Læsetid: 3 min.

Først et vrag på Falster, og pludselig sejler et atomkraftværk gennem Storebælt

Det har været en højintens uge. Fra lyn på Fyn over en magisk ko i Sønderjylland til en kæmpe naziguldskat i Nordjylland, som en lokal mand mener at have fundet med sit hjemmebyggede jordinduktionsmagnotometer.
Venstre fandt en ledig plads 1. maj til at tiltrække sig ekstra opmærksomhed.

Venstre fandt en ledig plads 1. maj til at tiltrække sig ekstra opmærksomhed.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

5. maj 2018

Efter syv dage med det ene både underlige og vidunderlige overbud oven på hinanden har virkeligheden igen bevist, at den er absolut konkurrencedygtig med sig selv.

Først ugens fund: Marinearkæologer bekræftede mandag, at det er et meget gammelt vrag – måske fra 1600-tallet, der stikker snuden op på bredden ved Bøtø Strand på det sydlige Falster, kunne TV 2 Øst berette.

Vragets omrids blev blotlagt, efter en hård forårsvind havde flyttet en masse sand i området, og dermed ville nyheden kandidere til at være ugens vejrhistorie. Hvis altså ikke et kolossalt tordenvejr over Fyn havde kapret scenen ved at stikke to huse på Møllebakken i den vestfynske by Strib i brand og sende flammer ud af stikkontakterne i 15-16 huse, som Fyens Stiftstidende skrev.

Men i disciplinen ’at kapre scenen’ kan selv et tordenvejr ikke hamle op med partiet Venstre, der på arbejdernes internationale kampdag, 1. maj, overtog dagsordenen ved at melde dobbelt ministerafgang. Nok var Esben Lundexit – og – øh – Søren Pindexit overraskende, men Venstre trumfede alligevel sig selv, da de dagen efter meddelte, at Pinds afløser som uddannelses- og forskningsminister blev serieiværksætteren Tommy Ahlers, der er kendt fra tv og tidligere har været mand for mange gode citater om sine nye kolleger:

»Det er egentlig ikke så underligt, at de kun kan finde ud af at bruge penge. For de har aldrig prøvet andet,« har han engang sagt om partilederne til Finans. Og så har Tommy Ahlers kritiseret transportminister Ole Birk Olesen (LA) for »en virkelig dårlig ny taxilov« med ordene:

»Sædefølere!! Velkommen til 70’erne. Om igen, Ole.«

Men ingen af de citater kan dog slå det, som den nye ministers far diskede op med i denne uge. Til DR fortalte faren, Martin Ahlers Hansen, at ikke nok med at Ole Birk Olesen og Tommy Ahlers begge er vokset i den lille sønderjyske by Agerskov; de er også blevet flasket op på samme magiske energidrik: »De er opfostret af komælk fra den samme ko. Så det har været gode køer, de har haft derude,« grinede faren i det, der havde været ugens vildeste påstand.

Hvis det altså ikke lige havde været for en anden jysk mand. For oppe i Vendsyssel havde en Jørgen Christensen på 73 nemlig taget et kompas til 30 kroner, kombineret det med et digitalt multimeter købt i Biltema for 100 kroner, sluttet dem til en selvopfundet magnetisk skanner og ud af det bygget sig noget, han over for Nordjyske præsenterede som et jordinduktionsmagnotometer.

Med dette særlige apparat – og nogle luftfotos fra krigens tid – var det nu lykkedes opfinderen at lokalisere tre underjordiske kamre i byen Asaa, fortalte han avisen. Disse kamre skulle ifølge opfinderen indeholde den naziskat, som en 90-årig tidligere værnemagtssoldat havde berettet om, da han uanmeldt dukkede op i byen i 2013 og satte egnen på den anden ende.

»Der er guld helt op til loftet i alle tre kamre«, sagde Jørgen Christensen.

Men området er fredet og de lokale autoriteter advarede denne uge kraftigt mod at grave, da der måske kan være granater og sennepsgas dernede.

Selv en potentiel naziguldskat var dog ikke nok for virkeligheden i denne uge. Så den lod et 21.500 tons tungt, men dog stadig flydende, russisk atomkraftværk blive slæbt på en pram gennem dansk farvand på sin vej mod Murmansk. Med en sådan eskalering – fra et vrag på Falster mandag til et atomkraftværk, der efter planen sejler under Storebæltsbroen natten til lørdag, tør vi slet ikke gætte på, hvad den kommende uge bringer. Altså, hvad bliver det næste? Kristi Himmelfart eller hvad?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Ugens højdepunkter behørigt og humoristisk kommenteret som for vane fra Mikkel Vuorelas hånd.
Forhåbentligt fortsætter forfatteren med at højne weekendens kvaliteter med sine ironiske betragtninger? :-)