Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Henrik Isager blev læge på sin egen måde

Henrik Isager brændte for musikken, men blev læge ligesom sin far og farfar. I sine bøger og i sin speciallægepraksis udfordrede han lægevidenskabens dogmer og gjorde tingene på sin helt egen facon
I sin speciallægepraksis behandlede Henrik Isager de patienter, der blev afskrevet af det, han kaldte »kulten positivisme«.

I sin speciallægepraksis behandlede Henrik Isager de patienter, der blev afskrevet af det, han kaldte »kulten positivisme«.

Privatfoto

26. maj 2018

På den første dag i skolernes sommerferie cyklede Henrik Isager ofte fra sit barndomshjem i Aalborg til sine bedsteforældre i Ry. 150 km stik syd ad støvede grusveje. Undervejs overnattede han i en høstak og lå og kiggede op på sommerhimlen, som på den årstid aldrig blev rigtig mørk. Han elskede stilheden. Friheden.

Han gik helst sine egne veje i livet. Gjorde tingene på sin egen måde. Kun på ét område var fodsporene allerede betrådt for ham: Han skulle være læge, ligesom hans farfar blev det i 1891 og hans far i 1927. Også selv om musikken fyldte det meste af hans tilværelse.

Så i 1961 dimitterede Henrik Isager som cand.med. fra Københavns Universitet. Men også i lægegerningen fandt han sin egen vej. Han underviste i videnskabsteori på medicinstudiet, og efter tre årtier på hospitaler åbnede han sin egen speciallægepraksis, hvor de patienter, som kom i klemme i sundhedsvæsenets diagnosefokuserede kassetænkning, kunne få behandling for lidelser som kronisk træthed eller muskelsmerter.

Firhændigt klaverspil

Danmark var lige blevet besat af Tyskland, da Henrik Isager begyndte i skole i Aalborg. Hans forældre skjulte tyske desertører og danske modstandsfolk på loftet. Det var for risikabelt at tale om krigen, så han snakkede med dem om andre ting – såsom sommerfugle, for det var en tysk desertør meget optaget af. Henrik Isager arvede senere den samling af sommerfugle på knappenåle, hans far oprindeligt havde fået af tyskeren som tak for husly.

Henrik Isagers far var overlæge på det tuberkulosesanatorie i Ry, som farfaren havde startet. Senere blev han kunstanmelder på Aalborg Stiftstidende. En udadvendt levemand med holdninger. Henrik Isager var lige modsat. Han brugte helst sine eftermiddage alene på biblioteket fordybet i en bog eller foran klaveret.

Det var også sådan, han mødte sin kone, Lisbeth Lund. Gennem musikken. De boede begge på Hagemanns Kollegium i København og spillede klaver sammen – gerne firehændigt. Men hvor Lisbeth Lund gjorde musikken til sin levevej og blev musikpædagog, fulgte Henrik Isager den medicinske familietradition og blev læge.

Sammen fik de fire børn og et gårdhavehus i Nivå. Herfra cyklede Henrik Isager den knap 30 km lange rute til sit arbejde på et hospital i København. 

Lisbeth og Henrik Isager blev skilt i 1989, men forblev gode venner. Han giftede sig aldrig igen.

En amputeret virkelighed

I sine år som overlæge på Odense Universitetshospital besluttede Henrik Isager at tage en organistuddannelse. Når vækkeuret ringede klokken fem, cyklede han fra sit hjem i Odense til en nærliggende kirke, hvor han øvede dagens salmer på orglet. Klokken otte mødte han ind på infektionsmedicinsk afdeling på hospitalet.

Det var, mens aidsepidemien var på sit højeste. Hundredevis af især mænd blev indlagt, uhelbredeligt syge. Henrik Isager var uenig i opfattelsen af døden som lægevidenskabens fiasko. »Sygdomme vil blive ved med at overhale os,« sagde han.

I 1993 forlod Henrik Isager pludselig hospitalsverdenen. Han vendte aldrig tilbage, men fortsatte videre ud ad sin helt egen vej i livet. Som organist i Verninge Kirke. I kirken var der plads til at snakke om de dogmer, der ikke fik et sprog i lægefaget – som f.eks. døden.

Og så åbnede han sin egen speciallægepraksis. Her behandlede han de patienter, der blev afskrevet af det, han kaldte »kulten positivisme«. Han henviste gerne til alternative behandlingsformer som kraniosakralterapi – blide tryk på kraniets, ansigtets og rygsøjlens knogler – der kunne lindre kronisk træthed og smerter. »Han fortalte mig, at jeg ikke var tosset og ikke fejlede noget psykisk,« som en patient beskrev. 

I bogen Blinde Pletter, som blev Henrik Isagers sidste, samlede han sine erfaringer. »En kættersk analyse af lægevidenskabens amputerede virkelighed,« kaldte han den.

Sværest at være konventionel

Henrik Isager fik alzheimers i sommeren 2016. Langsomt mistede han orienteringen i sit lille, røde træhus på en bakketop omgivet af marker i landsbyen Kogsbølle på Østfyn. Her havde klaveret ellers altid været stemt, reolhylderne fyldt med de nyeste bøger om sundhedspolitik og filosofi og bordet dækket med simreretter med lam, rødvin og krydderier fra egen have, når familien eller fagfæller kom på besøg.

Men efterhånden måtte Henrik Isager sætte små papirlapper op for at huske det hele. »Har været ved postkassen« eller »Har spist morgenmad« stod der på dem. De hang overalt i hans hjem til sidst. Da han fik bivirkninger af alzheimer-medicinen, førte han også journal over dem. Henrik Isager døde ikke af sin Alzheimers, men af en akut infektion, som gik i blodbanen.

»Der skal ikke stilles nogen diagnose her,« sagde han til lægen – en sidste kommentar til sundhedsvæsenet.

I dødsannoncen blev hans yndlingsdigt af Gunnar Ekelöf citeret:

»Visst är det svårt att vara avvikande / men svårare, tror jag, att vara konventionell!«

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Skriv til: modernetider@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Ditlev Nissen
  • Katrine Damm
  • Anne Eriksen
  • Hanne Koplev
  • Marianne Bjerg
  • Laila Lørup
  • Lise Lotte Rahbek
  • Joachim Lund
  • Jørn Andersen
  • David Zennaro
Hans Ditlev Nissen, Katrine Damm, Anne Eriksen, Hanne Koplev, Marianne Bjerg, Laila Lørup, Lise Lotte Rahbek, Joachim Lund, Jørn Andersen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ulla Søgaard

Henrik Isager gjorde en uendelig stor forskel for mange mennesker ramt af fx ME/CFS, som uvist af visse grunde kaldes "kronisk træthed", fibromyalgi og piskesmæld, idet han sammen med en partner på Fyn udviklede en behandlingsform med så god effekt, at en del blev helt raske og en de øvrige fik forbedret deres funktionsniveau og livskvalitet markant.
Han var i sandhed et stort menneske. Ingen gik forgæves, og havde man ikke penge til speciallægehonorar, betalte man, hvad man kunne - eller slet ikke.
Læs hans bog "Stress og udstødelse", hvis du vil vide mere.

Laila Lørup

Jeg har svært ved at finde ord, for som tidligere patient hos Henrik Isager, sørger jeg dybt over, at han er død. Tak for artiklen - den er så fint skrevet. Og jeg synes også, du, Ulla Søgaard fortæller, ligesom det er. For mig var Henrik Isager, Henrik Løvehjerte. Som menneske og læge og fighter for patienter med multisystemsygdomme og vores ret til at blive anerkendte i sundhedssystemet.
Tak for alt, Hentik Isager. Æret være dit minde.

Hanne Koplev

Et fint menneske er gået bort.
Tak for et godt samarbejde og tak fordi du tog dig af mine venners syge barn, som ikke fik hjælp i det offentlige sundhedsvæsen og dette uden beregning.

cathrine engsig

Henrik Isager var som læge en blanding af hjerte, viden og skarp intelligens som formådede af efterleve sit lægeløfte lige til det sidste. Han nåede at hjælpe rigtig mange patienter fra sin klinik og altid blev de mødt med omhyggelighed, stor viden og empati og der fulgte sjældent en regning med. Det betød omfattende udredning, diagnose og behandling af patienter som faldt mellem systemets kasser, men som var alvorligt fysisk syge. Henrik Isager vidste det, fordi han fulgte med i ind- og især udenlandsk forskning, med en utrættelig faglig nysgerrighed og var på mange måder forud for sin tid. Tak til dig Henrik for en formidabel indsats gennem mange år for især de mange ME patienter.
Henrik Isager var æresmedlem af ME Foreningen i mange år.

Anne Eriksen

Henrik Isager mestrede både at være en fantastisk læge og at følge sit hjerte i musikken.
Både "Stress og udstødelse" og "Blinde pletter" er uvurderlige bøger og har budskaber, der burde nærlæses af en hospitals- og lægeverden, ja af alle, i en tid hvor udviklingen går den gale vej.

Lene Christiansen

Henrik Isager lyttede til sine patienter, og det er derfor, at Henrik Isagers patienter holdt så meget af ham. Tak for alt, hvad du gjorde. Tak fordi du havde mod til at forme dine egne holdninger. Hvil i fred.