Læsetid: 4 min.

Hun flygtede fra Nordkorea: Det er diktatoren, der skal sultes

»Jeg forstår slet ikke, hvordan den amerikanske præsident kan finde på at sige, at Kim Jong-un elsker sit folk. Hvis han gør det, hvorfor slår han dem så ihjel, sulter dem og smider dem i fængsel?« spørger eksilnordkoreaner og aktivist Yeonmi Park
Der slipper rent faktisk information ind i landet, og derfor får stadig flere øjnene op for, at de lever i en løgn, siger Yeonmi Park.

Der slipper rent faktisk information ind i landet, og derfor får stadig flere øjnene op for, at de lever i en løgn, siger Yeonmi Park.

Emil Hougaard

16. juni 2018

– Du flygtede fra Nordkorea, da du var 13 år. Hvad er dine første minder om Nordkorea?

»At være bange. Det første, min mor fortalte mig, var, at fugle og mus har ører og kan høre mig hviske. I Nordkorea levede jeg i konstant frygt. Og så kan jeg huske sulten. Sulten føltes som tortur. Det meste af min barndom, var jeg for sulten og bange til at forstå noget som helst. Og hvis ikke vi var flygtet, var vi døde af sult.«

– Filmen ’Titanic’ betød meget for dig som barn. Hvordan kom du til at se den?

»Mine forældre lånte filmen af min onkel i hemmelighed. Sådan er det i Nordkorea: Indimellem lykkes det at få fingre i noget fra verden udenfor. Det er netop det, vi arbejder for i organisationen Liberty in North Korea, hvor vi forsøger at få informationer ind i landet, så folk kan forstå, at de er slaver, og begynder at kæmpe for deres frihed.«

– Hvad tænkte du, da du så ’Titanic’?

»Først kunne jeg ikke forstå den, fordi det ikke var en film om revolution og vores kære leder og partiet, men om en mand, der elsker en kvinde og dør for hende. Senere gav den mig en smag for frihed og fik mig til at tænke over, at verden udenfor kunne være anderledes, end jeg havde fået at vide. Måske var Rusland og USA ikke onde, forkerte samfund. Filmen gav mig en tro på, at noget kunne være anderledes.«

– Du beskriver i din bog, hvordan du flygter gennem Kina og Mongoliet til Sydkorea. Hvad var det værste på rejsen?

»Jeg blev solgt som et dyr, og min mor blev voldtaget. Jeg blev ikke behandlet som et menneske, og jeg tænkte ofte: ’Hvorfor bliver jeg straffet?’ Det eneste, jeg havde gjort, var at blive født i Nordkorea.«

– Hvad var det smukkeste?

»Mine forældres kærlighed. Min far sagde til mig, at man ikke må opgive livet, fordi det er en gave. Han gav selv aldrig op, mens han var i fangelejr, og det lærte mig at kæmpe for at overleve.«

– Hvordan synes du Kim Jong-un og Donald Trumps møde gik?

»Det kunne ikke have været værre: Trump gjorde intet for at sætte fokus på menneskerettigheder, og han fik heller ikke en aftale om at afruste. Han fik ingenting. Men han legitimerede en diktator og forværrede dermed situationen for det nordkoreanske folk.«

– Er det ikke godt for nordkoreanerne, hvis sanktionerne bliver lettet?

»Folket bliver allerede sultet af sin leder. Sanktioner er den eneste måde, hvorpå man kan lægge pres på Kim Jong-un. Det er diktatoren, der skal sultes.«

– Når Trump efter mødet siger, at Kim Jong-un elsker sit folk, hvad tænker du så?

»Jeg forstår slet ikke, hvordan den amerikanske præsident kan finde på at sige, at Kim Jong-un elsker sit folk. Hvis han gør det, hvorfor slår han dem så ihjel, sulter dem og smider dem i fængsel? Nordkoreanerne har ikke valgt Kim Jong-un som deres leder. Han fik bare magten overdraget fra sin far. Han slog sin egen bror ihjel, og det siger en del om, hvilken slags menneske han er. Han repræsenterer ikke sit folk, og det eneste, han elsker, er sin egen magt.«

– Du boede i Sydkorea de første år efter din flugt, men flyttede til USA for fem år siden. Hvorfor?

»Der er sikrere for mig her. Jeg er meget heldig, at jeg er i live, og jeg har en lille søn, som jeg skal beskytte. Og her i New York har jeg bedre mulighed for at arbejde som aktivist.«

– Hvad savner du mest i Nordkorea?

»Landet, mine venner og min familie, men ikke systemet. Da jeg var barn, babysittede jeg min yngre fætter. Nu har jeg selv en tre måneder gammel søn, og jeg er ked af, at han ikke kan få samme slags relation til min familie.«

– Hvis du lukker øjnene og tænker på din barndom i Nordkorea, hvad ser du så?

»Jeg ser bjergene og floden. Landskaberne. Da jeg var barn, havde vi hverken telefon eller fjernsyn, så jeg tilbragte mange timer i naturen med mine venner med eksempelvis at samle sten fra flodbunden. Jeg elsker den nordkoreanske natur. Den kæmper jeg for at få mulighed for at se igen.«

– Virker propagandaen på befolkningen?

»Der slipper rent faktisk information ind i landet, og derfor får stadig flere øjnene op for, at de lever i en løgn. Men en invasion er ikke løsningen. Forandringerne i Nordkorea skal komme fra folket, der skal kræve sin frihed og selv forløse sit potentiale.«

– Hvordan oplevede du overgangen fra Nordkorea til livet i Vesten?

»Det var meget svært og udfordrende. Alt er anderledes her sammenlignet med Nordkorea. Jeg skulle lære alting forfra, og forstå, at alt, hvad jeg havde lært, var løgn. Og jeg skulle lære at forstå konceptet om frihed i alle aspekter. Jeg var slet ikke vant til selv at kunne bestemme. Men det var stadig ikke nær så svært som at livet i Nordkorea.«

– Hvad er det vigtigste, Vesten skal forstå om Nordkorea?

»At man kan gøre noget. Mange siger, at der ikke er noget at gøre. Men det er ikke sandt. I min organisation redder vi nordkoreanere, der arbejder på kinesiske fabrikker, og sørger for, at de kommer til den frie del af verden. Man kan også lægge pres på sine politikere, så de taler om menneskerettigheder i Nordkorea.«

– Hvad giver dig håb?

»At jeg er i live. Og at mennesker før mig har kæmpet for den frihed, det demokrati og den ytringsfrihed, du og jeg har i dag. Og det giver mig håb, at min søn vokser op i den verden.«

– Hvad ved du om dine familiemedlemmer i Nordkorea?

»Ingenting. Vi har ingen kontakt. De kunne være døde eller i koncentrationslejre. Jeg aner det ikke.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Sebastian Sylvester Rosenberg
  • Carsten Munk
  • Henrik Rasmussen
  • Torben Skov
  • Svend Erik Sokkelund
  • Ulla Nielsen
  • Katrine Damm
  • Erik Karlsen
  • Frede Jørgensen
David Zennaro, Sebastian Sylvester Rosenberg, Carsten Munk, Henrik Rasmussen, Torben Skov, Svend Erik Sokkelund, Ulla Nielsen, Katrine Damm, Erik Karlsen og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens J. Pedersen

Kim og Trump elsker folket, fordi de kan stå på dem. Jeg elsker folk for min egen skyld, ellers er de ligegyldige! Det er det diktatorer gør.

Karsten Lundsby og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Ingen dansk avislæser ved sine fulde fem er vist efterånden i tvivl om, at den nordkoreanske diktator Kim Jong-un er lige så røget, som USA's nuværende præsident Donald Trump er speget.

Men hvordan i hede hule er det lykkedes freelance-journalisten Line Vaaben fra dagbladet Informations weekendtillæg 'Moderne Tider' at få adgang til et (eksklusivt?) interview med forfatteren, systemkritikeren og foredragsholderen Yeonmi Park, som har skrevet en bog om sin og sin mors flugt fra det hermetisk lukkede nordkoreanske diktatur via Kina, Mongoliet og Sydkorea til 'Guds Eget Land' United Bluff?

Har Miss Park mon været på visit hos sin danske forlægger for nylig for at reklamere lidt for sit litterære mesterværk? Eller har intervieweren været en sviptur i USA på dagbladet Informations regning?

Else Marie Arevad

Kim Jong-un ser i hvert fald ikke ud til at sulte, han fylder mere i bredden end i højden!

Grethe Preisler

Så sandt, som det er sagt, Else Marie Arevad
- Nordkoreas 'kære leder' Kim jung-un har vist ikke mere tilfælles med flertallet af befolkningen i det land, han hersker over end Benito Mussolini med den 'latin lover' vi her i landet associerer med den hanlige halvdel af den italienske befolkning.

Men skidt pyt - Donald Trump ligner jo heller ikke rigtigt helten i en ægte amerikansk western fra før kvinde- og ungdomsoprøret i Paris i 1968 ... ;o)