Læsetid: 3 min.

Der skal noget til for at overgå Platon i politisk urimelige tiltag, som omhandler børn. Men regeringen er ikke bleg for at gøre forsøget

Børn ned til etårsalderen skal lære om det danske samfunds værdier og traditioner, men ministeren forsikrede på Twitter om, at børnene stadig vil få lov til at sove middagslur
Modsat Mai Mercado havde Platon så meget rygrad, at han lod sin håbløse løsning gælde for alle – og i særdeleshed dem, der styrede staten.

Modsat Mai Mercado havde Platon så meget rygrad, at han lod sin håbløse løsning gælde for alle – og i særdeleshed dem, der styrede staten.

Ritzau Scanpix

18. maj 2018

Et lækket notat fra regeringen beskriver et frivilligt læringstilbud til etårige børn. ’Tilbuddet’, som ganske vist vil være tvungent for bestemte udsatte grupper, sigter mod at undervise børnene i demokrati, ligestilling, danske traditioner og andre gode sager.

Det vakte straks en del furore – ikke mindst fordi det viste sig, at der uden for regeringskontorerne fandtes mennesker, som rent faktisk havde været i kontakt med etårige børn. Når ministeren, den konservative Mai Mercado, selv føler sig kaldet til at dementere på Twitter og sige, at man dog ikke har tænkt sig at tvinge børnene til at springe middagsluren over, så ved man, at noget er gået helt galt.

Forslaget forekommer næsten at være en vits. Men når ministeren ikke vil dementere andet end det med middagsluren, så bliver man næsten nødt til at antage, at nogen faktisk mener det, notatet beskriver. Hvordan er det muligt?

Måske de har hørt den gamle børnepsykologiske visdom, som siger, at de første to år af et barns liv er afgørende for, hvordan det kommer til at udvikle sig senere i livet. Måske de har surfet lidt omkring på forskellige hjemmesider og fundet ud af, at børn generelt i etårsalderen begynder at forme de første rigtige ord, som ikke bare er lyde. Måske forslaget netop sigter mod denne viden, og intentionen er, at ord nummer to, tre og fire for børnene i det tvungne – men frivillige – tilbud, skal være ’demokrati’, ’ligestilling’ og ’ytringsfrihed’. Vi formoder, at ingen alligevel vil driste sig til at forsøge at afsætte ’mor’, som nummer ét. Men hvem ved.

Det kan også være, at de bare er blevet skøre.

Platon

Men de, der har udtænkt ideen, vil imidlertid kunne finde støtte et overraskende sted, nemlig i filosofihistorien og vel at mærke endda i den fornemme ende af den: hos Platon. Forslaget er rent faktisk ikke så langt fra nogle af de meget konkrete ideer om indretningen af den gode polis, som han beskrev i bl.a. Staten og Lovene.

Platons værk er en evig kilde til inspiration for filosofien, både i kraft af dets form og dets rige og mangefacetterede indhold. Det, han skrev om opdragelse af børn, var imidlertid blandt de undtagelser, der var decideret tåbelige.

Platon var klar over, at forældre har det med at favorisere deres egne børn og i øvrigt give dem alle mulige, mærkelige griller. For at undgå nepotisme og usunde, nedarvede privilegier mente han derfor, at staten måtte indføre et strengt regimente for børneopdragelse. Fra en helt tidlig alder skulle alle børn fjernes fra deres forældre og i stedet opdrages af officerer, som staten skulle udpege til netop det formål. Her skulle alle lære de samme ting og opdrages til at se fornuften i den statsbygning, som vise mænd havde udtænkt.

Som det hedder i Lovene, bør alle mennesker formes, så de kommer til at prise og fordømme de samme ting på samme tid: »Vores øjne og ører og hænder bør se og høre og handle som om de ikke tilhørte individer, men samfundet.«

Det er ikke svært at se parallellen til forslaget fra Mai Mercados ministerium, også selv om det bestemt ikke var demokratiets glæder, som Platon mente, at børnene skulle undervises i. Tværtimod. I Staten fremsætter Platon nemlig også en berømt og berygtet karakteristik af politiske styreformer. Det bedste er, hvis det er de kloge, der har magten. Denne styreform kalder han for aristokrati. Næstbedst er et militærdiktatur (timokrati) – og så går det ellers fra slemt til værre. Allerdårligst er demokratiet, der for Platon er den styreform, hvor pøblen har taget styringen.

Åbne samfund

Er det ikke, som om vores nuværende regering og dens støttepartier (Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet) har taget det værste fra Platons rangliste over styreformer: Fra toppen den totalitære tendens og fra bunden pøbelvældet, dvs. flertallets tilfældige regering efter tidens fikse ideer? Alle skal opdrages til at hylde og fordømme de samme ting, men vi skal dog stadig huske på, at det er muslimerne, der er det eneste, virkelige problem.

I det mindste var Platon konsekvent. Han havde så meget rygrad, at han lod sin løsning gælde for alle – og i særdeleshed dem, der styrede staten. Det forslag, som den borgerlige regering arbejder med, er derimod, som den mindst overraskende ting nogensinde, rettet ind, så det handler om at forfølge nogle af de svageste grupper i samfundet.

Der skal noget til for at overgå Platon i politisk urimelige tiltag, som omhandler børn. Men noget tyder på, at de ikke er blege for at gøre forsøget i den siddende regering.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Breuer
  • Anders Graae
  • Dorte Sørensen
  • Katrine Damm
  • Anne Eriksen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Troels Ken Pedersen
  • Jørn Andersen
  • Kurt Svennevig Christensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Toke Kåre Wagener
  • Kurt Nielsen
  • ingemaje lange
  • David Zennaro
David Breuer, Anders Graae, Dorte Sørensen, Katrine Damm, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Troels Ken Pedersen, Jørn Andersen, Kurt Svennevig Christensen, Eva Schwanenflügel, Toke Kåre Wagener, Kurt Nielsen, ingemaje lange og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Mon Mai Mercado har sat sig ind i Platon?
Jeg tillader mig at tvivle..

Udover det, er det jo mærkværdigt med en minister, der netop selv har et et-årigt barn, at stille den slags forslag om tvungen demokratisering af umælende små væsner.

Et paradoks der efterhånden skriver sig ind i en lang række af forskelsbehandlende tiltag, der underminerer retsstaten.

Karsten Aaen, Christel Gruner-Olesen, Anne Mette Jørgensen, Dorte Sørensen, Katrine Damm, Anne Eriksen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Kurt Svennevig Christensen

Åh det er godt her i sommervarmen at centeret for den vilde analyse findes og trives i bedste velgående. Sådan en analyse giver samme vederkvægelse som et stort egetræs tætte krone i ens egen have, eller det kolde styrtebad jeg har måtte tage i mangel af noget der bare minder om et træ herude i vandkanten.

Karsten Aaen, Torben K L Jensen, Dorte Sørensen, Katrine Damm, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

Et tåbeligt forslag, fra den tåbeligste Regering
i mands/kvindes minde..

Anne Mette Jørgensen, Peter Wulff, Katrine Damm, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Hvis Platon har haft succes noget sted, det må være i samfundet konstruktionen. Der er meget fra Platon i alle samfund. Det er nemt at finde 2,10,100 personer hylder og bedømmer på samme måde, De har det samme øjne, det høre ikke men de svarer på det samme måde. Man kalder det også indoktrinering. Men det er rigtigt platonismen er for hele samfund, uden forskel mellem stor og lille, og rige og fattige. Islams mohamed siges at han lod sig inspirere af Platon og platonismen. Et eksempel: Ramadan gælder for alle rige og fattige, alle skal faste og være meget sultene i en måned hvert år. Det samme med det danske samfund, det er ikke svært at finde 1000 mennesker, som ikke kender hinanden men "tænker identisk".

Nike Forsander Lorentsen

Jeps, udsatte grupper...hvem bliver de næste gruppe, i denne fremvoksende apartheid dekadence, orkestreret af regimet.

Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ivar Gjørup

Billedet forestiller ikke Platon. Det gør fremstillingen heller ikke. Center for Vild Analyse er på vildspor i denne sag. Læs manden ordentligt, og tænk jer om: Kunne den Platon, som skrev SYMPOSION, have foreslået, at alle over 10 år skal sendes ud på landet, og så tager 'vi' – hvem er dette 'vi' – os af opdragelsen af de små til sande samfundsborgere? Enten var Platon dum, og vi er kloge nok til at tage afstand fra ham, godt hjulpet også af den lange afstand i tid; eller Platon var klog, og vi er for dumme til at begribe ham – her kan afstanden i tid til gengæld tjene som undskyldning ikke for ham, men for os! Du vælger!

Steffen Gliese

Ivar Gjørup, den overklasse, der samledes til symposion for at fejre Agathons sejr (eller var den kun en 2. plads), var jo ikke dem, der skulle opdrages i statens lejre og tages fra de for samfundet slavende mødre og fædre.
Der er en stor lyst til at forskønne Platons oligarkiske projekt, som hele filosofihistorien har lidt af. Men han var altså først og fremmest en indædt modstander af demokratiet, og desværre har hans skrifters fysiske overlevelse tjent til at sværte, hvad der måske er verdens mest vellykkede forsøg på rent faktisk at give magten til flertallet.

Ivar Gjørup

Alkibiades er overklasse. Pausanias, Eryximakhos, Phaidros, Aristophanes er ikke. Borgermænd, jovist, men ikke aristokrater. Havde Platon et oligarkisk projekt? Var han indædt modstander af demokratiet? Skal vi beklage – 'desværre' – at hans skrifter er bevaret? I min bog PLATONS GÅDE (PG) går jeg imod disse udbredte forestillinger. Den udkom i november 2016. Platon kritiserede demokratiet skarpt, det gør vi stadig; men det er på en måde den bedste af alle styreformer, skriver han i 8. Bog af STATEN (PG s. 322). Og ihvertfald mange gange bedre end tyranniet, diktaturstaten . Læs ham ordentligt!

Trond Meiring, Flemming Berger og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Erik Jakobsen

Jeg forstår ikke helt, hvad det er, der er det store problem med at børnne skal til at frekventere daginstitutioner, som jeg har forstået først skal ske når barnet er fyldt år.
Jeg har set ekstremt følelsesladede ord blive fra en imam, så som "at børnene bliver taget fra os" hvilket jo er noget vrøvl, så har jeg her i kommentar feltet det ord som apartheid og regimet, der er ved gud intet apartheid i lovforslaget/loven om at børn fra de omhandlede område med et blidt skub i ryggen bliver skubbet ind i det offentlige daginstitutionstilbud og regimet igen et vrøvleord, det er en lovlig demokratisk regering, der får gennemført loven via et fuldt legitimt Folketing.

Ivar Gjørup

PS: Jeg er enig med Vild Analyse – som jeg læser med stor fornøjelse – om at begrænse statslig opdragelse af småbørn. Blot beklager jeg, at man endnu engang kan trække Platon af stalden og tillægge ham synspunkter, han aldrig har udtrykt. Den sag er vigtig i sig selv, og det brugte jeg 5 år af mit liv på at fortælle min omverden. Men lytter nogen? Den må vi tage en anden gang.