Læsetid: 10 min.

»Noget af det vidunderlige i en fri verden er, at du har lov til at afprøve at være en anden«

De grænsesøgende teaterfolk Madame Nielsen og Christian Lollike lader hovedpersonen i deres nye stykke skifte race, hvilket ikke overraskende har udløst kritik. Men vi er nødt til at kunne prøve at være noget andet end det, andre opfatter os som, mener de. Derfor kan ’blackfacing’ og raceskift ikke være forbudte emner at tage op
Måske er det i virkeligheden Jimmy Jørgensen, jeg krænker, siger Madame Nielsen og råber ’Undskyld, Jimmy!’ ud i den prøvetomme teatersal.

Måske er det i virkeligheden Jimmy Jørgensen, jeg krænker, siger Madame Nielsen og råber ’Undskyld, Jimmy!’ ud i den prøvetomme teatersal.

Sigrid Nygaard

5. maj 2018

Madame Nielsen sidder på scenen ved et lille bord og dupper forsigtig mørkebrun sminke på sin lyse hud. Hun starter med det øverste af kinden og arbejder sig langsomt opad:

»Man ved aldrig, hvad der sker – lige nu ligner det mest et modermærke,« siger Nielsen.

»Det er i hvert fald ikke blackfacing endnu.«

Hun er blevet kritiseret for netop dette, at blackface – et racistisk begreb, som stammer fra 1900-tallets USA, hvor hvide skuespillere malede sig sorte i hovederne. Nielsen sminker sig alene til ære for fotografen, men i teaterstykket White Nigger/Black Madonna, som lige nu opføres på teatret med det passende navn Sort/Hvid sminker hovedpersonen sig rent faktisk sort: Hun skifter race.

Madame Nielsen og instruktøren Christian Lollike er af organisationen Black Lifes Matter Denmark blevet beskyldt for at være dehumaniserende og hadefulde imod sorte, dels fordi Nielsen er sort på plakaten, dels fordi ordet ’Ñigger’ indgår i forestillingens titel. Aktivister har sågar klistret plakaterne i bybilledet over med teksten:

»Racial violence occurred here.«

Undskyld, Jimmy

En teatertekniker, som står ved sin lydpult bagest i den lille sal råber ned til Madame Nielsen, at hun mest af alt ligner Jimmy Jørgensen nu.

»Jamen det er jo præcis det, jeg mener,« svarer Nielsen.

»Nu er det måske i virkeligheden Jimmy Jørgensen, jeg krænker. Undskyld, Jimmy!« råber hun ud i lokalet.

Instruktøren Christian Lollike griner og ryster lidt på hovedet af sin makker. De to har aldrig arbejdet sammen før, men de har fulgt hinanden de seneste mange år, og de elsker med egne ord begge at provokere.

»Provokere i den klassiske latinske form ’provocare’. At kalde mennesker frem og diskutere,« forklarer Nielsen.

Hovedpersonen i White Nigger/Black Madonna er født i en dansk provinsby, men identificerer sig selv som sort og skifter race i løbet af stykket. Christian Lollike forklarer, at historien er inspireret af den amerikanske kvinde Rachel Dolezal, som blev født af hvide forældre, men blev sort og endte med at være talskvinde for organisationen National Association for the Advancement of Colored People.

Dolezal blev afsløret og udstødt af det sorte samfund i USA, og det samme gør stykkets hovedperson:

»Hun ville være en black madonna, men ender som en white nigger,« siger Nielsen.

En lesbisk kvinde

Både Madame Nielsen og Christian Lollike er kendt for at være grænsesøgende. Lollike tager gerne udgangspunkt i aktuelle begivenheder i sine stykker, som da han – til stor debat – opsatte Manifest 2083, baseret på Anders Breiviks manifest kort efter terrorangrebene i Oslo og på Utøya.

Nielsen begynde sin karriere som skuespiller og forfatter som Claus Beck-Nielsen, men har igennem flere år erklæret, at han var død og navnløs for så for fem år siden at genopstå som kvinde under navnet Madame Nielsen. I stykket bliver de to kunstneres interesser for samfund og identitet forenet:

»Jeg var en dreng, som blev en slags mand – uden at lykkes helt med det – og så var jeg død på et tidspunkt og nu er jeg kvinde,« siger Nielsen og holder en lille pause.

»Lesbisk kvinde,« tilføjer hun uden at grine og fortsætter »… og så snakkede vi om, Lollike og jeg, hvad det næste skridt skulle være, og det er så at blive en farvet kvinde. Men det ville ikke være interessant, hvis det ikke samtidig var relevant i forhold til den debat, der er i samfundet.«

Det er Nielsen, der taler mest af de to:

»Det betyder meget, om man er hvid eller gul eller brun. Der tales om hvide privilegier, så det er et vældigt betændt område, og hvis der er noget, vi begge har en forkærlighed for, så er det at gå ind i betændte områder – der hvor det er farligt at være. Ikke på en hyggelig måde, hvor folk siger: ’Det har du helt ret i, det er lige dét, jeg altid har sagt.’ Vi vil hellere sige noget, som ingen har sagt, for ellers er der ingen grund til at sige det. Nu skal du snakke, Lollike. Jeg snakker hele tiden.«

Efter næste spørgsmål er det imidlertid også Nielsen, der tager ordet.

— Hvorfor optræder ordet ’nigger’ i titlen?

»Hovedpersonen længes efter at blive en sort madonna, men hendes frygt er, at hun aldrig kan blive mere end bare en white nigger. ’Nigger’ er i sandhed et skammeligt ord – det er jo et symbol på hele racismen og slavehandlen. Men i og med at det er white nigger, så slår det tilbage på hende som hvid. Ords kontekst er vigtig. Hendes forsøg på at blive brun bliver en maske. Ikke fordi, det er sandheden, men fordi samfundet omkring hende dømmer det til at være en maske.«

Christian Lollike bryder ind:

»Vi må insistere på, at konteksten er vigtig. Det betyder ikke, at jeg siger: ’Lad os bare blackface på livet løs og være fuldstændig dumme og historieløse.’ Men et forbud, mener jeg, er farligt.«

Sans for proportioner

— Black Lifes Matter Denmark har lavet et opslag på deres facebookside, hvor de kritiserer jer for at være hadefulde. Hvad siger I til den kritik?

»Det er klart, at vi bevæger os ud i et problematisk område. Men de problematiske områder er i sagens natur også der, hvor problemerne er,« siger Nielsen.

»Hvis vi skal løse de problemer, der er i verden, skal vi kunne tale om dem og undersøge dem. Vi vil gerne diskutere det.«

Hun mener dog, at der er en »mangel på sans for proportioner og en mangel på vilje til at se på kontekst og sammenhæng,« hos dem, der kritiserer dem:

»De tror, at verden vil blive et bedre sted den dag, vi får pillet ordet ’nigger’ ud af historien. Den der retouchering af Lenin ud af billederne forstår jeg ikke. Sprog er meget vigtigt og effektivt og voldeligt, men jeg synes, der er en ekstrem forsimpling her,« siger Nielsen.

Det er noget helt grundlæggende for mennesker, at vi kan forestille os at være en anden og måske ligefrem længes efter det, siger Madame Nielsen.

Sigrid Nygaard
Lollike tager over:

»Der findes digtsamlinger af Michael Strunge, der hedder Nigger 1 og Nigger 2, skal de forsider så rives ud? Må man bruge ordet i en Hollywoodfilm om slavetiden? Jeg synes, det er et farligt sted at stå, hvis man siger: Til alle tider og i alle sammenhænge skal det ord ud.«

Nielsen: »Det er klart, at jeg ikke skal omtale nogen reelt eksisterende mennesker som ’nigger’ eller ’neger'. Det synes jeg er et helt moralsk etisk krav at stille: Lad være med det. Men at …«

Christian Lollike afbryder: »Men at nægte at lade det indgå indgå i fiktioner er absurd,« siger han.

— Kritikken går også på, at I bare bruger ordet og virkemidlerne for at promovere jeres forestilling?

»Det er jo nonsens. Forestillingen handler om en kvinde, som ønsker at have en anden hudfarve,« siger Nielsen. »Så ja, plakaten er lavet for at gøre opmærksom på forestillingen, men det er jo ikke sådan, at forestillingen handler om landbrug i Argentina i 1400-tallet, men fordi det ikke sælger  biletter, så skriver vi white nigger på plakaten.«

Respektløst

Rachel Dolezals forvandling fra hvid til sort er af mange blevet set som respektløs. For hvordan kan man som hvid og dermed privilegeret vælge at blive sort – når man ikke kender til den undertrykkelse og de lidelser, som sorte historisk har haft.

— Hvad tænker I om den del af kritikken?

»Vi kan jo slet ikke lave teater, hvis ikke man i et øjeblik må forestille sig, at man var en anden. Jeg har ikke oplevet at være født som kvinde, men ikke desto mindre lever jeg som kvinde. Det er klart, at som en, der er født med hvid hud i Europa, så kan man aldrig have oplevet det, som de sorte i USA har oplevet. Men det er noget helt grundlæggende for mennesker, at vi kan forestille os at være en anden og måske ligefrem længes efter det. Noget af det vidunderlige i en fri verden er, at du har lov til at afprøve at være en anden. Ikke en bestemt anden, men en anden end den, som dem omkring dig lige synes, du er. Der kan vi ikke lave en begrænsning af, at der er noget, vi ikke kan få lov at gøre,« siger Nielsen.

Christian Lollike mener, at der er sket et skift i opfattelsen af disse spørgsmål:

»Det er en vild diskussion, der foregår for tiden. Jeg synes, debatten er rykket den forkerte vej. Der har været diskussioner om, hvorvidt man kan anmelde lesbisk litteratur, hvis man ikke selv er lesbisk. Altså, hold nu op,« siger han og tilføjer:

»Jeg synes også, det er en vild tendens, at man både i svensk og tysk teater har sagt, at blackfacing, det gør man bare ikke. Uden at skele til konteksten. Som instruktør og dramatiker skal man kunne leve sig ind i og skabe en figur – det er jo det, man gør. Så kan man ikke sige: ’Nu må du ikke forestille dig, hvordan det er at være sort.’«

Nielsen bryder ind:

»Hvis det bliver forbudt at indleve sig i andre mennesker og forestille sig, hvordan de har det, så ophører forståelsen og empatien for andre også. Så kommer der netop konflikter. Det er det, der ligger til grund for den racisme, der var dengang. Manglede evnen til indlevelse i andre mennesker. Man kunne ikke forstå, hvem de var. Den fejl skal vi da ikke gentage, synes jeg.«

— Du har også prøvet at skifte køn. Har du et bud på, hvorfor det er mindre kontroversielt end at skifte race?

»Det er jo nærmest mainstream at skifte køn. Da jeg blev kvinde, trådte jeg muligvis ind i lidt af en trend. Det er absurd, at mange af dem, som kæmper kampen – også på universiteterne – er for det ene og imod det andet. Hvis der er noget der er mainstream på universiteterne, så er det jo LGB … Q ... LGBTQ … jeg kan ikke huske alle bogstaverne, men alle skal være frie til at skifte mellem alt. Det er helt besynderligt, at det så er umuligt at skifte race. At der åbenbart er en eller anden racelov, der siger det.«

Vær en hund

Information har tidligere skrevet om Rachel Dolezal. I en ironisk kommentar under artiklen skrev en læser: »Hvad med alle de mennesker, der har et dybfølt ønske om at skifte art, skal de lades tilbage på perronen? Hvis man føler sig som en hund, en hest eller en gris, bør man have lov til at skifte art.« Kommentaren rammer ind i noget centralt. For kan alt bare brydes ned?

»Nej, selvfølgelig kan det ikke det. Men det må hele tiden være til forhandling. Skellet mellem racer er en problematisk ting, derfor er det nødt til hele tiden at være i spil, indtil vi har fundet en måde at håndtere det på. Vi kan ikke løse problemet ved at forbyde det,« siger Madame Nielsen.

— Kan man så bare være en hund, hvis man vil det?

»Jamen gør da det. Try it,« griner Nielsen. »Det vil nok være uinteressant, men der skal da ikke være noget forbud mod, at mennesker bliver hunde. Bare de ikke bider. Og bare de samler deres lort op selv – eller betaler nogen for at gøre det.«

— Måske handler kritikken af forestillingen også om, at man kan se jer som nogle provokunstnere, der lige synes, det her er sjovt i tre måneder, og så er I videre til næste projekt. Hvad siger I til den kritik?

»Vi synes ikke det er sjovt. Vi vil tage de risici, der ligger i det. Vi ønsker som sagt ikke at provokere – men at kalde folk frem. Lad os komme derud, hvor vi undersøger tingene og vover at forestille os at være hinanden eller at være nogle andre. Eller en hund, hvis det er det, man vil,« siger Madame Nielsen.

Der er kort tid til premieren, så interviewet går direkte over i en prøve. Nielsen stiller sig frem forrest på scenen, som nu er fuldt belyst og rapper: »Black Lifes matter,« og der bliver svaret med et »yeah!« »Alle liv tæller,« prøver Nielsen også, men her er svaret et rungende »no.« Da sangen stopper, kigger Nielsen ud mod de tomme tilskuerpladser og fortsætter:

»Så skete katastrofen. ’En dag postede en eller anden en historie på Facebook om, at jeg ikke var en ægte sort. Det er løgn, sagde jeg, just another Facebook conspiration!.’«

»Vi skal have total desperation,« siger Lollike, som nu er trådt ind i instruktørrollen, og Nielsen nærmest lægger sig ned på scenen og fortsætter monologen:

»Fra den ene dag til den anden vendte hele det sorte community ryggen til,« siger hun og river i en snor som udløser en mekanisme, som sender hvid pudder ud i hovedet på hende.

»Jeg havde begået den største af alle forbrydelser i vor tid: at foregive at være en anden end den, du i virkeligheden er. Jeg turde ikke længere at gå ud. Jeg trak rullegardinerne ned.« Nielsen går frem på scenen og viser sin spinkle, senede og blege overkrop – hvorpå hun bærer en meget lille, hvid bh.

»Take a look at this body. Is this what you call white privilege?« hvisker hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

Nielsen har et sært talent: at tage emner som jeg finder interessante, spændende og vedkommende under behandling, så de fremstår irriterende og uvedkommende. Hun har gjort det før med køn, identitet og døden. Nu også med race og gruppetilhørsforhold. Det er egentlig imponerende.

Hans Aagaard, Nina Toudal Jessen og olivier goulin anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

MHT Rachel Dolezal er der nogle specifikke grunde til at hun er en rædsom indgangsvinkel til diskussioner om race, identitet og identitets-skift, specielt hvis man har et ønske om at samtalen skal inddrage folk der ikke var hvide til at starte med.

Dolezal forfalskede racistiske trusler mod sig selv, og brugte dette til at bygge sig selv op som leder over sorte mennesker. Det er en del af historien som fylder ret meget når ikke-hvide mennesker taler om hvad det her går ud på, og stort set ingenting når hvide intellektuelle vil bruge Dolezal som anledning til en abstrakt diskussion om race-identitet -- her fylder det oftest mere at de onde sorte afviste stakkels Dolezal som ethvert progressivt og moderne menneske med en progressiv og moderne tilgang til identitet burde kramme og beskytte mod de onde mennesker, der ikke brød sig om at hun manipulerede dem.

https://en.wikipedia.org/wiki/Rachel_Dolezal#Police_reports_about_allege...

Pernille Rübner-Petersen

Naturligvis blev hvide Dolezal ikke sort af, at hun sagde at hun var det. Lige så vel som Madam Nielsen ikke bliver kvinde af at tage en bh på.
”Noget af det vidunderlige i en fri verden et, at du har lov til at afprøve at være en anden”, siges det i interviewet. Præcis – afprøvning er ikke det samme som at være.
Bare fordi kunstnere som Nielsen og Lollike med sans for at jonglere med kulturelle koder i mediernes bevågenhed eller på en teaterscene kan ”skifte” identitet, betyder det ikke, at mennesker i virkeligheden kan gøre det.
Alligevel kan det udmærket være, at Nielsen og Lollike har en pointe med deres teaterstykke og kan starte en vedkommende diskussion om forskellen på hvem man er, og hvem man gerne vil være.
Men interviewet viser samtidig ganske fint, hvorledes det moderne menneskes insisteren på at definere sig selv ofte udspiller sig i et self-made spejlkabinet. Ikke ude i virkeligheden. I en iscenesættelse som medierne og publikum respekterer, kommer man afsted med sin selfmade-ness. Det gør man ikke nødvendigvis i den virkelige verden.

Bjarne Bisgaard Jensen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Tak for linket! Uden at kende til Dolezal før i dag, tænker jeg at det, der KUNNE være interessant ved hende er vurdering af identitet; forskellen mellem "hvad siger andre, jeg er" og "hvad føler jeg mig som". Forskel mellem de facto biologi og den emotionelle side af identitet kan i mange tilfælde være stor, her kan det synes som om Dolezal's empati med tiden får hende til at inderliggøre andres situation, så den bliver hendes egen.. Madame Nielsens udsagn om hvor det er godt man selv kan vælge i en fri verden peger på, at det er en slags leg, frit valg. Sådan tænker jeg ikke, Dolezal oplever det. Selvom hun ender med en lidt bizar overvejelse om at hende situation er sammenlignelig med slaveri. Det er jo ikke tilladt at fabrikere aggressive angreb på sig selv som man påstår andre har gjort med det formål at få opmærksomhed på sin sag.

Nike Forsander Lorentsen

Noget af det vidunderlige i den frie hvide verden er, at du har lov til at afprøve at være en anden. Sådan tænker og gør den 'frie' hvide vilde vesten ovenfor andre racer og lande med sine grænseoverskridende handlinger. Et kolonialt tankesæt som den hvide vilde vesten stadigvæk praktiser til land, hav, luft og i kulturen.

Henrik Brøndum

Både "N"ordet og Profettegningerne, har været og er meget smertefulde at opleve for store grupper. Selvfølgelig er de formelt legitime, og det er let at opstille et sofistisk argument der latterliggør modstanden mod at de benyttes.

Som kapitalist har jeg også den formelle ret til at udstille min nydelse, når jeg indkasserer en stor fortjeneste ved at sætte en pjaltefamilie ud af deres hjem, fordi de ikke kan overholde den lånekontrakt jeg har overtalt dem til at skrive under på. Men det er hverken nødvendigt eller rigtigt at gøre det.

Min amatørvurdering i denne sag er, at det sagtens kan være kunstnerisk legitimt og vigtigt at en skuespiller skifter race på scenen, men jeg kan ikke se nødvendigheden af at anvende "N"-ordet.

Eva Bertram

Pernille Rübner-Petersen:
Madame Nielsen har i en tidligere inkarnation bl.a. rejst til Irak under krigen, hun har været i Afghanistan og har i hvid kjole (som Miss World) sunget sange på gaden for de russiske soldater i Ukraine, hun har fulgtes med flygtninge på deres lange rejser.
Jeg synes måske det er lidt upræcist at sige, at hun/han ikke har befundet sig i virkeligheden....

Pernille Rübner-Petersen

Men det er vel kun medier som Information og den litterære offentlighed, der opfatter Claus Bech-Nielsen som død og Madam Nielsen som kvinde..?
Uanset om C.B.-N. påstår sig død, tager en kjole på og skifter navn, så er Claus Bech-Nielsen Claus Beck- Nielsen. Ligesom Dolezals er en hvid kvinde.
Derudover er der afgørende forskel på C.B-N.’s kunstneriske inkarnationsprojekt og Dolezals forsøg på identitetsskift. Kort opsummeret, vil jeg vove at påstå, at det sidste udspiller virkeligt. Det første er en iscenesættelse, hvor iscenesættelse er en del af pointen. Identiteten eller inkarnationen er demaskeret.
Jeg vil nok end da vove at sige, at Madam Nielsen er en rolle – allerhøjst et alias. Men det kan da godt være at jeg her krænker Nielsen som en transkønnet ville blive krænket ved ikke at blive respekteret på sin kønsidentitet. Men jeg mener nu ikke, at Nielsen og transkønnede overordnet set har noget til fælles – ligesom Nielsen ikke har noget til fælles med Dolezal.
Faktisk kunne det være spændende at høre om Nielsen og Lollike synes, der er forskel på Nielsens og Dolezals væren i verden.