Læsetid: 5 min.

Profeten spiste altid et ulige antal dadler

På tirsdag begynder den muslimske fastemåned, ramadanen, som har en hel masse madtraditioner tilknyttet, siger Manal Jacob, der driver cateringfirmaet Ishtar. Hun oplever, at folk går mere op i ramadanen i Danmark, end i Irak, hvor hun voksede op
På tirsdag begynder den muslimske fastemåned, ramadanen, som har en hel masse madtraditioner tilknyttet, siger Manal Jacob, der driver cateringfirmaet Ishtar. Hun oplever, at folk går mere op i ramadanen i Danmark, end i Irak, hvor hun voksede op

Valdemar Jørgensen

12. maj 2018

– Hvad er det første, man spiser, når solen går ned?

»Det er forskelligt alt efter, hvor man kommer fra. I Libanon spiser man ofte suppe – for eksempel en linsesuppe af røde linser, som man hælder en masse brunede løg på og måske noget persille. I Syrien bryder mange fasten med et glas abrikossaft, og i lande som Marokko og Tunesien og Saudi-Arabien drikker de mælk og spiser dadler først.«

– Hvad er der med de dadler?

»De er energirige, og der er masser af dem i Mellemøsten. Man spiser dadler hele året og ikke kun til jul, som her i Danmark. Man siger, at man enten skal spise tre eller fem eller syv dadler, for profeten spiste altid et ulige antal. Nogle siger, at så får man ikke sukkersyge, men det passer altså ikke.«

– Hvad sker der så bagefter?

»Man laver en hel masse retter. Det kan være fatoush, der er en masse grøntsager og stegt brød eller kubba, som er fyldte risboller, der tager lang tid at lave. Dolmere i vinblade, udhulede courgetter med kød i, fyldte auberginer, gryderetter med lammekød, hummus og hestebønner og tabbouleh og chili – alle retterne fylder et helt bord. Børnene bliver glade under ramadanen, for de får en masse ting, som man ikke laver til hverdag. Det er hyggeaftener, hvor man spiser sin yndlingsmad, bager kager og køber søde sager. Mange kvinder tager på i løbet af ramadanen.«

Som med så meget andet mad under ramadanen tager det lang tid at lave de sprøde, fyldte risboller, men det er det værd.

Ingredienser:

  • Tre dl. grødris
  • En stor kartoffel
  • En halv liter vand
  • 300 gram oksekød, hakket
  • To løg
  • Hakket persille
  • Salt, peber, 7-krydderi
  • Et æg

Skær kartoflen i grove stykker, og kog den med risene i 10-15 minutter. Afkøl og rør det sammen til en dej.

Steg kød og løg og krydderier. Put persillen i til sidst. Afkøl.

Nu tager du en lille håndfuld af risdejen i hånden og former til en tynd skål, som du fylder med kødblandingen og lukker til. Når du har lavet alle bollerne, dypper du dem i sammenpisket æg og dybsteger dem i tre-fire minutter i masser af olie. De må ikke røre hinanden, mens de steger.

Lad dem dryppe af, og server med en let salat.

– Er det ikke hårdt at faste?

»Jo, og der er også nogle, der ikke kan klare det. Der er folk, der rejser til deres hjemlande under ramadanen, for dagene er kortere end her. Syge mennesker skal ikke faste, men så kan de betale penge til fattige i stedet – cirka hvad der svarer til, at personen kan blive mæt hver dag, altså 50 kroner dagligt.

Hvis man er rask, men ikke faster, skal man betale meget mere til de fattige. Der er også de mennesker, som er meget faste i troen og som føler, at de bliver styrket mentalt ved at ofre sig så meget. Faktisk bliver fasten hårdere for hver dag, fordi dagene bliver to minutter længere hvert døgn.«

– Så man skal ikke faste, hvis det er farligt for en?

»Nej, men der er nogle kvinder, der gør det alligevel. Der er nogle med sukkersyge, der faster, og de får det meget dårligt af det. Omvendt er der også folk, som finder på forskellige undskyldninger for ikke at faste.«

– Bliver man set skævt til, hvis man ikke faster?

»Nu skal jeg fortælle dig noget: Jeg er iraker. Jeg har boet der, til jeg var 20 år gammel. Og når der var ramadan, så kunne man ikke se forskel – kun i fjernsynet, hvor der kom mange serier og gode film. Men på gaden spiste alle, restauranterne var åbne, folk var ligeglade – det var kun de gamle mennesker, som fastede. Ingen kontrollerede hinanden. Men nu her i Danmark – og efterhånden også i Irak og i de andre lande – er der kommet rigtig meget kontrol.

Tiderne ændrer sig til det værre. Der findes social kontrol, hvor folk der ikke vil faste, bliver presset til det. Ellers lader de, som om de faster og lyver om det. Spiser pizza i smug, gemmer cigaretten inde i hånden, når de ryger. Jeg synes,  man selv skal vælge, om man vil faste.«

– Det er ellers ikke noget, man hører så meget om?

»Folks opfattelse af indvandrere og islam har ofte ikke noget at gøre med virkeligheden. Jeg har arbejdet med indvandrerkvinder i mange år og har hørt fra både organisationer og folk i kommunen, at de ikke ved, hvordan de skal behandle folk med en anden kultur eller kvinder, der aldrig har arbejdet. At der skal tages særlig hånd om dem, og man skal være skånsom over for dem. Men det hjælper ikke. Man gør dem ikke en tjeneste ved at skåne dem. Man skal stille krav.

Når de får job, får de selvtillid, bliver hevet op, og hele familien får det bedre. Når kvinderne siger, at de ikke må arbejde for deres mænd, er det for manges vedkommende bare en undskyldning, for det er kvinderne, som bestemmer det hele. Mændene har ikke noget at gøre med økonomi eller med familien. Kvinderne er de stærke, men der bliver ikke stillet krav. Man kan ikke blive integreret uden arbejde. Og hvis man ikke har job, synes børnene, at deres forældre er mindre værd, end de andre.

Folk bliver syge af det – ikke fysisk, men mentalt. Hvis jeg sidder hjemme i en uge, bliver jeg også sindssyg. Man skal stå mere fast over for folk. Det er ligesom, hvis nogen vil bestemme, om andre må spise svinekød eller have juletræ – det skal man heller ikke tillade. Man skal stå fast.«

– Skal man så f.eks. forbyde skolebørn at faste – er det en god idé?

»Nej, det er ikke en god idé, for folk skal selv bestemme. Det er ligesom burkaer. Jeg er selv imod burkaer, for hvis gud har skabt kvinder med hår og ansigt, hvorfor skulle han så bede dem dække det? Men folk må selv bestemme. Når du forbyder ting, bliver det bare værre. Folk bliver presset til at blive mere og mere fanatiske.«

Manal Jacob, leder af den socialøkonomiske virksomhed Ishtar på Indre Nørrebro i København, der laver catering og arrangerer folkekøkken. Født i Irak, kom til Danmark i 1992 som flygtning. Oprindeligt uddannet ingeniør.

Serie

Stemmegaflen

Mad er gennemsyret af identitet og ideologi: Hvordan spiser en konservativ, findes der særlig venstreorienteret mad, og hvad er Dansk Folkepartis største bidrag til dansk madkultur? Frem mod valget taler Moderne Tider hver uge med en politiker om mad, identitet og politik. Og Mavefornemmelsen skifter navn til Stemmegaflen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Tunesien som menes at være det meste sekular land bl. de muslimske lande, glader folk sig til Ramadan faste måned, ikke så meget for at faste men Ramadan indgår- som ferie, hvor det skal spise luksus og feste. I Tunesien arbejder folk reelt 27 timer om ugen i gennemsnit. Udover Ramadan er der to måneder ferie om sommer, hvor folk ikke laver noget. Det har været sådan i lang tid.