Baggrund
Læsetid: 3 min.

Liverpool-træner Jürgen Klopp: Alle de mål, vi har scoret, det er helt vildt

Liverpool er først og fremmest et hold med gejst og passion, og det kan man komme langt med, skriver Informations livslange Real Madrid-fan Bo Kampmann Walther op til lørdagens Champions League-finale
Liverpool er først og fremmest et hold med gejst og passion, og det kan man komme langt med, skriver Informations livslange Real Madrid-fan Bo Kampmann Walther op til lørdagens Champions League-finale

Peter Byrne

Moderne Tider
26. maj 2018

»Det har været en vanvittig sæson,« sagde Liverpools træner, Jürgen Klopp, med et smil på læben.

I Champions League-finalen i Kiev møder The Reds Real Madrid, der drømmer om at hjemtage pokalen med de store ører for tredje år i træk. Det er 13 år siden, Liverpool vandt guld i Europa.

Ingen troede, at de ville nå hele vejen. Men Klopp, som stod i spidsen for Dortmund, der blev besejret af Bayern München i 2012/13-finalen, er ikke i tvivl om sine spilleres meritter. I årets knockoutrunde har Merseyside-klubben slået Porto, Manchester City og Roma. Og vel at mærke scoret 17 mål. Liverpool er først og fremmest et offensivt mandskab.

»Jeg er uendeligt stolt over, hvad drengene har præsteret,« fortalte Klopp til UEFA’s hjemmeside sidste weekend.

»Alle de mål, vi har scoret, det er helt vildt. Vi har scoret syv mål to gange, og det samme med fem mål. Det er vanvittigt, for vi er jo ikke Barcelona, vi er ikke Real Madrid eller Bayern München. Vi er Liverpool og først nu på vej til at blive et virkelig godt hold,« fortsatte Klopp.

Træneren tror på det. Men realistisk set, hvordan er Liverpools chancer? Lad os se på styrkerne og derefter svaghederne.

Den egyptiske forward Mohamed Salah, som Liverpool købte fra Roma i 2017, er løbet med overskrifterne og er en seriøs kandidat til Ballon d’Or. Men Roberto Firmino har også scoret ti mål i den indeværende Champions League-sæson, og Sadio Mané bider dem lige i haserne med ni fuldtræffere. Den offensive trio, som nogle vil kalde Europas ypperste lige nu, er Liverpools suverænt bedste våben mod Real Madrid. Med deres 29 mål imellem sig er de præcist ét mål bedre end Reals berømte BBC, Karim Benzema, Gareth Bale og Cristiano Ronaldo, der i sæsonen 2013/14 scorede 28 gange.

På midtbanen kan Liverpool ikke hamle op med spillere som Casemiro, Toni Kroos, Luka Modric og Isco, men James Milner, som spiller med nummer 7 på ryggen, er alligevel manden, der kan ruske op i Real Madrids boldsikre trekanter og lægge de vitale afleveringer til Salah, Mané og Firmino. Milner har bidt sig fast i Klopps foretrukne formation, og den 32-årige fra Leeds har kvitteret for tilliden med flest målgivende afleveringer i årets Champions League.

Liverpool kæmper ekstremt hårdt på grønsværen. De spiller fysisk og hurtigt. Real vil især få det svært de første 20-25 minutter, hvor netop Milner pisker et højt genpres igennem og igen og igen vil forsøge at sætte Salah og kanterne i scene.

Men det hele er ikke lutter lagkage.

På målmandsposten har Liverpool ikke en spiller fra øverste hylde. Hverken Simon Mignolet eller Loris Karius, som formodes at starte mellem stængerne i Kiev, har præsteret vedholdende gennem sæsonen og er generelt usikre især i feltet.

Selv om Liverpool gik videre fra semifinalerne mod Roma, lykkedes det alligevel de gul-røde italienere, Giallorossi, at score seks gange mod et ustabilt og hullet forsvar. En defensiv med Trent Alexander-Arnold, Andrew Robertson og Dejan Lovren har dog løftet sig med tilkomsten af hollandske Virgil van Dijk, som i januar blev historiens dyreste centrale forsvarsspiller.

Endelig kan Liverpool ikke måle sig med Real Madrid, når det gælder bænken. Spillere som Ragnar Klavan, Dominic Solanke, Alberto Moreno og Danny Ings blegner noget i forhold til Real-folkene Lucas Vázquez, Marco Asensio og Mateo Kovacic.

The Reds er et hold, der tordner ud over stepperne fra første fløjt. Her har de deres chance mod de spanske favoritter. Deres kadence kan falde, især i anden halvleg, og her skal Milner og defensiven træde i karakter. Liverpool er et hold, der kan brillere mod Manchester City i Champions League for så at tabe 0-2 ugen efter til upåagtede West Bromwich. Men Liverpool er først og fremmest et hold med gejst og passion, og det kan man komme langt med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her