I retten: »Du hedder jo Muhammed. Du hedder også alle mulige andre ting, men du hedder også Muhammed«

Forsvarer Jens Duus ryster sin venstre arm, så metalremmen på hans ur roterer om håndleddet, inden han kigger på skiven.

»Ved du, om din klient kommer?« spørger anklageren.

»Nej. Jeg har overhovedet ikke talt med ham,« svarer Jens Duus.

Han tager en telefon op fra brystlommen på sin kortærmede, lyseblå skjorte. Ingenting.

»Ja, sådan kan det også gå i retssystemet,« siger dommeren undskyldende til de syv HF-elever og deres lærer, der er mødt op for at overvære sagen i forbindelse med et undervisningsforløb om kriminalitet og retfærdighed.

Jens Duus går ud på gangen for at kigge en sidste gang. Døren når dårligt at smække bag ham, inden han vender tilbage. Denne gang med den tiltalte, K, foran sig.

K er anklaget for at have forstyrret den offentlige orden ved at opføre sig højrøstet og aggressivt på Gammeltorv i København en nat i december sidste år. Og efterfølgende har han givet urigtige oplysninger til politiet ved at udgive sig for at være sin bror, hævder anklageren.

Passer ikke

K sætter sig så dybt i stolen foran afhøringsbordet, at hans mørkeblå trøje kryber op og slår folder i nakken. Hans hår er barberet nøjsomt i siderne, så man kan trække en snor langs hårgrænsen, og hans fuldskæg ender i en lille spids under hagen.

Politiet kom, fordi han stod og råbte og skreg af sine venner, fortæller han.

»Hvad sagde politiet til dig?« fortsætter anklageren.

»De kom direkte hen og rev mig rundt. Betjenten var racist eller sådan noget. Han blev i hvert fald ved med at holde mig i greb, selv efter at jeg var lagt i håndjern,« siger K.

»Spurgte de, hvad du hed?«

»Nej,« vrisser K. »Det der med, at jeg har brugt min brors navn, Muhammed. Det passer ikke. De fandt bare hans sygesikring i min taske,« siger K og peger på den sorte mavetaske, han har på som en skrårem.

Ingen misforståelse

K rejser sig og går tilbage mod sin plads ved siden af Jens Duus. Han sætter sig med korslagte arme og begynder at banke utålmodigt i gulvet med sin venstre fod.

Anklagerens første vidne – politimanden, der anholdt K – er ikke dukket op endnu.

»Vi tager det andet vidne først, og så må jeg krydse fingre,« siger anklageren.

Stefan sætter sig roligt i stolen. Han har stadig sit politibælte på. Klokken syv om morgenen mødte Stefan ind på Station City og overtog K’s sag.

»Jeg fik af vide, at han havde oplyst et falsk navn. Vi går så ned og informerer ham om, at det er strafbart, og tager hans fingeraftryk,« siger han.

»Var der noget med et billede?« spørger anklageren.

»Da vi kørte det navn, han havde oplyst, igennem vores system, fandt vi et billede af hans bror, som har tydelige brandskader i ansigtet. Vi konfronterer K med, at det ikke ligner ham, men han påstår, at det bare er et gammelt billede.«

K’s fingeraftryk lå allerede i politiets database. Da det blev fremlagt for K, ændrede han forklaring, siger Stefan. Han erkendte, at det var ham, men nægtede pludselig, at han på noget tidspunkt havde udgivet sig for at være broren.

»K har et langt og kompliceret navn,« konstaterer anklageren. »Og han deler en del af dem med sin bror. Kan I have talt forbi hinanden?« spørger hun.

»Nej. Vi spurgte klart og eksplicit. Også i forbindelse med billedet.«

Det er blevet Jens Duus’ tur til at udspørge politimanden.

»Du siger, at K opgav et forkert navn,« indleder han. »Men K hedder jo faktisk Muhammed ligesom sin bror. Han hedder det bare til mellemnavn.«

»Det CPR-nummer, han havde oplyst, var ikke hans eget,« siger politimanden.

»Men hvor kom det CPR-nummer fra?« spørger Jens Duus.

»Det fik jeg overleveret,« svarer Stefan.

Nem sag

Det første vidne er stadig ikke mødt op. Anklageren er ude på gangen for at kigge efter ham. Jens Duus smiler. »Nu har vi jo ikke talt så meget sammen, men du hedder også Muhammed, ikke?« spørger han sin klient og griner. K nikker.

Anklageren kommer ind igen. »Det er der jo ikke noget at gøre ved,« siger hun og lægger telefonen fra sig. Politimanden, der anholdt K, sidder i sit hus i Ølstykke. Han anede ikke, at han skulle vidne i dag.

»Nå nå,« siger anklager. »Jeg frafalder vidnet. Vi må afgøre på det grundlag, der foreligger.«

K har selv erkendt, at han råbte og var oppe og køre, siger anklageren. Og Stefans udsagn efterlader ingen tvivl om, at K bevidst opgav et falsk navn, siger anklageren. Hun kræver K idømt to dages ubetinget fængsel.

Jens Duus ryster på hovedet.

»Det er jo en ret nem sag det her,« indleder han. »Min klient har skændtes med sine venner. Er det ulovligt? I anklageskriftet står der derudover, at han har oplyst et forkert cpr-nummer, da han blev anholdt på Gammeltorv. Det er der ikke ført bevis for. Der er muligvis ført bevis for, at min klient har oplyst, at han hedder Muhammed,« siger han og smiler: »Og min klient hedder Muhammed.«

Dommer og domsmændene går ud for at votere. Efter et par minutter kan man høre en af dem hæve stemmen. »Det er ligesom til eksamen,« siger læreren til sine HF-elever. »Når lærer og censor diskuterer, hvad I skal have i karakter.« Eleverne griner. Det gør K ikke.

Dommeren kommer ud. K frifindes. »Vi kan alle komme op og skændes med vores venner,« siger hun. »Der er ikke ført bevis for, at du har oplyst et forkert cpr-nummer. Du har sagt, du hedder Muhammed. Og du hedder Muhammed. Du hedder også alt muligt andet, men du hedder også Muhammed.«