Brevkassen: Jeg har ikke råd til alle de gaver

Med fare for at lyde nærig vil jeg gerne høre Brevkassen om et råd af økonomisk art: Dette forår er en sand strøm af mine venners børn blevet konfirmeret, og nu kommer turen til studenterne.

Min økonomi er ikke prangende, men der er en uudtalt forventning om, at de unge mennesker modtager flotte gaver. Helst penge. Eller ting, der har kostet i omegnen af 300-500 kroner.

Jeg har ganske enkelt ikke råd. Men trækker over på dankortet, fordi jeg synes, det er pinligt at virke som den nærige onkel-type, der står og fedter med en 50’er til en iskage ... Men jeg er virkelig træt af det.

Kan komme omkring problematikken på ordentlig vis, eller må jeg bare punge ud?

Svar I:

Gaver er besværlige. De giver adgang til mange sociale sammenhænge. Men udvekslingen af dem er spundet ind i koder og symboler, som man let kan fare vild i.

Det må helst ikke virke, som om gaven er købt under pres. Omvendt kan det være fatalt at give den forkerte gave eller – værre endnu – slet ingen gave. Giver man en dårlig gave, er man en dårlig gæst, en dårlig ven, en dårlig onkel.

Heldigvis står det ikke skrevet i sten, hvornår noget så er en ’god’ gave.

Faktisk udgav to marketingeksperter forrige år en videnskabelig artikel, som viser, at de gaver, der vækker de største følelser, er dem, der ikke koster ret meget. Nemlig oplevelser eller personlige gaver, som har stor affektionsværdi.

Du kan altså med ro i sindet spare lidt på gaverne til de unge mennesker og så til gengæld gøre dig ekstra umage med at finde den helt rette gave, som har betydning for dit forhold til modtageren. Bare det ikke er en tegning eller et hjemmelavet askebæger.

— Sebastian Abrahamsen

Svar II:

Det er ikke første gang, jeg giver et råd, jeg ikke selv kan finde ud af at leve op til. Vejen til mit gavehelvede går via en kontinuerlig strøm af bryllupper, dåbsfester, skilsmissefamiliejuleri og voksenydmygende polterabender. Altid i Jylland, så jeg oven i købet kan få lov at hælde slanter ned i det sorte hul, der kalder sig De Danske Statsbaner.

Stå ved din økonomiske begrænsning og værn om glæden ved give, som, jeg tror på, findes helt ægte i virkeligheden, men som visner, når den forventes og tages for givet. Når gavmildhed forudsættes og rammesættes, stjæler vi frivillighedens skønhed fra hinanden. Vi vil så nødigt være sociale lyseslukkere, men vi ændrer aldrig på sociale forventninger, vi ikke kan holde ud, hvis ikke vi tør gå imod dem.

Vær den killjoy, jeg ville ønske, jeg havde ladyballs til at være, og stik næste konfirmand den iskage. Den kan hun eller han så indtage i komplet forældreovervåget og ædru sikkerhed på blå mandag i Tivoli.

— Eva Eistrup