Læsetid: 3 min.

Center for Vild Analyse: Utopisk populisme

Alt for længe har venstrefløjen tøvet med at formulere en offensiv populisme
Måske kræver den utopiske populisme i første omgang, at vi øver os på at sige det, som vi ikke behøver drage i tvivl. At vi simpelthen går i gang med at sige, at ’alle ved jo, at klimakrisen kræver en radikal omlægning af kapitalismen’.

Måske kræver den utopiske populisme i første omgang, at vi øver os på at sige det, som vi ikke behøver drage i tvivl. At vi simpelthen går i gang med at sige, at ’alle ved jo, at klimakrisen kræver en radikal omlægning af kapitalismen’.

Redux

30. juni 2018

Et spøgelse går gennem Europa. Men det er ikke kommunismens. Det er populismens. Nærmere bestemt den, som formuleres fra højre. Og måske er det ikke så meget et spøgelse, som ingen rigtig ved, hvad er. Det er snarere en bred front af ganske forståelige krav og udfordringer, som råbes til den herskende elite: Vi vil gerne beholde vores job; vi gider ikke flygtninge og indvandrere; vi gider ikke, at EU skal bestemme over os; vi er stolte af vores kultur og traditioner, og det vil vi ikke ændre på.

Populisme står i kontrast til pluralisme. Som idéhistorikeren Jan-Werner Müller har formuleret det, så er populisme »en ganske bestemt forestilling om politik, som hylder det moralsk rene homogene folk, der står over for en umoralsk, korrupt og snylteragtig elite – som altså ikke er en del af folket«.

Populistiske bevægelser, som Front National i Frankrig eller Alternative für Deutschland i Tyskland, taler direkte på vegne af folket; også selvom ’folket’ forbliver en mystisk essens, som ingen helt kan forklare, hvad er. I Danmark er det noget med, at vi må holde en stram kurs over for udlændinge, og at der skal skæres i DR og sættes hegn op mod vildsvin ved den tyske grænse.

Nostalgisk populisme

Den type populisme, som Müller diskuterer, har det med at henfalde til det nostalgiske. Den kan næsten ikke andet. Analysen er, at verden er af lave, og løsningen er »det rene, homogene folk«. Men hvornår eksisterede dette folk? Måske aldrig, men nostalgiens trick er, at man alligevel godt kan føle, at det er gået tabt. Nostalgien er længslen efter noget, der aldrig var, men som man har mistet. Derfor kan den komme til udtryk i alle mulige forskellige former: Brexit, bevogtede grænser, ’ghettopakker’ osv.

Når man kan sige, at populistiske bevægelser har med det nostalgiske at gøre, er der tale om en strukturel forklaring: Bevægelserne placerer sig netop der, hvor noget er fundamentalt galt med den virkelighed, vi lever i, mens den eneste løsning, der findes, er den gloriøse, ’tabte’ fortid. Og derfor er populismen så stærk: Den behøver egentlig slet ikke bevise, at den kan levere nye politiske visioner eller holdbare løsninger. Den kan mose fremtiden ind i fortidens form. Og jo mere drømmen om det rene folk ikke går i opfyldelse, des stærkere og mere skinnende bliver denne drøm.

Hermed bliver det også klart, hvorfor den ’fornuftige’ demokratiske løsning ikke bider på populisten: Ambitionerne er simpelthen større. Populismen har det ekstra gear, som siger, at nutidens liberal-kapitalistiske demokratier simpelthen ikke slår til.

Utopisk populisme

Spørgsmålet er, om venstrefløjen ikke kunne lykkes med at vende højrepopulismen mod den selv? Et stykke hen ad vejen deler venstrefløjen faktisk diagnose med højrepopulisterne: Verden er af lave, og der skal laves fundamentalt om på den måde, magten fungerer på.

Men kunsten for venstrefløjen ville bestå i at formulere en slags ’populisme for det nye’ og ikke for det gamle. Populisme kunne dermed være det, som foregik verden over i 2011, da Det Arabiske Forår blomstrede, og man besatte Wall Street. Men den bredere pointe er, at mens højrepopulisterne indrammer og bestemmer folket som det, der var, må utopiske populister formulere folket som det, der kommer. Og mens højrepopulisterne hylder det partikulære folk med bestemte vaner og traditioner, må de utopiske populister hylde det universelle folk.

Hvad skal det nu sige? Hvis der er en lære af opgøret med essentialismen på venstrefløjen, er det, at det er farligt at dele sig uendeligt ud i kulturelle forskelle, diskurser og interesseorganisationer. Hvad der er brug for, for at imødegå højrepopulismen, er en anden form for populisme, en samlende og offensiv tænkning.

Det betyder ikke, at der findes en universel menneskelig essens, alle kan forenes om (det var bl.a. netop, hvad det nævnte opgør gik ud på), men at der må skabes solidaritet på tværs af tilsyneladende uforenelige identiteter og interesser. Måske er den utopiske populisme netop den, der kan lade hånt om forskelle og identiteter – og i stedet tage udgangspunkt i politiske spørgsmål i egentlig forstand. Forskelle er banale, som Alain Badiou sagde det. De er simple kendsgerninger om menneskeracen. Det, der er interessant, er, hvad der er det samme for alle.

Måske kræver den utopiske populisme i første omgang, at vi øver os på at sige det, som vi ikke behøver drage i tvivl. At vi simpelthen går i gang med at sige, at »alle ved jo, at klimakrisen kræver en radikal omlægning af kapitalismen«, eller »alle ved jo, at ulighed ødelægger samfundet«, eller »alle ved jo, at jorden og vandet ikke kan ejes af nogen«.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Katrine Damm
  • Dorte Sørensen
  • lars søgaard-jensen
  • Frede Jørgensen
  • Kurt Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
Torben K L Jensen, Katrine Damm, Dorte Sørensen, lars søgaard-jensen, Frede Jørgensen, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn Pedersen

"Men den bredere pointe er, at mens højrepopulisterne indrammer og bestemmer folket som det, der var, må utopiske populister formulere folket som det, der kommer. Og mens højrepopulisterne hylder det partikulære folk med bestemte vaner og traditioner, må de utopiske populister hylde det universelle folk."

Og tilbage står os, der hverken hylder og glorficerer en fantastisk og imaginær fortid eller en gloværdig, fantastisk og imaginær fremtid, men som er interesseret i hvordan tingene faktisk er, hvordan de faktisk har været, og hvor sandsynligt det er at noget særligt kommer til at ske. Skal vi bare stå tilbage og sukke af jer begge fra tribunerne?

Både nationalister og progressive er desværre to sider af samme mønt, når det kommer til logiske fejlslutninger. Nationalister med "appeal to tradition", progressive med deres "appeal to novelty". "Det er fremtiden!", skriger progressive ofte. Nationalister bæver og skriger: "Åh nej, lil'mor, ær det det? Ja trow a ha mere ti' til en steen!", hvorefter de forbereder sig på dommedag. Et par årtier senere er det den progressive hyldede som "fremtiden", været nutid i så lang tid, at den nye nationalist ser det som den gloværdige fortid. Og så må den progressive jo finde på noget der er nyt og moderne, noget der er "fremtiden".

At "lade hånt" om forskelle, er at gå udfra at det man selv siger er universelt. Der findes ingen universelle sandheder udover naturvidenskabelige fakta. Troen på "universelle menneskerettigheder", burde jo ligeledes være en af de forskelle man lader hånt om, ikke sandt?

Lad mig slutte af med en "alle ved", så kan man selv bedømme hvorvidt man er omfattet af "alle", eller ej:

"Alle ved jo at stammeidentitet går tilbage til vores evolutionære rødder som sociale dyr, og derfor bør man ikke se ned på følelsen af at tilhører et folk vs noget så absurd og abstrakt som at tilhøre "menneskeheden".

Steffen Gliese

Problemet i en dansk kontekst er, at vi ønsker os tilbage, ja, men ikke til en glorværdig fortid - i hvert fald ikke den type glorværdige fortid, som nationalister typisk ønsker sig: vi vil tilbage til et afbalanceret samfund, hvor strukturerne fordelte magten imellem den økonomiske elite og resten af befolkningen - velfærdssamfundet, som det var indtil 1994/1998.
Politikere er nærmest ved at kaste op, når de hører om det, radikale siger straks: dengang, man kunne vælge evige dagpenge - og ja! det er faktisk dengang, hvor folk kunne bestemme over deres eget liv i samfundet, stå til rådighed, når der var arbejde at stå til rådighed for - og ellers søge job og vedligeholde kompetencer, så man var klar, når der blev brug for én. Konsekvensen af den modsatte linje, som har kørt i snart 25 år, er tydelig: mangel på kvalificeret arbejdskraft, fordi uddannelse og efteruddannelse er blevet forsømt til fordel for futil 'aktivitet' og 'beskæftigelse'. Fordi man tror, at markedet løser noget som helst, har man villet holde det igang med borgerne som handelsvare, når de nu ikke kunne andet. Det rammer som en boomerang nu.

Lillian Larsen, Torben K L Jensen, Benny Larsen, Jakob Venning, D. Joelsen, Lars Løfgren, Herdis Weins og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Arne Thomsen

En skøn idé, synes jeg, at populisme ikke behøver at være et højreorienteret opgør med eliten, men lige så godt kan være et venstreorienteret - for frihed - for lighed - og så kommer jo det svære: for broderskab - endda også ud over de nationale grænser.
Kan vi finde veje, der fører til global omsorg - for vor egen dyreart - og for hele denne klode?
Ja - selvfølgelig - men hvem af os finder vej? ; - )

Lillian Larsen, Flemming Berger, D. Joelsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Problemet for den danske venstrefløj er at uanset om vi vinder (hvilket vi ikke har gjort længe) eller taber de politiske slagsmål, så betyder det, i nødvendighedens politiske tidsalder, at vi bevæger os mod øget modernitet. Og dermed bevæger vi os i det mindste fremad! Modernitet betyder her, at ting bliver mere målbare og dermed mere gennemskuelige...og dermed mere videnskabelige. Og dermed nemmere at putte ind i vores velfærdssamfund. Og det kan vi godt lide.

Men vi må også indrømme over for og selv at lige på flygtningeområdet, hvor vi tabe stort, og taber regeringsmagt, går samfundet tilbage - til en nationalisme. Nu ser det ud til at socialdemokratiet prøver at finde argumenter, hvor vi opfører os mere nationalistisk, men går mod mere modernitet. "Vi skal passe på velfærdssamfundet" siger de. Næste folketingsvalg vil vise om det er en god idé.

Det med at venstrefløjen altid knytter sig til modernitet er måske årsag til, at en god halvdel af venstrefløjen, i EU-spørgsmål, hylder sådan en som Merkel, uanset hvad hun gør. De føler der er noget fornuft over hende - noget modernitet!

jan henrik wegener

Spørgsmålet her er om der er en eller andenentitet eller identitet som udgøres " venstrefløjen". Jeg hælder til at der nær sagt højst kan være tale om at være fælles om at være mod nogen eller noget. Hvis det man er imod er det velkendte "folkeparti" og lignende burde der være muligheder. Især med odsplitninger som Værmunda eller Uhrskovs borgerligheder. Fremfor at forsøge at dæmpe disse eller ignorere dem kunne de jo omvendt eksponeres så meget som overhovedet muligt. Især det kontroversielle eller det der kan virke outreret. Så kan folk tage stilling.