Et liv er forbi: Libby Arcel elskede samtaler om det at være til som menneske

Det var en forelskelse, der bragte Libby Arcel til Danmark som 19-årig. Året forinden var hun og hendes danske mand, Arne Arcel, blevet gift på Lesbos. Og med sig fra det græske øhav til Herning bragte hun to store dragkister med broderede duge, puder, silkenatkjoler, sølvtøj, sengetøj, sin mormors religiøse ikoner – alt, hvad der hørte sig til en brud fra en god, græsk familie.

Men da Libby Arcel kom frem til den lille danske lejlighed, kunne hun godt se, at broderierne og mormors ikoner måske ikke helt rimede på det minimalistiske, nordiske hjem med Kjærholmmøbler, som hendes arkitektmand havde skabt. I første omgang gemte hun det græske arvegods væk.

De næste 60 år fandt hun sin vej på dansk jord, mens der blev skabt plads til de græske sider i hendes personlige liv: både i hendes personlighed og på reolhylderne i hjemmet. Samtidig brugte hun også sin egen families historie i sit professionelle virke som psykolog, hvor hun særligt arbejdede med migranter, kvinder og socialt udsatte.

Gøre noget for nogen

Libby Arcels far var fagforeningsformand på Lesbos, og da hun kom til Danmark i 1960’erne og oplevede de danske arbejderregeringer, var hun dybt begejstret. Her var det samfund, de ikke selv kunne stable på benene i Grækenland.

Til gengæld blev hun lidt forundret, da hun oplevede, at en række kvinder i 60’ernes Danmark nærmest ikke talte til et middagsselskab. De lod deres mænd føre ordet. Hun forstod udmærket, hvad der foregik, for hun havde allerede som 17-årig læst feministen Simone de Beauvoirs Det andet køn om kvinders rolle, og hvordan den bliver formet af samfundet.

Hendes far havde sagt, at hun ikke skulle blive skuespiller, det var for uanstændige piger. I stedet valgte hun at læse psykologi og kastede sig derefter ud i en årelang faglig kamp for frigørelse og mod magtmisbrug og undertrykkelse – måske inspireret af sin egen mors flugt fra Lilleasien i 1920’erne. For eksempel som da hun i 1990’erne rejste til Zagreb og opbyggede en klinik for voldtægtsofre fra krigen i Eksjugoslavien, eller da hun var konsulent ved krigsforbryderdomstolen i Haag i forhold til hjælp til traumatiserede vidner.

Hjemme i to lande

Hjemme på stuebordet lå der altid en New York Times, en bog hun lige havde læst færdig – og en booket tid til frisøren: Det gik hun til hver anden uge, og så så man hende som regel altid med et farverigt silketørklæde, store øreringe og læbestift.

En af de ting, hun lærte sine børnebørn, var at huske læbestiften, når de skulle ud og møde andre mennesker: »Af respekt for værten,« sagde hun med sin lille accent – det danske stød blev blødere i hendes mund. Hun elskede selv at holde middage og saloner med lange samtaler, hvor emner som eksistens, udenrigspolitik og filosofi var hendes foretrukne.

Libby og Arne Arcel under et besøg på Akropolis i Athen omkring 1960.

Privatfoto

Samtidig med 1970’ernes frigørelsesbølge gik Libby Arcel fra sin mand. En stund flyttede hun tilbage til Grækenland, hvor hun først troede, hun hørte mest til. Hendes søn var også med. Men han havde svært ved at føle sig hjemme, og de rejste hjem igen. Det gav en stor afstand til hendes tre søskende, som hun havde en tæt kontakt med og så flere gange om året. Og det var et  savn ikke at kunne være helt tæt på, da de døde. 

Hver sommer besøgte Libby Arcel Grækenland i flere måneder. Men det var først efter 20 år i Danmark, da hun købte et hus dernede, at hun holdt op med at tænke på, hvor hun hørte mest hjemme. Og dragkisterne? Hun beholdt den ene, den anden fik hendes datter, som har fyldt den med sine egne ting – og broderierne er nu i huset i Grækenland.

Et fint hjerte

Libby Arcel havde booket en billet til Grækenland her til foråret, men kom aldrig af sted. Hun havde fra barnsben en sygdom, der havde tæret på hende de senere år og slidt på hendes hjerte.

Sygdommen betød, at hendes hjerte kunne slå uregelmæssigt: galoppere af sted med hende og give hende følgesygdomme. Og lidelsen betød, at hun jævnligt var på hospitalet livet igennem – i perioder ugentligt og endda dagligt. Det blev næsten en del af hverdagen, at være inde og vende på hospitalet de sidste år.

Det var aldrig noget, hun selv havde meget fokus på, selv om hun de seneste år blev svagere – i stedet planlagde hun alt det, hun ville nå i fremtiden.

I vinter slog hendes hjerte uregelmæssigt igen. Denne gang kom det ikke på plads igen. Det holdt bare op.