En undersøgelse foretaget af David Adler, som han for nylig resumerede i The New York Times, sagde noget ubehageligt om demokratiets overlevelsesmuligheder. Det er almindeligt kendt, at demokratiet er under pres, og som regel omtales truslen mod det som noget, der kommer fra de politiske yderfløje. Det antages som det naturligste i verden, at den store fare mod demokratiet kommer fra figurer som Trump og Berlusconi på den ene side eller venstrepopulistiske bevægelser på den anden.
Derfor hører man også igen og igen kommentatorer og politikere, der ser sig som fornuftens fortalere, sige bevingede ord om, at det ville være godt, hvis folk snart besindede sig og vendte hjem til midten.
David Adlers undersøgelse er imidlertid yderst interessant, fordi den viser, at denne antagelse er forkert.
Det er ikke blandt folk med disse yderligtgående politiske holdninger, at man finder den mest vigende tilslutning til demokratiet. Det er derimod i den forkætrede midte. Tanken kan næsten synes barok, og Adler er da også blevet angrebet fra forskelligt hold. Undersøgelsen er imidlertid ganske overbevisende, og der er i forbindelse med den indsamlet rigtig store mængder data for at understøtte pointen – der i øvrigt også omfatter Danmark.
Hvordan kan det være? Hvad er det for noget?
Tanken om, at det ikke skulle være Trumptilhængeren, der er den typiske antidemokrat, men derimod måske snarere tilhængere af Merkel, kan synes besynderlig. Men når man samtidig husker, hvad der har styret den europæiske økonomiske politik – bl.a. under Merkel – i de seneste 20-30 år, så begynder det måske at blive klarere, hvori det demokratifjendtlige kunne ligge.
Det blev måske sagt tydeligst af den Red Bull-sponsorerede Felix Baumgartner, der i en faldskærm helt vildt højt oppefra bekendtgjorde, at han mente, at demokratiet ikke kunne bruges til noget, og at det ville være bedre, hvis vi fik et diktatur under kyndig ledelse af ledende figurer fra den private sektor. Asger Aamund på koffeinboost, om man så må sige. (Eller Tommy Ahlers som forskningsminister).
De to folk
Baumgartners visdom var imidlertid slet ikke så langt fra den almindelige konsensus, som man skulle tro. I Europa er den politiske midte mere end noget andet kendetegnet ved tilhørsforholdet til EU. Denne midte taler af og til med en smule bekymring i stemmen om, at der er et demokratisk underskud i EU, men det er samtidig, som om det netop er dette underskud, der udgør den egentlige tiltrækning ved EU, for det er netop her, man har mulighed for at forpligte EU-landene til at føre økonomiske politikker, som ikke så sjældent går imod befolkningernes ønsker.
Som ph.d. i statskundskab Rune Møller Stahl for nylig skrev i en kommentar til Ræson, er det, som om stater i dag har to folk, som de har den umulige opgave at tilfredsstille på én gang: på den ene side det demokratiske folk, som går til valgurnerne, og på den anden side et ’folk’, der består af kreditorer fra de finansielle markeder.
Og som vi efterhånden har set ganske mange gange, så vælger EU’s institutioner ’kreditor-folket’, når de er stillet over for valget. Tænk blot på, hvordan EU har behandlet Grækenland, eller på de gange, Italien har været underlagt en teknokratregering, hvilket netop er sket endnu engang, fordi der var optræk til, at den italienske finansminister ville blive den EU-skeptiske Paolo Savona.
Det var for stærk kost og skabte finansiel ustabilitet, men via præsidenten, Sergio Mattarella, som nægtede at acceptere den regering, der var flertal for, blev krisen afværget (for nu). Savona blev EU-minister i stedet, og den nye regering kunne så udskifte sin kritiske holdning på det økonomiske område til at indgå i en fælles front med Ungarn imod EU’s politik på immigrantområdet. (Det havde markederne ikke nær så meget imod.)
Trump som inspiration
Det er muligt, at Donald Trump er gakket i sine voldsomme udgydelser, men alligevel er det ikke nødvendigvis blandt hans tilhængere, at vi finder den største trussel mod demokratiet. Måske er hans excesser tværtimod netop mobiliserende – eller endda inspirerende – for et ægte demokratisk svar.
Trump er demokratiets obskøne bagside: »Vi kan da godt bygge en mur og opsige vores handelsaftaler! Hvem skulle forhindre os i det?« Den samme frimodighed med et helt andet politisk indhold er muligvis det eneste, der for alvor kan genoplive demokratiet. Hvor man derimod finder en vedvarende og tiltagende modvilje mod demokratiet, er i den stilfærdige afmontering af ægte valgmuligheder, når teknokratiske løsninger trumfes igennem som nødvendige og ansvarlige – med støtte fra den ekstreme midte.
Center for Vild Analyse
Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006. CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.
Seneste artikler
Jeg kopierer, altså er jeg – ligesom de andre
10. juni 2023Hvornår kommer Green Day-hittet »Shut the Fuck Up When October Comes«?SVM-regeringens problem er ikke, at den har skabt en krisefortælling. Problemet er, at det var den forkerte
3. juni 2023Ny gyser: Der var engang nogle mørke skyer, som trak ind over et land og gjorde det nødvendigt at lave en regering hen over midten. Men pludselig en dag dukkede solen opDer mangler et portræt af Casper Christensen
27. maj 2023Måske mangler der lige præcis ét talkshow mere med Casper Christensen i centrum. Men et, hvor temaet slet og ret skal være: intet
Igen en spændende analyse fra det gode center. Lidt en skam navnet giver associationer til en ugerevy, men det er måske med til at frigøre medlemmernes tanker.
Min største ros til centret.
Det er da ikke engang kontroversielt. Det er, hvad vi for et par årtier siden kaldte 'det tavse flertal', og som altid flyder ovenpå, hvis man blot fortæller dem, hvad vej vinden blæser. De ønsker ikke at kæmpe for noget, de er - i den oprindelige betydning af ordet - idioter, som blot vil have det styre, der er mest hensigtsmæssigt for dem selv, og det er som hovedregel en relativ magtfuld hersker, der ikke rykker for meget om på tingene, så man mister sine privilegier. Det er en gammel kamp.
Sådan var det, da den danske valgkonge kuppede rigsrådet og i alliance med borgerskabet blev enevoldskonge, og sådan var det, da det franske borgerskab havde tilkæmpet sig de samme privilegier som adelen i den franske revolution.
Jeg er faktisk både vild med navnet og vild med 'Center for Vild Analyse' :)
"Hvor man derimod finder en vedvarende og tiltagende modvilje mod demokratiet, er i den stilfærdige afmontering af ægte valgmuligheder, når teknokratiske løsninger trumfes igennem som nødvendige og ansvarlige – med støtte fra den ekstreme midte."
Yeps. Big Data har forlængst friet til Big Brother.
Brylluppet er allerede en realitet.
Vielsen blev foretaget af ypperstepræst Asger Aamund fra Ayn Rand kirken på selveste Markedspladsen.
Da deres førstefødte tvillinger blev døbt, gispede de indbudte dignitarer i ekstase over de fremsynede navne, Scylla og Charybdis. På jævnt dansk oversat til Sten og Hårdsted.
DR og TV2 har været i Breaking lige siden, og sender nu kun nyheder fra Finansministeriets hjemmeside.
Alle borgere er ved lov nu forpligtet til at installere væg-til-væg fladskærme med statskontrolleret sessionslogning. Det er ulovligt at overklæbe kameraet med sort tape.
Til gengæld behøver du ikke længere at kæmpe en kamp for at komme i kontakt med det offentlige. Det offentlige kontakter DIG, hvis der er behov for oplysninger om privatlivet.
Det betyder selvfølgelig også, at folkebiblioteker og deslige er overflødige.
Al den viden du har brug for, supplerer arbejdsgiveren.
Hvis ikke du har en arbejdsgiver, skal du henvende dig på nærmeste nytteperron, hvor du kan tage toget til Uvisse i region Udkanten.
Med medierne i ryggen har vi oplevet autoritære midterpolitikere, fører neoliberal politik som ingen vil have. Men ved at kalde det nødvendighedens politik og argumenterer med nødvendig i fht. EU og "sådan er det jo" er det gået i gennem Folketinget. Og så for at pisse på folk har de endda kaldt deres politik "reformer".
Ren strækmarch
Jovist populismen og Trump kan måske godt tolkes som en reaktion på globalisering, neoliberal politik, finanskrise m.m. Men derfor kan man måske alligevel godt bekymre sig om, at disse bevægelser ikke er demokratiske i deres væsen.
Skal man vælge mellem to onder, betyder det jo ikke, at det ene valg ikke stadig er et onde :-)
Nu har DK været regeret mere eller mindre hen over midten i 100 år. Så må hen over midten og de regeringsbærende partier i DK, Konservative, Venstre, Soc. Dem., Radikale, også stå ved, at det var på deres vagt, at DK tog førertrøjen i det markedøkonomiske cirkus, der nu for alvor bidrager til, at alle klodens klimamæssige balancer tilter og bliver vendt på hovedet. Fattigrøvene med deres minusforbrug har ikke part i det her. Når der for alvor skal sættes ind overfor overforbrug og gøres op med den manglende balance i bæredygtighed, så er det hen over midten, der må bringe ofre. Ikke fattigrøvene, som har holdt for de sidste årtier. At så hen over midten ikke anser sig selv som part i det her, viser jo kun, hvor ekstremistisk hen over midten fastholder sin egen ekstravagante overforbrugende livsførelse.
Ja heldigvis findes der faktisk fornuft i den brede middelklasse , selvom det er moderne at indtage det modsatte synspunkt, naturligvis i det gode tjeneste, endog i demokratiets navn!
MEN vi bør vel ikke på demokratisk vis kæmpe for at ophæve tyngdekraften - så som man tydeligvis forestiller sig i de virkeligt avancerede tænketunge miljøer..
. Men JA! Det ville da gøre ALTING meget "LETTERE"!
JA, Det ville også i sandhed løse alle mulige vanskelige problemer.
Jeg har og vil aldrig blive en midter vælger. VS og EL, men efter kommunalvalget i 2017 stemmer jeg aldrig mere.
At EL tillader sig, at kalde sig demokratisk er så uforskammet så ingen ord kan dække det .
Partiet, tillod sig at lade som om i 6 mdr. inden valget, at holde kæft, stillede op til demoer og lod som om de ville tage Beskæftigelses borgmesterposten, men havde ladet deres bagland( husker sgu ikke hvad de hedder pt. ) bestemme med flertal er ikke at lade vælgerne beslutte, men lade nogen udvalgte bestemme (ignoranter )i stedet for vælgerne er no go.
De vidste og ved udmærket hvad de, der stemte på dem håbede ovenpå Frk. Allerslevs søvndrukne paradis hos de radikale.
Jeg ved ikke hvad jeg håber på udover at mennesket vågner op. Men det sker desværre nok ikke.