Læsetid: 6 min.

Sport: På isen er vold ikke bare vold

Volden har været en del af ishockey fra spillets fødsel. En del af den er der efterhånden lavet regler i mod. Men resten er kun reguleret af skolegårdens normer. Normer, der ikke er skabt af dommere, men af accepten fra spillere og fans
Tacklinger i form af regulær vold hører til den del af spillet, som bliver reguleret af ’the code’ – det uformenlle normsæt. Her det Frederik Storm, der bliver bliver tacklet af lettiske Arturs Kulda under det, der blev Danmarks svanesang ved VM.

Tacklinger i form af regulær vold hører til den del af spillet, som bliver reguleret af ’the code’ – det uformenlle normsæt. Her det Frederik Storm, der bliver bliver tacklet af lettiske Arturs Kulda under det, der blev Danmarks svanesang ved VM.

Jan Korsgaard

19. maj 2018

Det danske herrelandshold i ishockey har spillet et forrygende VM. Jyske Bank Boxen i Herning og Royal Arena i København har lagt publikum og pølsemix til medrivende sejre over Tyskland, Finland, Norge og Sydkorea.

Nederlaget til Letland på 0-1 tirsdag aften betød dog farvel til drømmen om en kvartfinale. Canada, Rusland og Sverige topper IIHF’s verdensrangliste, men danskerne, med træner Janne Karlsson i spidsen, kan være indsatsen mere end bekendt.

Især 3-2-sejren over stormagten Finland, der senere vandt 6-2 over USA, var nervepirrende. De to stjerner fra San Jose Sharks, Mikkel Bødker og Jannik Hansen, der er med i den nordamerikanske National Hockey League, NHL, spillede en god kamp, selv om de først var landet i Billund fem timer før dommerens startfløjt.

»Vi er dem, de andre ikke må lege med,« gjaldede Kim Larsen ud af højttalerne i Boxen, da Nicklas Jensen kom i slagsmål og blev slået til blods af en finne.

Det tændte danskerne. De er vant til knubs. Det ligger i sporten. Hvordan kan det være?

En ond profeti

I begyndelsen af 1980’erne, da den nordamerikanske liga NHL blev professionaliseret, skrev den canadiske forfatter, Mordecai Richler, et essay for magasinet Inside Sports med titlen »Hvad hockey har brug for er mere vold«. Richlers fortælling var vild, fantasirig og bidende sarkastisk. Der var ikke brug for mere vold.

Men volden kom rullende som en ond profeti og blev – igen – hverdag i NHL.

Mange år senere, i april 2012, kunne The Atlantic berette, at allerede halvvejs inde i sæsonens første playoffrunde havde der været 11 regulære slagsmål på isen.

I hele 2011 var der 12 brawls, som amerikanerne kalder de bunkeslagsmål, der klæber til ishockey. Volden var, skrev Atlantic, især udbredt under playoffkampene, altså dér, hvor konkurrencen for alvor spidser til: 0,89 slagsmål pr. kamp mod 0,49 i de almindelige sæsonkampe.

Det er jo en kontaktsport

Ishockey er direkte nedarvet fra europæiske sportsgrene såsom ’hurling’ og ’shinny’. Begge aktiviteter involverede en stav og en eller anden form for ’puck’, og mens hurling i begyndelsen af 1900-tallet i England og Skotland blev spillet på et græsområde, var ’shinny’ mere et gadefænomen, som især blev populært i de store amerikanske og canadiske byer.

Shinny kommer af det skotske ’shinty’, også en slags hockey, og i den amerikanske variant var det helt almindeligt at bruge en blikdåse, et hårdt æble eller måske et stykke træ som puck.

Og selvfølgelig var volden en del af spillet. Det var jo en kontaktsport.

Volden i ishockey blev dog op gennem århundredet mindre og mindre, men i de tidligere 1970’ere eksploderede den. NHL blev dobbelt så stor, og de nye teams skulle finde på nye måder at konkurrere i et hårdt farvand.

Et af holdene, Philadelphia Flyers, fandt hurtigt ud af, at vold og aggressivt spil var en effektiv strategi, som i øvrigt gav god pr. The Flyers vandt to Stanley Cups og blev et kulturelt fænomen langt ud over klubbens grænser.

Behovet for hårde drenge

Nu skulle hver eneste klub – ikke bare dem med lutter hårde drenge – have en dedikeret goon, der kunne uddele øretæver og bane vejen for den ofte mere skrøbelige målscorer. Løjerne stilnede dog af i de tidligere 90’ere, hvor NHL igen indførte nye og skrappere regler for omgangen med næver og stav.

Adam Gopnik, en journalist fra The New Yorker, har en interessant teori om, hvorfor slagsmål og vold er en del af ishockeyens dna. Ifølge Gopnik vokser volden ud af rødderne fra det sene 1800-tals Montreal, hvor etniske grupper dannede rivaliserende klubber.

De skarpe sociale, økonomiske og religiøse skel skabte, skriver New York Times i en artikel fra december 2011, en »arkaisk rygrad« af rendyrket tribalisme: mit hold mod dit hold. Mit hood mod dit. Stammekrig til sidste blodsdråbe.

Det er ishockeys store paradoks. På den ene side er den en af de absolut sværeste og mest teknisk krævende sportsgrene. Der er noget graciøst over ishockey, et svæv af machoer, ’fodbold på is’, siger Gopnik. På den anden side har ishockeyen aldrig sluppet elementerne af vold, provokation og hævn.

Man kan spotte dem, især hos USA og Canada. De legemliggør det paradoks, også i Boxen og Royal Arena lige nu. Der er the goons, de hærdebrede mænd med sammenbidte kæber, og der er the stars, der med millimeterpræcision kan slå staven ned i isen og få pucken til at løfte sig i en raketagtig bane mange meter fra mål.

Rugby på is

De første organiserede hockeykampe var i 1875 med engelsk-canadiske rugbyspillere, som gerne ville have sig en vintersport. I lang tid var spillerne for det meste fra Montreals engelske og skotske elite. Det ændrede sig i 1890’erne, da de franske canadiere med base i de katolske menigheder fra Quebec blandede sig i herlighederne.

Så var scenen sat: pseudoreligiøs vendetta med rødder i det gamle Europa, men nu i den nye verden. Det var de angelsaksiske protestanter mod det katolsk-franske flertal. Irerne fra Montreal, som var katolikker, men åbenbart lidt mere frisindede, fungerede som et kompromis.

På den måde var tidlig ishockey, siger Gopnik, et improviseret spil på en frossen gade; lige dele brutal rugby i høj fart og flydende fodbold på is. Der var fairplay, gentlemankoder og forestillingen om den selvbestaltede skolegårdsjustits, som englænderne kom med. Men ishockey blev også fortællingen om spillere, der skulle ordne det hele indbyrdes – helst med vold.

Ishockey er en skolegård

Og deraf the code, som folk omkring ishockey ofte taler om. Den har været der lige fra begyndelsen i Montreal, og den er der stadig for stjernerne i New York Rangers og Herning Blue Fox anno 2018. En del af koden er skrevet ned som officiel regel. En anden del, lidt mere beskidt, som dommere og officials lukker øjnene for, hersker blandt spillere og fans.

Ishockey er en skolegård – nogle gange en baggård – med plastikgeværer, der gør nas.

I 1922 inkorporerede National Hockey League den såkaldte Regel 56, som stadfæstede, at fisticuffs – nævekamp – var en officiel del af kampene.

I dag er den del af NHL-manualen, som er dedikeret til slagsmål og infight, fokuseret i Regel nummer 46. Den siger, at dommere har »meget vide rammer i forhold til den straf, der gives som følge af aggression«.

Som regel betyder det, at dommeren giver ’straffe’ og sender én eller flere spillere i boksen i to, fem eller ti minutter – skammekrogen, som det ofte omtales.

Kommissæren for NHL, Gary Bruce Bettman, kalder slagsmålene for en »termostat« og udtaler til Business Insider, 18. februar 2017, at volden sagtens kan forhindre andre og mere alvorlige skader.

I ishockey er det nemlig en gylden, uskreven regel, at man godt må forbryde sig mod det officielle regelsæt – og så er det i skammekrogen – men man må ikke bryde the code.

Tre typer af vold

Ifølge Scott Flemming fra University of Wales har ishockey derfor et komplekst regelsæt, hvor tre typer af ’vold’ blandes sammen på en delikat måde:

Den symbolske vold er bandeord, agitationer og verbale provokationer. Den taktiske vold handler om alle paraderne i offensiven og defensiven og er forbundet med de formationer, de enkelte hold vælger.

Den fysiske vold er øretæverne i pausen, håndgemænget efter halvlegene og de bevidste obstruktioner. Her er the goon heftigt involveret.

Men inden i den sidste kasse, den fysiske vold, er der yderligere en kasse. Og det er her, koden kommer ind i billedet. Det er den vold, skriver Flemming i en artikel i tidsskriftet International Journal of Violence and School, 6. maj 2008, der er »uacceptabel i forhold til ethos«.

Ethos er spillets karakter og sjæl. Det er den moral, spillet forsøger at besjæle. Koden i ishockey har alle dage været en måde for spillet og spillerne at straffe dem, der netop ikke overholder ethos.

For 100 år siden var det rap over nallerne og en blodtud for arbejderdrenge, der daskede løs på en sammenrullet sæk eller et æble på gaden. I dag er spillerne millionærer og accepterer kontaktsportens plastre og kæbebrud som en del af showet.

Men det er stadig smukt at se på, denne fodbold på is. Der er semifinaler lørdag, og søndag er der finale i Royal Arena.

God fornøjelse.

Det smukkeste ved ishockey er, hvor utroligt hurtigt overtaget i kampen kan skifte. Det kan ske på et splitsekund, siger Olaf Eller.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu