Læsetid: 12 min.

»Det er lidt som at sidde på et tog, man ved kører galt. Enten bliver man siddende, eller også hopper man af«

Dybt inde i de svenske skove ligger Allmogegården, hvor man kan komme på kursus i otte måneder for at lære at slagte grise, bygge huse og dyrke sine egne grøntsager. Det handler først og fremmest om at få et bedre liv. Men det er også et kursus i at overleve de forestående samfundsforandringer, der vil ske som følge af klimaforandringer og systemkollaps
Stadig flere svenskere er interesserede i den selvforsynende livsstil. Nogle tager på højskole for at lære om det. Som en af kursisterne på Allmogegården siger, handler det om, hvordan vi skal leve vores liv, og hvilken verden vi gerne vil give videre.

Stadig flere svenskere er interesserede i den selvforsynende livsstil. Nogle tager på højskole for at lære om det. Som en af kursisterne på Allmogegården siger, handler det om, hvordan vi skal leve vores liv, og hvilken verden vi gerne vil give videre.

Peter Nygaard Christensen

5. maj 2018

Hun har været på vej hertil længe. Først tog Erika Hedman på kursus i at bygge et hønsehus. Så lærte hun at lave kompost efter en japansk metode. Og endelige tog hun på et endagskursus i, hvordan man høster med le. Den 37-årige svensker vil gerne leve mere miljøvenligt og samtidig forberede sig på livet i et radikalt anderledes samfund, når konsekvenserne af klimaforandringerne for alvor sætter ind. Derfor leen, derfor hønsehuset, derfor komposten.

Men for enden af hvert eneste endagskursus ventede en tom følelse, når Erika Hedman vendte tilbage til sin lejlighed i Göteborg. Så sad hun bare der med sine komposteringskundskaber og tænkte: »Hvad skal jeg nu stille op?«

Så nu er hun taget langt ud i skoven.

Her står hun og balancerer på en stige, der bliver holdt stille med hjælp fra tre kvinder i blå, pink og grøn skovmandsskjorte. Hun er på et 11 måneder langt højskolekursus i, hvordan man lever et bedre og mere selvforsynende liv. Og i dag skal hun og et par andre af de i alt 14 kursister lære, hvordan man bygger en veranda.

»Skal jeg banke sømmet i her?« spørger Erik Hedman, i det hun bøjer hovedet bagover, så hun et kort øjeblik er ved at miste balancen.

»Ja, men det skal lige et par centimeter til højre,« svarer Maria Larsson, som sammen med sin mand Bengt Sjöberg ejer den gård, de står midt i.

Gårdens yngste beboer Edith Godwin har fået opkaldt den nyeste kalv efter sig selv. Hun ser til den, muger ud og giver den frisk hø hver dag.

Peter Nygaard Christensen
Allmogegården ligner noget fra Astrid Lindgrens Emil fra Lønneberg med sine røde træplanker, hvide paneler og sprossede vinduer. Den ligger et lille stykke uden for byen Jönköping, derude hvor markerne synes uendelige.

Kvinderne i skovmandsskjorterne diskuterer, om brædderne til verandaen vender den rigtige vej, men kommer efter et par minutter frem til, at den vist er god nok. Fire søm senere kravler Erika Hedman ned fra stigen, tørrer sveden af panden og placerer det gule høreværn, hun har haft på under processen, i håret.

»Det handler om, hvordan vi skal leve vores liv, og hvilken verden vi gerne vil give videre,« siger hun og forklarer, at hun indtil for nylig arbejdede som børnebogsforfatter og fotograf.

Hendes datter Edith Godwin på 10 år løber over mod hende i gadedrengehop og sætter en nyplukket gul blomst bag hendes øre.

»Jeg tænker, at jeg mindsker mit fodaftryk her på jorden, når jeg lever mere klimavenligt. Jeg vil gerne leve i samklang med naturen i stedet for at kæmpe imod den og gøre vold mod den,« siger hun.

Kapitalismekritik

Søger man på kurser i ’självhushållning’ – som på dansk oversættes med ’selvforsyning’ – på de svenske højskolers hjemmeside, kommer der 21 kurser frem. Et af dem er kurset på Allmogegården, som bliver lavet i samarbejde med Mullsjö Folkhögskola og har eksisteret siden januar 2017.

De fleste kurser er blevet oprettet inden for de seneste år og indeholder alle ord som »miljø«, »bedre livsstil«, »omstilling« og »bæredygtighed.« Enkelte skriver direkte om »overlevelse«. Det resonerer på mange måder med den mørke, alvorlige tone, som også kan mærkes på Allmogegården midt i det ellers idylliske landskab.

Det er nødvendigt at vide, hvordan grisen bliver slagtet, hvis man vil spise den, siger holdet bag dagens slagtning. Alt andet er hyklerisk, tilføjer en af dem.

Peter Nygaard Christensen
Maria Larsson, som i dag leder kurset på gården, flyttede selv herud i 2000. Hun opgav sit job som computertekniker i byen for et »bedre liv på landet«.

»Hvem har lyst til at sidde på et kontor otte timer om dagen, når man kan få det her?« som hun siger og slår ud med armene.

Siden da er hendes ambitioner vokset. Det handler ikke kun længere om hende og hendes eget liv, men om de større perspektiver. Faktisk vil hun gerne starte en hel græsrodsbevægelse. Det er derfor, hun og Bengt Sjöberg oprettede kurset sidste år.

»I vores samfund bruger vi for mange af jordens ressourcer, blot for at vi kan sidde fast i det her kapitalistiske system og blive ved med at fodre det kapitalistiske monster med vækst. Det er lidt som at sidde på et tog, man ved kører galt,« siger hun.

»Enten bliver man siddende, ellers hopper man af.«

De, der vælger at skrive sig op til kurset, er ofte omkring 30 år, de har en anden uddannelse med i bagagen, de fleste har haft et job i en af de større byer, og de har alle det til fælles, at de nu vil leve på en anderledes og mere bæredygtig måde. De kommer ud på gården for at tillære sig den praktiske viden, der kræves, for at føre deres visioner ud i livet, forklarer Maria Larsson.

»Men vi er ikke ekstremister,« griner hun.

»Jeg bestilte faktisk en pizza i sidste uge, men der gjorde jeg også korsets tegn imens,« siger hun og kysser sine fingre, fører dem i et kors fra panden, ned til brystet og så fra højre til venstre side.

Tiden er en anden

Tiden på den svenske gård er på mange måder anderledes end i resten af samfundet.

40 minutter efter Erika Hedman og de andre kvinder er gået i gang med at lave det, som på et tidspunkt skal blive til en veranda, har de banket ét bræt fast. Men det gør dem ikke noget, for de »når det, de når,« som hun siger og tilføjer, at sådan er det altid på Allmogegården.

Hen over gårdspladsen kommer Hannes Öckerman slæbende med to mælkejunger, som hænger fra det åg, der hviler på hans skuldre og trykker de lange dreadlocks ind mod ryggen. Han rækker sin højre hånd lidt ud til siden i et vink og smiler, inden han træder ind i nabohuset, som også er gårdens mejeri.

Indenfor sidder en af de andre kursister, som Hannes Öckerman i dag skal lære op. Der er rotationsprincip på gården, og fordi han blev lært op her for en måned siden, er det nu blevet hans tur til at give sin viden videre.

De hælder mælken fra mælkejungerne ned i en såkaldt »pumpeseparator«, som skal skille mælk og fløde fra hinanden, og som skal svinges i gang med håndkraft.

»Du skal op på et sving i sekundet,« siger Hannes Öckerman, mens de tager tid med en iPhone, der ligger på bordet ved siden af maskinen.

»Ja, flot, så er den ved at være der,« siger han opmuntrende, da mælken begynder at flyde ned i skålen foran dem og skummer på toppen.

På den svenske gård bliver maden primært lavet af de grøntsager, de selv høster, og det kød, de selv slagter. De fleste kursister har tidligere boet i byerne, men tror på, at deres liv på landet er bedre. Både for dem selv og for fremtidens samfund

Peter Nygaard Christensen
Han er 30 år, uddannet civilingeniør og har brugt de seneste år på at arbejde som konsulent i Uppsala. Men han følte sig »fanget i et hamsterhjul.« Han flyttede derfor ud på gården – primært for at leve mere miljøvenligt, men også fordi hans største frygt er at blive ensom.

Og den frygt vokser sig kun større i et samfund, hvor idealet er at gøre karriere, have en god bil, et flot hus og se godt ud. Alt sammen »individualistiske ting«, som han siger.

»Jeg tror, der er en risiko for, at der før eller senere kommer et mindre eller større kollaps i vores samfund. Om det er om 15 eller 50 år ved jeg ikke. Der er en grænse for, hvad vi kan nå som menneskehed. Vi kan ikke vækste hele tiden, hverken som population eller økonomisk. Det må kollapse på et tidspunkt,« siger han og pointerer, at han kommer til at være bedre rustet til den fremtid end så mange andre, fordi han her på gården lærer at klare sig selv, producere sin egen mad og passe sin egen jord.

»Det kan folk i byerne ikke,« som han siger.

Identificerer sig med ’preppers’

Klokken 06:01 galer hanen første gang. Og klokken 07:00 står Erika Hedman med en ridehjelm på hovedet. Stropperne dingler under hagen. Dagens opgave er at give hestene deres daglige motion, som foregår i »hestenes have« på én hektar.

Hesten, hun skal ride på i dag, hedder Caramela. Erika Hedman giver hende grimen på og kravler op på en sten, så hun kan nå hestens ryg, inden hun svinger sig op på plads. Det samme prøver en af de andre kursister, men hun ryger direkte ned på jorden, som stadig er fugtig efter natten.

»Kom herover,« siger Erika Hedman. »Den der sten var da også alt for lille, den herovre er nemmere.«

De griner lidt, og hun laver en kliklyd med højre side af munden, så Caramela begynder at gå fremad.

»Alting skal gå hurtigere i vores samfund i dag, og vi bruger mange flere ressourcer. Før i tiden havde vi en anden opfattelse af tid, fordi tingene gik langsommere. Jeg tror, det vil være sundt, hvis vi begynder at tænke sådan igen. Vi behøver ikke være så effektive,« siger hun og holder en kort pause.

»Jeg bliver rørstrømsk af at tale om de her ting,« siger Erika Hedman, mens medkursisten, som nu er kommet op på sin hest, rider op på siden af hende og stryger hende over ryggen.

En gang om ugen skal gårdens affald køres til genbrug. I dag er vognen spændt fast på Pluto, som bliver fulgt på vej af Hannes Öckerman og Oscar Johnsson.

Peter Nygaard Christensen
Et stykke bag dem kan de høre Maria Larsson, som forsøger at agere vejviser. De skal gå til højre, selv om hestene helst vil til venstre. Hun taler stille, selv om hun er mange meter væk fra dem. Det eneste, der kan overdøve hende er fuglenes ihærdige kvidren.

For Erika Hedman er det nemt at identificere sig med de såkaldte preppers, fortæller hun. Det er en gruppe af mennesker, som forbereder sig på alt fra økonomiske sammenbrud til epidemier og naturkatastrofer ved f.eks. at samle forråd, våben og bygge beskyttelsesrum.

Bevægelsen startede i USA i 1929 efter krakket på Wall Street, men har som så mange andre fænomener taget nye former siden, og spredt sig til de fleste hjørner af USA – også til de rigeste afkroge af Silicon Valley og New York – og hele vejen til Skandinavien.

»Jeg kan godt få et sug i maven og tænke, at jeg står midt i en krise,« siger Erika Hedman, men tilføjer, at mange preppers har et noget mere dystert fremtidsbillede end hende.

Hun kan godt følge ideen om at forberede sig. Når samfundet kommer til at forandre sig – på grund af klimaforandringer, og fordi samfundssystemerne, som de ser ud nu, muligvis ikke kommer til at bestå – så vil hun ikke bo i Göteborg eller i en anden storby.

I stedet vil hun bo på landet, hvor det er muligt for hende at »dyrke min egen mad og bygge mit eget hus«, som hun siger og sparker hælene blødt ind i hestens mørkebrune bug.

Griseslagtning

Med et enkelt klik går boltpistolen af.

I samme øjeblik slipper Bengt Sjöberg sit greb om grisens hoved, så den falder om på siden. Benene spræller og banker ind i det madtrug af metal, som Hannes Öckerman netop har fyldt med opblødt brød for at lokke grisene til. Det giver en høj lyd. De to andre grise, som står ved siden af, spiser ufortrødent videre.

Bengt Sjöberg, som er den anden ejer af gården, giver boltpistolen til en af de kursister, der ser på, og tager fat i en kniv, som han skærer grisens hals over med, så blodet pumper ud og blander sig med den mudrede jord.

Efter halvandet minut ligger den døde gris helt stille.

»Det er lidt sjovt, at den spræller sådan,« siger en af kursisterne.

»Men sådan gør levende væsner, det er kroppens måde at reagere på,« siger Bengt Sjöberg afdæmpet og beder dem tage fat i grisens fire ben, så de kan lægge den op på en vogn og køre den hen til slagteriet.

»Faktisk har vi slagtet den sent. Normalt slagter man dem efter tre måneder, men denne her var syv. Det er vel det, man kan kalde slowfood,« siger han grinende.

De trækker grisen ned på gårdens slagteri. På vejen bliver de enige om, at det er nødvendigt at vide, hvordan dyr bliver slagtet, hvis man vil spise dem.

»Alt andet er hyklerisk,« som en af dem tørt konstaterer.

’Jeg vil stemme blankt’

Da uret viser et par minutter over halv et, ringer klokken fra køkkenet. Hannes Öckermann træder ud fra slagteriet og forbi grisens indvolde, som nu ligger og glimter i solen, inden de bliver gravet ned i jorden eller omdannet til hønsefoder.

Lyden af disko siver ud fra køkkenets vinduer og kommer fra den MacBook, som tilhører dagens kok, 30-årige Niels Hansson. Med et viskestykke slænget over skulderen stiller han otte fade på bordet – otte forskellige retter. Tidligere arbejdede han som kok og musiker i Göteborg, så arbejdsopgaven passer både ham og de andre, som ivrigt skovler maden op på deres tallerkener.

Snakken falder hurtigt på det forestående valg i Sverige, hvor Niels Hansson som noget af det første melder ud, at han stemmer blankt, fordi »alle partier har flyttet sig ind på midten, og ingen rigtig vil noget«.

Hannes Öckerman nikker: »Jeg har tidligere været medlem af Miljöpartiets ungdom. Mange af dem jeg kender fra partiet, som er blevet valgt ind, er blevet meget mere mainstream.«

Flere rundt om bordet stemmer i, og når frem til, at de aldrig vil gå ind i politik, men at de vil ændre på de ting, de selv kan gøre noget ved. For eksempel at flytte ud på landet, hvor de kan dyrke deres egen mad og leve i mindre lokale fællesskaber.

Erika Hedman slår sig ned ved bordet. Hun tager sin telefon og af lommen og fotograferer maden på tallerkenen.

»Det ser så lækkert ud,« siger hun.

30-årige Hannes Öckerman tror, at samfundet kommer til at se radikalt anderledes ud på grund af klimaforandringer og systemkollaps. Ved at kunne passe sin egen jord og dyrke sin egen mad føler han sig bedre rustet til fremtiden.

Peter Nygaard Christensen
Hannes Öckerman forklarer, at han meldte sig ud af ungdomspartiet, fordi han ikke mente, de var idealistiske længere. »Jeg savnede, at de ville ændre verden,« siger han.

»Vi kan vise, at livet handler om andet end at tjene penge og forbruge. Her på gården har vi et das, og det går jo rigtig fint. Hjemme i Göteborg havde vi en flot lejlighed, og det hele lignede noget fra et boligmagasin. Her har Edith og jeg ét værelse. Vi har ikke brug for mere,« siger Erika Hedman begejstret.

27-årige Clas Walsten sidder på den anden side af bordet og nikker. Han er den, der udover de to ejere har været på gården længst tid, fordi han har valgt at forlænge sit højskoleophold med et år.

»Jeg tror, vi kan være med til at vise børn, at et frit valg ikke kun handler om, hvilket arbejde man skal have, eller om man skal bo i villa eller lejlighed, men det handler også om at vælge, at man kan bo på landet. Det er et alternativ, de færreste børn vokser op med i dag,« siger han.

Privilegerede bønder

»Hej hej,« råber Erika Hedmans datter Edith Godwin højt, da hun får øje på de andre, og slår støttebenet til sin lilla cykel ned. Hun har netop fået fri fra skole, hvor de en gang imellem taler om klimaforandringer og ofte om at bo på en gård. Det gør mange af hendes klassekammerater nemlig nu, det gjorde de ikke i Göteborg, som hun forklarer.

»Det ville være bedre, hvis vi mennesker måske mere var som de første mennesker på jorden uden en masse biler. De passede bedre på jorden. I dag føles det, som om mennesker ejer hele jorden og gør, hvad de har lyst til,« siger hun, da hun skal gengive, hvad de har snakket om.

Temperaturen har i dag ramt 21 grader, og Edith Godwin har fået lov til at iklæde sig årets første sommerkjole. På fødderne har hun stadig sine tunge vinterstøvler, så hendes tynde, bare ben stikker op som lys på en fødselsdagslagkage.

»Vi skal vist også snart have et par nye sko til dig,« siger Erika Hedman og roder datteren i håret.

Udfordringen ved at skulle købe et par nye støvler – eller nye ting generelt – er, at man ikke tjener ret mange penge ved at være selvforsynende. Og selv om de to er enige om, at de aldrig skal flytte tilbage til byen, er Erika Hedman overbevist om, at hun bliver nødt til at bijobbe ved siden af gårdlivet.

»Vi er jo meget privilegerede. Vi har adgang til internet, og det gør, at vi kan flytte på landet, fordi jeg stadig kan arbejde lidt ved siden af,« siger hun.

»Men helt ærligt, hvis jeg aldrig kunne se en god film eller høre musik, så ville jeg også have svært ved at bo her.«

Det sidste siger hun med et grin og tilføjer, at hun på et tidspunkt også skal have råd til at købe en ny iPhone og en Macbook, for dem kan hun »helt afgjort« ikke leve uden. Og det er måske med til at understrege en nødvendighed i den selvforsynende livsstils kunst. Nemlig kompromiset. For selv om man er hoppet af toget, eller i hvert fald dele af det, er det svært at melde sig helt ud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Wind-Willassen

Nu er vi jo nogen der godt kan dyrke gulerødder og lappe slangen når cyklen er punkteret, uden at skulle på et 11 måneders højskoleophold.
Men velkommen til alle der melder sig ind i handymanklubben/handywomanklubben. M/K.

Flemming Berger, Kurt Sørensen, Karsten Aaen, Bjarne Frederiksen, Hans Aagaard og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Hjemstavnsmuseum for livstilseksperter
(Thorkild Gravlund in memoriam)

"Kom lygtemand og helhest
og havmand fra din havbund
og hjælp os til det ganske land
er blevet til en Gravlund."
(Otto Gelsted)

Henning Kjær

Det selvforsynende liv på landet er lig med en masse af fysisk hårdt arbejde, som mange har sat stor pris på at undgå.

Christian Mondrup, Kurt Sørensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Mette Petersen

Men det er altså ikke sundt at sidde 8 timer foran en computerskærm hver dag!!! Det kunne jo være man kunne finde en eller anden intelligent middelvej, selv om det nok ikke bliver fra Christiansborg at den kommer.