Læsetid: 14 min.

»Da Rusland gik ind i Georgien, begyndte jeg at få mareridt om natten«

Vestens frygt for, at Rusland vil bruge det russiske mindretal til at destabilisere Estland politisk og militært, er en af grundene til, at Danmark nu har 200 soldater stationeret i det lille baltiske land. Men blandt de russisktalende, der udgør en fjerdedel af den estiske befolkning, bliver der grinet af frygten
Folk strømmer hen til de to russiske krigsveteraner for at takke dem for sejren over Tyskland i Anden Verdenskrig. En af dem er Jüri Samarov på 46 år, der er ked af, at der ikke kommer nogen estiske politikere for at markere sejrsdagen: Det er meget dumt. De forstår ikke, hvor stor sejren var, siger han

Folk strømmer hen til de to russiske krigsveteraner for at takke dem for sejren over Tyskland i Anden Verdenskrig. En af dem er Jüri Samarov på 46 år, der er ked af, at der ikke kommer nogen estiske politikere for at markere sejrsdagen: Det er meget dumt. De forstår ikke, hvor stor sejren var, siger han

Peter Nygaard Christensen

9. juni 2018

På en kirkegård for sovjetiske krigshelte lidt uden for Estlands hovedstad, Tallinn, sidder tre veteraner med krog i hinandens arme. De kan næsten ikke se ud af øjnene på grund af grå stær, og den ene af dem har ikke meget kæbeparti tilbage. Deres svage hænder klamrer sig til buketter med røde nelliker, mens en journalist fra Ruslands statsstyrede tv-kanal, Channel 1, er i gang med at interviewe dem.

Hvert år den 9. maj fejrer russere verden over, at Stalin sejrede over tyskerne og var med til at afslutte Anden Verdenskrig. Dagen bliver også markeret af det russisktalende mindretal i det lille, baltiske land Estland. En af dem, der er mødt op på kirkegården for at takke veteranerne, er 83-årige Ljudmilla Polikarpova. Hun er iført en rød jakke og en hvidbroderet hat, der dækker hendes rødfarvede hår. Kvinden er født på Krim i Ukraine og husker tydeligt bomberne og blodet fra Anden Verdenskrig. Hendes mand aer hende på kinden og tørrer en tåre væk fra hendes rynkede kind, mens hun fortæller.

Unge deltager i sejrsdagen i historiske sovjetiske militæruniformer.

Peter Nygaard Christensen

»De russiske soldater reddede os fra sult og frygt. Det er dem, vi skal takke for det liv, vi har i dag,« siger hun.

Uden for kirkegården kører en bus forbi med blå og gule EU-flag. Mens mindretallet fejrer sejrsdagen, markerer det officielle Estland Europadagen. For mange i Baltikum er Sovjets sejr den 9. maj en bittersød historie. Dagen var ikke kun en befrielse fra nazism, men også begyndelsen på knap 50 år med lukkede grænser og sovjetisk besættelse. 

Fem kilometer fra kirkegården – på en cafe i et storcenter i centrum af Tallinn – sidder Sandra. Hun er 25 år og har læst internationale studier på universitetet og begynder på sin kandidat efter sommerferien. For hende puster den russiske sejrsdag, der markeres med militær symbolik, til hendes frygt for en nært forestående krig.

»Som ester er det selvfølgelig ikke rart at se russere fejrer deres militær, når man konstant tænker, at krigen kommer i morgen eller næste uge,« siger Sandra, der ikke ønsker at få sit efternavn i avisen, da hun finder emnet meget følsomt. Ifølge den unge kvinde har den russiske præsident, Vladimir Putin, flere gange vist, at han er interesseret i at dominere grænselandene.

»Da Rusland gik ind i Georgien, begyndte jeg at få mareridt om natten,« fortæller hun.

Søspejderen German Luzin på 16 år sejler på Narva-floden, der skiller Estland og Rusland. Han fortæller, at de fleste unge på hans alder i byen har bedsteforældre, der som unge flyttede til Estland som en del af russificeringen i sovjettiden

Peter Nygaard Christensen

83-årige Ljudmilla Polikarpova på kirkegården og 25-årige Sandra i storcenteret er billede på to forskellige verdenssyn, der skal rummes i det samme land. I Estland lever vestligt orienterede estere og russere side om side i parallelle samfund med vidt forskellige billeder på verden og tolkninger af historien. Dette er fortællingen om et europæisk lands sovjetiske arv. Om det russiske mindretal i Estland, der på den ene side har Stalin og Putin som forbilleder, og på den anden side ikke kan forestille sig at blive en del af Rusland igen.

’Spasibo, spasibo’

På kirkegården uden for Tallinn strømmer folk til for at lægge blomster ved en stor bronzestatue af en krigsveteran. Sandra fortæller, at hun og mange estere kalder statuen »den anonyme voldtægtsmand«, fordi den minder dem om, at de blev besat en ny stormagt, der deporterede og undertrykte esterne.

Men for russerne er statuen et af de vigtigste symboler på Sovjetunionen i landet. Unge piger med franske fletninger i grønne uniformer og drenge i blå marinedragter fra Anden Verdenskrig skiftes til at stå foran statuen til ære for tilskuerne. Imens runger kirkegården af russisk krigsmusik.

»Spasibo (tak på russisk, red.), spasibo, hurra, hurra,« råber folkemængden, der har ansigterne vendt mod bronzestatuen. En kvinde tager et lommetørklæde frem fra lommen og tørrer øjnene.

Pavel Nadein (tv.) flyttede til Estlands hovedstad, Tallinn, fra Moskva for ti år siden. Han er kritisk over for Putin og tager afstand fra det, han kalder, ’den prorussiske kultur’ i Estland. Han har dog aldrig lært at tale estisk, fordi han sagtens kan klare sig på sit modersmål.

Peter Nygaard Christensen

I 2007 blev statuen flyttet fra en stor plads i centrum af Tallinn til kirkegården, hvor den står i dag. Flytningen udløste den største konflikt mellem russisktalende og estere i landet i nyere tid. Mindretalsborgere, der udgør over en fjerdedel af Estlands befolkning, lavede optøjer, plyndringer og råbte prorussiske slogans i gaderne, mens den estiske stat blev ramt af et cyberangreb udført af russiske hackere.

Episoden er fremhævet i det danske forsvarsakademis notat Spændinger og mindretal i Baltikum fra 2016 som et eksempel på de spændinger, der er i Estland mellem de to befolkningsgrupper i kampen om symbolsk og kulturel indflydelse.

I dag er den russiske bronzestatue af krigsveteranen blevet erstattet med et kæmpestort monument over Estlands frihed, og pladsen er blevet døbt Frihedspladsen.

Med udsigt til monumentet sidder den estiske forfatter Ilmar Taska på sin stamcafé og drikker kaffe. Han blev født i 1953 i Uralbjergene i Sibirien, hvortil hans forældre blev deporteret af Stalin lige inden krigen. Hans far kom aldrig hjem, men efter krigen flyttede resten af familien tilbage til Estland. Han husker tydeligt, da Estland var Sovjetunionens vestligste udpost.

»Nu er vi Europas østligste udpost,« konstaterer han. Som borger i et grænseland oplever han usikkerhed, hver gang konfliktniveauet ude i verden stiger.

»Der er stadig folk i Estland, der tjekker flaget og ser, om det stadig er det samme som sidst. Det er noget, vi hele tiden er opmærksomme på, fordi vi ligger her og er så små,« siger han.

Siden Ruslands annektering af Krimhalvøen i Ukraine har Vesten frygtet, at Baltikum var næste område i rækken af tidligere sovjetrepublikker, som Putin vil fatte interesse for. Næsten hver tredje ester ser Rusland som en trussel mod Estlands sikkerhed. Frygten er især, at Putin vil udnytte det russisktalende mindretal til at intervenere i Baltikum. Putin lancerede nemlig en ny sikkerhedsdoktrin i 2015, der slår fast, at Rusland vil beskytte russere i nabolandene. Og at Rusland har ret til at blive genforenet med sine landsmænd uden for sine grænser. Derfor har NATO sendt kampsoldater til de tre baltiske lande – herunder en dansk styrke på 200 soldater i Estland.

En tabt region

En forhutlet kat lister ud gennem et rustent hegn rundt om en kæmpemæssig fabrik i byen Narva, der ligger på grænsen til Rusland. Ruderne er slået ind, murene er forfaldne, og der vokser krat, buske og træer rundt om den store røde murstensbygning. Tekstilfabrikken Kreenholm var en af de største fabrikker i Sovjetunionen og beskæftigede 12.000 ansatte under storhedstiden i 1970’erne. Og der var både  arbejderboliger, butikker og skole omkring fabrikskomplekset.

En far på tur med sin søn en formiddag i et af Narvas karakteristiske boligkvarterer. I byen, hvor 80 procent af indbyggerne er russere, findes der ikke ét eneste parcelhus.

Engang var Narva en livlig handelsby. Men ikke længere. Siden Sovjetunionens fald har Kreenholm ligesom det meste andet af Narvas gamle industri ligget øde hen. Mens Estland siden uafhængigheden i 1991 som helhed har gennemgået en positiv udvikling, har regionen Ida-Viruuma, hvor Narva ligger, haltet efter med den højeste arbejdsløshed i landet på 9,2 procent mod det nationale gennemsnit på 4,5 procent.

Regionen afspejler det generelle billede af det russiske mindretal i Estland, der klarer sig dårligere end etniske estere. En russisktalende borger i Estland har halvanden til to gange større sandsynlighed for at blive arbejdsløs end en etnisk ester, og lønnen er for en russisktalende i gennemsnit en tredjedel lavere.

Narva stillede i 1993 sammen med to andre byer i regionen krav om selvstyre. Men en folkeafstemning om spørgsmålet blev kendt grundlovsstridig og afvist fra centralt hold.

Er Narva den næste?

I 2014 efter Ruslands annektering af Krim strømmede hundredevis af journalister til Narva for at stille spørgsmålet: »Is Narva next?« Det fortæller Vyacheslav Konovalov, der er rektor på en af Narvas største skoler og tidligere viceborgmester i byen.

Men han er træt af spørgsmålet – det blev han hurtigt. Han tror ikke et øjeblik på, at Ruslands præsident Vladimir Putin har en interesse i at gå ind i Estland. Han kan heller ikke forestille sig, at russere på hver side af grænsen skulle bekæmpe hinanden. Ingen borgere i Narva vil i krig med Rusland, mener han.

»Vi er forbundet til hinanden. Det ville være både dumt og farligt,« siger Konovalov.

Derfor synes han også, at NATO-missionen er en dum idé, fordi den kan skabe en unødvendig konfrontation: »Nogle gange er en lille gnist med til at sætte ild til en konflikt.«

Han fører os gennem sin skole og op på fjerde sal, hvor en 10. klasse er ved at blive undervist i engelsk. Heroppefra er der udsigt over Narvas ensartede boligblokke af beton. Information spørger eleverne, om de tror, at Rusland kunne have interesse i at vinde Estland tilbage. Spørgsmålet udløser en rungende latter i klassen.

En russisk kvinde kommer gående fra den russisk-ortodokse kirke i Narva, hvor hun har være til morgengudstjeneste. I tasken har hun brød til duerne.

Peter Nygaard Christensen

En af eleverne siger, at hun ikke forstår, hvorfor estere ser Rusland som en stor trussel. Hun ser ingen. Anastasia Bobyleva på 16 år, der har langt, mørkt hår og grønne øjne, der matcher hendes bluse, bryder ind. Hun påpeger, at Rusland og Estland historisk har været uvenner.

»Men ikke i dag,« siger hun. Anastasia Bobyleva har været i den lille by Tapa, hvor NATO-soldaterne – også de danske – er udstationeret. Da hun så dem komme kørende i deres kampvogne, undrede hun sig.

»Hvorfor skal de komme her og beskytte os? Rusland har så mange interne problemer. De er ikke interesseret i et andet land,« siger hun.

Hendes familie kom til Narva i sovjettiden, da hendes mormor fik arbejde på tekstilfabrikken. I dag er hendes far rejst tilbage til Rusland, og moren arbejder som salgsassistent i en barnevognsforretning.

Alle elever i klassen er født i Estland af forældre, som kom hertil fra Rusland, Ukraine eller Hviderusland, da landet var en del af Sovjetunionen. Eleverne føler sig alle sammen mere russiske end estiske, og ingen af dem taler estisk, fortæller de.

Sproget er en vigtig årsag til, at den russisktalende del af befolkningen i Estland halter efter resten af befolkningen. I landet er der lovgivet om, at man skal have bestået en estisk sprogprøve for at få lov til at uddanne sig og arbejde. Russerne i landet kan også først blive statsborgere, hvis de består den estiske sprogeksamen.

Et par russiske gymnasiekærester på en bænk i by Narva. Foren sig har de den den flod, der markerer grænsen mellem EU og Rusland.

Peter Nygaard Christensen

Estland har gennem årene gennemført omfattende sprogreformer, der blandt andet betyder, at mindst 60 procent af fagene på de højeste klassetrin i skolerne skal undervises på estisk. Politikerne håber på den måde, at flere russisktalende unge i landet tager en højere uddannelse og bliver en aktiv del af det estiske samfund. I dag udgør de kun 13 procent på universiteterne.

På grundskolen i Narva kan de ikke leve op til 60 procentskravet. Der er ikke lærere nok i byen, der er kvalificeret til at undervise på estisk, fortæller rektoren.

Anastasia Bobyleva drømmer om at blive pilot. Men hvis hun skal studere i Estland, skal hun forbedre sit estiske for at bestå den sprogprøve, der kan give hende adgang til at studere. Når man bor i Narva, er der ingen steder at øve sig, siger hun.

»Det er et meget svært sprog at lære, når man ikke har nogen at tale med.«

Derfor vil Anastasia Bobyleva tage sin uddannelse i Rusland. Eller måske i et andet EU-land, hvor hun kan studere på engelsk.

Jeg elsker Putin

Tilbage på kirkegården for sovjetiske krigshelte har Ljudmilla Polikarpova placeret små blomstrede glas på en mur. Hun tager en vodkaflaske frem fra sin taske og skænker til sig selv og sin langskæggede mand.

Den gamle kvinde flyttede til Estland i 1946. Midt i sin fortælling går hun i stå og kigger frem for sig.

»Jeg elskede at være borger i Sovjetunionen. Dengang kunne man komme fra forskellige nationaliteter, men alle var lige,« siger hun. Da Estland blev uafhængigt i 1991, forstod hun ikke, hvorfor der var et ønske om at løsrive sig.

Når mørket falder på, er der ikke meget liv i Narva, der i alt har 57.000 indbyggere. Til gengæld kører flere grønne patruljevogne frem og tilbage langs grænsen for at sikre, at der ikke er russere, som kommer illegalt ind i EU.

Peter Nygaard Christensen

»Da Estland var en del af Sovjetunionen, levede vi side om side helt roligt og havde et godt liv. Der var ikke splittelse i landet dengang, som der er i dag.«

Ljudmilla Polikarpova ved ikke, hvilken nationalitet hun har, fordi der løber så meget forskelligt blod i hendes årer.

»Jeg føler mig som sovjetborger,« siger hun.

Siden Sovjetunionens fald har der ifølge den gamle kvinde været diskrimination af russere i Estland. Hun fortæller om sine børn og børnebørn, der får mindre i løn end esterne eller har haft svært ved overhovedet at få et arbejde. Hendes største politiske forbillede er Vladimir Putin, fordi han ifølge hende har skabt bedre levevilkår for »dem alle sammen«. I forbindelse med forårets præsidentvalg i Rusland hjalp hendes familie til i hans valgkamp.

»Jeg elsker Putin meget. Rigtig, rigtig meget,« siger hun og får smilet tilbage i det rynkede ansigt.

Alligevel synes hun ikke, at Rusland og Estland skal være under samme flag igen. Alle lande skal have deres egen leder, mener hun. Da jeg spørger hende om esternes frygt for en intervention fra Rusland, tager hun sig til hovedet og slår en stor latter op.

»Putin har ikke brug for lille Estland.«

Forskellige verdensbilleder

Størstedelen af den russisktalende befolkning får deres information og nyheder fra russiske medier. 71 procent meddeler i en spørgeskemaundersøgelse, at de kun får deres nyheder fra medier fra Rusland. Det kan være med til at forklare, hvorfor der er så stor forskel på holdningerne til udenrigspolitikken og truslen fra Rusland.

29 procent af esterne anser Rusland for at være en »ubestridelig trussel« mod Estlands sikkerhed, det gælder kun for seks procent af den russisktalende del af befolkningen, viser en national undersøgelse fra sidste år. Også når det kommer til opbakningen til NATO, er der store uenigheder mellem de to grupper. 92 procent af esterne bakker op om NATO mod kun 33 procent af de russisktalende borgere.

I Estland har politikere udtrykt bekymring for, at så mange af de russisktalende borger primært får deres nyheder fra russiske statsstyrede medier. Blandt andre Johannes Kert, der er medlem af parlamentet for Det Konservative Parti. Han mener, at styret i Moskva forsøger at manipulere russiske minoriteter i andre lande, heriblandt Estland.

»Den måde at påvirke sine mindretal rundt om i verden er meget særligt for Rusland,« siger han.

For ham er det afgørende, at den europæisk-estiske fortælling bliver mere udbredt. Det indebærer at være ærlig, neutral og holde fokus på fakta. Han mener, at Estland og resten af verden står i en brydningstid, hvor det er altafgørende.

»Vi skal fortælle sandheden, også selv om vi ikke kan lide den. I den lange proces vil folk tro dem, der altid har fortalt sandheden,« siger han.

En konflikt mellem generationer

En del af den russisktalende befolkning befinder sig midt imellem de to verdensopfattelser, splittet mellem øst og vest. Det gælder blandt andet de to unge spejdere, Gosha Lugovskoi og Maksim Vassiljev, der er født i det uafhængige Estland og opvokset uden Sovjetunionen. De skal til at holde spejdermøde med deres trup.

Den 19-årige spejderleder, Gosha Lugovskoi med et fint, markeret ansigt, grå øjne og mørkblond hår pakker vafler og russiske kager ud og lægger dem i skåle. Imens hælder den høje, mørkhårede Maksim Vassiljev på 18 år te i kopper i forskellige pangfarver.

Deres spejderhytte er i virkeligheden et lille skur ved siden af en automekaniker i forstadskvarteret Kopli nord for Tallinn, hvor der bor mange russere. Området blev i sovjettiden brugt som en militærbase, og det var også sådan, at Gosha Lugovskoi kom til at bo her. Hans mor var sygeplejerske i den sovjetiske hær. I dag arbejder hun som babysitter. Da den unge spejderleder var barn følte han sig 100 procent som russer, siger han.

»Men i dag føler jeg mig som europæer.«

De seks spejdere, der holder møde i hytten, går alle sammen på russiske skoler. Kun Gosha Lugovskoi kan tale estisk, som han lærte for et år siden, da han fik arbejde på et historisk museum i Tallinn. I dag læser han både russiske og estiske medier, og her kan han se, at der er stor forskel på de to landes verdensbilleder. For eksempel, når det kommer til NATO-missionen, som de danske styrker er en del af.

»I estiske medier siger de, at det er vigtigt, at NATO forsvarer Estland. I russiske medier siger de, at NATO er ude på at starte en krig.«

Spejderne er alle opdraget af forældre, der er stærkt knyttet til Rusland og er store Putin-tilhængere. Maksim Vassiljevs forældre tror, at NATO og resten af verden vil angribe Rusland. Men det tror han ikke.

»Det ville betyde, at NATO ønsker en tredje verdenskrig. Det virker usandsynligt.« Han føler sig hverken estisk eller russisk, og når han er færdig med skolen, vil han flytte til London. Hans mor siger, at han bliver »hjernevasket« i skolen.

»Det er, fordi jeg nogle gange er kritisk over for Putin og Rusland,« siger han. Gosha Lugovskoi nikker.

»I skolen har vi lært, at både Stalin og Hitler var onde. Men det vil de ældre russere ikke høre på. De bliver vrede, hvis man forsøger at komme med argumenter.«

Både Maskim Vassiljev og Gosha Lugovskoi er taknemmelige for, at de er født efter Estlands uafhængighed. Fra deres forældre har de hørt, at der i 1990’erne var meget diskrimination af russerne i landet. Det oplever de ikke i dag.

»De, der er ældre, ved, hvordan had føles. Det gør jeg ikke. I dag er der ikke stor forskel på russisktalende og estere,« siger Maksim Vassiljev, der synes, at der for hvert år, der går, bliver mere og mere sammenhold i landet.

»Det her er nok mere en konflikt mellem generationer end en konflikt mellem nationer,« siger han.

Det er blevet tidlig aften på kirkegården for krigsveteraner. Langs murene drikker russere stadig vodka og spiser sardiner af små dåser, idet en gråhåret mand med medaljer på sin blå jakke tager en selfie foran et gravsted. De gamle veteraner er dog for længst gået hjem for at sove, da Gosha Lugovskoi kommer gående i strømmen af mennesker med tre røde nelliker i hånden og ternet tørklæde om halsen sammen med to yngre spejdere.

De kommer lige fra Frihedspladsen i centrum af Tallinn, hvor de har fejret Europadagen mellem boder, som EU-landenes ambassader havde stillet op. Her deltog de i et såkaldt passpil, hvor det gjaldt om at samle flest landestempler sammen på kortest tid. Den, der fik flest stempler i passet, vandt en tur til Bruxelles. Det blev desværre ingen af de unge spejdere. Gosha Lugovskoi er nået frem til statuen og pakker nellikerne ud af det gennemsigtige cellofanpapir. Han giver en blomst til hver af de to yngre spejderpiger. Så går de én ad gangen ind foran den gamle krigsveteran af bronze for at aflevere den røde blomst.

»Spasibo,« runger det endnu engang over kirkegården.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Graae
  • Jørgen Dragsdahl
Anders Graae og Jørgen Dragsdahl anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Laura Friis Wang

Jeg forstår godt esternes frygt for Rusland.

Det lyder bestemt ikke hyggeligt med et russisk mindre på ca. 25% af befolkningen -
et russisk mindretal, der alene taler russisk og som orienter sig i russisktalende medier.

Claus Nielsen, Peter Hansen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Man har faktisk en noget analog situation i Finland.

Finland var oprindelig en svensk provins, som Rusland for 200 år siden lykkedes at "kuppe" sig til ved en nærmest Tordenskjold-lignende adfærd.

En del borgere relaterer sig fortsat mod Sverige, der heller aldrig rigtigt har glemt det tabte Finland. Men i den russiske periode kom også mennesker ind i Finland fra øst, og samtidig blev den finske befolkning splittet af den russiske revolution i 1917, hvor nogle anså sig som "de røde" og andre som "de hvide". Og "de hvide" er stort set dem, der nu til dags anser sig selv som "de sande finlændere."

Disse Sandfinlændere relatere sig mod Rusland, og især Vladimir Putin, som de beundre. Og til gengæld har store Rusland både organiseret og finansieret Sandfindlænderne - både op til at de blev et politisk parti, og efterfølgende. Og fortsat bliver de støttet omkring dannelsen af deres lidt ekstreme ideologi og temmelig racistiske og hadefulde politik.

Disse Sandfinlændere har vokset sig store og magtfulde. Så store og magtfulde, at det er lykkedes at forbyde svenskundervisning i skolerne som II. sprog, i stedet har de gennemført, at russisk nu er eneste II. sprog.

Denne voldsomme selektering af befolkningen - enten for vesten og imod Rusland eller for Rusland og imod vesten giver voldsom ustabilitet i landet. Som modvægt mod denne indre trussel, og dermed truslen fra øst, har Finland i dag en af de største, mest veltrænede, engagerede og mest topmoderne hjemmeværn på mere end 100.000 frivillige mænd og kvinder. Og det finske hjemmeværn anvender ikke udrangeret udstyr, men ligesom i Sverige, har man virkelig avanceret og effektivt udstyr indenfor alle værn.

Men tænk lige på, hvor meget tid og hvor mange penge der kunne frigøres til helt fredelige sysler og fattigdomsbekæmpelse, hvis verden kunne blive mere fredelig og tillidsskabende.

Flemming Berger, David Joelsen, Trond Meiring, Peter Hansen, Nike Forsander Lorentsen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Gert Romme

Uha - Hvis Finland nogensinde skulle beslutte sig for at melde sig ind i Nato, så bliver den indre splittelse da kun endnu voldsommere og uhåndterbar.

Helle Lorenzen

Uddrag fra Wikipediia:"Krigen indledtes med Operation Barbarossa, hvor tyske og østeuropæiske styrker rykkede ind i Sovjetunionen i juni 1941. De lande der bidrog med styrker, var primært Rumænien, Ungarn, Slovakiet, Italien og Kroatien. Finland benyttede det tyske angreb mod Sovjetunionen som anledning til at tilbageerobre det område som var gået tabt i Vinterkrigen, og besatte samtidig Østkarelen, men herefter var der roligt på den finsk-russiske del af Østfronten. De tyske tropper blev også hjulpet af anti-kommunistiske partisaner i det vestlige Ukraine, De baltiske lande og senere Krimtatarerne. Der kom også frivillige fra Spanien i form af den såkaldte Blå division. Hertil kom frivillige fra de besatte lande – eksempelvis Frikorps Danmark."
Blot for at minde om nogle historiske perspektiver, som ikke nævnes meget -om overhovedet- i den tiltagende oppiskning af Ruslandsfrygt: højrenationalismen i Ukraine er ikke af ny dato, og så vidt jeg er orienteret, førte de Baltiske lande an som nogle af de grusomste i jødeforfølgelser under 2.Verdenskrig. Dette ikke for at forsvare hverken Stalin eller Putin, blot som nuancer til et billede som mange - ikke mindst politikere - er meget hurtige til at tegne polariseret sort/hvidt.

Claus Nielsen, Flemming Berger, Alvin Jensen, David Joelsen, Per Torbensen, Hans Larsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Charlotte Bæk

"Ifølge den unge kvinde har den russiske præsident, Vladimir Putin, flere gange vist, at han er interesseret i at dominere grænselandene.
»Da Rusland gik ind i Georgien, begyndte jeg at få mareridt om natten,« fortæller hun."

Det var nu Georgien, som angreb Sydossetien og dræbte bl.a. nogle Russere. Russerne gik rigtigt nok ind i Georgien, men som en reaktion på Georgiens aggression - dvs., det var ikke et udslag af Putins trang til at "dominere grænselandene". Mig bekendt trak de sig hurtigt ud af Georgien igen.

Tom Clark, Flemming Berger, Alvin Jensen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

"Putin lancerede nemlig en ny sikkerhedsdoktrin i 2015, der slår fast, at Rusland vil beskytte russere i nabolandene. Og at Rusland har ret til at blive genforenet med sine landsmænd uden for sine grænser."

Hvad i al verden mener manden med 'ret til at blive genforenent med sine landsmænd uden for sine grænser' hvis ikke retten til at intervenere et andet suverænt land, som har stor russisk befolkningsandel?

Charlotte Bæk

"Putin lancerede nemlig en ny sikkerhedsdoktrin i 2015, der slår fast, at Rusland vil beskytte russere i nabolandene. Og at Rusland har ret til at blive genforenet med sine landsmænd uden for sine grænser."
Jeg har søgt en del på nettet både på engelsk og dansk og kan ikke finde noget, der nævner Ruslands ret til genforening med sine landsmænd udenfor Rusland, bortset fra Berlingskes Moskva korrespondent Simon Kruse, som beskrev en ny russisk doktrin tilbage i marts 2014: "Putin talte mere tydeligt, end jeg kan huske, om Ruslands nye rolle i nærområdet. Han taler om Ruslands ret til at beskytte de russisktalende mindretal, der nu bor i nabolandene, om det historiske Rusland og Ruslands ret til at blive genforenet med sine landsmænd uden for landets grænser".
Det militære doktrin, som jeg mener, det hele refererer til, omtaler Ruslands ret til at beskytte russere udenfor Rusland hvis de bliver angrebet - men i overensstemmelse med international lov etc. Og jeg har svært ved at forestille mig, at Putin ville være dum nok til at sige det direkte, hvis han virkelig havde planer om at "genforene" russiske mindretal med Rusland (dvs. angribe og annektere andre lande). Er der nogen som kan pege på selve doktrinet, som angiveligt skulle nævne Ruslands "ret til at blive genforenet med sine landsmænd uden for sine grænser"?

Randi Christiansen

Tak for indsatsen charlotte. Det virker mere sandsynligt, at det er den sædvanlige omgang mere eller mindre bevidste journalistiske fordrejning, vi her er ude i. For som du siger, så dum ville putin da ikke være