Læsetid: 3 min.

Peter Dyhr var præst på den amerikanske måde

Troen måtte aldrig blive et langhåret og teoretisk fænomen, man prædikede om i tomme kirker. Frimenighedspræst Peter Dyhr så det som sit kald at tage ud i samfundet og vise Gud frem
Da drengene var otte og ti år gamle, tog Peter Dyhr og hans kone, Charlotte, et års orlov for at rejse verden rundt.

Da drengene var otte og ti år gamle, tog Peter Dyhr og hans kone, Charlotte, et års orlov for at rejse verden rundt.

Privatfoto

12. maj 2018

En sommerdag i 1995 trådte Peter Dyhr ud på Nørregade. Som alle nye dimittender fra pastoralseminariet havde han været til en personlig samtale hos Københavns biskop, Erik Norman Svendsen.

Men Peter Dyhrs besøg hos biskoppen havde alligevel skilt sig noget ud. »Du vil for meget, Peter. Du har flere ideer, end den normale folkekirke kan rumme,« havde biskoppen sagt og rådet ham til at starte en frimenighed.

Ude på Nørregade følte Peter Dyhr sig hverken skuffet eller afvist. Tværtimod. Det var en vidunderlig idé, biskoppen havde fået. Peter Dyhr havde nemlig et kald. Da han var 18 år gammel, havde Gud fortalt ham, at han havde et formål.

Han skulle være med til at reformere folkekirken. Og man kunne dårligt forestille sig en bedre måde at gøre det på, end ved at starte sin egen frimenighed under folkekirken, som han forklarede sin kone, Charlotte, hjemme i lejligheden i Emdrup.

Handlende kristen

I gymnasieårene brugte Peter Dyhr sin energi på at spille guitar, jagte piger og køre markræs. Han drømte om at blive øjenkirurg i Amerika. Det var der nemlig rigtig gode penge i, havde han læst et sted.

Så mødte han Gud, og Peter Dyhr begyndte i stedet at læse teologi.

Kurserne i latin og oldgræsk kedede ham. Vejen til Gud gik ikke gennem teoretiske udredninger.

Troen var ikke bare et akademisk anliggende for Peter Dyhr. Tro var noget, man gjorde. Noget man levede, som han sagde.

Han var af flere omgange udsendt som nødhjælpsarbejder i det krigshærgede Armenien for den kirkelige organisation Mission Øst.

»Jeg følte mig som en ridder på en hellig vandring, på et korstog for Herren,« skrev han siden hen om sine unge år.

Peter Dyhrs kald handlede om, at kirken skulle spille en konkret og central rolle i menneskers liv. »Tærsklen til kirken er alt for høj,« erklærede Peter Dyhr ofte.

Det var kirkens eget ansvar at være opsøgende og gøre sig relevant for det moderne menneske. Virksomheder stiller heller ikke bare deres produkter til rådighed ovre i et hjørne, sagde han. De går ud og viser dem frem.

Så Peter Dyhr viste produktet frem. Først i Københavns Frimenighed, og siden i The Gospel Fellowship på Frederiksberg, hvor det ikke var usædvanligt, at 300 mennesker dukkede op en ganske almindelig søndag.

Konservativ som en amerikaner

Der gik ikke længe, fra han og Charlotte faldt i snak til en gospelfestival i Jerusalemskirken ved Nyboder, til de blev gift. Og kort efter fik de den første af deres to drenge.

Peter Dyhr var konservativ med en amerikansk tilgang til livet. Mennesket skulle have lov til at baske med vingerne, og materiel velstand var ikke noget at skamme sig over. Begge drengene blev sendt på privatskole, hvor de særligt dygtige elever kunne få specialundervisning.

De bærende søjler i samfundet, mente Peter Dyhr, var gode, gammeldags værdier. Gud, konge, fædreland og kernefamilien.  

Hans egen familie var de »klogeste mennesker, han kendte«. Det fortalte han dem tit.

Drengene var ikke mere end otte og ti år gamle, da Charlotte og Peter Dyhr tog orlov i et helt år for at rejse jorden rundt gennem 14 forskellige lande. Da deres jeep kørte fast i mudderet et sted i Ghana, vendte Peter Dyhr sig om og kiggede på de andre på bagsædet med et stort smil:

»Nu sker der noget.«

Peter Dyhr stoppede nemlig aldrig med at længes efter det sug i maven, som det havde givet at køre markræs i sine unge dage. Han rejste på dykkerferie og drømte om at få råd til en Porsche 911.

Føle sig rigtig

The Gospel Fellowship blev hans sidste menighed, og han trådte stadig op på prædikestolen med energiske skridt hver søndag. Men de senere år var det frivilligt arbejde.

Kort efter, at han forlod Københavns Frimenighed, startede Peter Dyhr virksomhed, hvor han hjalp dygtige mennesker med begrænsede sociale kompetencer til at blive bedre ledere.

Det var ikke så anderledes fra hans arbejde i kirken, mente han.

»Det handler om at føre folk fra A til B. At få dem til at føle sig rigtige,« lød en af hans mange faste vendinger. Om at få mennesker, der førhen har følt sig forkerte, til at føle sig rigtige.

Selv følte Peter Dyhr sig sjældent forkert. Da en af hans dykkervenner engang spurgte ham, hvordan et begavet menneske som han kunne være så overtroisk, slog Peter Dyhr bare op i en stor latter. Gud havde en plan med ham. Og den var ligeså evig som livet. Det var han ikke i tvivl om. 

Årsagen til Peter Dyhrs død er ukendt. Efter en weekend med almindelig influenza satte han sig træt ned en mandag formiddag og rejste sig ikke igen. 

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Skriv til: modernetider@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu