofrelse og kamp, hvor den stærke regerer. Sportens værdi er netop, at den er et afgrænset område, hvor man kan annullere samfundets gældende normer om, hvad det er rigtigt forkert.

Selvfølgelig er det ikke sundt at køre rundt med panodiler i flasken, men det er heller ikke pointen. Pointen er, at i cykelsport kan vi se nogle individer, der tager deres sundhed for givet, og sætter alt på et bræt for at stige op i sejrens lys. Udøveren vil altid gøre det bedre og større, ikke renere og pænere.

Intet andet end cykling

Rytterne er ude på sidste omgang. Frederik Wandahl er stadig i front, men forspringet er nede på 15 sekunder. Ved opløbsstrækningen kommenterer en ophidset speaker de sidste to kilometer. De henter ind på ham, og en kilometer fra mål er han nede på bare tre sekunder, inden han huggende og udmattet kan suse forbi publikum og over målstregen. Savl og spyt står om den udmattede krop.

Frederik Wandahl fra Team Børkop-Carl Ras vinder den 132 kilometer lange etape, men er holdet tilfreds? Inden den sidste etape, havde de fem mand i topti og en enkelt i toptre. Har de forsvaret deres trone, eller er de endelig blevet væltet?

De resterende ryttere krydser stregen, og der er tydelig frustration at spore. De råber ad de andre ryttere, og kører direkte ned til autocamperen. Sportsdirektøren, Dani Petersen, kigger ned på en app. Han kan se, at hollænderen Enzo Leijnse vinder samlet, og at William Blume, rytteren i top tre, er rykket ned på en syvendeplads. Så selv om Frederik Wandahl har vundet etapen, svarer han på spørgsmålet om, hvorvidt dagen har været en succes:

»Nej, det er skuffende, at vi ikke vinder. Det skal vi.«

Holdet er slået. De har ikke levet op til forventningerne, og selv om de er glade for dagens veludførte arbejde på etapen, er deres opgave som hold ikke løst. De har ikke formået at bære en enkelt frem til den samlede sejr.

Tilbage ved autocamperen fortæller Jonas, at han gjorde alt, hvad han kunne, men at det tog alle hans kræfter at være i udbrud. Han gjorde alt, hvad han kunne, men det gør ham ikke glad.

»Jeg er virkelig frustreret over, at vi ikke bærer arven videre og vinder igen.«

Jonas begynder at pakke sammen. Hjul bliver afmonteret, og det gennemsvedte tøj med store hvide svedskjolder bliver krænget af den tynde krop. På spørgsmålet om, hvorvidt han stadig tvivler på, om han vil være professionel, svarer Jonas:

»Når jeg er i det, så er det det eneste jeg vil. Der er intet andet, der tæller, så virker valget ikke svært. Så tænker jeg ikke på alt det, jeg ofrer – dér føles cyklingen mere som et tilvalg. Jeg skal egentlig aflevere en opgave til skolen i dag, men jeg er fuldstændig ligeglad. Lige nu er det bare cykling og intet andet.«