Læsetid: 10 min.

Set fra Nordkorea er USA ikke til at stole på

Efter flere måneders forberedelse valgte præsident Donald Trump i slutningen af maj at aflyse det historiske statsledermøde med Nordkoreas Kim Jong-un. Det er ikke første gang de to lande har udtrykt mistillid over for hinanden og spildt chancer for forsoning. Information er rejst til Nordkorea for at forstå, hvordan USA ser ud fra Pyongyang
En dreng øver tifingersystemet, mens han drømmer om at blive ’en videnskabsmand, der kan lave satellitter, så mit land kan blive en stor nation’. Han er en af de 300 børn, som om eftermiddagen lærer fysik på Mangyongdae Children’s Palace i Pyongyang.

En dreng øver tifingersystemet, mens han drømmer om at blive ’en videnskabsmand, der kan lave satellitter, så mit land kan blive en stor nation’. Han er en af de 300 børn, som om eftermiddagen lærer fysik på Mangyongdae Children’s Palace i Pyongyang.

26. maj 2018

En raket flyver ind i en mand med stort hoved og gult hår. Billedet er højt pixeleret, men manden og den store hvide bygning ved siden af er ikke til at tage fejl af: »Det her er Donald Trump. Det her er Det Hvide Hus, og det her er et langtrækkende missil, der smadrer ham,« forklarer den 11-årige dreng, der har tegnet billedet på en computer, mens han peger på de enkelte elementer. Tegningen indgår som en øvelse i it-undervisningen på Mirae-Skolen, en af Pyongyangs mest prestigefyldte grundskoler.

I et brev sendt til Nordkoreas Kim Jong-un aflyste USA’s præsident, Donald Trump, torsdag pludselig det planlagte statsledermøde mellem USA og Nordkorea, der skulle have fundet sted i Singapore den 12. juni. Kun få timer før havde Nordkoreas viceudenrigsminister kaldt den amerikanske vicepræsident, Mike Pence, for en »ignorant og stupid« politisk dummernik.

Mødet var kommet i stand efter et år, hvor de to lande ellers så ud til at fjerne sig mere og mere fra hinanden, i takt med at Nordkorea intensiverede sine test af mellem- og langdistancemissiler og sluttede af med en test af en brintbombe i september sidste år.

Siden Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, kort efter nytår opnåede det tøbrud, der siden førte til det historiske topmøde mellem Nord- og Sydkorea den 27. april, har USA holdt fast i, at ophævelse af sanktioner ikke kan komme på tale, før Nordkorea viser konkrete tiltag til at afvikle sit atomprogram.

Men vil Nordkorea gå med til at annullere det atomprogram, landet trods sanktioner møjsommeligt har opbygget siden 1950’erne?

Med netop det spørgsmål i bagagen og med ønsket om at forstå, hvordan USA ser ud set fra den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, rejste Information i begyndelsen af april til Nordkorea. Men før vi dykker ned i det, skal vi lige se på, hvor forhandlingerne har bevæget sig hen:

Frem til Donald Trumps pludselige aflysning torsdag har USA lokket med, at dte vil ophæve sanktionerne mod Nordkorea, hvis Nordkorea forpligter sig til helt at afvikle sit atomvåbenprogram. Men hvis nogen i den amerikanske statsadministration havde troet på, at de kunne købe sig til afskaffelsen af den dødbringende bombe uden selv at nedruste på den koreanske halvø, blev de skuffede, da Nordkorea i sidste øjeblik aflyste det planlagte møde mellem forhandlere fra Nord og Syd onsdag i sidste uge.

Aflysningen blev tilskrevet de fælles militærøvelser mellem USA og Sydkorea. Men udtalelser fra Trumps sikkerhedsrådgiver, John Bolton, er også blevet modtaget med skepsis i Nordkorea.

Bolton har foreslået den såkaldte Libyen-model, hvor Nordkorea giver sit atomarsenal til USA eller et tredje land til gengæld for ophævelse af de økonomiske sanktioner.

Set fra Nordkorea er den model at regne for en dødsdom, da den mangeårige libyske leder Muammar Gaddafi blev afsat og dræbt, kun syv år efter at landets atomudstyr blev sejlet ud af landet.

På den baggrund truede Nordkorea med at trække sig fra mødet med USA, og den nordkoreanske viceudenrigsminister, Kim Kye-gwan, afviste, at landet ville afgive sit vigtigste kort i forhandlingerne med USA og opgive sit atomprogram til gengæld for udsigten til samhandel med USA:

»Hvis USA forsøger at presse os til ensidigt at afhænde vores atomarsenal, så vil vi ikke længere være interesseret i en sådan dialog og må genoverveje, om vi skal gå videre med et topmøde,« lød det.

Nordkorea har altid argumenteret for sit atom- og missilprogram med, at det er en nødvendig afskrækkende foranstaltning, der skal forsvare landet mod en aggression fra USA, der har 28.500 soldater udstationeret på den anden side af grænsen i Sydkorea.

Vores mandlige guide Kim Kyong-chol fra den nordkoreanske Komité for Kulturelle Relationer med Andre Lande tøver lidt, da jeg over en fadøl midt på dagen i en halvtom bar i Pyongyang spørger ham, om Nordkorea vil afvikle sit atomprogram, men svarer så:

»Forestil dig, at jeg er USA’s præsident, Donald Trump, og du er Den Demokratiske Folkerepublik Korea,« siger han og indleder en rolleleg, der har til formål at illustrere, hvorfor Nordkorea holder fast ved sin ret til at opbygge et atomarsenal, der den dag, det bliver sat sammen med det helt rigtige langtrækkende missil, vil kunne flyve over Stillehavet og ramme et strategisk mål i USA:

»Jeg vil have din krop«, siger guiden – som altså spiller Donald Trump.

»Bare forestil dig det. Hvad ville du gøre?«

— Mener du, det er det, som det internationale samfund gør — voldtager jeres land?

»Nej, ikke det internationale samfund. Bare USA.«

Brudte løfter

Det er ikke første gang, at forhandlinger mellem Nordkorea og USA er gået i hårdknude. De to lande har formelt aldrig sluttet fred efter Koreakrigen, der endte med en våbenhvile i 1953.  Ingen siddende amerikansk præsident har nogensinde stået ansigt til ansigt med en nordkoreansk statsleder. Det var derfor, mødet mellem Trump og Kim Jong-un var historisk.

Da den amerikanske efterretningstjeneste (i 1994) advarede om, at Nordkorea var i gang med at udvikle atomvåben, var det den forhenværende amerikanske præsident Jimmy Carter, der rejste til Pyongyang for at forhandle med den nordkoreanske landsfader, Kim Il-sung, der døde kun tre uger senere.

Mødet kom i stand uden præsident Bill Clintons samtykke, men banede vej for den dialog, der efterfølgende førte til underskrivelsen af en rammeaftale mellem USA og Nordkorea den 21. oktober, det såkaldte Agreed Framework. Det satte en stopper for Nordkoreas opbygning af de atomreaktorer, der var mistænkt for at være en del af Nordkoreas skjulte atomprogram. Til gengæld forpligtede amerikanerne sig til at levere olie og to såkaldte letvandsreaktorer, der kunne producere energi, men ikke er egnet til at fremstille atombomber.

Mindet om Koreakrigens brutalitet er siden blevet holdt i live af det nordkoreanske propagandamaskineri, der både i undervisningen og i medierne portrætterer USA som en fjende, der vil tilintetgøre landet.

Det var et historisk gennembrud. Præsident Clinton gik med til aftalen, men Kongressen nægtede efterfølgende at ophæve sanktionerne mod Nordkorea, forsendelserne med olie blev forsinket, letvandsreaktoren blev aldrig bygget, og Nordkoreas tillid til amerikanerne var igen ødelagt – og i 2003 trak Nordkorea sig fra den internationale aftale om ikkespredning af atomvåben, som landet ellers havde ratificeret i 1985.

Rammeaftalen var allerede brudt sammen i 2002, efter USA konfronterede Nordkorea med efterretninger om Nordkoreas hemmelige forsøg med at berige uran ved hjælp af udstyr fra Pakistan. USA standsede eksporten af olie til landet fuldstændigt, og Nordkorea fortsatte udviklingen af våben.

Men i 2005 nåede de såkaldte sekspartsforhandlinger mellem Nordkorea, Sydkorea, USA, Kina, Japan og Rusland alligevel et gennembrud, da Nordkorea sagde, at de ville opgive atomprogrammet til gengæld for sikkerhedsgarantier. Den diplomatiske sejr var kort, året efter testede Nordkorea sin første atombombe. Sekspartsforhandlingerne brød endeligt sammen i 2009, efter at Nordkorea afviste at give internationale observatører adgang til landets atomtestområder.

Fjenden

Møtrikker og små aflange træskinner fra et byggesæt bliver samlet til det, der ligner effektive små håndvåben. Det er til at skyde fjenden, forklarer en af de otteårige drenge omkring bordet i Mirae-skolens formningslokale:

»De japanske imperialister, de amerikanske imperialister og nogle sydkoreanske marionetter.«

Svaret falder hurtigt og rytmisk, som om han gentager noget, han har sagt mange gange før.

I mere end syv årtier har det nordkoreanske propagandamaskineri tegnet et tydeligt fjendebillede af USA, der bliver omtalt som amerikanske imperialister eller ulve på to ben, forklarer Christopher Green, der er bosiddende i Seoul, hvorfra han følger udviklingen i Nordkorea som seniorrådgiver for International Crisis Group:

»Hadet til USA stikker dybt. Det er ikke kun propaganda. Amerikanerne førte jo en ødelæggende krig på den koreanske halvø, og mindet om krigen lever fortsat.«

Den evigt tilstedeværende trussel fra en fjende er samtidig en belejlig undskyldning for styret til at forklare alt det, der ikke fungerer i landet, siger Christopher Green.

»Så længe Nordkorea ikke formår at løse de helt grundlæggende indenrigspolitiske problemer med en stabil fødevare- og energiforsyning, har landet brug for fjendebilledet.«

»Alt kan forklares med USA’s urimelige sanktioner.«

Tilbage på Mirae-skolen kigger en dreng frygtsomt ud fra et maleri. Maleriet, der forestiller amerikanske voldshandlinger mod civile koreanere under Koreakrigen, er måske en kopi fra det nordkoreanske Museum for Amerikanske Krigsforbrydelser i Sinchon. Det var her, 110 kilometer fra Pyongyang, at amerikanske ’imperialister’ i løbet af 50 dage i vinteren 1950, ifølge den nordkoreanske udlægning, pinte og dræbte 35.380 personer, heriblandt mødre og børn.

»De gav benzin i stedet for vand til de tørstige børn og kastede brændende klæder og granater ud over dem for at dræbe i alt 910 mennesker, heriblandt 400 mødre og 102 børn,« skrev Nordkoreas repræsentant i FN, ambassadør Ja Song-nam, i et brev til FN’s Generalforsamling den 8. maj 2014 om USA aggressioner på den koreanske halvø i den krig, der aldrig formelt er afsluttet.

’Gengæld en hård linje med en endnu hårdere linje,’ lyder teksten på en propagandaplakat, der illustrerer Nordkoreas fjendskab med USA.

Sandheden om, hvad der skete i Koreakrigen er for længst blevet forplumret af modstridende fortællinger på hver sin side af koldkrigsfronten. Men der hersker ingen tvivl om, at krigen, der cementerede delingen af den koreanske halvø ved den 38. breddegrad, kostede 1,6 millioner civile livet. De militære tabstal var 217.000 soldater fra Sydkorea og 406.000 soldater fra Nordkorea, 600.000 kinesiske soldater, der kom Nordkorea til undsætning, og 33.651 amerikanske soldater. I alt omkring tre millioner døde.

Tidligere klassificerede amerikanske arkiver har siden vist, at amerikanske soldater var vidne til henrettelser uden forudgående rettergang begået af deres sydkoreanske allierede. Men uanset hvad der i virkeligheden skete i Sinchon, og hvem der gjorde det, så har historien om massakren siden haft en afgørende plads i den nordkoreanske fortælling om den amerikanske hovedfjende.

»Der findes ikke noget andet land i verden, der er lige så brutalt som USA,« skrev ambassadør Ja Song-nam:

»USA er som en tyv, der råber: ’Stop tyven!’ og ofte råber op om andres ’menneskerettigheds’-situation. Det viser, hvilken uforskammet tyv og afskyelig provokatør USA er.«

Sanktioner

Fra et slidt stilehæfte læser en ung mand ved Taedong-floden usammenhængende engelske gloser op for sig selv. Han er studerende på Pyongyangs Kim Chaek University of Technology og øver sit engelsk. Selv her i Nordkorea, der omtales som verdens mest lukkede land, er engelsk det vigtigste forskningssprog.

Bag ved ham i den massive betonbygning med tonet glasfacade gemmer sig en af de forskningsenheder, der leverer beregninger til det atomprogram, der har præget Nordkoreas forhold til omverdenen siden 1990’erne, hvor Nordkoreas forsøg med at berige uran blev kendt af det internationale samfund.

Sloganet på bygningen lyder: »Helhjertet forening, selv med livet som indsats,« fortæller vores guide Kim Kyong-chol:

»Trods Amerikas sanktioner har vores forskere opnået store gennembrud. Vi kan producere alt det, vi har brug for,« siger han og tilføjer, at det nu er lykkedes nordkoreanske forskere at lave olie af kul.

Netop forsyningen af olie er en udfordring for Nordkorea, der er rig på sjældne mineraler og kul, men ikke selv har adgang til olie.

Etagebyggeriet ned mod Taedong-floden er ligesom andre steder i byen plastret til med solceller, der kan sikre lejlighedernes energiforsyning, når byen oplever et af sine ofte tilbagevendende strømsvigt.

Siden den amerikanske efterretningstjeneste i begyndelsen af 1990’erne advarede om, at Nordkorea var i gang med at udvikle plutonium til atomvåben, har det internationale samfund diskuteret sanktioner som et vigtigt redskab til at presse Nordkorea til at standse sit atomprogram. Og siden landet i 2006 gennemførte sin første atomtest, har internationale sanktioner begrænset Nordkoreas mulighed for frit at tjene penge og opkøbe udstyr til sit atomprogram.

Med Nordkoreas sjette atomtest i september sidste år demonstrerede Pyongyang, at sanktionerne ikke har virket, som de skulle, indrømmer Andrea Berger, der er seniorforsker ved Middlebury Institute of International Studies at Monterey.

Sanktionernes manglende effekt skyldes ikke, at de er et forkert middel, men i stedet, at de ikke har opnået deres fulde effekt, fordi Nordkorea finder en vej uden om dem, mener Andrea Berger, der forventer, at det internationale samfund vil forbedre overvågningen af sanktionerne for at sikre sig, at de virker:

»Jeg ser ingen tegn på lempelse af sanktionerne, med mindre Nordkorea tager betydelige skridt i retning af at afvikle deres atomprogram.«

Selv om Nordkorea ufortrødent har fortsat sit atomprogram efter mere end ti år med sanktioner, er der ingen, der for alvor diskuterer Nordkoreas krav om amerikanske sikkerhedsgarantier og en endelig tilbagetrækning af de amerikanske styrker i Sydkorea, der har været udstationeret, siden Koreakrigens blodsudgydelser blev stoppet med en våbenhvile i 1953.

Sidste år gennemførte USA trods store protester fra både Kina og Nordkorea opførelsen af det omdiskuterede missilforsvarssystem, THAAD, der kan nedskyde fjendtlige missiler, før de rammer USA’s allierede i Japan og Sydkorea. Seks måneder senere gennemførte Nordkorea sin sjette atomtest.

Ved en vejside i det centrale Pyongyang hænger en stor plakat med et overdimensioneret missil, der rammer symbolet på USA’s politiske magt: Det Hvide Hus. »Det er Nordkoreas svar til USA,« forklarer vores guide Kim Kyong-chol og fortæller, at plakaten har hængt der siden sidste efterår.

Måske kørte den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, forbi en lignende plakat, da han besøgte Pyongyang i påsken for at aftale detaljerne omkring det nu aflyste topmøde.

— Vil plakaten blive taget ned, hvis Kim Jong-un mødes med Donald Trump?

»Det er ikke til at sige. Det kan være plakaten bliver taget ned en gang, men kun hvis USA ændrer sin politik over for Nordkorea.«

»Det her er Kim Jong-uns svar til USA.«

Serie

Fred i Korea

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har bygget sin legitimitet på tre ben: et stærkt atomprogram, en forbedret økonomi og total kontrol med alle informationer, der slipper ind og ud af landet. Information fik lov til at besøge det lukkede land for at undersøge, hvilke historier nordkoreanerne fortæller hinanden om konflikten mellem dem og verden – og hvor dybtfølt viljen er til fred med USA og det tabte broderfolk i Sydkorea. Reportagerejsen blev delvist støttet af Danida.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • David Zennaro
  • Toke Kåre Wagener
Espen Bøgh, David Zennaro og Toke Kåre Wagener anbefalede denne artikel

Kommentarer

Set fra min side tør jeg ikke stole på nogen af de to.

Espen Bøgh, Flemming Berger, Tor Brandt, Karsten Lundsby, Anne Mette Jørgensen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Katrine Damm

Set herfra er USA heller ikke til at stole på, i hvert fald ikke ham der, " der har en frisure, som ser ud som en candyfloss lavet af tis" det er (desværre) ikke mig, der har opfundet den beskrivelse, men en amerikansk komiker, som jeg ikke kan huske navnet på..;)

Trond Meiring, Trond Meiring, Trond Meiring, John Andersen, Karsten Lundsby og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

USA har vel også historisk set lavet flere svinestreger end alle 'slyngelstater' tilsammen.

Trond Meiring, Anders Graae, Trond Meiring, Bettina Jensen, Hans Larsen, Torben Skov, Espen Bøgh, Trond Meiring og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Espen Bøgh

Undskyld Katrine Damm, at jeg først møder nu, men andre ting har optaget min tid.

Grundspørgsmålet i den debat må vel være, om vort forståelsesparadigme i vesten, - "at alt hvad der kommer fra Amerika altid er rigtigt og sandt", eller vi igennem årtier blot har vænnet os til det og slået automatpiloten til, - og dermed selv medvirket til den indoktrinering af vor egne forståelses ramme, sådan som Amerika har fremført deres og den opfattelse og i det lys de ønskede hele skulle se tingene i via medierne, og de kendte fora.

Jeg syntes derimod det er dejligt forfriskende, at nogen endelig begynder at sætte spørgsmålstegn til vort ensidige forståelsesparadigme - eller rettere indoktrinerings forståelse, og rejser spørgsmål om "hvordan opleves det på og set fra den anden side, der er ensidigt under anklage fra Amerika"!

Alt andet er jo blot at løbe med en "halv vind", uden at ville høre modparten eller blot at anerkende der måske også er en anden part i sagen der ikke helt er af samme opfattelse.

Det er jo ganske almindeligt, man også hører modpartens opfattelse af de anklager der rettes mod den anden part, og ikke nøjes med kun at ville høre den første parts udlægning.

Det er i min grundlæggende optik et sundt og fornuftigt grundlag for at forstå vor verdensbillede på, i et mere faktuelt grundlag hvor begge parters synspunkt indgår.

- Men sådan var det jo dengang vi skyndte os at deltage i Irak-krigen, og sidenhen også i "forsvaret af civilbefolkningen i Libyen", hvor ladenes ledere blev fældet militært af vestens løgn og bedrag om deres reelle hensigter med krigsførelsen, og som primært er skyld i det roderi med terrorisme som vi står med i dag.

Mon ikke meget kunne være undgået, og ser vi længere tilbage kunne Vietnam-krigen måske også være undgået, hvis de rigtige politiske og militære beslutninger var blevet truffet på et fornuftigt, troværdigt og viden baseret grundlag.

En ikke så lille petitesse endda, er den genopfriskede koldkrigsretorik som vi oplever i nutiden, men som ellers var dejlig fraværende i tiårene efter Ruslands sammenbrud i 1990, og de gamle grænser i Europa blev genoprettet for hele Østeuropa, og hvor koldkrigsretorikken blev væk - sammen med ærkefjendens fravær i vor nærhed.

Med indlemmelsen af alle de gamle Østeuropæiske lande først i EU(som figenbladet der dækkede) i 2002-3 og siden i NATO et par år senere kom ærkefjenden igen tæt på NATO, og koldkrigsretorikken blev genoptaget fra vestens side.

Siden kom opstillingen af raketbatterier ved den polske grænse til Rusland, med forklaringen om, at de ikke truede Ruslands sikkerhed, men skulle beskytte EU imod de Iranske raketter, og placeringen var den bedst tænkelige - ikke nede i Tyrkiet hvor man endnu hurtigere kunne nedskyde raketterne, - men sådan ville Amerika via NATO have det.

Da Rusland så modsat opstillede raketter på den russiske side til Polen rejste der sig et "vestligt"(amerikansk) ramaskrig om disse raketters trusler mod NATO, og forklaringen om at det var det bedste sted for at beskytte Rusland mod de selvsamme raketter fra Iran ville "vesten" ikke acceptere som troværdig, selv om der kun var nogle kilometre imellem raketbatterierne.

Ha' en god dag Katrine.

Benjamin Bach, Bettina Jensen, Katrine Damm, Anders Graae, John Andersen, Trond Meiring og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

Tor Brandt, USA har ikke blot lavet svinestreger - i samarbejde, eller til tider smuk forening eller adskillelse, med UK har USA terroriseret verden og lagt lande i ruiner, bidraget til adskillige folkemord og katastrofer i specielt Sydamerika, Afrika, Mellemøsten og Asien. USA er ikke blot en stat eller et land, som har begået svinestreger - USA er et land med en mangfoldig befolkning, som er kuppet væk fra magten over eget samfund, underlagt et kapitalistisk markedsdiktatur og i generationer taget som gidsel i landets elites/magthaveres manipulerende matadorspil.