Analyse
Læsetid: 6 min.

Holdet ingen regner med

Ingen Gerrard, ingen Beckham, ingen Scholes, ingen forventninger ... For første gang i umindelige tider kan det engelske landshold spille fuldstændig frit, for ingen regner med, at de bringer noget som helst med hjem
Det engelske hold er fuldstændig afhængig af Harry Kane, hvis det skal gøre sig nogen som helst offensive forhåbninger under dette VM.

Det engelske hold er fuldstændig afhængig af Harry Kane, hvis det skal gøre sig nogen som helst offensive forhåbninger under dette VM.

NICOLAS ASFOURI

Moderne Tider
23. juni 2018

Selv om det i overtiden af kampen mod Tunesien lykkedes Harry Kane at pande bolden ind ved den nærmeste stolpe til sejr for England, så kan man være sikker på én ting:

Hvis der er nogen, der ikke tror på det engelske landsholds chancer for at vinde VM, så er det englænderne.

Mange års engelske underpræstationer ved internationale slutrunder har for længst slået optimismen ud af fodboldfolket på gaden.

Eller som den tidligere landstræner for The Three Lions, Sven-Göran Eriksson, for nylig beskrev det i et interview med The Telegraph:

»Jeg er ikke i London særligt ofte, men når jeg besøger byen, så foretrækker jeg at køre med taxa, fordi taxachauffører ved alt om fodbold. Og når du taler med dem, så opdager du, at de ikke længere taler om at vinde VM. Det gjorde de i min tid (første halvdel af nullerne, red.), men det er for længst forbi.«

Og så kan håbløsheden vist ikke blive større. Når selv taxachaufførerne opgiver ævred, ser det sort ud!

Årsagen til illusionstabet finder man ikke så meget i nutidige forhold som i det faktum, at englænderne endnu ikke er kommet overens med den kendsgerning, at deres såkaldte gyldne generation aldrig vandt noget som helst.

Englænderne er som udgangspunkt et konservativt folkefærd, der hellere skuer tilbage end frem, og det sidder stadig som en torn i kødet på dem, at kuldet med Gerrard, Scholes, Lampard, Beckham, Owen, Rooney, Ferdinand og Campbell aldrig fik forløst deres potentiale på den internationale scene.

Det er i øvrigt også noget, der nager de gamle stjerner selv.

»Det er det største tab ved min karriere,« sagde den tidligere landsholdsanfører Rio Ferdinand for nylig om den gyldne generations fiasko i landsholdstrøjen.

Det var dog ikke kun stjernerne fra starten af årtiet, der svigtede. Sagen er, at England aldrig har vundet noget (når man ser bort fra triumfen ved VM på hjemmebane for 52 år siden). Og Englands VM-trup anno 2018 kommer heller ikke til at sætte en pokal i skabet.

Blød, dannet og velklædt

Når det er sagt, så hører sammenligningerne med forne tiders VM-mandskaber dog også op. Sagen er nemlig, at det er et meget anderledes hold, England lader sig repræsentere med denne gang.

Først og fremmest er det et meget pænt hold. Og med pænt menes nydeligt og velfriseret i enhver-svigermors-drøm-betydningen.

Det er ledet af den 47-årige Gareth Southgate, der lige siden han startede som akademispiller i arbejderklubben Crystal Palace fra Sydlondon har fået at vide, at han var for blød og dannet og velopdragen og velklædt til at begå sig i den engelske fodboldverden med dens stærke machokoder og dybe rødder i arbejderklassen.

Som barn blev han instrueret i at rejse sig, hver gang der kom en kvinde ind i lokalet.

Da han startede på akademiholdet, drillede hans holdkammerater ham med, at han gik i forede tøfler i omklædningsrummet.

Og hans ungdomstræner gav ham følgende budskab:

»Du skal satme se at blive noget hårdere i filten, både mentalt og fysisk. Da du startede her i klubben, havde jeg store forventninger til dig. Og jeg indrømmer, at hvis du var min søn, ville jeg være stolt af dig. Som rejseagent eller ejendomsmægler ville du være perfekt. Men som fodboldspiller har du ikke en chance i helvede.«

Southgate tog imod rådet – delvist. Han tilegnede sig en hård side – lige netop hård nok til, at han kunne begå sig i de midterklubber, der udgjorde rammerne om størstedelen af hans karriere.

Men han var samtidig tro mod sine egne kerneværdier om empati og god opdragelse. Og det er de samme værdier, han har forsøgt at præge sin landsholdstrup med.

Blandt andet har han – som måske den første træner på topniveau på de britiske øer – opfordret spillerne til at være åbne omkring de mere dystre sider ved livet som professionel fodboldspiller ud fra den formodning, at det vil styrke båndet mellem landsholdet og fodboldoffentligheden, hvis spillerne tør fortælle om de kriser, de lejlighedsvis gennemgår.

Det førte for nylig til et interview med The Times, hvor landsholdets – og Tottenhams – venstre back Danny Rose åbent fortalte om sin kamp med den depression, han blev ramt af som følge af en langvarig skade og et selvmord i den nærmeste familie:

»Det er næppe nogen hemmelighed, at jeg har været gennem en meget svær sæson med Tottenham, og det fik mig til at opsøge en psykolog, som diagnosticerede mig med depression, hvilket ingen vidste noget om (…) Det har heller ikke været offentligt fremme, at min onkel tog sit eget liv, mens jeg genoptrænede efter skaden, og det var også med til at udløse depressionen. Det var et utroligt hårdt forløb, men det hjalp fantastisk meget at blive henvist til en læge og en psykolog.«

Et genoplivet system

Interviewet med Rose fik mange til at spærre øjnene op i fodboldens moderland, hvor man bestemt ikke er vant til topfodboldspillere, der taler åbent om deres følelser.

Det er imidlertid ikke kun mandskabskulturen, som Gareth Southgate har fornyet. Også på grønsværen har han bragt nye tanker med sig i form af installationen af en 3-5-2 formation.

Denne opstilling har været en vogue over hele Europa i dette års Champions League, men på engelsk landsholdsplan har den været off-limits siden efteråret 2007, hvor England tabte den afgørende kamp om at komme med til EM til Kroatien, efter at daværende landstræner Steve McClaren netop havde sendt sine tropper på banen i en 3-5-2 formation.

Fadæsen mod kroaterne er i mange år blevet betragtet som det endegyldige bevis på, at engelske forsvarere ikke egner sig til at spille i andet end en flad fire-back kæde, men også på dette punkt tør Southgate altså udfordre konventionerne.

Han er skiftet til 3-5-2, fordi det giver ham mulighed for at brede spillet ud og føre angreb frem over kanterne. Og så er det i øvrigt op til de tre mand i forsvarskæden at bevise, at de kan overleve uden for den komfortzone, som 4-4-2 systemet normalt giver dem.

Southgates taktiske nyomstilling kan dog ikke skjule de mangler, der præger holdet.

Først og fremmest er englænderne rejst til Rusland med et hold, der lider under et kraftigt underskud af kreative elementer på midtfeltet.

Med undtagelse af hidsigproppen Dele Alli – der har haft en halvsløj sæson for Tottenham – har englænderne stort set ikke nogen, der kan skabe noget fra andet geled. Og det understreger den afhængighed, som holdet har af dets spidsangriber, Harry Kane. Hvis han bliver skadet eller mister formen, ser englændernes muligheder i offensiven pauvre ud.

Derudover bliver man også slået af den mangel på gode gammeldags krigere, der er i den engelske trup i denne ombæring.

Menneskelighed uden kant

Det kan være udmærket, at Southgate har skabt en mandskabskultur, hvor spillerne er søde ved hinanden og tør sætte ord på deres smerte, men sagen er bare, at man ikke vinder VM uden at have nogle typer med kant. Nogle af den slags, der er i stand til at stemple ind – og stemple igennem – når det virkelig gælder.

Der er jo en grund til, at en aktør som Sergio Ramos er et af de første navne på holdkortet hos både Spanien og Real Madrid, selv om han lejlighedsvis benytter sig af metoder, der mere hører hjemme i baglokalet til et værtshus i et af Madrids mere rå kvarterer end på verdens førende fodboldarenaer.

Den slags spillere har man brug for, hvis man vil nå langt i de internationale slutrunder. Og i Englands mandskab anno 2018 glimrer de ved deres fravær.

Man tror det næppe, men The Three Lions – holdet, der tidligere har givet fodboldverdenen hårde hunde som Terry Butcher, Paul Ince, David Batty, Danny Mills og Stuart Pearce – ser faktisk lidt halvbløde ud i denne omgang.

England kom dog godt fra start mod Tunesien, og med en sejr søndag eftermiddag mod Panama vil de være på sikker kurs mod ottendedelsfinalerne. Derfra bliver det spændende at se, hvor langt Southgates tropper kan komme.

Serie

VM i fodbold 2018

VM 2018 står for døren, og vi gør på Information det, vi prøver på altid at gøre: Vi skærer alt det uvæsentlige fra og leverer hver dag den ene artikel fra VM i fodbold, som du skal læse, hvis du ikke vil læse andet. Vi gør dig klogere på en begivenhed, man indimellem kan frygte, at man bliver lidt dummere af. Følg vores dækning her.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Tjaah - de vandt da 6 - 1 over Panama.