Læsetid: 3 min.

Center for Vild Analyse: Faktabaseret racisme

Et virkeligt demokrati er ikke baseret på faktatjek af alt, men på, at der er visse ting, man ikke diskuterer
Det er et sygdomstegn for et samfund, når man begynder at diskutere om der findes empirisk belæg for, at et mindretal udgør en samfundsfare.

Det er et sygdomstegn for et samfund, når man begynder at diskutere om der findes empirisk belæg for, at et mindretal udgør en samfundsfare.

Saqib Majeed

2. juni 2018

Socialdemokratiets Mattias Tesfaye var hurtig til at gribe bolden, da udlændingeminister Inger Støjberg var ude for at mene noget om ramadanen, og hvor usikkert den gør vores samfund. Tesfaye udtalte til Jyllands-Posten, at det ikke nytter noget at skyde fra hoften og insinuere, at der er noget galt med at holde ramadan:

»Men vi trænger til at finde ud af, hvad der er op og ned, så vi kan diskutere på et sagligt grundlag.«

Derfor har han nu rettet en række spørgsmål til fire ministerier, der venligst bør redegøre for, om der kan være noget om ministerens antydninger. Bliver vejene usikre på grund af muslimer, eller risikerer man at få amputeret et ben uden grund?

Som politisk kommunikation er Tesfayes lille intervention umiddelbart rent win-win. Han forklarede det endda selv: Hvis Støjberg bare spreder rygter og propaganda, så er det en uholdbar situation og fake news, hvilket Socialdemokratiet vil beskytte os imod. Men skulle der være noget om det, så er det da slet ikke nok at komme med løse udsagn og formaninger; så må der handling til: »Så vil vi ikke stille os tilfreds med en opfordring til ferie.« Uanset udfaldet er Tesfaye den seriøse og faktabaserede politiker, der ikke viger tilbage for en kontant diskussion om udlændingepolitikken.

Spørgsmålet er dog, hvad Tesfayes intervention betyder, hvis man løfter blikket fra de mest umiddelbare detaljer?

Fakta og racisme

I første omgang må det konstateres, at fakta egentlig ret sjældent rykker ved en grundfæstet ideologisk position. Man kunne meget vel forestille sig, at hele sagen om ramadanen blev kulegravet af de fineste eksperter, og at der intet var at finde, som bekræfter Støjbergs beskyldninger, men at mistanken stadig bestod – måske endda bestyrket.

Som Slavoj Zizek har forklaret det, bekæmper man ikke antisemitisme ved at lave empiriske undersøgelser af, om det nu passer, at jøderne er indflydelsesrige i kulturparnasset og sidder på uforholdsmæssigt mange bestyrelsesposter i bankerne. Alt kan fortolkes racistisk, hvis det først er blevet den etablerede praksis.

Hvis fakta synes at modsige racismen, kan det let forklares: »Det viste sig, at den helt igennem venlige herre, jeg mødte den anden dag, var jøde. Der kan man bare se hvor nederdrægtige de er. De opfører sig pænt udadtil, så vi ikke lægger mærke til hvordan de rager til sig.«

At der ikke er belæg for, at nogen er farlige eller vil os det ondt, peger ifølge den ideologiske position bare på, at vi ikke har været grundige nok i vores undersøgelser.

Men hvad nu omvendt, hvis man rent faktisk finder, at der var en sag under ramadanen engang for nogle år siden, hvor en plejehjemsbeboer fik forkert medicinering, fordi en medarbejder var uoplagt og forvekslede to plastikbægre? Hvor meget skal der til for at iværksætte Tesfayes akutberedskab?

Her må det konstateres, at der sagtens kan være tale om racisme, selv om en position tilsyneladende er helt uskyldigt baseret på fakta. Selv i det tilfælde, at der er noget om snakken, at jøderne rent faktisk rager til sig, eller at ramadanen resulterer i busser i vejgrøfterne, er det stadig væsentligt, hvilken fortolkningsramme disse fakta læses ind i. Mens ramadanen udgør et praktisk problem – og det gør den jo i helt triviel forstand – udgør omtalen af den samtidig for Støjberg en ideologisk positionering. Her er endnu et område, hvor man kan markere, at vi som danskere bør sætte grænser og »turde tage diskussionen«.

At bekæmpe denne ideologi handler ikke først og fremmest om viden, men derimod om vilje. Kort sagt så næres racisme, antisemitisme, misogyni og så videre af selve det, at folk er villige til at diskutere ’om der måske er noget om det’. Hver gang, man engagerer sig i en sådan diskussion, skal man derfor være forbandet bevidst om, hvad man ønsker at få ud af den.

Sygdomstegn

Ligesom det er et sygdomstegn for en demokratisk retskultur, når det begynder at blive legitimt at diskutere, om tortur i visse tilfælde kan være en nødvendig forhørsteknik – og ligesom det er et sygdomstegn for et demokratisk samfunds forhold til køn og ligestilling, når man begynder at diskutere, om voldtægt i visse tilfælde kan undskyldes – så er det muligvis også et sygdomstegn for et samfund, når man begynder at diskutere om der findes empirisk belæg for, at et mindretal udgør en samfundsfare.

Det kan godt være, at fake news er et stort problem, men mon ikke den pointe efterhånden er ved at synke ind? Hvad nu hvis der også er brug for andre typer af diskussioner for at finde ud af, hvordan man udfordrer racisme, misogyni og mindretalsforfølgelse?

Hvis det da overhovedet er det, Socialdemokratiet ønsker.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • Christian Mondrup
  • Lise Lotte Rahbek
  • Thomas Tanghus
  • Frede Jørgensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • David Zennaro
  • Troels Ken Pedersen
Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Christian Mondrup, Lise Lotte Rahbek, Thomas Tanghus, Frede Jørgensen, Bjarne Bisgaard Jensen, David Zennaro og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu