I retten: »Jeg ved ikke hvorfor, jeg ville bare have den knallert«

Det handlede blandt andet om en stjålen knallert og trusler med en springkniv, da en 17-årig dreng stod tiltalt i retssal 17 i Københavns Byret
En 17-årig mand er tiltalt for trusler og røveri af en knallert

En 17-årig mand er tiltalt for trusler og røveri af en knallert

Mia Mottelson

Moderne Tider
5. maj 2018

Inden F sætter sig i retssalen, hilser han på flokken af mennesker, der er mødt op og fylder hele tilskuerrækken:

Først kysser og krammer han sin mor, far og søster. Hans støtteperson fra kommunen er her også, og F hilser på ham med en ordentlig krammer og et par dunk i ryggen. Med fra kommunen er også en praktikant. F kigger hende i øjnene, mens han høfligt giver hende hånd. Og med et »hvad sååå man?« og store kram hilser han på sine tre fremmødte venner.

Vennerne er langlemmede, stadig bare teenagere ligesom F. Men med sin robuste bygning og anført af to politimænd ser F ældre ud end sine 17 år.

Siden midten af december 2017 har han siddet i surrogat – i stedet for at være varetægtsfængslet, har han været anbragt på en lukket afdeling under socialforsorgen. I dag skal hans sag for retten: Han er tiltalt for at have røvet en knallert og i samme ombæring at have truet med en kniv.

F hæver hagen lidt og siger til dommeren, at den er god nok, hvad han er tiltalt for. Han erklærer sig skyldig i begge dele.

»Også i røveri?« spørger dommeren.

F kigger på sin forsvarer. De svarer ja. F ved, han bliver straffet i dag – spørgsmålet er hvor hårdt.

Politiet venter hjemme

I december var F på vej hen for at mødes med nogle venner, da han så en gruppe fyre med knallerter ved en tankstation. Han tænkte ikke, da han gik hen imod dem, fortæller F. Henne ved dem valgte han bare en af dem og tog fat i hans skulder.

»Jeg råbte bare ’HOP AF!’ Jeg ved ikke hvorfor, jeg ville bare have den knallert,« siger han og besvarer anklagerens spørgsmål om hele hændelsen.

Dommeren kalder sig selv lidt gammeldags, så han vil nu indtale hele forløbet, som han lige har hørt det, til sin diktafon: »Du rå-ber hop af,« læser han monotont op fra sine noter og udtaler hvert ord  og stavelse meget tydeligt, efterfulgt af spørgsmål om, hvad der så skete.

Anklageren mener, at tiltalte har ’brugt sit gule kort’ og kræver mindst et halvt år ubetinget fængsel.

Anklageren mener, at tiltalte har ’brugt sit gule kort’ og kræver mindst et halvt år ubetinget fængsel.

Mia Mottelson
F forklarer, at da fyren på knallerten ikke hopper af, men i stedet spørger, hvorfor han skal stå af, råber F igen »HOP AF« – nu mere truende. Fyren stiger af, og F sætter sig på den. Men han når ikke at køre mere end et par meter, før den går i stå.

»Jeg er ikke så god til knallerter, så jeg vidste ikke, hvad der var galt med den,« siger F.

Da F ikke kunne komme nogen steder, smed han knallerten fra sig, og i samme øjeblik kom to andre drenge kørende mod ham på hver sin knallert. F hev en kniv frem – sådan en man folder ud, siger han og laver et svirp med håndledet.

»En springkniv?« spørger dommeren, F nikker. Dommeren indtaler til diktafonen: »Det var en spring-kniv,« og spørger, hvordan han gjorde med kniven.

F strækker armen ud til siden og holder hånden, så en kniv ville pege vandret frem. Dommeren siger, at han altså pegede kniven i retning mod drengene på knallerten. F nikker igen med hagen fremskudt.

Efterfølgende forsvandt alle, og F trak knallerten mindre end kilometer og mødtes med sine venner. Kort efter ringede hans telefon – politiet ventede derhjemme.

»Hvad siger man til det?« spørger dommeren henvendt til forsvarer og anklager.

Begge mumler utydeligt. Anklageren bladrer i en stak papirer, forsvareren piller ved en kuglepen. Dommeren tager ordet igen:

»Jeg ser ikke noget røveri i den her sag – hverken i F’s fortælling eller i anklageskriftet,« siger han og fremhæver, at sagen handler om ulovlig tvang og brugstyveri. Noget, man får en meget mildere straf for end røveri.

Forsvareren er hurtigt klar med en bemærkning om, at det jo kan få F frifundet, da han er tiltalt for noget, han slet ikke har gjort. Dommeren kigger spørgende på ham og foreslår en pause.

Paragraf 260 i straffeloven

  • Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes for ulovlig tvang den, som 1) ved vold eller ved trussel om vold, om betydelig skade på gods, om frihedsberøvelse eller om at fremsætte usand sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold eller at åbenbare privatlivet tilhørende forhold tvinger nogen til at gøre, tåle eller undlade noget

Paragraf 293 i straffeloven

  • Den, som uberettiget bruger en ting, der tilhører en anden, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år

Brugt sit ’gule kort’

Da forsvareren og anklageren har brugt pausen på at vende sagens drejning, kommer forsvareren ind i salen og klapper storsmilende F på skulderen: »Vi dropper tiltalen for røveri.«

Fra sidelinjen spørger F’s søster, om det ser sort ud. »Nej, det er slet ikke så sort, som det kunne være,« svarer forsvareren. F bliver tiltalt for brugstyveri i stedet for røveri. Og for trusler og ulovlig tvang.

»Yes, jae, øh … sagen er jo endt et lidt andet sted, end jeg lige havde troet,« mumler anklageren.

Forsvareren øjner mulighed for frifindelse, hvis røveritiltalen falder til jorden.

Forsvareren øjner mulighed for frifindelse, hvis røveritiltalen falder til jorden.

F griner og ruller med øjnene til sine venner.

Men F har brugt sit ’gule kort’, siger anklageren så. Han har i forvejen en dom på 60 dages betinget fængsel for trusler – og prøvetiden var ikke udløbet i december. Han mener, F bør idømmes mindst seks måneders ubetinget fængsel.

Forsvareren er uenig og mener, at F maksimalt skal have 60 dages betinget fængsel og fremhæver, at F bor i rækkehus hos sin familie og gerne vil fortsætte på gymnasiet. Han gik i 1.g, da han kom i surrogat. Derudover kæmper F godt nok med sit temperament – men han har lært redskaber til at styre sig, siger forsvareren og fremhæver F’s opbakning på dagens tilskuerrække.

Da de tre dommere forlader retssalen, åbner F’s støtteperson et vindue, og forsvareren smiler stort og siger: »Det kommer til at gå hurtigt det her.«

Der går mere end en time, før de tre dommere vender tilbage til retssalen og fortæller, at F idømmes fem måneders ubetinget fængsel. Der bliver helt stille. Forsvareren forlader lokalet for at vende med familien og F, om de vil anke. De udbeder sig betænkningstid.

Selv om F får lov at forlade salen uden politi i dag, smiler hverken han, familien eller forsvareren synderligt, da de går udenfor.
 

I retten

Hvert år afgør de danske domstole titusindvis af sager, hver med sin egen bagvedliggende historie. Ofre, gerningsmænd – almindelige mennesker i dramaer, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om. Information følger hver uge en retssag fra tilhørerbænken.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her