Læsetid: 12 min.

Nordkoreas statsideologi bygger på den drøm om socialisme, der døde med Sovjets sammenbrud

I syv årtier har Nordkoreas statsideologi bygget på drømmen om socialisme. Men siden Sovjetunionens opløsning og Kinas introduktion af markedsreformer, synes Nordkorea alene med sin drøm. I håb om selv at styre Nordkoreas udvikling, har Kim Jong-un forskanset landet bag et sprængfarligt atomprogram
Kontrol ved foden af Juche-tårnet. ’Der findes mange tårne i verden, men kun ét, der symboliserer en hel ideologi,’ siger billedskunstneren  Ro Ik-hwa stolt.

Kontrol ved foden af Juche-tårnet. ’Der findes mange tårne i verden, men kun ét, der symboliserer en hel ideologi,’ siger billedskunstneren  Ro Ik-hwa stolt.

12. maj 2018

En rød flamme lyser fra toppen af Juche-tårnet i centrum af Pyongyang. Mens resten af byen efter midnat er henlagt i mørke, er der stadig lys i toppen af det 170 meter høje tårn i massiv granit. Det er som en konstant påmindelse om, at den socialistiske revolution i Nordkorea ikke er slut.

Nordkorea marcherer fortsat mod den sidste sejr: etableringen af en uafhængig, socialistisk stat, der kan bringe »glæde til hele folket«.

Siden den koreanske halvø med Anden Verdenskrigs afslutning blev delt i to, har Nordkorea kombineret inspiration fra Marx, Lenin og Mao med stærkt nationalistiske særpræg i en ideologi, der bygger på tre søjler: uafhængighed i politik, selvstændighed i økonomien og selvforsvar i militæret – den såkaldte Juche-ideologi, der direkte oversat betyder ’herre over sig selv’.

I løbet af det sidste år har Kim Jong-un udadtil markeret sig med hård retorik og øget antallet og styrken af sine våbentest. En styrkeprøve, der kulminerede med landets sjette atomtest sidste efterår. Samtidig har han indadtil arbejdet for at forbedre levestandarden og skabe en »højt civiliseret nation«.

Det er en politisk strategi, der kan sammenfattes i den såkaldte ’byungjin-linje’, der handler om på en og samme tid at udvikle atomvåben, så Nordkorea ikke bliver angrebet udefra, og styrke økonomien, så styret ikke falder sammen indefra.

Information er rejst til Pyongyang for at forstå, hvordan Kim Jong-un reformerer den statsideologi, der i mere end syv årtier har formet Nordkorea til det, der populært omtales som verdens mest lukkede land.

Selv for besøgende journalister fremstår Nordkorea lukket, men statsideologien og landets selvforståelse gennemsyrer alt, hvad vi får fremvist i det program, der er tilrettelagt for os.

Uafhængighed

Et flere hundrede meter langt rullebånd fører os gennem en korridor ind i Nordkoreas mest hellige rum – mausoleet Kumsusan, Solens Palads, hvor Nordkoreas landsfader Kim Il-sung og hans søn Kim Jong-il ligger lit de parade i hver sin glasmontre.

Som symbol på deres venskab opkaldte Indonesiens præsident, Sukarno, ifølge den nordkoreanske overlevering, en lilla orkidé efter præsident Kim Il-sung, Dendrobium Kimilsungia.

To store verdenskort illustrerer de afdøde statslederes rejseaktiviteter. På det ene elektroniske kort viser de lysende prikker, at udlandsrejserne under Kim Jong-il, der regerede fra 1994 til 2011, var reduceret til et minimum. Det skyldes, at han »brugte alle sine kræfter på at opbygge landet« og rejste rundt til Nordkoreas landområder, forklarer vores mandlige guide fra den nordkoreanske Komité for Kulturelle Relationer med Andre Lande, Kim Kyong-chol.

En anden forklaring lyder, at han var bange for at flyve og derfor kun foretog rejser, han kunne gennemføre i sit specialbyggede tog.

Det andet kort viser, at hans far, landets grundlægger, Kim Il-sung, der regerede fra 1948 til 1994, var anderledes aktiv uden for Nordkoreas grænser.

Selv om han under Den Kolde Krig stod fast på et ideal om at søge politisk og økonomisk uafhængighed fra den globale politiske arena – også fra Folkerepublikken Kina og det daværende Sovjetunionen, så viser kortet, at han foretog næsten lige så mange rejser uden for Nordkorea som i landet.

»Kim Il-sung var en stor leder, der er respekteret verden over for sin antiimperialistiske kamp for et uafhængigt Korea,« konstaterer vores guide, Kim Kyong-chol, da han viser os igennem mausoleets samling af gaver til den mand, der efter sin død blev ophøjet til ’evig præsident’.

Det endegyldige symbol på omverdenens respekt for Kim Il-sung finder vi midt i et blomsterorgie på Pyongyangs årlige blomsterudstilling til fejringen af landsfaderens fødselsdag: En lilla orkidé med tre kronblade, der symboliserer hans »uforlignelige karakter« og »blomstrer på alle fem kontinenter,« fortæller den 21-årige frøken Kim, der viser os rundt på udstillingen.

Orkidéen er ifølge den nordkoreanske fortælling en gave til Kim Il-sung fra præsident Ahmed Sukarno, der ledede Indonesiens kamp for uafhængighed fra den hollandske kolonimagt.

Nordkoreas ledere er ophøjet til en faderskikkelse, der beskytter landets borgere og sikrer deres position som ’verdens lykkeligste folk’.

Under Kim Il-sungs besøg til Indonesien i 1964 viste Sukarno ham orkidéen og udtrykte ønske om opkalde den efter den nordkoreanske leder: Dendrobium Kimilsungia, siger frøken Kim på et fejlfrit engelsk med amerikansk accent.

Hendes fortælling forbigår, at den pågældende orkidé allerede var  navngivet af den botaniker, der havde fremdyrket den: Dendrobium Clara Bundt – efter sin datter.

Frøken Kim fører os op til udstillingens første sal til et udstillingsbord, fra det Nationale Videnskabscenter, der var den første arbejdsenhed, landets nuværende leder, Kim Jong-un, besøgte i 2018:

»Nordkorea har gjort store fremskridt inden for videnskaben,« siger frøken Kim og tilføjer sin udlægning af Nordkoreas militære ambitioner, der sidste år placerede landet øverst på den internationale politiske dagsorden: »Trods sanktioner er vi lykkedes med at fremstille interkontinentale missiler og en atombombe. Vi er en militærmagt.«

Kim vender tilbage til sin fortælling om orkidéen, hvorfor Kim Il-sung i første omgang rejste hjem uden det skrøbelige bevis på venskabet mellem Jakarta og Pyongyang. Den ville visne og dø i den nordkoreanske vinter.

Da Nordkorea et årti senere var klar med et væksthus, var Sukarno væltet. Væk var Nordkoreas ven. Væk var de, der kunne bevidne, at blomsten var opkaldt efter Kim Il-sung.

»Der var kun to eksemplarer af blomsten tilbage,« siger frøken Kim, men slår så ud med armen:

Et lilla hav af 40.000 Kimilsungia-orkidéer bølger foran os. 

Den Store Leder

Store glatte granitblokke er formet til de bærende søjler i Nordkoreas triumfbue, der blev opført i anledning af Kim Il-sungs 70-års fødselsdag i 1982. Hver enkelt af de 25.500 massive granitblokke repræsenterer en dag landsfaderens liv.

På buens to søjler står årstallene: 1925 til 1945, der ifølge den nordkoreanske historiefortælling, markerer de tyve år, hvor Kim Il-sung forlod sit fædreland for at kæmpe i mod den japanske kolonimagt.

Sådan er arkitekturen og kunsten i Nordkorea fuld af symboler til minde om landets ledere, deres liv, deres bedrifter.

Under Kim Jong-un har Nordkorea åbnet for større mangfoldighed i den nordkoreanske modeindustri. Det kommer også til udtryk i Pyongyangs frisørsaloner.

Fra toppen af triumfbuen ser vi ned på en plads, hvor flere hundrede børn er i gang med den ceremoni, der optager dem i den nordkoreanske ungdomsliga og understreger arven fra den leninistiske samfundsstruktur, hvor alle borgere er organiseret i arbejdsenheder og fagforbund.

Netop i dag er en vigtig dag i den nordkoreanske kalender: landsfaderen, Kim Il-sungs, fødselsdag — Solens Dag.

»Det er en stor dag at blive optaget i ungdomsligaen på,« forklarer den unge kvindelige guide, der viser os rundt: »De må være meget spændte og meget stolte.«

Juche-ideologien og respekten for landets ledere er omdrejningspunktet for alt, hvad vi får fremvist i løbet af den uge, vi er i landet.

I udkanten af Pyongyang besøger vi det sted, hvor statens vigtigste symboler bliver skabt – kunstgalleriet Mansudae.

Mellem buster og skulpturer viser en ældre mand med hvidt hår rundt i sit hjørne af det 120.000 kvadratmeter store galleri. Her har han viet sin karriere til at »tjene landet og folket« med sine tekniske færdigheder, siger han.

Nu er han i gang med at forberede en udstilling i anledning af, at det til september er 70 år siden Den Demokratiske Folkerepublik Korea blev etableret.

Vores lokale tolk præsenterer den 80-årige kunstner, Ro Ik-hwa som »en af hoveddesignerne bag Juche-tårnet.« Måske er det derfor guiden har udvalgt ham blandt kunstområdets mere end 1.000 kunstnere. Selv forklarer han, at det slet ikke var ham, der fik de ideer, der i 1982 blev formet til et tårn.

— Kan du fortælle om den røde flamme i toppen af tårnet?

»Det var Kim Jong-ils idé,« siger Ro Ik-hwa og tilføjer:

»Der findes mange tårne i verden, men kun ét, der repræsenterer en hel ideologi.«

En dreng med den nordkoreanske ungdomsligas røde klud om halsen sidder i Pyongyangs metro sammen med sine forældre.

Designerne havde svært at finde det rigtige design, der kunne symbolisere Kim Il-sungs værker, siger Ro Ik-hwa. Han først havde tænkt sig, at indhugge alle teksterne i de massive granitsten. Men så foreslog Kim Jong-il, at stenene i stedet skulle formes som bøger. Det var også ham, der foreslog at de skrev ’Juche’ på tårnet.

Ved foden af Juche-tårnet står en 30 meter høj statue: En arbejder med en hammer i hånden, en bonde med et segl og en intellektuel med en pen.

Denne sidste tilføjelse til det kendte hammer og segl-logo, der er Kinas Kommunistiske Partis emblem og prydede flaget fra datidens Sovjetunionen, er ifølge Nordkoreas egen selvforståelse et udtryk for Kim Il-sungs ideologiske klarsyn: Han vidste, at landet havde brug for de intellektuelle til at skabe den nødvendige teknologiske »revolution«, der kunne »bidrage til menneskets frigørelse fra naturens og samfundets begrænsninger« og dermed sikre Nordkoreas uafhængighed.

Den sidste sejr

I en souvenirbutik, der sælger postkort, smykker, propagandaplakater og samlinger af Kim Jong-uns vigtigste taler, beder vi vores mandlige guide, Kim Kyong-chol, om at vælge de bøger, han synes vi skal læse, hvis vi vil vide, hvordan Juche bliver videreført under Kim Jong-un.

Han vælger blandt andet: Lad os fremskynde den sidste sejr gennem en revolutionær ideologisk offensiv, der rummer Kim Jong-uns tale ved Arbejderpartiets ideologiske arbejderes ottende konference i 2014.

I talen sagde Kim Jong-un, at partiet i de seneste år har satset på landbruget og videnskaben, som de yderste frontlinjer i »forsvaret for socialismen«.

Intentionen var at minde folket om, at det ikke kun er ved frontlinjen, »hvor pistolerne er hævet mod hinanden«, men også i alle andre steder i livet, at det nordkoreanske folk er »engageret i en usynlig, benhård konfrontation og konkurrence med imperialisterne.«

Mænd på broen i parken uden for Nordkoreas mest hellige sted, Kumsusan, Solens Palads, hvor Nordkoreas landsfader Kim Il-sung og hans søn Kim Jong-il ligger lit de parade.

»Hvis vi ved at hvile på laurbærrene og hylde os selv undlader at sætte skub i revolutionen og opbygningen og derved mislykkes med at give rigtige goder til folket, så vil sådan en socialisme miste sin appel,« lød det fra Kim Jong-un.

Kampen mod de frie markedskræfter kan ikke vindes med våben. Den kræver både ideologisk overbevisning og konkrete resultater. Det ved Kim Jong-un.

Los til bolden

En maskine formet som en fod tester en fodboldstøvle ved at sparke en bold mod et tomt mål på væggen. Maskinen er resultatet af Kim Jong-uns besøg til Pyongyangs skofabrik, Ryuwon, i 2015, fortæller Ryong Chong-he, der er ansat i fabrikkens tekniske afdeling:

»Kim Jong-un sagde på sit besøg, at fodboldstøvlers kvalitet skal testes af fodboldspillere.«

Efter sit besøg sendte Kim Jong-un flere hundrede par sko af mærker som Adidas, Le Coq Sportif og New Balance samt forskellige kinesiske skomærker til fabrikken, fortæller Ryong Chong-he og peger stolt på tre skohylder med importerede sko:

»Den store leder Kim Jong-un har sendt disse sko til os, så vores arbejdere kan lære af dem og lave endnu bedre sko.« Et billede på væggen viser en smilende Kim Jong-un, der med en cigaret i hånden, afprøver elasticiteten i en gummisko.

Over det tomme fodboldmål er et af Kim Jong-uns citater trykt på væggen: »Lad os konkurrere mod verden, lad os udfordre verden, lad os lede verden.«

Det betyder, at Nordkorea kan klare sig selv, forklarer Ryong Chong-he og tilføjer:

»Vores fjender kan lave enhver form for økonomisk blokade, men det kommer ikke til at påvirke os,« siger han, mens han viser os igennem fabrikkens gange, hvor propagandaplakater opfordrer  arbejderne til at gøre deres bedste for landet og med blodige illustrationer udpensler, hvilken skæbne hovedfjenden, Amerika, fortjener.

På en plakat bliver en amerikansk soldat gennemsmadret af en nordkoreaner.

Fabrikkens første maskiner blev importeret til Nordkorea af en amerikansk koreaner, men senere har de udviklet deres egne, siger Ryong Chong-he:

»Den store leder Kim Jong-un var meget tilfreds med, at vi har skabt vores egne koreanske maskiner,« siger han og fortæller, at fabrikkens 600 ansatte producerer omkring 1,5 millioner par sko om året.

Den eftermiddag, vi besøger fabrikken, er halvdelen af pladserne ved symaskinerne tomme:

»Vi arbejder hele tiden på at blive endnu mere effektive,« siger Ryong Chong-he før han leder os over i fabrikkens tekniske afdeling og ind i computerlokalet, hvor de ansatte »kan søge oplysninger, hvis de har behov for det.«

Vandlandet Munsu i centrum af Pyongyang er symbol på Nordkoreas fortælling om sig selv som et moderne land, der har formået at trodse FN’s sanktioner.

En mand har Google åbnet i en Firefox-browser. Da vi peger på skærmen og spørger til adgangen til internettet, bliver den straks lukket ned:

»Nej, det er ikke internettet,« understreger vores guide: »Det er det koreanske intranet«:

Bag ham bliver en ny side langsom læst ind på skærmen.

Reformer

Et ufærdigt højhusbyggeri skuler ud over Taedong-floden med sine tomme vinduesrammer. Det er en af Pyongyangs bedste placeringer, fortæller vores guide, Kim Kyong-chol, der har taget os med på en sjælden morgentur.

På papiret er det staten, der ejer alle bygninger.

Men beretninger fra afhoppere og observatører i landet tyder på, at Nordkorea, ligesom det var tilfældet i det tidligere DDR, allerede har et relativt velorganiseret marked, hvor folk med amerikanske dollar eller kinesiske yuan kan købe en lejlighed i stedet for at vente på, at staten tildeler dem en.

Selv om Nordkoreas internationale handel er stækket af de FN-sanktioner, der skal forhindre landet i at tjene penge til sit atomprogram, så vurderer et ekspertpanel i FN, at nordkoreanske virksomheder har formået at omgå sanktioner ved blandt andet at oprette bankkonti i tredjelande.

Disse handelsaktiviteter har ifølge observatører som professor i Koreastudier ved Kookmin Universitet i Seoul Andrei Lankov bidraget til at øge den økonomiske ulighed i landet.

Kim Kyong-chol griner, da vi spørger, om han kunne tænke sig at købe en lejlighed med den udsigt. Lidt efter svarer han:

»De, der kommer til at bo der, er heldige, men der er ingen, der kan købe en lejlighed her. De får lejligheden stillet til rådighed af deres arbejdsenhed.«

— Hvad så med dem, der arbejder hårdt i udlandet og tjener mange penge. Ville de kunne købe en lejlighed i Pyongyang, når de kommer hjem?

»Nej, det kan de ikke«.

— Men hvad kan de så bruge deres penge til?

»Hvis de har tjent mange penge, tror jeg, de først og fremmest vil give dem til staten. Det, der er tilbage, kan de bruge til at købe mad og tøj og give til deres familie. De har ikke brug for at have mange penge. Landet giver dem en lejlighed og betaler for sundhed.«

I særlige butikker kan de, der har råd, købe importerede varer, og i Pyongyangs gader kører både Volvo, BMW og Toyota og forskellige kinesiske biler ved siden af Nordkoreas egenproducerede Pyeonghwa Pronto.

Siden Kim Jong-un som tredje generation i Kim-dynastiet kom til magten i 2011, har Nordkorea gennemført reformer i landbruget, gradvist åbnet for, at bønder kan sælge overskuddet fra produktionen på både statsejede og uofficielle markedspladser samt investeret i uddannelse og teknologi.

Det har skabt spekulationer om, hvorvidt Nordkorea gradvist vil åbne op for markedsreformer ligesom Kina gjorde sidst i 1970’erne.

På et bord i Juche-tårnets lobby ligger en tre uger gammel avis med et billede af Kim Jong-un, der trykker Kinas præsident Xi Jinpings hånd under det nordkoreanske statsbesøg sidst i marts.

Vi spørger den 38-årige kvindelige guide, Choe Hye-ok, der har vist os rundt i tårnet, om hun kan forstille sig, at Nordkorea lader sig inspirere af Kinas markedsreformer.

»Jeg ved det ikke. Vi stoler på, at vores ledere vil gøre det, der er bedst for vores folk,« siger hun og tilføjer:

»Der er en udbredt misforståelse, at Nordkoreas ønske om at klare sig selv betyder, at vi ønsker at være isoleret.«

Hun fortætter:

»På de fleste områder kan vi klare os selv. Men på grund af de svære år i 1990’erne er vi afhængige af import.«

Officielt ejer den nordkoreanske stat alle bygninger og boliger tildeles gennem landets arbejdsenheder. Alligevel findes der er et uofficielt boligmarked for dem, der har råd

Choe Hye-ok og ser alvorligt på mig mens hun forklarer de uheldige sammentræf, der i begyndelsen af 1990’erne slog Nordkorea ud af kurs og førte til en omfattende hungersnød og kostede godt to millioner mennesker livet fra 1995 til 1998: Sovjetunionens opløsning i 1991, lokale naturkatastrofer og Kim Il-sungs død i 1994.

Siden begyndelsen af 1990’erne har den private sektor spillet en stadig større rolle i Nordkorea. Sideløbende har udenlandske virksomheder mistet penge i landet:

På vej til lufthavnen vender vores guide Kim Kyong-chol sig pludselig om og kigger på mig fra sin plads på forsædet. Han rækker mig et forslag til en investering i en koreansk legetøjsproducent: Pyongyang Toy Joint Venture Co.

»Min ven bad mig give det her videre,« siger han og rækker mig en investeringsplan på engelsk.

»På grund af manglende kapacitet hos den tidligere kinesiske samarbejdspartner, blev investeringen afbrudt, og der er et presserende behov for en ny kompetent investor,« står der.

Investeringer i projektet skal bidrage til, at virksomheden kan opnå »monopolstatus på hjemmemarkedet«.

Det forventede overskud er 1,4 millioner amerikanske dollar.

Informations rejse til Nordkorea er støttet af Danida.

Serie

Fred i Korea

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har bygget sin legitimitet på tre ben: et stærkt atomprogram, en forbedret økonomi og total kontrol med alle informationer, der slipper ind og ud af landet. Information fik lov til at besøge det lukkede land for at undersøge, hvilke historier nordkoreanerne fortæller hinanden om konflikten mellem dem og verden – og hvor dybtfølt viljen er til fred med USA og det tabte broderfolk i Sydkorea. Reportagerejsen blev delvist støttet af Danida.

Seneste artikler

  • Fred på den koreanske halvø er forpurret af alt det, vi ikke ved om verdens mest lukkede land

    26. maj 2018
    Midt i diskussionerne om atomnedrustning på den koreanske halvø rejste vi i april til Nordkorea for at forstå, hvordan landet ser sig selv og sin rolle i verden. Efter en uge i Pyongyang har vi fået et unikt indblik i verdens mest lukkede land, men vi kom også i tvivl om, hvorvidt vi bare var statister i et kæmpe teater
  • Set fra Nordkorea er USA ikke til at stole på

    26. maj 2018
    Efter flere måneders forberedelse valgte præsident Donald Trump i slutningen af maj at aflyse det historiske statsledermøde med Nordkoreas Kim Jong-un. Det er ikke første gang de to lande har udtrykt mistillid over for hinanden og spildt chancer for forsoning. Information er rejst til Nordkorea for at forstå, hvordan USA ser ud fra Pyongyang
  • Syv dage i Nordkorea

    12. maj 2018
    Informations fotograf Sigrid Nygaard er netop hjemvendt fra Nordkorea. Se hendes billeder fra det lukkede land her
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

John T. Jensen

Det er forkert. Allerede ved den 5. partikongres i Nordkoreas Arbejderparti i 1970 begyndte man at forlade det kommunistiske grundlag, og i den nye forfatning i 2009 blev alle henvisninger til kommunisme og marxisme-leninisme fjernet.

Nogle mener, at den ideologi der er fremherskende i Nordkorea mest af alt minder om gammel japansk fascisme. Én ting er i hvert fald helt sikker: socialisme/kommunisme er der ikke i Nordkorea - hverken den socialisme/kommunisme der fandtes i Sovjetunionen - eller andre 'varianter' af socialisme/kommunisme.

Erik Karlsen, Henrik L Nielsen og Bettina Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Hvad enten man siger det ene eller andet så findes der en fællesbetegnelse : Rendyrket diktatur.