Læsetid: 16 min.

Vi er alle med til at bygge Fort Europa

Højrepopulister og nationalister har ikke patent på en fjendtlig og frygtsom indstilling over for migranter – i deres konkrete politik har Europas mainstreampolitikere selv været med til at fremelske en tiltagende dehumanisering af mennesker i nød
»På den ene side har politikerne erkendt et behov for indvandring. På den anden side har de selv fremmet udbredelsen af ideen om indvandring som et socialt problem, der kræver drastiske modtræk.« skriver Kenan Malik.

»På den ene side har politikerne erkendt et behov for indvandring. På den anden side har de selv fremmet udbredelsen af ideen om indvandring som et socialt problem, der kræver drastiske modtræk.« skriver Kenan Malik.

Espen Rasmussen

30. juni 2018

I oktober 2013 sank et skib med migranter ud for den italienske ø Lampedusa. Omkring 300 mennesker druknede.

Det var selvfølgelig langt fra første gang, at migranter druknede i Middelhavet. Faktisk blevet det dengang skønnet, at i løbet af de foregående 25 år var mindst 20.000 mennesker omkommet under forsøget på at nå Europas kyster – det reelle tal kan meget vel være endnu højere.

Men forliset i oktober 2013 blev det første, der for alvor gjorde indtryk på Europas samvittighed. De europæiske ledere gav luft for deres vrede og forargelse. Den italienske regering erklærede national sørgedag.

»Jeg håber, det bliver sidste gang, vi skal se en sådan tragedie«, sagde Jean-Claude Mignon, leder af Europarådets Parlamentariske Forsamling. Denne katastrofe »vil anspore os til at handle resolut«, lovede den daværende formand for FN, Ban Ki-moon

Efter tragedien skrev jeg, at disse politikere kunne være »oprigtige i deres tilkendegivelse af vrede og sorg«. Men, pointerede jeg, det er »umuligt ikke at se på deres beklagelser med kynisme. Rædslerne ud for Lampedusa kom ikke ud af det blå. En stor del af ansvaret ligger på den politik, de europæiske nationer fører«.

Jeg konkluderede: »Næste gang, der sker en tragedie som den ud for Lampedusa – og der kommer en næste gang og en næste gang efter den – og politikere i Europa udtrykker chok, sorg og vrede, så husk på dette: De kunne selv have gjort en indsats for at afværge den, men valgte ikke at gøre det. Det er den egentlige skandale«.

Og der kom ganske rigtigt en næste gang og en næste gang efter den igen osv. Ja, faktisk har årene siden bragt os så mange lignende tragedier, at vi i dag knap registrerer det i nyhedsstrømmen, når endnu en indtræffer.

Massedruknedød

Massedruknedøden ud for Lampedusa i 2013 er et passende udgangspunkt for en diskussion af dehumaniseringen af den Anden. Alt for ofte, når vi diskuterer den hadefulde fremstilling af migranter eller muslimer eller andre minoriteter, fokuserer vi på den yderste højrefløj eller på grupper som Pegida eller på Ungarn og politikere som Viktor Orbán. Og det er selvfølgelig også nødvendigt at være på vagt over for disse grupperinger og gå i rette med deres argumentation.

Men vi er også nødt til at erkende, at sandheden omkring dehumaniseringen er langt mere ubekvem og langt tættere på os selv. De ideer og den politik, som højreradikale kræfter og populistiske indvandrerfjendske lederskikkelse agiterer for, kommer ikke ud af det blå. De har kun kunnet vinde popularitet, fordi jorden var gødet for dem og vedblivende gødes for dem af politikere og kommentatorer fra mainstream.

Progressive og venstreorienterede taler ofte om en stor splittelse i spørgsmålet om migranter mellem mainstream og populister; mellem et mere liberalt Vesteuropa og et mere reaktionært Øst. Men det er at fordreje virkeligheden. For selv om der er åbenlyse forskelle i retorik, er uoverensstemmelserne i praksis ikke nær så skarpe, som de ofte fremstilles. Og samtidig bidrager den politik, der udgår fra  Vesteuropas etablerede mainstream, til at give legitimitet til den fjendtlige holdning over for migration og migranter, som udtrykkes af populisterne og i Østeuropa.

I de seneste par måneder er Storbritannien blevet rystet af en indvandringspolitisk skandale, der har ført til indenrigsministerens afgang. Skandalen er udløst af Storbritanniens behandling af ​​den såkaldte Windrush-generation (se faktaboks, red.). Men en mere dybt liggende årsag er de overlagte bestræbelser på at tilvejebringe, hvad premierminister Theresa May i sin tid som indenrigsminister kaldte »et fjendtligt miljø« for migranter.

Herved blev der næret af et klima af mistanke, hvor mennesker blev anset for skyldige, medmindre de kunne bevise det modsatte. Hundredvis af mennesker, der havde boet i Storbritannien i årtier eller endda var blevet født i landet, blev behandlet som ’ulovlige indvandrere’, fordi de ikke kunne bevise andet.

Windrush-skandalen

  • I 1948 kom et skib med navnet Empire Windrush med hundredvis af indvandrere fra britiske kolonier i Caribien til Storbritannien. Skibet gav navn til den såkaldte Windrush-generation.
  • De indvandrere, som kom fra kolonier og siden Commonwealth-lande havde ret til at bosætte sig i Storbritannien. Men i 2012 blev der indført hårdere regler for at slå ned på illegale indvandrere. Flere personer fra Windrush-generationen fik nu at vide, at de ikke kunne dokumentere, at de befandt sig lovligt i landet og skulle udvises. Andre er blevet nægtet lejlighed, job og offentligt betalt lægebehandling.
  • De mere restriktive regler blev indført af Theresa May, da hun var indenrigsminister.
  • Skandalen brød ud i foråret 2018, da britisk presse kunne dokumentere trusler om deportation og diskrimination mod medlemmer af Windrush-generationen, der retmæssigt er bosat i Storbritannien. Den førte i april til, at indenrigsminister Amber Rudd måtte gå af

’Et fjendtligt miljø’

Samtidig forfølger præsident Emmanuel Macron i Frankrig en politik, der i nok så høj grad synes anlagt på at skabe ’et fjendtligt miljø’. Efter at have beordret spontane migrationslejre i Paris og andre steder lukket med magt, har han indført ny lovgivning for at skærpe indvandrings- og asyllovbestemmelserne. Perioden, papirløse migranter kan tilbageholdes i, er blevet fordoblet til 90 dage, fristerne for asylansøgninger er forkortet, og straffen for at snige sig ind over grænsen til Frankrig og ikke dokumentere sin identitet over for grænsepolitiet er forhøjet til et års fængsel plus bøder.

Espen Rasmussen
Sonia Krimi, et parlamentsmedlem fra Macrons eget parti, La République en Marche, har anklaget regeringen for at »spille på folks frygt« og tilføjer: »Ikke alle udlændinge i Frankrig er terrorister, ikke alle udlændinge snyder med social velfærd.«

Uanset hvor man ser hen i Europa, fra Skandinavien til Spanien, fra Italien til Holland, har almindelige politikere besluttet sig for at anlægge lignende tilgange.

Politikere som May og Macron insisterer på, at de ikke har andet valg end at imødekomme bekymringer og krav fra deres befolkninger, men virkeligheden er mere indviklet. I Storbritannien ignorerede regeringen i første omgang det stigende antal sager, hvor migranter fra Windrush-generationen blev tilbageholdt, nægtet adgang til offentlige tjenester og mistede job. Det var først, da den offentlige forargelse i sidste ende blev for stor, at den så sig tvunget til at sadle om. Offentligheden var med andre ord mere liberal end myndighederne.

Eller tag Grækenland. Også her udviste offentligheden, i al fald i begyndelsen, en større medfølelse over for migranterne og deres desperate situation, end myndighederne, hvad enten de sad i Athen eller i Bruxelles.

I 2016 på migrationskrisens højdepunkt lukkede EU-lande i nord deres grænser, hvorved der opstod en flaskehals i Grækenland. Trods lidelser og afsavn som følge af finanskrisen og den barske spare- og nedskæringspolitik, som landet måtte følge efter diktat fra ikke mindst EU, havde den græske befolkning ikke desto mindre overskud til et beundringsværdigt moralsk engagement i migranternes situation.

Ganske vist var der også indvandrerfjendtlige strømninger og demonstrationer, og det højreekstreme, nynazistiske Gyldent Daggry vandt syv procent af stemmerne ved parlamentsvalget i 2015. Men langt de fleste grækere udviste en bemærkelsesværdig solidaritet.

Øen Lesbos, der ligger tæt på Tyrkiets vestkyst, blev et af krisens ikoner. Antallet af migranter, som ankom til øen alene i de først to måneder, overgik antallet af Lesbos fastboende befolkning, og alligevel vedblev de lokale med at støtte migranterne med mad, husly og solidaritet.

Efter to år er situationen meget anderledes. To år, hvor Grækenland er blevet svigtet af Bruxelles – og steder som Lesbos svigtet af Athen.

Europæisk usselhed

»De, der ønsker at besøge ground zero for europæisk usselhed,« skrev journalisterne Girogos Christides og Katrin Kuntz i november sidste år »behøver blot køre op på en af de mange bakker med oliventræer på Lesbos – herfra vil de kunne skimte Camp Morias høje cementmure.«

»Den hæslige stank af urin og affald hilser den besøgende velkommen, og jorden er dækket af hundredvis af plastposer. Det regner og beskidt vand ligger i ankeldybe pytter på vejen. De indvandrere, der kommer ud fra lejren, er iført tynde plastikkåber, og mange af dem har kun klipklappere på fødderne, mens de vader gennem den ulækre pøl […] velkommen til et af de mest skammelige steder i hele Europa.«

Espen Rasmussen
En lejr, der blev bygget til at håndtere omkring 2.000 flygtninge, huser nu tre gange så mange under de mest forfærdelige forhold.

EU’s primære reaktion på de forværrede forhold i Grækenland var dog hverken at hjælpe Grækenland eller migranterne. Det var at indgå en aftale med Tyrkiet om at tage de ikkedokumenterede migranter tilbage. Aftalen var beregnet på at lette byrden for Grækenland. Faktisk blev den kun endnu tungere at bære.

Antallet af migranter, der kom til Grækenland faldt ganske vist, men de blev nu fængslet på øerne. Adgangen fra øerne til fastlandet endsige til at forlade Grækenland var nu blokeret for flygtninge og indvandrere. Og genbosættelsesordningen, der skulle fordele og overføre dem til andre EU-medlemsstater, har vist sig at være en katastrofal fiasko.

De frygtelige forhold i Moria har uundgåeligt skabt spændinger i lejren. Vold er blevet normen. Mange migranter har foretrukket at flytte ud af lejren og sove i det fri. Det har fået tyverier og vold til at brede sig over hele øen, hvad der igen har skabt en stigende fjendtlighed blandt lokalbefolkningen. Den hjertelige velkomst, som øboerne først mødte migranterne med, er væk.

Disse to erfaringer fra Storbritannien og Grækenland afslører to ofte oversete aspekter af den offentlige holdning til indvandring. Den første, som vi så i Storbritannien, var, at selv om offentligheden kan være fjendtlig stemt over for indvandring på et generelt og abstrakt plan, så støtter den ofte folk og grupper, der anses for at være blevet uretfærdige ofre for processen. Den offentlige mening bestemmes i reglen ikke af ideologi, men af ​​synet på retfærdighed.

Fra venlighed til vrede

Det andet aspekt af den offentlige opinion vedrører – som det græske eksempel belyste – hvordan oplevet uretfærdighed bliver formet af den politik, myndighederne beslutter sig for. Da migrationskrisen begyndte, var grækerne måske nok splittede i spørgsmålet om indvandring.

Højrefløjen nød betydelig støtte. Men der var langt større empati over for migranternes situation og en vilje til at hjælpe dem praktisk. At meget af denne empati siden ebbede ud, er ikke så meget et vidnesbyrd om følelsesmæssig labilitet i den græske befolkning, som det er afslørende for den åbenlyse og eklatante fiasko for EU og for de europæiske og nationale politikere..

»I de sidste tre år«, siger borgmester på Lesbos, Spyros Galinos, »har vi løftet en stor byrde på vegne af Grækenland og Europa. Men de har efterladt os forsvarsløse og alene«. Med det resultat, som han pointerer, at »venlighed har vendt sig til vrede – og hvor der er vrede, er der plads til alle former for ekstremisme«.

Det er der unægtelig. Tidligere i år angreb rasende lokale anført af højreradikale indvandrerfjendske aktivister en gruppe afghanere på det centrale torv i Mytilene, hvor de havde slået lejr i protest mod deres tvungne indespærring på øen. Nogle skreg: »Brænd dem levende«, da de faldt over migranterne, herunder over deres børn brændende affaldsbeholdere og fakler.

Borgmester Galinos antyder, at kaosset i lejrene er fuldkommen tilsigtet og en bevidst politik fra Athen og Bruxelles – et budskab til andre potentielle migranter om at holde sig væk. Jo større kaos i Grækenland og jo hårdere betingelser, desto større afskrækkelseseffekt over for andre flygtninge og indvandrere, der ser landet som en rute ind i EU.

Hvor tilsigtet kaosset er, er svært at vide, men konsekvenserne er klare. Hvis EU-politikere gerne vil vide besked om, hvordan fjendtlighed over for indvandring vokser, og hvorfor så mange vælgergrupper nu søger til højre, eller hvorfor folk, der engang hilste migranter velkomne, nu gør forsøg på at brænde dem levende, behøver de kun at studere virkningerne af ​​deres egen politik.

Espen Rasmussen
Det er ikke en naturlov, at folk skal være definitivt fjendtligt indstillede over for indvandring. Mange er blevet det på grund af den måde,spørgsmålet er blevet sat i tale af politikere på alle sider. Denne italesættelse har gjort indvandring til et symbol på uacceptable forandringer.

På den ene side har politikerne erkendt et behov for indvandring. På den anden side har de selv fremmet udbredelsen af ideen om indvandring som et socialt problem, der kræver drastiske modtræk. Samtidig udtrykker politikerne ofte foragt for dem, der udtrykker bekymringer og frygt for indvandring, angst og frygt, som mainstreampolitikere ofte stempler som fremmedhad og racisme. Denne giftige blanding af nødvendighed, frygt og foragt har bidraget til både at stigmatisere migranter og fremkalde folkelig fjendtlighed over for den liberale elite for at ignorere almindelige menneskers synspunkter om indvandring.

'Et forsvar mod en fjende’

Disse modstridende behov og ønsker har også resulteret i, at vi har fået et usammenhængende og uhåndterligt sæt af politikker, som paradoksalt nok har forværret for udviklingen af ​​fri bevægelighed inden for EU. Fri bevægelighed er et gode, og jeg er en fortaler for en sådan politik.

Drømmen om fri bevægelighed i EU har imidlertid også skabt paranoia omkring bevægelsen af ​​mennesker ind i EU. Et quid pro quo (’noget for noget’) for Schengen har været oprettelse af ​​en Fort Europa, et citadel mod indvandring, udstyret med et højteknologisk overvågningssystem af satellitter og droner og beskyttet af hegn og krigsskibe. Da en journalist fra det tyske ugemagasin Der Spiegel besøgte kontrolrummet hos Frontex, EU’s grænsebureau, gjorde han den iagttagelse, at opgaven var formuleret som »at forsvare Europa mod en fjende«.

Netop forestillingen om et forsvar mod en fjende har været grundtonen for EU’s indvandringspolitik: en følelse af, at det gælder om at redde kontinentet fra invasion. I over tre årtier har politikken bestået af en tredelt strategi for 1) kriminalisering af indvandrere, 2) militær grænsekontrol og 3) eksternalisering af kontrollen ved at betale ikke-EU-lande på den anden side af Middelhavet enorme summer for at fungere som Europas de facto indvandringspoliti. I realiteten flytter Europas grænser uden for Europa, når de gælder indvandringspolitik.

Fort Europa har ikke kun skabt en fysisk barriere omkring kontinentet, men også en følelsesmæssig blokering mod europæisk humanitet. Migranter bliver i stadig mindre grad set som levende medmennesker med værdighed – og i stigende grad som vraggods og drivtømmer, der må ryddes væk fra Europas strande.

Tænk blot tilbage på det nævnte skibbrud fra Lampedusa i oktober 2013. Da folk på det synkende skib begyndte at drukne og råbte om hjælp, nægtede tre fiskerbåde i farvandet at komme til undsætning. Hvorfor? Fordi, som Giusi Nicolini, borgmesteren i Lampedusa, har sagt, »der er flere fortilfælde i vores land for, at fiskere, der redder menneskers liv og fører dem i land, kan blive sigtet for medskyld i ulovlig menneskesmugling«.

I 2004 reddede Cap Anamur, et tysk skib, der tilhørte en velgørenhedsorganisation af samme navn, 37 migranter, syge og frysende i en jolle. De italienske myndigheder forbød skibet at lægge til land, fordi der, som den daværende indenrigsminister Giuseppe Pisanu, udtrykte det, kunne blive skabt en »farlig præcedens«. Cap Anamur lagde dog til sidst til i havnebyen Porto Empedocle – uden at have fået tilladelse. Myndighederne beslaglagde skibet, arresterede besætningen og sigtede kaptajnen, førstestyrmanden og lederen af velgørenhedsorganisationen for at »bistå med ulovlig indvandring«. Efter en fem år lang retssag endte mændene dog med at blive frikendt.

Espen Rasmussen
Umenneskeligheden er ikke begrænset til de italienske myndigheder. I 2011 forlod en båd med 72 indvandrere den libyske havn Tripoli med kurs mod Lampedusa. Den ikke sødygtige båd kom hurtigt i havsnød, og migranterne kontaktede den italienske kystvagt. NATO, der havde mange fartøjer i området, blev informeret om bådens truende forlis af de italineske redningsmyndigheders koordinationscenter i Rom.

Ifølge de overlevende signalerede kampfly fra det franske hangarskib Charles de Gaulle til båden. En militærhelikopter, migranter mente at genkende som italiensk, nedkastede endda vandflasker på førstedagen af det truende havari. Men ingen ville påtage sig at redde den ramte båd. Den fik lov til at drive rundt i åbent farvand i over to uger uden brændstof eller forsyninger. 61 af de 72 ombordværende døde af sult, tørst og kulde.

En efterfølgende otte måneder lang undersøgelse bestilt af Europarådet viste, at »de libyske myndigheder ikke havde levet op til deres ansvar for at håndhæve forpligtelser i deres egen sø- og redningszone, samtidig med at de italienske og maltesiske koordineringscentre for redningsaktioner til havs havde undladt at iværksætte en eftersøgnings- og redningsoperation, og NATO havde undladt at reagere på nødopkald, selv om der var militære fartøjer under dets kommando i nærheden af båden, da opkaldet blev sendt.«

Forblændet besættelse

»Vi kan tale så meget, vi vil om menneskerettigheder og vigtigheden af at overholde internationale forpligtelser«, sagde forfatteren til undersøgelsesrapporten, Tineke Strik til journalister, »men hvis vi samtidig lader folk dø – måske fordi vi ikke kender deres identitet, eller fordi de kommer fra Afrika – afslører vi, hvor lidt vi mener disse ord«.

Dette er virkeligheden i Fort Europa: Politikere og embedsmænd er blevet så forblændede af deres egen besættelse af ulovlig indvandring, at de har mistet evnen til at erkende deres mest grundlæggende forpligtelser over for andre. Frygten for at tillade ulovlige indvandrere i Europa ser ud til at veje tungere end skylden over at lade medmennesker – som tilfældigvis er afrikanere – dø.

Så når den højreradikale bevægelse Identitaire, som har chikaneret Læger Uden Grænser og andre NGO-redningsbåde, eller når tilsvarende grupperinger angriber migrantlejre, skal vi huske på, at de ikke er de første til at gøre det. De følger blot vinkene fra det officielle Europas embedsmænd.

Den officielle inhumanitet strækker sig langt ud over Europa. Fordi EU’s rækkevidde strækker sig langt ud over Europa. I løbet af de sidste par år har EU indgået en række aftaler med myndighederne i hele Nordafrika, Sahel, Afrikas Horn og Mellemøsten om reelt at fungere som Europas indvandringspoliti.

Denne tilgang begyndte med aftaler med Tyrkiet, Marokko og Libyen (i Gaddafis regeringstid). Den udkrystalliserede sig i EU’s nødforsikringsfond til Afrika i november 2015, da de europæiske ledere tilbød en første sum på to milliarder euro, der skulle fordeles blandt 26 lande til gengæld for hjælp med at afskrække uønskede migranter og forhindre folk i overhovedet at tage af sted.

Parallelt hermed har Europa-Kommissionen underskrevet migrationsaftaler med Niger, Mali, Nigeria, Senegal og Etiopien. Disse migrations-’pagter’ knytter udviklingsbistand, handel m.m. til en dagsorden om at tage uønskede migranter fra Europa tilbage. EU betaler med andre ord store summer for at få formodede migranter på vej til Europa arresteret og indespærret, før de kan nå frem til Middelhavets bredder.

Der er tale om nogle af de mest ustabile regioner i verden. EU har indgået aftaler, ikke kun med legitime regeringer, hvor korrumperede de end måtte være – men også med regionale ledere og militser, ofte i konflikt med hinanden og med de centrale myndigheder og endda også med kriminelle bander. Virkningen har været at skævvride ikke bare økonomien, men også de politiske forhold over hele denne region.

Europas politik over for migranter har gjort dem til en ressource, der skal udnyttes. En stor ny bortførelses- og tilbageholdelsesindustri er blevet oprettet, betalt af Bruxelles. I Libyen alene tilbageholdes mindst 20.000 indvandrere af Generaldirektoratet til Bekæmpelse af Illegal Migration (DCIM), en afdeling under indenrigsministeriet.

Tusindvis af andre holdes fanget af militser og kriminelle bander. Amnesty International har detaljeret beskrevet, hvordan alle holdes fængslet under de mest nedværdigende forhold, hvor mange udsættes for seksuelt misbrug og afpresning. De europæiske regeringer, har Amnestys europæiske direktør, John Dalhuisen, pointeret, »har ikke kun været fuldt bevidste om disse overgreb ... de har gjort sig til medskyldige i dem«.

EU’s politik tegner således billedet af et kontinent under belejring. Og af stater, der er villige til at vedtage de mest umoralske politikker for at beskytte Europas grænser og skubbe problemet så langt væk, at de kan lade, som om det ikke eksisterer – eller at problemet i al fald er nogen andres.

Er det så underligt, at så mange mennesker ser migranter som en trussel, eller forledes til at forestille sig, at højrefløjens påstande har legitimitet?

Da Ungarn opførte hegn ved sine grænser for at holde migranter ude, blev dette skridt fordømt i brede kredse, men hvad har EU selv gjort andet end at bygge hegn – ja mure – ikke rundt om EU, men rundt om virkeligheden i Tyrkiet, Libyen, Niger og Eritrea? Da Orban krævede, at flygtninge kun skulle kunne anmode om asyl fra uden for EU, blev det betragtet som uacceptabelt. Men hvad er Emmanuel Macrons politik i dag andet end dette princips virkeliggørelse – Frankrig bygger lige nu offshore-modtagelsescentre i lande som Niger og Tchad?

Orbáns fortælling

»Ingen i Bruxelles vil indrømme det,« udtalte en EU-embedsmand til onlinemediet Politico sidste år, »men ja, Orbáns fortælling er blevet den dominerende.«

En anden embedsmand sagde det sådan her:

»Det er ikke et spørgsmål om at være på linje med Orbán. Det handler om, at først må vi kunne demonstrere, at vi har tingen under kontrol, og dernæst kan vi udvikle bedre måder at styre migrantstrømmene på.«

Men for at vise, at tingene er »under kontrol«, har de almindelige politikere, hvad enten de sidder i Bruxelles, London, Paris, Berlin eller Rom, rettet ind efter »Orbáns linje«.

Orbán selv lader ikke nogen i tvivl om, hvem der har vundet debatten. Som han udtalte til journalister før for et europæisk rådsmøde i Bruxelles i 2016: »De positioner, der engang blev fordømt, nedvurderet og behandlet med foragt, er nu ved at blive holdninger, vi er fælles om. Og folk, der har insisteret på at forsvare disse positioner, bliver i dag hilst velkomne som ligeværdige partnere. Vores holdning,« sagde han med tilfredshed, »er langsomt ved at blive flertallets holdning.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Mens Tyskland og Frankrig i denne uge øgede presset på den polske regering, tog et flertal i EU-Parlamentet fat på Ungarn. Begge lande svækker i disse år centrale demokratiske organer som frie medier og uafhængige domstole. Det rejser spørgsmålet, om EU har ret og legitimitet til at sikre demokratiet i sine egne medlemsstater
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nina Branner
  • Katrine Damm
  • Lise Lotte Rahbek
  • Bettina Jensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Maria Francisca Torrezão
Nina Branner, Katrine Damm, Lise Lotte Rahbek, Bettina Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bettina Jensen

Sådan er kapitalismen og EU er funderet på og skabt til at videreudvikle superkapitalismen. Paradigmet til denne videreudvikling er neoliberalismen, som er markedstotalitær og bl.a. indebærer at staterne skal sikre at markedsprincipper råder i også den offentlige forvaltning (som dermed bliver gjort til virksomheder).

Med til kapitalismen hører dehumanisering; varegørelse af mennesker, deres sociale livsverdener og intimsfærer. Det er a-b-c og det er dét, vi ej må se.

Per Torbensen, Jan Jensen og John S. Hansen anbefalede denne kommentar

For at dehumanisere flygtningene yderligere har vi fået indført det sære begreb "menneskesmuglere" i den danske debat (læg mærke til at det slet ikke er brugt i denne ellers lange engelske artikel). De får hjælp, de betaler. Nogen modtager penge - måske - vi ved det ikke. Men det at flygte fra sin hjemegn er dermed i sig selv blevet kriminelt!

David Joelsen

Uden at være specialist, har jeg fundet eller hørt at:
For det første var der stort set lige så mange flygtninge i øst som i vest efter 2. Verdenskrig. Derefter, havde øst også sine samarbejdslande/CIS, hvorfra mange kom og uddannede sig. Også fra mellemøsten og fjernøsten. Polen tog imod en del Græske flygtninge efter borgerkrigen der.
Der bor ca 2 mil Ukrainere i Rusland.
Men ellers har Østeuroa og Rusland indført strenge love i dag for at begrænse indvandring. Dog har Polen har over en million Ukrainske arbejdere i landet efter Maidan.