Læsetid: 10 min.

»Noget af det vidunderlige i en fri verden er, at du har lov til at afprøve at være en anden«

De grænsesøgende teaterfolk Madame Nielsen og Christian Lollike lader hovedpersonen i deres nye stykke skifte race, hvilket ikke overraskende har udløst kritik. Men vi er nødt til at kunne prøve at være noget andet end det, andre opfatter os som, mener de. Derfor kan ’blackfacing’ og raceskift ikke være forbudte emner at tage op
Måske er det i virkeligheden Jimmy Jørgensen, jeg krænker, siger Madame Nielsen og råber ’Undskyld, Jimmy!’ ud i den prøvetomme teatersal.

Måske er det i virkeligheden Jimmy Jørgensen, jeg krænker, siger Madame Nielsen og råber ’Undskyld, Jimmy!’ ud i den prøvetomme teatersal.

Sigrid Nygaard

5. maj 2018

Madame Nielsen sidder på scenen ved et lille bord og dupper forsigtig mørkebrun sminke på sin lyse hud. Hun starter med det øverste af kinden og arbejder sig langsomt opad:

»Man ved aldrig, hvad der sker – lige nu ligner det mest et modermærke,« siger Nielsen.

»Det er i hvert fald ikke blackfacing endnu.«

Hun er blevet kritiseret for netop dette, at blackface – et racistisk begreb, som stammer fra 1900-tallets USA, hvor hvide skuespillere malede sig sorte i hovederne. Nielsen sminker sig alene til ære for fotografen, men i teaterstykket White Nigger/Black Madonna, som lige nu opføres på teatret med det passende navn Sort/Hvid sminker hovedpersonen sig rent faktisk sort: Hun skifter race.

Madame Nielsen og instruktøren Christian Lollike er af organisationen Black Lifes Matter Denmark blevet beskyldt for at være dehumaniserende og hadefulde imod sorte, dels fordi Nielsen er sort på plakaten, dels fordi ordet ’Ñigger’ indgår i forestillingens titel. Aktivister har sågar klistret plakaterne i bybilledet over med teksten:

»Racial violence occurred here.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

Nielsen har et sært talent: at tage emner som jeg finder interessante, spændende og vedkommende under behandling, så de fremstår irriterende og uvedkommende. Hun har gjort det før med køn, identitet og døden. Nu også med race og gruppetilhørsforhold. Det er egentlig imponerende.

Hans Aagaard, Nina Toudal Jessen og olivier goulin anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

MHT Rachel Dolezal er der nogle specifikke grunde til at hun er en rædsom indgangsvinkel til diskussioner om race, identitet og identitets-skift, specielt hvis man har et ønske om at samtalen skal inddrage folk der ikke var hvide til at starte med.

Dolezal forfalskede racistiske trusler mod sig selv, og brugte dette til at bygge sig selv op som leder over sorte mennesker. Det er en del af historien som fylder ret meget når ikke-hvide mennesker taler om hvad det her går ud på, og stort set ingenting når hvide intellektuelle vil bruge Dolezal som anledning til en abstrakt diskussion om race-identitet -- her fylder det oftest mere at de onde sorte afviste stakkels Dolezal som ethvert progressivt og moderne menneske med en progressiv og moderne tilgang til identitet burde kramme og beskytte mod de onde mennesker, der ikke brød sig om at hun manipulerede dem.

https://en.wikipedia.org/wiki/Rachel_Dolezal#Police_reports_about_allege...

Pernille Rübner-Petersen

Naturligvis blev hvide Dolezal ikke sort af, at hun sagde at hun var det. Lige så vel som Madam Nielsen ikke bliver kvinde af at tage en bh på.
”Noget af det vidunderlige i en fri verden et, at du har lov til at afprøve at være en anden”, siges det i interviewet. Præcis – afprøvning er ikke det samme som at være.
Bare fordi kunstnere som Nielsen og Lollike med sans for at jonglere med kulturelle koder i mediernes bevågenhed eller på en teaterscene kan ”skifte” identitet, betyder det ikke, at mennesker i virkeligheden kan gøre det.
Alligevel kan det udmærket være, at Nielsen og Lollike har en pointe med deres teaterstykke og kan starte en vedkommende diskussion om forskellen på hvem man er, og hvem man gerne vil være.
Men interviewet viser samtidig ganske fint, hvorledes det moderne menneskes insisteren på at definere sig selv ofte udspiller sig i et self-made spejlkabinet. Ikke ude i virkeligheden. I en iscenesættelse som medierne og publikum respekterer, kommer man afsted med sin selfmade-ness. Det gør man ikke nødvendigvis i den virkelige verden.

Bjarne Bisgaard Jensen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Tak for linket! Uden at kende til Dolezal før i dag, tænker jeg at det, der KUNNE være interessant ved hende er vurdering af identitet; forskellen mellem "hvad siger andre, jeg er" og "hvad føler jeg mig som". Forskel mellem de facto biologi og den emotionelle side af identitet kan i mange tilfælde være stor, her kan det synes som om Dolezal's empati med tiden får hende til at inderliggøre andres situation, så den bliver hendes egen.. Madame Nielsens udsagn om hvor det er godt man selv kan vælge i en fri verden peger på, at det er en slags leg, frit valg. Sådan tænker jeg ikke, Dolezal oplever det. Selvom hun ender med en lidt bizar overvejelse om at hende situation er sammenlignelig med slaveri. Det er jo ikke tilladt at fabrikere aggressive angreb på sig selv som man påstår andre har gjort med det formål at få opmærksomhed på sin sag.

Nike Forsander Lorentsen

Noget af det vidunderlige i den frie hvide verden er, at du har lov til at afprøve at være en anden. Sådan tænker og gør den 'frie' hvide vilde vesten ovenfor andre racer og lande med sine grænseoverskridende handlinger. Et kolonialt tankesæt som den hvide vilde vesten stadigvæk praktiser til land, hav, luft og i kulturen.

Henrik Brøndum

Både "N"ordet og Profettegningerne, har været og er meget smertefulde at opleve for store grupper. Selvfølgelig er de formelt legitime, og det er let at opstille et sofistisk argument der latterliggør modstanden mod at de benyttes.

Som kapitalist har jeg også den formelle ret til at udstille min nydelse, når jeg indkasserer en stor fortjeneste ved at sætte en pjaltefamilie ud af deres hjem, fordi de ikke kan overholde den lånekontrakt jeg har overtalt dem til at skrive under på. Men det er hverken nødvendigt eller rigtigt at gøre det.

Min amatørvurdering i denne sag er, at det sagtens kan være kunstnerisk legitimt og vigtigt at en skuespiller skifter race på scenen, men jeg kan ikke se nødvendigheden af at anvende "N"-ordet.

Eva Bertram

Pernille Rübner-Petersen:
Madame Nielsen har i en tidligere inkarnation bl.a. rejst til Irak under krigen, hun har været i Afghanistan og har i hvid kjole (som Miss World) sunget sange på gaden for de russiske soldater i Ukraine, hun har fulgtes med flygtninge på deres lange rejser.
Jeg synes måske det er lidt upræcist at sige, at hun/han ikke har befundet sig i virkeligheden....

Pernille Rübner-Petersen

Men det er vel kun medier som Information og den litterære offentlighed, der opfatter Claus Bech-Nielsen som død og Madam Nielsen som kvinde..?
Uanset om C.B.-N. påstår sig død, tager en kjole på og skifter navn, så er Claus Bech-Nielsen Claus Beck- Nielsen. Ligesom Dolezals er en hvid kvinde.
Derudover er der afgørende forskel på C.B-N.’s kunstneriske inkarnationsprojekt og Dolezals forsøg på identitetsskift. Kort opsummeret, vil jeg vove at påstå, at det sidste udspiller virkeligt. Det første er en iscenesættelse, hvor iscenesættelse er en del af pointen. Identiteten eller inkarnationen er demaskeret.
Jeg vil nok end da vove at sige, at Madam Nielsen er en rolle – allerhøjst et alias. Men det kan da godt være at jeg her krænker Nielsen som en transkønnet ville blive krænket ved ikke at blive respekteret på sin kønsidentitet. Men jeg mener nu ikke, at Nielsen og transkønnede overordnet set har noget til fælles – ligesom Nielsen ikke har noget til fælles med Dolezal.
Faktisk kunne det være spændende at høre om Nielsen og Lollike synes, der er forskel på Nielsens og Dolezals væren i verden.