Læsetid: 18 min.

»I min familie er homoseksualitet en sygdom. Klamt, usselt, beskidt«

Fire bi- og homoseksuelle med indvandrerbaggrund fortæller om kærlighed og seksualitet, skam og social kontrol. Om alt det, der følger med, når man både er brun og LGBT
Selv om Ahmad Mahmoud har deltaget i indvandrerdebatten i årevis, har han aldrig fortalt nogen, at han er homo. Det er en særlig form for skam

Selv om Ahmad Mahmoud har deltaget i indvandrerdebatten i årevis, har han aldrig fortalt nogen, at han er homo. Det er en særlig form for skam

Peter Nygaard Christensen

23. juni 2018

Ahmad Mahmoud, 30 år, maskinmester

Jeg frygtede, at de ville opdage det, at mine brødre på en eller anden måde kunne læse mine tanker, når jeg kiggede efter fyre i centeret eller på fjernsynet

En dag, da jeg var barn, tog min far fat om mit håndled, tændte en lighter og holdt min finger ind over flammen, så jeg skreg. Så kiggede han på mig:

»Helvedes flammer er tusind gange værre end det.«

Jeg kommer fra indvandrerghettoen Askerød i Hundige, fra en palæstinensisk flygtningefamilie fra Libanon med syv børn; en familie, hvor vold er en naturlig del af opdragelsen, hvor mænd er hævet over kvinder, og hvor der kun er én måde at være mand på: machomanden, der kan knalde folk én.

I min familie er homoseksualitet en sygdom. Klamt, usselt, beskidt. Noget, man ender i helvedes flammer for. Så selv om jeg i årevis har deltaget i indvandrerdebatten, selv om jeg har rystet på hovedet af trusler på Facebook, og selv om jeg har skrevet en bog om min opvækst, har jeg aldrig fortalt om min homoseksualitet. Det er en særlig form for skam.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • Espen Bøgh
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
Jørn Andersen, Espen Bøgh, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Mette Jørgensen

Glad og trist. Godt I kommer ud, men trist med de store omkostninger.
Hvorfor dog al den vold i muslimske kredse. Det gælder jo ikke kun for anderledes i forhold til sexualitet, men også kvinder undertrykkes i grov grad. Flertallet er desværre bundet af traditioner og angst.

Jørn Andersen og Grethe Østergaard Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Her er vi i virkeligheden nok ved noget af det, som særskilt for danskerne efterhånden er uantageligt i forhold til mange indvandrere: et antikveret og ubrugeligt begreb om 'ære', der rammer direkte ind i vores luthersk-grundtvigske grundforståelse af gudsforholdet, der jo er énsididgt hos os: man kan ikke opnå Guds nåde ved andet end Hans ubetingede kærlighed og tilgivelse. Man kan ikke fedte sig til nåden, man kan ikke angive bestemte levemåder, der er Gud velbehagelig, for der er altid noget, der er på tværs, fordi vi ikke er fuldkomne, det er kun Han.
Der er ingen synd, der er større end andre - og i realiteten er den eneste virkelige synd ikke at tro og ikke at elske sin næste som sig selv.

Det må kræve overmenneskelig styrke at komme igennem sådan et barneliv, men at de skræmmende dæmoner hængende over hovedet undervej i opvæksten, - og så alligevel komme ud på den anden side som et almindeligt forstående menneske.

Ulykken består primært i det religiøse islam, der fastholder sine mennesker i et stenalderligt tankesæt, hvis formål alene er at holde de troende nede i al evighed.

Æresbegrebet som benyttes er falsk, - og måske er det mere rigtigt at se det, som en slags religiøst "stikker-begreb" - angsten frygten for at falde udenfor de religiøse normer i menigheden, og blive udsat for irettesættelse fra præsterne i al offentlighed.

Den katolske kirke lider af helt den samme slags skyhed overfor "homoseksualitet", først tager de barnet til sig ved dåben, og i guds navn, men når de opdager seksualiteten hos barnet, så fordømmer de det som fandens værk.

De selvsamme præster der både har udenoms seksuelle forhold til de små messedrenge, - og trods adskillige afsløringer kommer de dumme mødre alligevel, og tilbyder deres små sønner til tjeneste i kirkerne, - som var det en offergave til gud, for siden at være sikre på at komme i himlen og ikke ned til djævelen, - og det lover præsterne da gerne når de ser det uskyldsrene barn mødrene har med til dem.

Kjeld Jensen

Jeg tror ikke, så jeg er åbenbart synder ifølge Steffen G. Åh, fri mig for denne missionering.

David Zennaro

Det er ikke mange år siden, vi hørte de samme historier fra danske kristne fundamentalistiske familier. Og selv om Agape vel er lukket, så lur mig, om det ikke stadig er svært at vokse om som LGBT'er blandt Indre mission eller Jehovas Vidner.

Steffen Gliese, Espen Bøgh og Kjeld Jensen anbefalede denne kommentar