Læsetid: 10 min.

I Estland træner danske kampsoldater til en krig, de ikke tror kommer

200 danske styrker har siden januar deltaget i en NATO-mission i Estland, der skal få russerne til at holde sig væk fra Baltikum. For siden annekteringen af Krim i Ukraine har balterne frygtet, at russerne vil generobre mere af sit tabte territorium. Information er taget med ud til fronten, hvor soldaterne øver sig på at være i krig med russerne
Flere benytter de lange pauser, hvor de venter på ordrer, til at få sig en lur. Soldaterne har været oppe siden klokken tre i nat for at gøre sig klar til fremrykningen.

Flere benytter de lange pauser, hvor de venter på ordrer, til at få sig en lur. Soldaterne har været oppe siden klokken tre i nat for at gøre sig klar til fremrykningen.

Peter Nygaard Christensen

16. juni 2018

Det ser ikke godt ud for den danske deling. En grøn pansret ambulance kommer kørende op ad vejen med støvet hvirvlende efter sig, idet 20 grønbrune mænd vrimler frem fra skoven med mudder op til knæene. To soldater bærer en såret kammerat op på en båre, der løftes ind i ambulancebilen. Resten sætter sig i grøften. De er alle sammen dræbt af fjendens skud.

For et øjeblik siden var der ellers helt stille på den lange grusvej, hvor graner og birketræer tårner sig op på begge sider. I vejkanten står kampkøretøjer, der har små grantræer bundet på siderne for at falde i ét med skoven, i venteposition. En af de døde soldater, der har sat sig i grøften, udbryder:

»Jeg kigger op, og så er de to meter foran os, og så tænker jeg shit, vi er færdige.«

Lidt derfra står Christian på 23 år med et spejl foran ansigtet og er i gang med at male ny sløring omkring sit pænt friserede overskæg. Han var ikke med ude ved fronten, så i modsætning til mændene i grøften er han stadig i live. Christian har været i Forsvaret i fem år og er signalmand. Det er første gang, at han er udsendt som kampsoldat. Til spørgsmålet om, hvorfor han er her, falder svaret omgående.

»Formålet er selvfølgelig meget politisk. Vi er her for at støtte NATO.«

Når danske soldater i Estland træner til krig, er det med fokus på suverænitetshåndhævelse. NATO -missionen skal ultimativt være med til at forsvare de baltiske lande mod Rusland.

Peter Nygaard Christensen
Vi befinder os på Europas yderste grænse mod øst i en stor estisk skov, hvor 140 danske kampsoldater er i krig. Det lader de i hvert fald som om på denne tidages øvelse. Siden januar har de danske styrker været i Estland som en del af NATO-missionen Enhanced forward presence, der også finder sted i Letland, Litauen og Polen. Missionen skal sende et signal til Rusland om, at der er konsekvenser, hvis de angriber et NATO-land. Information er taget med ud til fronten for at finde ud af, hvordan vi i dag afskrækker russerne.

Et spændt forhold, en ny mission

Når NATO har sendt kampsoldater til Baltikum, er det et udtryk for et stadigt køligere forhold mellem to gamle fjender. Vesten og NATO-alliancen på den ene side og Rusland på den anden.

Spændingen, der efter Den Kolde Krigs afslutning i 1989 mere eller mindre forsvandt, er blusset så meget op igen, at det har fået nogen til at tale om en ny kold krig. For mens det første årti efter Sovjets fald forløb fredfyldt mellem de to verdensmagter, er det gået mindre stille for sig siden den sidste halvdel af 00’erne.

Ruslands nye rolle i verden blev tydelig i 2008, da konflikten i Georgien brød ud, og russiske væbnede styrker svarede igen med et modangreb. Og igen i 2014, da Rusland annekterede den ukrainske halvø Krim og sendte støtte til russiske separatister i Østukraine. Begivenheder, der har udløst sanktioner og ført til militære spændinger.

Forværringen af forholdet mellem Rusland og Vesten har fået de små baltiske lande, der har Rusland i baghaven, til at bekymre sig. Blandt andet derfor har Danmark sendt en styrke på 200 militærfolk, herunder 140 kampsoldater og en masse militærgrej afsted mod øst. Derfor står Christian og de andre soldater nu og venter i skoven.

Putin kan bare komme an

En ildgnist flyver igennem luften og over vejen. Den lander tæt på mandskabsvognen, hvor Christian og et par andre har slået sig ned på rampen for at slikke sol. Ingen ænser ilden, der kommer fra det løse krudt inde i skoven, og Christian går ud i skovkanten for at tisse.

En gruppe danske soldater har kørt tre køretøjer fast i en mose og venter på hjælp til at blive trukket fri. Godt, det her ikke er rigtig krig. Så havde vi vist været færdige nu, siger en af dem.

Peter Nygaard Christensen
Det er nye tider. I 1990’erne rendte soldaterne i perioder rundt og sagde »Bang!«, når de var på øvelse, fordi der ikke var råd til løst krudt i geværerne. I dag bliver der ikke sparet på forsvaret. Tidligere i år øgede Danmark sit militærbudget med 12,7 milliarder kroner frem til 2023 for at imødekomme trusler fra blandt andre Rusland.

Den ti dage lange NATO-øvelse bliver afholdt sammen med Polen, Storbritannien og Estland og tæller på sit højeste 16.000 soldater. I dag gennemfører de danske tropper sammen med briterne det, der hedder en hurtig fremrykning. Det betyder, at de angriber. Fjenden er ikke russiske soldater, men estiske og polske soldater, der skal forestille at være fjenden. Om Rusland kunne finde på at angribe, så soldaterne i Estland rent faktisk får brug for at skyde med skarpt i skoven, tvivler soldaterne i gruppen på.

»Men vi er klar, hvis det skulle ske,« siger Christian.

Et lille land

Mens soldaterne tvivler på Ruslands angreb, frygter esterne det.

I en undersøgelse fra 2017 fremgår det, at 29 procent af esterne mener, at Rusland udgør en »ubestridelig trussel« mod Estlands sikkerhed. Imens mener 78 procent af esterne, at den nuværende NATO-mission har en effekt. 48 procent af dem tror ligefrem, at NATO vil forhindre en militær konflikt.

Men esterne har også været besat før.

I 1940 rullede Sovjets røde hær ind, og Estland blev først uafhængigt 51 år senere i 1991.

Når man ligger på Europas og NATO’s østligste grænse, er man nødt til konstant at være forberedt på alt og holde et ekstra vågent øje med Rusland, siger Martin Hurt, der er forsvarsrådgiver ved Estlands faste repræsentation ved NATO. 

»Folk, der bor i Baltikum, Finland og Polen har et mere realistisk billede af, hvordan vores forhold  med Rusland er. Vi har aldrig troet på, at Rusland efter Murens fald ville forblive fredeligt og ikke-aggressivt.«

I areal er Estland på størrelse med Danmark, men har kun 1,3 millioner indbyggere og en lang grænse til Rusland. Den militære optrapning har fået Estland til at bruge 2,14 procent af BNP på militærudgifter – altså over de to procent, som er målet i NATO.

Ruslands vilje til at demonstrere sin militære magt er blevet større – og landet er langt mere tilbøjeligt til at gøre brug af militæret end mange europæiske lande, mener Martin Hurt. Der er altså god grund til at være bekymret for den store nabo i dag, mener han:

Og derfor er soldaterne i Estland kommet for at blive. Det hele afhænger af, om det nuværende trusselsbillede ændrer sig til det bedre, forklarer han. Og det tvivler han på.

»Som det politiske landskab er for øjeblikket, tror jeg, at det her er det nye normale.«

Mens de venter

Briterne har endnu ikke givet signal til danskerne om at rykke frem mod fronten. 23-årige Nikolai, der også er med i gruppen, sidder i mandskabsvognen og spiller Plants vs. Zombies på sin telefon og forsøger at slå ventetiden ihjel.

Der er ikke simkort i hans eller nogle af de andre soldaters private telefoner. Det er forbudt på grund af risikoen for hackerangreb. En af de risici, som Forsvaret vurderer er den største ved missionen.

Nikolai ser dog en anden og måske større risiko. Siden de kom, er flere af hans soldaterkammerater blevet sendt hjem på grund af skader. Blandt andet med et ødelagt knæ efter en sneboldkamp og en sammenklappet lunge på grund af kulden.

»De farligste soldater er dem, der keder sig,« siger han med et grin.

Ifølge flere af de danske soldater, der deltager i Nato-missionen, føles det ikke som at være rigtigt udsendt. Øvelserne ligner dem hjemme i Danmark – de bare større, og der er mere ventetid

 

 

Peter Nygaard Christensen
Der lyder en summen fra luften som en stor humlebi. Lyden kommer fra en drone over venteområdet. En soldat fra en anden gruppe råber til Nikolai, at han skal tage et billede af den med sin telefon. Tilbage på basen i Tapa har de fået at vide, at de skal melde det, hvis de ser en drone.

»Vi er lidt i tvivl, om dronerne er en del af øvelsen eller faktisk er rigtige russiske droner,« siger han.

Dronen er det eneste, der sker de næste timer frem. Klokken halv otte om aftenen får danskerne omsider grønt lys til at køre. Christian, Nikolai og de andre springer ind i deres grønne bæltekøretøj, der sætter afsted ind i skoven.

Efter få minutter får de over radioen besked på at standse. Mandskabsvognen går i skjul inde mellem grantræer og nøgne birkestammer, og der bliver sukket dybt over, at de endnu engang skal vente.

»Det går lidt langsomt på de her øvelser,« siger Christian og tager hånden ned i bukselommen for at fiske en snus op. En, de kalder Bruun, ringer hjem til sin mor fra tjenestetelefonen.

»Jeg er lige ude på stor øvelse med esterne og briterne,« siger han.

Radioen skratter.

»Nej, nej. Vi leger, at vi skiftevis er russerne. Det er ikke os, der er russerne i dag,« siger han.

Rusland er ikke en trussel

Præsident Vladimir Putin har afvist, at Rusland har en interesse i at invadere de baltiske lande. Kort tid efter NATO’s beslutning i 2016 om at sende styrker til Baltikum udtalte han, at »kun en sindssyg person kan forestille sig, at Rusland vil angribe NATO«.

Heller ikke historieprofessor Poul Villaume fra Københavns Universitet, ekspert i Den Kolde Krig og rådsmedlem i den uafhængige udenrigspolitiske tænketank Rådet for International Konfliktløsning, anser scenariet for sandsynligt. Han påpeger, at annekteringen af Krim skete på en helt anden baggrund. Blandt andet fordi Krim har en særlig betydning for Rusland, og fordi den russiske befolkningsandel på Krim i modsætning til i Baltikum udgør et klart flertal.

Det betyder også noget, at de baltiske lande allerede er en del af NATO, mener Poul Villaume og minder om, at Rusland er cirka ti gange svagere rent militært end NATO og har en økonomi på størrelse med Italiens.

»Det er Godzilla mod Bambi,« siger han.

Peter Nygaard Christensen
Institutleder ved Institut for statskundskab ved Københavns Universitet, Mikkel Vedby Rasmussen, mener modsat, at der sagtens kan opstå en situation i Baltikum, der ligner den i Ukraine, selv om landene er forskellige. Bekymringen kan spænde lige fra undergravning af deres institutioner, cyberangreb og traditionel agentvirksomhed. Men kan man også forestille sig et scenarie, hvor russiske kampvogne ruller ind over grænsen til de baltiske lande?

»Ja, det kan man godt. Det synes jeg faktisk ikke er særlig svært at forestille sig,« siger Mikkel Vedby Rasmussen, hvis konklusion rejser det næste spørgsmål: Hvad kan NATO’s i alt 1.000 soldater i Estland stille op, hvis Rusland skulle finde på at sende soldater i krig?

Enten kedeligt eller meget spændende

Lasse på 20 år bliver kaldt ’Killingen’, fordi han har overtaget rollen som signalmand efter en ældre soldat, de kaldte ’Missen’. Han sidder i et andet køretøj, renser negle med en kniv og drikker energidrik. Så gaber han. Estland er hans første mission, og selv om han ikke helt kan lide at indrømme det, så ville han gerne have været i »rigtig krig«. 

»Nu er vi alle lige kommet i de stående styrker,« forklarer han. Han tror ikke på, at han »ser en russer« i Estland. Selv om han ikke vil udelukke det.

»Vi siger tit, at den her mission enten bliver verdens kedeligste eller verdens mest spændende.«

Delingsfører Mads Christian kommer frem fra skoven. Han har været ude ved fronten og fortæller, at fjenden er slået en smule tilbage. Den 27-årige delingsfører har været i militæret i otte år og er uddannet officer.

Hvis russerne angriber i virkeligheden, ligger der allerede to planer klar til at blive iværksat, fortæller han.

»På den måde er det her ikke en leg,« siger han alvorligt.

Med den store sø, der ligger midt på grænsen mellem Estland og Rusland, er der to muligheder for et angreb: Enten angriber russerne nordvest eller syd om søen, og begge scenarier er tænkt igennem.

»Putin kan bare komme an. Han kan måske nå til Tyskland i løbet af de første uger, men når Onkel Sam ruller det tunge skyts ud, så holder Rusland ikke længe,« siger han.

Alle er dog enige om, at en rigtig krig vil betyde mange tab. En af de andre soldater bryder ind: »Jeg håber ikke, at russerne kommer. For der er virkelig mange af dem.«

Nervepille til balterne

De baltiske lande er ekstremt svære at forsvare, forklarer Mikkel Vedby Rasmussen. Landene har lange grænser, der ikke er markeret af store floder eller bjergkæder. Og på den anden side ligger et land med kæmpestore militærressourcer.

»Den eneste måde, man kan forsvare dem på fra NATO’s side, er ved at sige, at det godt kan være, I snupper dem i første omgang, men så kommer vi tilbage og befrier dem,« siger sikkerhedseksperten.

Pointen med missionen er også at undgå, at det overhovedet sker. Det hele er et kommunikationsspil, hvor NATO forsøger at fortælle russerne, at der vil være konsekvenser, siger han.

»I det øjeblik, du ikke spiller det her spil, så er risikoen for, at du ender i den store konflikt, i virkeligheden meget større.«

Samtidshistorikeren Poul Villaume ser ikke noget problem i, at NATO giver balterne nogle »nervepiller«, som han kalder missionen. Men han mener, at den er symptombehandling på et langt større problem, som ikke kan løses med militær magt. Problemet er den manglende tillid mellem Rusland og Vesten.

»Spændingen, hvis der er en, og bekymringen i de baltiske lande, er en funktion af, at spændingsforholdet mellem NATO og Vesten er blevet værre,« siger han. Ifølge ham er den eneste reelle løsning at puste nyt liv i de forhandlings- og samarbejdsmekanismer mellem Rusland og den vestlige verden, som blev etableret i de sidste år af Den Kolde Krig.

Det nye normale

Ti minutter i otte får Christian besked på, at der er fundet en fjende.

»Vi går i stilling.«

To soldater springer ud af mandskabsvognen og bevæger sig ind i skoven. Solen står lavt, og træerne kaster lange skygger. Mens gruppen ligger på lur i en grøft, lyder der skud længere fremme. Herefter er der helt stille, indtil Bruuns radio skratter. Han får at vide, at artilleriet har slået fjenden tilbage.

Da gruppen kører videre, er himlen blevet rosa bag træerne. Nikolai, der kører mandskabsvognen, triller ind i en rydning med pigtråd og træstammer. Det er dagens sidste stilling. Lidt efter giver briterne en besked til Christian over radioen.

»Stærk melding!« siger han.

Danskerne og briterne har vundet dagen.

Soldaterne i artiklen er efter aftale med Forsvaret kun omtalt med fornavne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu