»I min familie er homoseksualitet en sygdom. Klamt, usselt, beskidt«

Ahmad Mahmoud, 30 år, maskinmester

Jeg frygtede, at de ville opdage det, at mine brødre på en eller anden måde kunne læse mine tanker, når jeg kiggede efter fyre i centeret eller på fjernsynet

En dag, da jeg var barn, tog min far fat om mit håndled, tændte en lighter og holdt min finger ind over flammen, så jeg skreg. Så kiggede han på mig:

»Helvedes flammer er tusind gange værre end det.«

Jeg kommer fra indvandrerghettoen Askerød i Hundige, fra en palæstinensisk flygtningefamilie fra Libanon med syv børn; en familie, hvor vold er en naturlig del af opdragelsen, hvor mænd er hævet over kvinder, og hvor der kun er én måde at være mand på: machomanden, der kan knalde folk én.

I min familie er homoseksualitet en sygdom. Klamt, usselt, beskidt. Noget, man ender i helvedes flammer for. Så selv om jeg i årevis har deltaget i indvandrerdebatten, selv om jeg har rystet på hovedet af trusler på Facebook, og selv om jeg har skrevet en bog om min opvækst, har jeg aldrig fortalt om min homoseksualitet. Det er en særlig form for skam.

Som barn frygtede jeg, at de ville opdage det, at mine brødre på en eller anden måde kunne læse mine tanker, når jeg kiggede efter fyre i centeret eller på fjernsynet. Jeg ved ikke, hvad de havde gjort. Ville de sende mig til Libanon? Ville de slå mig ihjel? Jeg kan ikke sige med sikkerhed, at jeg ikke var blevet slået ihjel.

Så snart jeg fyldte 18 år, skulle jeg bare væk. Jeg flyttede ind hos en veninde i en trelænget gård, der var lavet om til rækkehuse. Det var en anden verden. Med dådyr på marken om morgenen og 100 procent etniske danskere. For første gang i mit liv holdt ingen øje med mig. Jeg fik ro.

Og så skete der noget i mig. En dag, da jeg sad i bussen på vej til DTU, hvor jeg var startet på maskinmesterskolen, steg en fyr ind. Og jeg tænkte bare:

»Ham ville jeg gerne kysse på.« Min seksualitet var vågnet.

Om aftenen begyndte jeg at skrive med en fyr på Messenger, og vi aftalte at mødes til en kop kaffe i København. Der var rødt læderbetræk på stolene, kan jeg huske, jeg sad og puttede mig i et hjørne med en cappuccino og var så nervøs, at mine hænder rystede. På et tidspunkt aede han min hånd. Han var så smuk. Så aede han min kind, og til sidst lænede han sig ind over bordet og kyssede mig. Det var mit første kys. Vi blev kærester, men jeg fortalte det ikke til nogen. Ikke engang min bedste veninde. Skammen sad fast i mig, og jeg insisterede på kun at mødes derhjemme, i biografen eller i mørke caféhjørner.

Det gik ikke i længden. Han ville have en mand, han kunne flette fingre med på gaden – én, han kunne lægge billeder op af på Facebook. Så vi gik fra hinanden, og min verden gik i stykker. Men jeg sagde ikke noget ikke til nogen.

Det betød alt for mig at blive færdig som maskinmester. At få job på Novo, at få min egen lejlighed. Endelig kunne jeg klare mig selv, endelig var jeg fri. Jeg holdt op med at se familien og de gamle bekendte fra Askerød, og jeg begyndte at skrive en bog om min opvækst. Da den var på vej i trykken, besluttede jeg mig for at fortælle familien, at jeg var homoseksuel. Bogen var ment som en opfordring til, at man skal leve sit eget liv – hvis jeg skulle jeg leve op til det, måtte jeg være ærlig. Jeg vidste også godt, og at bogen kunne koste mig forholdet til min familie, så det skulle være nu.

Det var en søndag formiddag, dagen før udgivelsen, at jeg mødtes med min ældste storebror. Cafeen i Valby var halvtom, vi købte to latte, og han sagde, at jeg skulle trække bogen tilbage. Jeg sagde, at jeg var homoseksuel. Det var første gang, jeg fortalte det til nogen. Han så forkert ud i hovedet, mumlede noget om, at han skulle ryge, gik ud på gaden, røg tre smøger og talte i telefon, og da han kom tilbage, sagde han, at jeg skulle tale med en imam og læse i koranen. Hvis jeg gjorde det i et år uden resultat, ville han acceptere, at jeg var homo. Jeg rystede på hovedet.

Jeg fortalte det til resten af min familie én efter én. Min yngste storebror var den mest kreative: Han tilbød at købe en rigtig dame til mig inde i byen – homoseksualitet var nemlig noget, Vesten har opfundet for at fordærve den muslimske mand, mente han.

Hvordan skal man forvente, at mennesker accepterer noget, de ikke forstår? Min mors første møde med homoseksualitet var en dag, hvor vi tilfældigvis gik på Rådhuspladsen under Priden, og pludselig stod der en to meter høj sort fyr med sølvglimmer ud over det hele, minibadebukser, vinger på ryggen og stilethæle. Han kiggede bare ned på den der lille kvinde på en meter og tres, som var ved at skide i bukserne. Hun kendte ingen andre homoseksuelle.

Man oplever ikke homoseksualitet i minoriteten. Jo, der er nogle feminine mænd, der pludselig forsvinder, når de bliver 14-15 år – de stikker af eller bliver sendt tilbage til hjemlandet. Derfor foreslår jeg, at Priden går igennem Blågårds Plads, så alle kan se, at de homoseksuelle findes. Det ville have betydet noget for mig dengang.

I dag taler jeg ikke med nogen fra min familie. De føler sig som ofre, fordi jeg bringer skam over dem, og de har valgt mig fra, fordi de ikke kan acceptere den, jeg er. Det har jeg fred med. Jeg har et godt liv.

Da Hakan sprang ud over for sin søster, sagde hun, at det var bedst, hvis han ikke sagde noget til mor og far. Og så talte de aldrig om det igen.

Peter Nygaard Christensen

Hakan, 23 år, universitetsstuderende

Jeg stod på vores rødbrune badeværelse og så mig i spejlet og tænkte: ’Hvorfor er du sådan en tøsedreng? Lille, skrøbelig, indadvendt, nørd!’

Jeg kan bedre håndtere fysisk end psykisk afstraffelse. Det værste var at blive svinet til. At andre familier kom på besøg og talte med min mor og far om mig, mens jeg sad lige ved siden af.

»Hvorfor er jeres søn så underlig?«

»Ja, vi ved det godt, han gider bare ikke.«

Min storesøster, som altid var på nakken af mig:

»Du er pjevset. Det dér tøj skal du ikke tage på. Ret ryggen som en mand.«

Jeg kan huske, at jeg stod ude på vores rødbrune badeværelse og så mig i spejlet og tænkte:

»Hvorfor er du sådan en tøsedreng? Lille, skrøbelig, indadvendt, nørd!« 

Jeg skammede mig. Og jeg isolerede mig. Det bedste var at se tegnefilm på værelset. Jeg kunne også godt lide bøger om dyr og natur – jeg var så mistænksom over for mennesker, at jeg blev fascineret af dyr og fandt en ro hos dem.

Vi boede i en lejlighed på Vestegnen, og hele min barndom delte jeg værelse med min storesøster, der sov i overkøjen. Mine forældre er fra en landsby i det vestlige Tyrkiet. De er sekulære – min far kan virkelig rase mod religiøse autoriteter og tilsløring – men de er bestemt ikke moderne. Hele min barndom havde de opført sig som et skilsmissepar, der boede under samme tag. Råbt og skændtes, så jeg drømte om, at de skulle blive skilt. Der lå altid en eksplosion og ventede.

Det var en voldelig barndom. Jeg fik tit en flad og blev kastet ned på gulvet, hvis jeg var trodsig eller plagede om at se tegnefilm. Jeg var ængstelig og indadvendt, men jeg styrtede også af sted fagligt. Jeg elskede samfundsfag og historie, og allerede dengang vidste jeg, at jeg ville på universitetet.

Jeg forstod kun langsomt, at jeg var homoseksuel. Jeg kiggede godt nok på mænd og var helt ligeglad med piger, men jeg troede, det skyldtes misundelse:

»Bare jeg var lige som ham.« 

Men en nat lå jeg vågen i min seng, mens min søster sov, og der gik det op for mig, at jeg var homoseksuel. Jeg var 15 år. Det var nærmest et svar på, hvorfor jeg havde det sådan. Hvorfor jeg var anderledes.

En dag sad jeg i sofaen i stuen med mine matematiklektier, mens min søster så fjernsyn. Jeg kunne slet ikke fokusere, noget i mig ville ud. Jeg gik ud på badeværelset og kastede vand i hovedet, og pludselig kunne jeg næsten ikke stå op, jeg greb fat i håndvasken, jeg kunne ikke få luft, mit hjerte hamrede. Det skulle bare ud. Jeg åbnede døren og havde kun ét mål: at fortælle det. Og jeg slæbte mig ned ad gangen mod stuen, som pludselig virkede uendelig lang, min søster så op, og så spyttede jeg det bare ud. Jeg var homoseksuel. Hun smilede lidt akavet og sagde, at det skulle vi selvfølgelig ikke sige til vores forældre, og så rejste hun sig og gik ud i køkkenet, hvor hun bare stod helt tavs, som om hun ville væk fra mig. Vi har aldrig talt om det siden. Hun var den første, jeg sagde det til, og bagefter tænkte jeg, at det skulle jeg ikke have gjort.

Det blev bedre, da jeg kom i gymnasiet. En aften hos en fra klassen, sagde jeg det bare lige pludselig. Totalt akavet timing, men pigerne havde allerede regnet det ud. Ret hurtigt begyndte ham knægten, der sad nede bagest i klassen og altid lavede sjov, at komme med sjofle jokes om homoseksualitet – men på en kærlig måde. Det var, som om den akavede glasmur blev væltet, og alle tænkte:

»Okay, vi kan joke om det, nu er det ikke så alvorligt længere.«

Da jeg var 18 år, begyndte jeg at skrive med en fyr på nettet. Jeg tog S-toget og besøgte ham i hans lejlighed. Det var første gang. Jeg nød at have en, der holdt om mig, men vi blev ikke kærester. Jeg har aldrig haft en kæreste i mit liv, jeg åbner ikke op og stoler ikke på mennesker. Men jeg har haft one night stands, det er lettere at være fysisk.

Jeg har ikke tænkt mig at sige det til mine forældre. Jeg stoler ikke på dem. Jeg tror, de vil sige:

»Sig det ikke til nogen! Hold det internt.«

De er meget bevidste om, hvad andre familie siger om dem. Lige nu tænker jeg bare:

»Vær tålmodig, du flytter snart.«

Jeg føler mig mere fri end tidligere, men jeg bliver først rigtig fri, når jeg har et arbejde og mit eget hjem, når jeg kun skal tage hensyn til mig selv. Generelt holder jeg min seksualitet for mig selv – jeg fortæller det heller ikke til mine venner. Jeg passer på mig selv.

Min drøm er at komme til at arbejde i efterretningstjenesten. Sikkerhed betyder meget for mig, jeg har altid tænkt i strategiske kalkuler. Pragmatisk afvejet risiko over for muligheder. Det hænger nok sammen med det miljø, jeg er vokset op i.

Ellie Jokar gemte hun sig under dynerne og græd, mens ’I Kissed a Girl and I Liked It’, kørte rundt i hovedet på hende. Nej, nej, nej, tænkte hun – hun havde gjort noget forkert.

Ellie Jokar, 37 år, skuespiller og musiker

Der var mange, der ringede og skrev til både mig og folk i min familie: ’Hvad fuck laver Ellie?’ ’Det er flovt det der?’ ’Det gør man ikke’

Jeg har en tradition med min bedste ven ’Morfar’ om, at vi hvert nytår rejser væk fra Danmark – nytårsaften 2013 var vi i Miami, hvor vi endte på en homobar. Oppe i baren sad en kvinde og kiggede på mig. Hun var i sort tøj og havde håret samlet i en stram hestehale.

»Ej, hvor er det irriterende,« sagde jeg til Morfar.

Jeg var jo ikke interesseret i hende, og jeg fornemmede, hvad hun ville. Så kom hendes ven over og sagde:

»Min ven vil tale med dig.«

Først gad jeg ikke, men så gik jeg alligevel over og sagde hej. Hun hed Claudia og var sherif. Hun havde læst koranen, så vi begyndte at tale om religion. Efter en time syntes jeg pludselig, at hun var interessant og tiltrækkende. Flere gange prøvede hun at kysse mig, men jeg undveg. Jeg var jo ikke til kvinder. Men jeg blev stadig stående. Sidst på aftenen endte hun så med at kysse mig, og jeg kyssede hende igen og tænkte:

»Shit, hvad skete der lige der?«

Det var rart, selv om hun var en kvinde.

»Jeg skal hjem nu, det her er ikke godt,« sagde jeg til Morfar. Og jeg løb hjem til hotellet og lagde mig under dynen og græd, mens den der sang »I Kissed a Girl and I Liked It« kørte i hovedet på mig, og jeg tænkte: »Nej nej nej.« Jeg græd, fordi jeg godt kunne lide det, og fordi jeg syntes, hun var lækker. Og fordi jeg havde en følelse af at have gjort noget forkert. Jeg havde jo min kultur med mig.

Jeg flygtede til Danmark med min familie fra præstestyret i Iran i starten af 80’erne. Jeg var tre år og voksede op på Vestegnen, 2750 Ballerup. Mine forældre blev skilt tidligt, og min far rejste tilbage til Iran. Mine forældre har aldrig været ekstreme muslimer, men vi er opdraget med kulturelle muslimske værdier. I dag er min mor moderat troende og holder ramadan, men hun går ikke med tørklæde eller flager med det. Jeg var selv praktiserende muslim, fra jeg var 22 år til jeg var 32. Jeg bad tre gange om dagen, gik ikke byen og drak ikke. Jeg fik konstateret sklerose, da jeg blev 18 år, og i de næste fire år drak jeg meget og gik amok, fordi jeg var i denial. At blive troende var nok en reaktion på den vilde tid.

Jeg tænkte ikke på noget med kvinder, hverken da jeg var barn eller ung. I min vilde periode som teenager kyssede jeg med nogle piger, mens jeg rejste jorden rundt, men det var mest, fordi det var sjovt. Jeg havde ikke seksuelle fantasier om kvinder og var ikke forelsket i kvinder.

Jeg blev forlovet, da jeg var 23 år. Han var tyrker, jeg var iraner, det var meget traditionelt islamisk. Vi var meget forelskede. Det var ikke arrangeret, vi havde selv mødt hinanden. Ham skulle jeg giftes med, men efter et år gik det i vasken. Jeg havde også et længere forhold til en iransk mand, da jeg var i starten af 30’erne, men det gik også i stykker. 

Kort tid efter mødte jeg Claudia i Miami. Morgenen efter sagde jeg til Morfar:

»Det her siger du aldrig til nogen.«

Men selv om jeg havde det dårligt over det, endte Claudia og jeg med at indlede et langdistanceforhold.

Min mor hentede mig i lufthavnen, og jeg fortalte hende det hele – min mor er min bedste veninde og den, jeg betror mig til. Hun kiggede bare på mig og sagde:

»Nå, OK.«

Hun spurgte dog ind til, hvem Claudia var, og hvad hun lavede. Jeg tror, hun var lidt i chok. Jeg havde jo lige været sammen med en mand. Men hun blev ikke sur og råbte eller noget i den stil.

Jeg besluttede mig for at filme de næste måneder af mit liv, hvor jeg blev kærester med Claudia. Det blev til Hvem f… er Ellie, som blev vist på DR i 2015.

Der var mange, der ringede og skrev til både mig og folk i min familie:

»Hvad fuck laver Ellie?« »Det er flovt det der!« »Det gør man ikke« – og sådan noget.

Der var også mange, der kom over til min mor og begyndte at udspørge hende. Hendes veninder. Min mor sagde:

»Hvis du ikke kan acceptere min datter, så kan vi ikke være venner.«

Hun har faktisk givet afkald på nogle af sine veninder på grund af det – det er folk, som jeg har kaldt for ’tanter’, og hvis børn jeg har leget med hele mit liv. Og vi taler om iranere, der ellers har ry for at være meget assimilerede. Jeg er stolt af min mor.

Jeg tror, min familie mest har været bange for rygtesamfundet:

»Hvordan kan jeg gå med oprejst pande på gaden, når hun har været sammen med en kvinde, og når alle synes, at homoseksuelle er beskidte og bare kan lade være?«

Det har ikke noget med religion at gøre. Det er, fordi vi kommer fra en anden kultur, hvor man ikke har set det her som noget, man gør.

Jeg har aldrig sagt det til min far. Jeg kan ikke kræve, at han vil forstå det. Hvorfor skulle jeg gøre ham ked af det? Han er fra en anden generation, og han bor i et land, hvor præsidenten for fem år siden sagde:

»Vi har ingen homoseksuelle i Iran.«

Men han ved det godt, folk snakker. Engang sagde han:

»Har du været ovre hos din veninde?« da vi talte i telefon.

Mit forhold til Claudia varede i næsten fire år. Det sluttede sidste år. Jeg ser ikke mig selv som lesbisk, men som en, der elsker mennesker. Jeg definerer mig heller ikke som biseksuel. Faktisk synes jeg, at vi har for travlt med at putte hinanden i kasser.

I dag er Adbi begyndt at fortælle sine nærmeste venner, at han er biseksuel. Men han har ikke sagt noget til familien. Hvis jeg havde sagt det, ville en del af familien nok ikke tale med mig igen, siger han.

Peter Nygaard Christensen

Abdi, 34 år

Jeg var flov over det dagen efter, men vi endte med at være hyggevenner i to år. Jeg stoppede det i sommer, fordi hans kone blev gravid – hun vidste ingenting

For nogle år siden var jeg til kandidatfest hos min ven, en medicinstuderende, som boede i en stor lejlighed på Christianshavn, som hans kærestes rige forældre havde købt. Alle fik en masse at drikke, det blev sent, og på et tidspunkt sad han og jeg samme ved et bord – han havde biseksuelle fantasier, fortalte han. Om jeg også havde haft det? Så tog han jakken af.

Han var høj og veltrænet, slet ikke bøsset at se på. Og han kom over til mig på den anden side af bordet, så ingen kunne høre ham, og han sagde, at vi jo kunne prøve det. Han var tryg ved mig, sagde han, og selv om jeg var interesseret, sagde jeg, at han bare var fuld. Så kom de andre, og jeg kan huske, at de tog skjorterne af og dansede rundt i bar overkrop og drak shots. Han havde stadig sit slips på. Endnu senere, da hans kæreste var gået i seng, kom han hen og kyssede mig. Men jeg turde ikke gøre mere.

Man kan sige, at jeg har haft en overklassebarndom. Min far var diplomat, og vi rejste meget – vi har boet i Tyskland, Egypten, Indonesien, Japan ... Min mor er tysker, og min far somalier. Vi kom til Danmark, da jeg var 12 år, fordi far skulle være gæsteprofessor på Aarhus Universitet. Jeg og mine fire søskende. Vi havde penge nok og købte et hus i Ordrup. Far er muslim, og min mor konverterede. Far gik i moské, han var ikke meget troende, men ville blive skuffet, hvis han vidste, at jeg var biseksuel.

Jeg er kommet på den samme bar i København igennem 12 år. En aften mødte jeg en gammel skolekammerat, som nu gik på politiskolen i Brøndby, han var i byen med en gruppe politivenner. De kunne virkelig drikke. En af dem var en jysk politielev, en stor pumpet machofyr med tatoveringer. Vi drak shots og festede, og på et tidspunkt spurgte han mig, om jeg havde prøvet en trekant med en pige og en fyr?

Da de andre var gået, blev han kærlig. Rørte ved mig og kyssede mig. Vi spiste en shawarma på Strøget, og han ville gerne i en taxa med mig, men jeg ville ikke. Jeg turde ikke. Men han fik mit nummer, og mens jeg sad i bussen, skrev han en masse beskeder:

»Tak for i aften.« »Skal jeg ikke komme hjem til dig og drikke lidt mere?«

Og så var vi sammen. Jeg var flov over det dagen efter, men vi endte med at være hyggevenner i to år. Jeg stoppede det i sommer, fordi hans kone blev gravid – hun vidste ingenting. Han lever et dobbeltliv.

Mine forældre holdt en havefest for familien i London, hvor de bor nu. Det var eftermiddag, folk snakkede og spiste frugt, børnene legede, og min mor havde bagt kage. På et tidspunkt sagde min lillebror, at det var nogle fede billeder, jeg havde postet på Facebook fra Priden, og det begyndte pludselig en diskussion om homoseksualitet.

Min kusine, en højtuddannet jurist, spurgte, om jeg virkelig kunne være gode venner med homoseksuelle? At to mænd jo ikke kan lave børn. At jeg skulle slette mit coverbillede fra Priden. Jeg var tæt på at sige: »Jeg er biseksuel!«, men der var 40-50 mennesker, og hvis jeg havde sagt det, ville en del af familien nok ikke tale med mig igen. Måske også en af mine søstre. Nogle af mine fætre og kusiner. Min far er ellers tolerant, men han var enig i meget af det, min kusine sagde.

Forleden talte jeg med min far i telefonen:

»Nu får din lillebror nok børn før dig,« sagde han. »Skulle du ikke få dig en kone og nogle børn?«

I dag skammer jeg mig ikke længere over at have lyst til mænd. Jeg har fortalt det til de tætte venner og veninder, og de har kun været positive, men jeg har ikke tænkt mig at sige det til mine forældre.

I december var jeg til en julefrokost og tog på min stambar bagefter, hvor jeg mødte min gamle ven, medicineren. Vi dansede og drak og fulgtes hjem. Han var blevet læge og havde fået børn og købt hus og var glad. Jeg var nødt til at spørge om det med hans biseksualitet – havde han gjort noget ved det? Og ja, det havde han, han havde været med i trekant. Så tog jeg ham med hjem.