Læsetid: 10 min.

Det Tredje Riges sprog og det politisk korrekte sprog: Den mekaniske afstandtagen til det anstødelige er ikke nok

Nazisternes brug af sproget som et voldsredskab er velkendt og kan med fordel fortsat studeres. Men mod hvad og hvem skal en meningsfuld sprogkritik rette sin opmærksomhed i dag?
Victor Klemperer beskriver, hvordan ord som ’fanatisk’ eller ’hysterisk’ bliver positive, de betegner den indstilling, folket skal have.

Victor Klemperer beskriver, hvordan ord som ’fanatisk’ eller ’hysterisk’ bliver positive, de betegner den indstilling, folket skal have.

Ditte Ahlgren

5. maj 2018

Hvordan kan det være, at hele den danske befolkning siger både – men også, når det dog hedder både – og? Hvornår er ordet faktisk ophørt med at blive brugt alene og begyndt kun at optræde i for­bindelsen rent fak­tisk? Hvorfor kan vi efterhånden kun tale i ho­ved­sætninger med dertil hørende ordstilling:

»Det er vigtigt at un­der­søge, hvad er der sket«?

Sådan udvikler sproget sig. Nogle verber findes nu kun i præ­teritum: »Jeg håber, det vil lykkedes«, »Fortæl mig, hvad du syn­tes lige nu«.

Perfektum er ved at blive erstattet af infi­nitiv: »Vi har ikke kunne nå det«, »Vi har måtte aflyse arran­ge­mentet«.

Og infinitiv er selv ved at glide over i præsens: »I det følgende vil jeg definerer ... «

Ret harmløse ændringer, vil man sige. Sikkert. Hvad der in­ter­esserer mig, er, at de kan sætte sig så meget igennem, at ingen til sidst kan komme i tanker om, at det kunne hedde noget andet. At ingen til sidst kan komme i tanker om noget andet. Udvik­lin­gen tager én retning. Til sidst bliver det ensretning.

Hvad gør det, om man spørger, hvad der er op og ned i en sag, i stedet for, hvad der er hoved og hale på den? At man sætter no­gen fri i stedet for at slippe dem fri eller befri eller frigøre dem? At man følger op på i stedet for at fortsætte, at man tager kontrol over i stedet for at få kontrol med. Det er amerikansk, om end med dan­ske ord.

Hvad gør det? Det gør en forskel, fordi sprog også er kultur. Sprog er po­li­­tik, moral, følelser. Amerikansk sprog, amerikanske tilstan­de. Eller som man siger: Det bliver derefter. I politik: Vi prøver at »gøre ver­den til et bedre sted«. Moralsk: Vi anklager hin­anden for at være »patro­ni­serende« eller »manipulerende«. Vi føler på amerikansk, når vi »elsker at hade«, eller når »vi er der for hinanden«. Vi omgås på amerikansk, fra vi mødes med et: »Hvad så?« og til vi skilles: »Hav en god dag!«

Eller det kan være konceptsprog, forretningssprog. Frisøren er på fornavn med mig, selv om jeg kom ind i salonen for mindre end fem minutter siden. Og selv den yngste flaskedreng i super­mar­kedet har lært, at han skal lade, som om han ejer hele butikken: »Containeren? Den har jeg herovre!«

Eller det er en bestemt videnskab, der sætter sig på vores tankegang. Sådan som det har været tilfældet med psykologien de sidste halv­treds til hundrede år. En rejse er en rejse­ople­vel­se, en bog er en læseoplevelse, at gå i biografen er en film­op­le­velse (med popcorn og sodavand til er det en total­ople­velse). Til sidst er der ingen anden virkelighed end den oplevede. Det går hårdt ud over virkeligheden. Naturen skal kun være der for at være natur­oplevelse. Så nu skal dyrene tænke. Vi kan kun aner­ken­de an­dre levende væsener, hvis de er ligesom os.

*

Sprogkritik hedder en genre, som ofte lever sit liv i det skjulte.

En af dens betydeligste udøvere var Karl Kraus, der redigerede og stort set alene skrev tidsskriftet Faklen (Die Fackel) fra 1899 til sin død i 1936. En lidt senere var filologen Victor Klemperer, der er kendt for sin kortlægning af Det Tredje Riges sprog, Lingua Tertii Imperii, udgivet under forkortelsen LTI (som nazismen havde sine forkortelser: SA, SS, Ge-sta-po, osv.)

Victor Klemperer har fået en særlig status i Danmark, fordi LTI udkom i dansk oversættelse i 2010. Det er Knud Lindholm Laus store fortjeneste at have lagt forlag (tekst og tale) til bogen og Henning Vangsgaards endnu større fortjeneste at have oversat. At oversætte en bog, der analyserer ændringer i det sprog, den selv er skrevet på, er en kæmpe opgave.

Jeg mødte Henning Vangsgaard et par gange, hvor vi skul­le hol­de oplæg om sproget og dets betydning for magten over sindene og samfundet. En af gangene var op til udgivelsen af LTI, hvor jeg præsenterede den analyse af Hitlers sprog, som findes i min bog Hit­ler. En in­troduktion (Gyldendal 2010), hvor jeg også bruger Klemperer. På et tidspunkt havde vi planer om at sammenstykke en sprogkritisk anto­logi med et kapitel for hvert tidstypisk ord, ord­net alfabetisk. Jeg havde sagt helle for ordet ’oplevelse’. Sidste år skrev Vangs­gaard, at han havde knapt med tid til pro­jek­tet. I år døde han så, 70 år gammel.

Hans idé om en tidssvarende sprogkritik består. Men man kan ikke bare kalkere Klemperer. Det Tredje Riges tid er forbi. Hvor­for er Klemperers bog så alligevel langtidsholdbar?

Meget af litteraturen om ofrene for Det Tredje Rige er glemt. Det meste af den, fordi den er sentimental og moraliserende. For­fattere, som har overlevet litterært, Klima, Levi, Borowski eller Klemperer, er alle forbløffende nøgterne. Hvordan har de kunnet holde hovedet koldt i de år, konstant truet på livet? Primo Levi, kemi­ingeniøren, beskri­ver Auschwitz, som iagttog han, hvad der foregår i et laboratorium. Og Klemperer, filologen ...

Klemperer, der var af jødisk oprindelse, overlevede de 12 års Nazityskland takket være sin kone, der havde sit arierpas i orden og nægtede at lade sig skille. Man deporterede ikke Klemperer, man degraderede ham. Han skriver som forfulgt jøde, eller rettere som forfulgt – jøde var noget, nazismen dømte ham til at være. Han iagt­tager, hvordan man via sproget får en hel befolkning til at for­følge et mindre­tal. Folk af jødisk oprindelse skal omta­les med et ’(Jude)’ efter deres navn, der skal stå et ’(J)’ i de­res pas, eller det hedder: »Jøden Marx«, »Jøden Heine«. Det hedder i det hele taget: »Jøden« – i ental, for så kan man som Hitler sige, at jøden er sådan og sådan af natur. I det hele taget går Klemperer som Kraus efter de uanselige ændringer i sproget.

I kapitlet »Interpunktion« beskriver han, hvordan hver type sprog har sine karakteristiske tegn. Nazismen har gåseøjnene, der distancerer og ironiserer: »den røde ’general­stab’«, »den russiske ’strategi’«, Churchill og Roosevelt som ’statsmænd’, osv. Der er ikke plads til nuancer som semikolonets tøven og spørgsmålstegnets tvivl. Der er ikke engang plads til forskellen mellem skriftsprog og tale­sprog – alt skal være tale, nærmere be­stemt »tiltale, til­råb, oppiskelse«.

Klemperer beskriver, hvordan ord som fanatisk eller hysterisk bliver positive, de betegner den indstilling, folket skal have. Efter krigen giver det problemer at komme tilbage fra det. Klemperer citerer en ung pige, som godt kan se, at det hele er slut, men ak! hun nærer nu alligevel »en fanatisk fædrelandskærlighed«. Det er hitlersprog, men det er også hendes sprog; hun har aldrig hørt andet. Sådan har vi også et bestemt sprog i dag. Folk som flest siger, når der skal gives udtryk for stærk overbevisning:

»Det er sådan, jeg oplever det«.

De har aldrig hørt andet.

Indstilling er til gengæld et ord, hvis oprindelse vi har glemt i dag. Måske husker man Marlene Dietrich fra Den blå engel, hvor hun synger om at være »auf Liebe eingestellt«. Dengang (1930) var det nyt. Klemperer minder om, at det først og fremmest er ap­pa­rater og maskiner, man indstiller. Nu skal det være mennesker. Så kan de være »auf Deutschland eingestellt«. Betjenes med et tryk på en knap. Et ord, en appel. Det handler om personens mekanise­ring. Om at få folk til at gå i takt.

*

Hitler dømte jøderne til at være jøder. En anstødelig påstand? Klemperer viger ikke tilbage for at påpege den objektive solida­ri­tet mellem Hitler og Herzl, mellem nazisme og zionisme (kapit­let ’Zion’). Hvem har profiteret mest af hvem? I dag kunne man måske tale om noget lignende mellem Dansk Folkeparti og islams funda­men­talister, mellem danske islamkritikere og islamister. Oprigtig talt, hvad ville de være uden hinanden?

Jeg interesserede mig for noget andet, dengang jeg skrev min Hitlerbog. DF er ikke nævnt i den. Jeg læste Mein Kampf og konsta­terede, hvor tidligt nazisproget var på plads. Hitler kom til mag­ten i et demokrati, ikke mindst ved sine tale­gaver. Men når en to­talitarisme kunne komme til magten via demo­kratiet før den, så kun­­ne der vel også komme noget lignen­de efter den. En mekanisk sprogbrug i efterkrigstidens sprog.

Hvad kunne nutidens i det mindste sproglige totalitarisme så være? Det gik op for mig, da jeg rejste rundt og studerede mindes­mærker i nutidens Tyskland. Sproget dér er næsten uudholdeligt. Formanende, moraliserende, forløjet. Og sådan fortsætter det ud i nutidstysk. Man skal bruge et bestemt sprog om fortiden, man skal have en bestemt indstilling til den.

Efterhånden breder det sig til andre sprog. I Politiken rap­porterer Peter Wivel fra Berlin, idet han ivrigt oversæt­ter det politisk korrekte tysk så direkte som muligt.

Da filmen om Georg Elser, den mest bemærkelsesværdige af Hitlers attentatmænd, kom, skrev Wivel (Politiken, 12. juni 2016), at Elser blev »myrdet« af SS-manden Theodor Bongartz. Og at kriminalchefen Arthur Nebe »lod titusindvis af russiske jøder myrde«. Det er of­ficiel tysk jargon. Og det er forkert. De to nævnte gjorde intet u­lov­ligt. Det var ikke forsætligt mand­drab = mord begået i et retssamfund. Det var værre.

Derfor siger Han­nah Arendt, at der med nazismen er sket no­get, som ikke burde være sket. Det uhyrlige kan ikke sam­men­lignes – vi kan ikke gøre det godt igen. Slet ikke ved at lade, som om Nazi­tyskland var et retssamfund, hvor der desværre gik nog­le mor­dere rundt. Til gengæld skriver Wivel om Elser, at han fød­tes »uægte barn«. Sådan kan det gå for en ivrig reporter.

Moraliseringen gør, at man ikke kan få lov at danne sig en me­ning, man kan kun få lov at have en. Én. Nutidens tyskere går også i takt, bare i modsat retning. Altså jeg skrev om mindes­mær­kernes hykleri. Moritz Schramm, herboende tysk lektor, som gerne flasher sig på sit slægtskab med Albert Speer, kri­tiserede mig rasende. Det er i hvert fald kun den yderste højrefløj, der tænker sådan! (Kristeligt Dag­blad, 12. april 2010).

Jeg havde citeret ud­førligt fra Die Zeit, der i 1998 gennem­førte en rundspørge om det planlagte Holo­caust-Mahnmal i Ber­lin og planen om at om­døbe Pots­damer Platz til Juden­platz. Rundspør­gen foretaget blandt fremtræ­dende jøder, og inge­nlunde højre­orien­terede. Men jeg havde med vilje kun angivet deres navne, ikke citeret dem hver især som den ’tysk-jødiske’ so-und-so. Sådan gør man ellers i Tyskland. Jeg synes, sporene skræmmer: At man efter tre genera­tioner har glemt, hvem der i sin tid ind­førte det!

*

Knud Lindholm Lau har den korrekte benævnelse i sin nye bog Bare fordi at (Tekst og Tale Forlag, 2018), hvor han vedgår sin gæld til »den tysk-jødiske filolog Victor Klemperer« (vi skal åbenbart til at lære at si­ge: den dansk-jødiske forfatter M.A. Goldschmidt, den dansk-jødiske journalist Martin Krasnik, osv.) Gælden er betrag­telig i den forstand, at bogen vil overføre Klemperer direkte på sproget i den dan­ske udlændin­gedebat. Arbejdet er til gengæld let, da alle og enhver i de sidste par årtier har kunnet se ligheden mellem Danmarks og andre landes behandling af udlændinge og Det Tredje Riges behandling af jøder og andre mindretal. Man spejder derfor efter en nuancering. Man spejder forgæves.

Victor Klemperer er filolog, og han holder sig til det fag, som han kan. Knud Lindholm Lau er journalist, han henter fra alle mulige fag. Blandt hans kilder genfinder jeg endog (uden nostalgi) mit første studieårs lærebog, Irving M. Copi, Introduction to Lo­gic. Lau vil belære om argumentation, og han anvender da også hyp­pigt ordet argument og ord for argumenttyper. Man må argumen­te­re seriøst – det er rigtigt nok. Eller det er rigtigt, men det er ikke nok. Begrebsbestemmelse, fokus, kontekst, valg af me­ta­forer, ek­sempler, så meget andet er mindst lige så vigtigt.

Også hos Lau. Når man som han farer frem med al den mekanik, der hører med til gængs politisk kor­rekthed (a la: islam er ikke noget pro­­­blem) og what­about­ism (a la: kristendommen har været lige så slem), så til­træk­ker ka­pitlerne om de to ting sig en vis op­mærksom­hed. Hvordan mon han vil argumentere der? Jo, Laus kapitel »Whataboutism« nævner nogle pro­blemer med barne­brude og for­klarer, at komparativ metode er et ’pænere’ ord for whatabout­ism, og så er det kapitel slut.

Til sit kapitel om poli­tisk kor­rekthed har Lau fundet et citat fra Danske­ren, som hævder, at po­litisk korrekthed spærrer for indsigt i, at den hvide race er over­legen. Og så kan man jo nok forstå, at mod­standere af politisk korrekthed hævder den hvide races over­le­ge­n­hed. Lau kan også den med at klippeklistre citater ind imel­lem hinanden, i kapitlet om politisk kor­rekthed fra Kasper Støvring og fra Andreas Brei­vik. Så man også her forstår, at det er sådan lidt det sam­me.

»Ønsker vi en forlængelse af den udviklingslinje, der teg­nes?« spørger Knud Lindholm Lau. Nej tak! ikke mere af den udvik­ling, som Bare fordi at med sin linje eksemplificerer og bidrager til at fastholde.

Det er ikke at være sprogkritisk at erstatte en mekanisk og u­reflekteret sprogbrug med en anden lige så mekanisk og ure­flek­­teret, mekanikken standser tænkningen under alle omstændig­he­der. Det kvalificerer ikke debatten at tale pænt og at tale udenom og så ellers vrænge populisme ad et folks bekymringer. Det forvær­rer kun situationen. Det gælder om at finde ud af, hvad der i vir­ke­ligheden er bekymrende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Bjørn Pedersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Grethe Preisler
ulrik mortensen, Bjørn Pedersen, Eva Schwanenflügel og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Søren Gosvig Olesen :

"Derfor siger Han­nah Arendt, at der med nazismen er sket no­get, som ikke burde være sket. Det uhyrlige kan ikke sam­men­lignes – vi kan ikke gøre det godt igen. Slet ikke ved at lade, som om Nazi­tyskland var et retssamfund, hvor der desværre gik nog­le mor­dere rundt. "

Ved at individualisere samfundsforbrydelser opnår politikerne et uformelt amnesti, de tildeler sig selv.
Strukturelle problemer bliver dermed tilintetgjort med retorikken.

Bjarne Bisgaard Jensen, David Joelsen, Martin Rønnow Klarlund, Niels Roed, Anne Eriksen, Anne Mette Jørgensen, Ole Frank, Anders Reinholdt og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Johanna Haas

1. SGO er stærkt stødt på manchetten af Knud Lindholm Laus nye om den danske udlændingedebat: "Bare fordi, at." Der stikker mange meningsløse, forvrøvlede og nedladende ytringer frem i SGOs indlæg. Eksempelvis dette: "Victor Klemperer er filolog, og han holder sig til det fag, som han kan. Knud Lindholm Lau er journalist, han henter fra alle mulige fag."
Nu er det jo ikke kun tilladt for akademikere at tænke, og det er ikke kun tilladt at ytre sig om sit fag, som SGO synes at mene.
SGOs nedladende små- perfiditeter er ikke kun vendt mod Knud Lindholm Lau, Peter Wivel og Moritz Schramm står også for skud. Fælles for alle, som SGO hænger ud er, så vidt jeg kan se, at de hver i sær repræsenterer en humanisme, som er SGO imod. SGOs tirade-skriveri er langt under det, jeg gerne så som Informations niveau. Det burde have været bragt. Jeg er i hvert fald ikke klogere på, hvorfor SGO nedgør "Bare fordi at..." så voldsomt efter at have læst det læst det uhyre lange og, efter min vurdering, ret uhyrlige indlæg.
2. Noget ved jeg til gengæld efter endt læsning: Alt politisk korrekt finder SGO dybt latterligt, ja nærmest skadeligt. Jeg ved også, at hvis et menneske ytrer sig båret af et moralsk påbyd, kalder SGO det moraliseren. Og moraliseren finder SGO ligeså latterligt som politisk korrekthed. Dette står efter endt læsning lysende klart for læseren, selvom meget fortaber sig i tåger i indlægget, men hvad skal vi bruge det til?
Der går snart 12 på dusinet af skribenter, der tænker som SGO gør i dette indlæg - og underligt nok lykkes det dem ofte at komme i spalterne. Der er intet nyt under solen i de automat indvendinger SGO fremfører mod "politisk korrekthed", selvom han rask væk anklager folk, der ikke tænker som han selv gør, for "automat tænkning."

3. SGO nævner selv Primo Levi i sit indlæg. Holocaust museet Yad Vashem citerer Primo Levi for dette udsagn: "Det skete og fordi det skete, kan det ske igen".
Lige netop den erkendelse kunne være bindeleddet mellem Lindholm Laus udgivelse og hans oplysningsarbejde omkring Viktor Klemperers arbejde og livserfaring og den nye bog om udlændingedebatten i Danmark. Jeg tager min hat af for Lindholm Laus bestræbelse på at oplyse for at undgå en gentagelse.

Josephine Kaldan, Niels Roed, Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Knud Chr. Pedersen, Ole Frank, Anders Reinholdt, Arne Lund, Olaf Tehrani, Hans Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Johanna Haas

ups.: Der mangler et "ikke": Der skulle stå. "Det burde ikke have været bragt." og et "det læst" skal slettes. "Efter a have læst det uhyre lange indlæg" er der der skulle stå...

Steffen Gliese, Hans Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Johanne Haas - Meget enig mht. det skolemester-nedladende niveau en del af Inf' skribenter opererer på. En gang kunne man godt tage afstand fra højrefløjens infame brug af "politisk korrekthed", nu er det vist kun Metz tilbage.
Det begynder, at ligne mainstream-mediernes hån og foragt overfor alle, der brænder for en større humanitet, for en verden med en retfærdig fordeling af klodens rigdomme.

Det her skete ganske vist i det stærkt skrantende Deadline. De, der så Deadline d. 28.4.18 fik her demonstreret, hvordan magthaverne og deres studieværter ser på folk, der ud fra en solid viden om (her) klimaforandringerne, træffer personlige valg - også selvom disse kan være besværlige og dyrere. (Se anmeldelser af Arne Vetlesen og Rasmus Willigs Vi er alle (Miljø)hyklere).
Gæsten var klimaforskeren Kevin Anderson fra engelske Tyndall Centre for Climate Change Research, og universitetet i Uppsala..
Den kongeblå Niels Krause-Kjær spurgte Anderson hvordan han kom rundt til sine forskellige europæiske arbejdspladser: "Du tager vel flyet?"
Anderson: "Nej, siden 2004 har jeg udelukkende rejst med tog og bus."
Krause: "Er det ikke temmelig fanatisk?"
Anderson: "Fanatismen består i den blinde tro på, at vi kan producere os ud af miljøproblemerne, og at vi stort set kan fortsætte med at leve som hidtil. Men også en fanatisk tro på, at Paris-aftalens krav om en maksimal temperaturstigning på højst to pct. er skæbnesvanger. Ingen lande - heller ikke Danmark - er blot tilnærmelsesvis i nærheden af målet. Det vil være realistisk, at forvente en stigning på op til 4 gr".
Krauses attitude er stedse mere udbredt på parnasset, så der er ingen rund til at undres over, at der også er skribenter på Inf., der forfalder til det arrogant-bedrevidende-nedladende.
Jeg har ikke fået læst Knud Lindholm Laus bog endnu - det lokale bibliotek er længe om at få nye bøger hjem. Men jeg læste Klemperers bog, så det er ikke svært, at se hvor det er Lindholm Lau vil hen.
Det er et kæmpe, uvurderligt arbejde han udfører, og det kan han ikke roses nok for. Lindholm Lau er langt mere seriøs, end de fleste af hans anmeldere.
Im westen nicht neues.

Johanna Haas, Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen, Hans Larsen, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Anne Mette Jørgensen, Knud Chr. Pedersen og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Nazisternes sprog er helt forkert - Gestapo,SA,SS - er noget man kan kalde tysk sprogvane og ikke specifikt nazisprog - i dag har man da GroKo (grosse koalision) og i daglig TV ser man programmer der hedder "Moma" (morgenmagazin) krimier der har et navn der henviser til arbejdet feks. SoKo München (sonderkommision - München) und so weiter und so fort.

Jens Thaarup Nyberg

" ... Elser blev »myrdet« af SS-manden Theodor Bongartz. Og at kriminalchefen Arthur Nebe »lod titusindvis af russiske jøder myrde«. Det er of­ficiel tysk jargon. Og det er forkert. De to nævnte gjorde intet u­lov­ligt. Det var ikke forsætligt mand­drab = mord begået i et retssamfund. Det var værre."
Udenfor de litterære samfund, i de forhistoriske, hvor kun stigmastiseringens lov gælder, bliver vi ikke myrdet eller omkommer, vi forsvinder.

Anne Mette Jørgensen

Jeg er ikke intellektuel og slet ikke ud i sprog, men trods dette er jeg ofte irriteret over nutidens sprog hvor bl.a ordet, fremadrettet bruges i hver en sætning af politikerne. Jeg kan ikke forstå det eftersom fremad er en retning i sig selv.
Hvorfor putte en ekstra stavelse p?. I sær Helle thorning kunne ikke åbne munden uden.
Og til deadline. Det er desværre blevet en udsendelse, hvor samtlige værter er hamrende bange for, at vise egen følelser og her værst, når Camilla Thorning er vært. Jeg er ked af, at skrive det, men jeg kan kun fokusere på rundebriller og glattejern hår. Det er kønsløst, ligegyldigt når man overhovedet ikke kan mærke om journalisten er en robot eller et menneske.
Jeg savner Adam Holms entusiasme, og Krasniks krasse interview.
Er det mon fordi DR. er bange for DF eller hvad i himlens navn foregår der.
Før var Krause Kjær den mest mest kedelige, men nu er han den eneste man kan forvente lidt oprør fra og tak for det.
Den journalist hentet fra, Information er underlig bovlam og lader sig let køre over når hun har forsøger at være kritisk.
Set i høj grad i Interviewet med Mee Allerslev.
Uanset hvordan sproget er og har udviklet sig mener jeg, at det er godt at diskutere. Jeg kender ikke alle de fremmedord for sprog, men mange ordbrug skurrer i mine ører.

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Beklager mine mange fejl i ovennævnte kommentar.
Der skulle have været s efter interview. Der skulle have stået egne og ikke egen!

Bjørn Pedersen

Er sproget den primære drivkraft i umenneskeliggørelsen og umyndiggørelsen af andre mennesker, eller er det i de tanker vi personligt i vores sind associerer med disse ord, umenneskeliggørelsen ligger? En ældre artikel, bragt i Information om det samme emne:

https://www.information.dk/moti/2014/02/korrekt-sprog-kan-spaerre-etisk-...

Problemet med den såkaldte politiske korrekthed er, naturligvis, ikke at den søger at behandle og opfordrer til at behandle mennesker med mere respekt, men at man ser sproget alene som en måde at løse samfundsproblemer på.

At ændrer sproget, men ikke associationerne, at ændrer ordet men lader det gamle ords fordomme overleve i det nye ord, er at hælde gammel vin på nye flasker. Gammel tanke-vin på nye sprog-flasker.

Hvad amerikanisering så angår, har SGO helt ret. Sprog er også kultur. Amerikanere har deres egen kulturhistorie, og de ord, sætninger og refererancerammer de bruger en unik kulturhistorisk kontekst. Alligevel kan vi se at, i løbet af bare det sidste årti (halve årti?), er danske mediepersoner begyndt at tale om "hvide danskere", som kategori. Den racialiserede forståelse af etnicitet (som hvide, sorte, asiater, "hispanics"), er imidlertid unik for især den anglo-amerikanske del af verden, og ikke en traditionelt europæisk eller dansk, hvor etnicitet er kulturel.

Pórto Qisuk

Det mest bekymrende er at brugen af ord som ”perfekt” Den perfekte er blevet en politisk mål. Den perfekte er blevet en norm i alle samfundslag. Perfekte=renhed= gøre tingene perfekt= at være perfekt i alle livet sammenhænge. Danmark og danskerne har aldrig forsøgt at gøre opgør med nazismen. Nazismen mentalitet har danskerne aldrig forsøgt at gøre opgør med. Afdemokratisering kører 170 kilometer i timen. Den menige dansker er blevet redskab ja, er blevet en bøddel.

christian christensen

Sprogkritikken huserer stadig overalt og lever i bedste velgående navnlig på humaniora studierne, KUA, RUC, Syddansk, Aalborg osv. Med udgangspunkt i diverse franske sprogfilosoffer bruger man meget tid på at studere og filosofere over, hvordan man "italesætter" visse problemstillinger i en sådan grad, at mange yngre studerende tror, at man ligefrem kan skabe virkeligheden gennem sproget. Hvis man f.eks. holder op med kalde socialt udsatte områder for "ghettoer", vil deres problemer forsvinde. Gid det var så vel....

Knud Chr. Pedersen

Citat fra Arne Lunds kommentar herover - 06. maj, 2018 – 15:15, og som jeg fuldt støtter, - "Det vil være realistisk, at forvente en stigning på op til 4 g" siger klimaforskeren Kevin Anderson fra engelske Tyndall Centre for Climate Change Research, og universitetet i Uppsala.
Så skulle man vel tro, at en public service journalist i DR Deadline (det var den 25. april, hvis nogen skulle ønske at gense udsendelsen på DR) skal agere mere end blot som en perfid tomhjernet dumrian og få Anderson til at udbyde, hvad en 4 grader stigning vil betyde? Men det er for meget forlangt af et udueligt reaktionært tågehorn som Krause Kjær. Men så skal jeg gøre det for ham, nu da han er for dum og doven til at gøre det selv. For at citere Anders Malm, Fossil Capital, side 328, "...puts the world on track to a rise in temperatures of 4 degrees by 2060, far beyond the level to which humans can be expected to adapt with any reasonable sense of civilisation intact.”

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Torben K L Jensen - Tror nu nok, at de amerikanske administrative myndigheder kan være godt med - uden sammenligning i øvrigt.

Morten Hjerl-Hansen

DF er regeringsbærende i Danmark. Går man et spadestik dybere er det en sammensat følelse der er regeringsbærende. Fremmedhad, kaldes den. Men hvorfor ikke gå et spadestik endnu dybere på sådan en dejlig forårsaften: Er det sådan en uhåndgribelig, men betydningsfuld, følelse som hverdagens smerte der er blevet regeringsbærende? Det lyder som noget fra en smal, intellektuel feel-bad film, men vi i Almindelig Sorg, spøgefuldt kaldet Almindelig Sort, mener at det er denne hverdagens smerte der kan danne grundlaget for at anskueliggøre noget almenmenneskeligt og dermed danne grobund for et fællesskab som verden endnu ikke har set magen til. Et fællesskab hvor man ser med alvorlige øjne på en DF'er når man taler med vedkommende. Og det gør man.

Almindelig Sorg er opbygget omkring en halv tese:

Sorg er det mest komplekse i livet.

Det passer til menneskelivet hvor næsten alle ting er halve. Mænd er som de fleste ved halvt mænd. Kvinder kan vel næppe drive det videre end til at være halvt kvinder og mange af os har været halvt avisbud som barn.

Runa Lystlund

Det er rigtigt, at dansk efteraber engelske og amerikanske gloser og begreber. Et af de ord, der er ved at overdøve alt, er præpositionen/forholdsordet på.

Glimrende verber, der hidtil har kunne klare sig uden på, overhældes med dette forholdsord. Man kan ligefrem kalde tendensen påsyge. Kommentere på (engelsk) og så videre. Prøv at lægge mærke til, hvor ofte på bruges forkert i fjernsynet eller unødvendigt. Det interessante er, at det er personer fra diverse forvaltninger/kommuner/staten, som bruger på meget enten forkert eller uden at det er nødvendigt. De har muligvis alle været på det samme kursus. Det lyder som de mener, at det er fint at bruge på i tide og utide.

Datid af verbet at grine bliver til grinte. Postkassen sprang i luften. Jeg ligger bogen på bordet og vi kan blive ved.

Meget få kan bruge han og sin korrekt.

Jeg behøves ikke gøre dit eller dat.

Af alle personer, som jeg har mødt, er pædagoger den faggruppe, som taler mest forkert. Derfor er det ikke mærkeligt, at børn ikke lærer at tale korrekt. Selvfølgelig bør forældre lære deres børn sproget og opmuntre dem til at tale korrekt dansk. Jeg er udlænding og taler og skriver ikke helt korrekt. Kommaer er jeg f.eks. ikke god til. Danskerne sjusker med sproget. Det er især pinligt, når vi indvandrere kritiseres for ikke at kunne tale dansk.
I artiklen nævner forfatteren udtrykket "fordi at". Det er ikke grammatisk forkert at sætte at efter fordi. Man kan ikke undvære "fordi at" på islandsk. Min nabo, som er specialist i dansk og græsk fortæller, at brugen af fordi at, ikke er grammatisk forkert. At man har ændet en gammel brug af fordi at, er en anden sag.

Et andet eksempel som artiklens forfatter nævner som værende ukorrekt. Jeg gentager."Til gengæld skriver Wivel om Elser, at han fødtes "uægte"barn." Om det er moralen forfatteren skriver om, eller grammatikken, står noget uklart, men beskrivelsen af at være uægte beskriver en tid, hvor det at være født som et uægte barn, var en skam. Jeg blev født som et uægte barn. Mine forældre blev først gift, efter at jeg blev født. Jeg er så tilstrækkelig ung, at det ikke var en skam, da jeg blev født.

Udtryk som honum (dativ af hann, ham på dansk) fæddist (fødtes) sonur (en søn) (isl). I dag ville vi sige, han fik en søn. På dansk ville det være, ham fødtes en søn. Førnævnte kan man stadigvæk sige på islandsk, det er dog lidt højtideligt.

David Joelsen

Er det tilladt atnævne pladerhumanisme (Humanitätsdusel) og andre for tiden yndede udtryk for at nedgøre vores egen (med)menneskelighed?

Christian De Thurah

Søren Lystlund
Hvad er der i vejen med sætningen “Postkassen sprang i luften”?
Mht. præpositionen “på”: Ja, den bruges irriterende tit, men det er ikke noget nyt. Det gjorde den allerede omkring 1970.

Karsten Olesen

Ordet at udgraense paa tysk ausgrenzen - har endnu ikke vundet fast anvendelse paa dansk, men betegner den proces, hvorved en gruppe udskilles og fratages civile rettigheder, og i omtalen skilles ud fra flerheden eller faellesskabet.

Dette kan efterfoelges af fysisk rettighedsfratagelse - som beslaglaeggelse af formuer - og senere fysisk fjernelse fra samfundslivet - hvilket er et af formaalene med koncentrationslejre.

At sproget - og de strategiske metoder - gaar igen hos V kan vi se i mange eksempler.

Ideen om at blot tilstraekkeligt mange godtager et synspunkt, er det lige saa godt som sandt er en del af Vs mediestrategi.

Dette er en af nazismens udbredelsesveje.

Ministerierne korporativiseres - med en faelles talsmand eller pressesekretaer - for at danne en faelles front mod offentligheden.

Ogsaa erhvervslivet indrettes efter korporativt moenster, med priviligerede VL-grupper, og titler og navne som om de repraesenterede hele erhvervet - fx. Landbrug og Foedevarer.

Vaernemagtens sprogbrug gaar igen -
maaske allermest tydeligt i benaevnelsen Dansk Plantevaern for landbrugets giftleverandoerer.

Disse er ovenikoebet fortsaettervirksomheder af de samme I.G. Farben-virksomheder, som under 2. verdenskrig fremstillede giftgas og drev Auschwitz.

Det er saaledes landbrugets gamle forretningsforbindelser - I.G. Farben leverede kunstgoedning 1940 - 45 - der staar bag den nuvaerende paatvingning af plantegifte, hvor jorden betragtes som sterilt medium - og ikke som et kompleks af levende mikroorganismer. /

Johanna Haas, David Joelsen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Måske er jeg overdrevent mistænksom, men når jeg ser "Det Tredje Rige" eller lignende dukke op i en diskussion, ser jeg at det meget vel kan dreje sig om at opstille en kontrast til modstanderens synspunkter. Måske fordi man har et behov for selv at se sig som den positive modpol?