Brevkassen: Skal jeg dæmpe min skadefryd?

Der er en i kvarteret, jeg ikke kan lide. Han drikker som et svin, misbruger sine omgivelser, er sin kone utro, lyver og render fra aftaler. Det ligner snart en nedtur.

Jeg kan have ondt af ham, men mest af alt kan jeg ikke lide ham. På det seneste har jeg fået en vis tilfredstillelse, når det går ham dårligt arbejdsmæssigt, når vennerne taler skidt om ham, eller når han kvajer sig i en brandert.

Jeg kan virkelig ikke lide ham, men bør jeg ikke gøre et eller andet for at dæmpe min skadefryd?

Svar I:

Hvor jeg kender det! Jeg har det på samme måde med mr. Perfect alias den vildt beundrede boldspiller, portugiseren Ronaldo. Jeg kan simpelthen ikke lide ham. Det, jeg ikke kan lide, er, at han sjældent sætter en fod forkert, scorer på næsten enhver chance, selv hvor der tilsyneladende ingen chance er, samt har en slikket frisure, hvor ikke et hår sidder forkert.

Havde han så vist tegn på menneskelighed som kollegaen Messi, der i det mindste har taget et grædende barn på armen engang for åbent kamera, men Ronaldos ansigt er mest som forstenet i en hånlig grimasse over for dommeren eller medspillerne.

Jeg skadefryder mig med stor fornøjelse de få gange, han brænder en oplagt målchance. Skadefryd og hævnfølelse er ikke noble menneskelige egenskaber, men sande, og sandheden står over nobiliteten. De er ikke egnede til at lufte i større forsamlinger, hvor hykleri hersker. Lev dem ud i privaten.

— Kristen Bjørnkjær

Svar II:

Som ung gik jeg til selvudvikling hos en kropsterapeut på Samsø. Hun hed Anne Marie og spillede på indianertrommer og påstod, at alle mennesker i virkeligheden elsker hinanden, og jeg var ræd-sel-slagen. Terapien foregik i en gruppe, og flere af dem fandt jeg vildt irriterende.

Anne Marie forklarede hvad jeg kunne bruge det til: For det første at anerkende, at irritation var min totem-følelse (fremfor f.eks. vrede), for det andet, at jeg skulle omfavne dem, der fik stærke negative følelser op i mig. For lige så meget, som man kan spejle sig i et andet menneske: ’Guuuud, der er andre som mig’ – kan man lære noget der, hvor man frastødes. For hvis du finder en eller anden VIRKELIG træls, er du nok inde ved hovedstolen.

Så går der en rundt i kvarteret og giver dig så negative følelser, at du må skrive til mig, så er der sikkert træk ved ham, der minder dig om noget. Eller også er han bare en kæmpe idiot, men det kan du jo ikke gøre meget ved.

— Anna von Sperling