Læsetid: 3 min.

Brevkassen: Skal vi indføre fællesøkonomi?

Jeg har intet overskud i min økonomi, og jeg føler, jeg bremser ham i at spise ude, rejse og købe dyre ting
23. juni 2018

Jeg er lykkelig gift med en fantastisk mand. Vi er gift for at være fælles om at eje huset og være sikret, hvis en af os dør. Men vores forhold har udviklet sig økonomisk skævt.

Efter et stressforløb måtte jeg stoppe som lærer og arbejder nu som deltidspædagog. Jeg elsker mit job, men det giver os en virkelighed, hvor han får udbetalt 30.000 kr. om måneden og jeg det halve.

Vi har – på mit ønske – aldrig haft fællesøkonomi ud over en fælles forbrugskonto. Men det er  svært nu. Jeg har intet overskud i min økonomi, og jeg føler, jeg bremser ham i at spise ude, rejse, købe dyre ting osv.

Han foreslår fuld fællesøkonomi, men hvorfor skal han lide under mine dårlige valg? (Skolelærer-jobbet, deltidsarbejdet etc.). Jeg elsker ham, og vi skal være sammen altid, men jeg har ikke lyst til at være endnu en af de kvinder, der får manden til at betale for sig.

Vi har selv talt om: hustandsskat – 60 pct. af indkomsten til fælleskassen og resten til os selv; 60/40, hvor han betaler 60 procent af regningerne og jeg 40 – og så  fuld fællesøkonomi.

Jeg synes ingen af løsningerne er fair over for ham. Han er ikke enig i min følelse af uretfærdighed – men hvad tænker I? (forkortet af redaktionen)

Pædagogen

Svar I:

Du kan ikke bestemme, hvad din mand oplever som retfærdigt. Det kan kun han. Måske oplever han det som uretfærdigt, at du er blevet ramt af stress. Måske har han dårlig samvittighed, fordi han har et større økonomisk råderum end dig. Måske ville det faktisk være en lettelse for ham, at der kun var én økonomi at tænke på.

Let’s face it: De fleste gode gerninger gør vi, fordi vi gerne vil have det godt med os selv.

Hvis din mand gerne vil betale for dig, så skal du altså ikke afslå af hensyn til ham. Men har du et principielt problem med at blive forsørget af din partner, fordi magtforholdet mellem jer forskydes, så skal du overveje, om fællesøkonomi i sidste ende vil slide mere på jeres forhold, end det gavner.

Hvis det er tilfældet, så kunne I prøve at aftale at skrue ned for jeres forbrug i fællesskab. Altså – hvor vigtige er de dyre middage? Kan han ikke elske dig lige så meget på et tæppe i skovbunden som over et glas sur naturvin på Geranium?

— Mikka Tecza

Svar II:

Jeg er med på, at det ikke er særligt sexet at have fælles dankort og fælles e-mail, så man ikke længere kan mærke, at man faktisk er to selvstændige mennesker, der ikke skal blande sig i, om den anden igen har brugt ti kroner på tyggegummi. Men det er også usexet at sidde og dele regningen op, hver gang man er ude at spise.

I har allerede truffet de vigtigste beslutninger om at slå jeres liv og jeres økonomi sammen: I ejer hus sammen og er gift. Det første tegner sig formentligt for den største enkeltpost i jeres fællesudgifter. Det sidste har formentligt en betydelig positiv indflydelse på din mands skattefradrag.

Du foreslår selv hustandsskat, og der er jo ingen, der siger, at I skal yde det samme til de faste udgifter. Hvis han virkeligt får udbetalt dobbelt så meget som dig, burde han mindst betale 66 pct. af regningerne. En retfærdig skat må være progressiv – og han vil stadig have flest penge.

— Emil Rottbøll

Serie

Brevkassen

Et spørgsmål – to svar.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Nørgaard

Tænk lige modsat. Om han sagde at han ikke gad dig mere fordi han ville have en han kunne tage på ferie med, gå ud at spise med, som gik i lækkert mærkevaretøj. Med andre ord, han fortalte dig, at din økonomi var afgørende for, om han ville være samme med dig eller ej. Hvordan ville du ha' det?
Dine overvejelser er konformt idealistiske og du er din egen største fjende i forhold til at udleve et kærlighedsforhold - for det fortæller du jo, at det er.
Slip tøjlerne søster og lev kærligheden, når du har den. Penge har ingen reel betydning - livet og kærligheden har!

Jens Winther, Mogens Holme, Flemming Berger, Jesper Frimann Ljungberg, Bruger 229039 og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Summen af problemer er konstant! Du har ingen så tag en tudekiks. De fleste lever for langt færre penge og må suge på lappen!

Jesper Frimann Ljungberg

Jeg har lige gået defacto hjemme i 1 1/2 år, indtil jeg droppede mit firma eventyr. 2017 var det kun bonus udbetaling og feriepenge jeg bidrog med økonomisk. Så der tjente fruen x5-6 i forhold til mig.
Til gengæld kørte jeg så hele husholdningen, hentede/bragte ungerne, lavede mad gjorde rent.. Nu vender bøtten så. Jeg tjener x2 af hende, og så er spørgsmålet om hun vil gå på deltid, eller videreuddanne sig. Og ellers så må vi bare trække læsset i fællesskab

Når man er gift er man sku’ et team... hvis man er på deltid kan man jo så stå for lidt mere af husarbejdet..

// jesper

Jens Winther, Torben K L Jensen, Egon Stich og Flemming Berger anbefalede denne kommentar