Læsetid: 8 min.

Hvordan var det at være marxist i 70’erne? Tre af dem fortæller

Få har fået så meget kritik som 70’ernes universitetsmarxister, der jævnligt bliver anklaget for at have bedrevet intellektuel ensretning og være autoritære. Men hvordan huskes tiden af nogle af dem, der var marxister dengang og stadig er det? Vi har talt med tre af dem
RUC var i 1970’erne ikonet på det marxistisk styrede universitet og var jævnligt genstand for hårde angreb i pressen og det politiske liv.

RUC var i 1970’erne ikonet på det marxistisk styrede universitet og var jævnligt genstand for hårde angreb i pressen og det politiske liv.

Erik Petersen

9. juni 2018

Da Curt Sørensen begyndte at læse statskundskab i 1958, blev Karl Marx kun nævnt, når de studerende skulle have at vide, hvor dum han var. Ti år senere ændrede det hele sig, og Marx rykkede ind på midten af manegen. I dag er Curt Sørensen professor emeritus ved Aarhus Universitet, som han studerede ved i sin tid, og hvor han altid har arbejdet – med undtagelse af et par forskningsophold i udlandet og et enkelt år i København.

Han kan se tilbage på fem årtier som marxist og tilhører dermed en gruppe intellektuelle, der har været heftigt i skudlinjen de sidste mange år. Han undrer sig over kritikken.

»Hvorfor er der i dag – så mange år senere – så stærkt et borgerligt behov for at blive ved med at råbe op, fordi der i en ganske kort periode blev drevet samfundskritisk forskning og ytret meninger, man ikke var vant til at høre? Det er jo i virkeligheden utroligt selvafslørende.«

Selv om han også har oplevet marxister, der opførte sig dogmatisk, mener han, at nutidige fremstillinger af 70’ernes universitetsmarxisme er forvrænget:

»Man har lavet en myte, en politisk konstruktion simpelthen.«

Fascistiske baciller

At der stadig er et behov for at fortælle om datidens doktrinære universitetsmarxisme, har man kunnet forvisse sig om i de seneste uger, hvor 50-året for 68-oprøret og Karl Marx’ 200-års fødselsdag er blevet markeret. I Berlingske Tidende den 3. maj berettede Peter la Cour, der i begyndelsen af 70’erne var formand for Konservative Studenter på Københavns Universitet, om »de gamle marxister«, der »var totalt intolerante« og »opførte sig som røde fascister«.

Curt Sørensen

  • Født 1938. Studerede statskundskab ved Aarhus Universitet, 1958-1965
  • Professor i kultursociologi ved Københavns Universitet, 1977-1978
  • Professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, 1978-2005
  • Forfatter til blandt andet tre-binds værket Stat, nation, klasse (2012-14) og Den europæiske deltagelseskrise (2017)

De velkendte antimarxister Per Stig Møller og Bertel Haarder har også været ude med riven efter datidens studenter, der med Haarders ord var inficeret med en »nymarxistisk bacille« – Berlingske, den 21. og 28. april. I samme avis fortalte Johan Busch-Steenberg den 12. maj om de »marxistiske studenters bedreviden, arrogance og fanatisme«, der »gav sig udtryk i en verbal terror, som anderledes tænkende, tvivlere og modstandere fik at føle«. Og i Jyllands-Postens lederspalter kunne man læse om 68’erne, der på universiteterne »satte sig tungt på hele apparatet og i årtier prædikede marxisme for sagesløse generationer«.

Også her i avisen har man mødt synspunktet. I særavisen om oprøret i 1968 den 3. maj erklærede Informations tidligere chefredaktør og mangeårige journalist Ejvind Larsen sig »fuldstændig enig« med journalist David Rehlings kritik af »de marxistiske skolemestre«.

Rehling havde den 21. april sidste år tidligere skrevet om, hvordan han som ung jurastuderende bevidnede det »marxistiske vanvid«, der »rasede gennem 1970’erne«.

Søren Gosvig Olesen, der er lektor i filosofi på Københavns Universitet, har ligeledes i april 2016 fortalt Informations læsere om, hvordan hans studietid i Aarhus var »betoneret og DKP-styret af dem, man kaldte munkemarxisterne«.

Behov for forklaringer

Så lad os prøve at tage tilbage til de forkætrede tider, som så mange mindes – og give ordet til nogle af dem, der ikke ser tilbage med fortrydelse.

Jette Gottlieb, der i dag er stedfortrædende medlem af Folketinget for Enhedslisten, begyndte at studere geografi ved Københavns Universitet i 1967. Hun husker, at både hun og hendes medstuderende savnede samfundskritiske perspektiver i undervisningen:

»På det tidspunkt var geografi meget deskriptivt – det var altså mere beskrivende end egentligt forklarende. Vi savnede et teoriapparat, der kunne give os nogle dybere forklaringer på det, vi så omkring os, som eksempelvis regionale forskelle i Danmark og forskelle mellem I- og Ulande,« fortæller hun.

Ole Witt-Hansen

Jette Gottlieb

  • Født 1948. Cand.scient. i geografi og samfundsfag, Københavns Universitet, 1967-1976.
  • Udlært tømrer, 1986.
  • Medlem af hovedbestyrelsen for Venstresocialisterne 1973-1976 og 1984-1990.
  • Medlem af Folketinget for Enhedslisten 1994-2001 og som stedfortræder fra april 2018.
  • Medlem af Københavns Borgerrepræsentation 2006-2010

»Vi organiserede et ’fagligt forum’, tog på bogindkøbsture til Lund og Berlin og lavede studiegrupper, hvor vi læste Marx og teorier om imperialisme – det endte med, at vi nærmest lavede en helt alternativ undervisning.«

— Var marxismen autoritær og ekskluderende? Blev Marx behandlet som et orakel?

»Sådan var det muligvis nogle steder – men det var i hvert fald ikke sådan hos os. Den massive marxistiske dominans, der påstås, den har altså aldrig været der. Det er klart, at vi prægede debatterne, for vi var udadvendte og studenterpolitisk aktive. Derfor var det os, man hørte. Men at der ikke var plads til at beskæftige sig med andre ting, det passer altså ikke. Vores gruppe var meget inkluderende. I de studiegrupper, vi organiserede, var der ikke noget, der bare var rigtigt eller forkert.«

»Det er klart, at vi arbejdede ud fra en marxistisk teori som en forklaringsfaktor, og vi formulerede også, at vi ville bedrive forskning i arbejderklassens interesser. Konsekvensen af de indsigter, vi nåede frem til, og de teorier, vi arbejdede med, var jo, at man blev nødt til at organisere sig og bruge dem aktivt.«

De spørgsmål, der ikke blev stillet

Hans Erik Avlund Frandsen begyndte på danskstudiet i 1965, og dengang var der langt mellem de kritiske røster, husker han.

»Store dele af undervisningen var simpelthen røvkedelig,« fortæller han. Efter to års studier tog han en pause og rejste til Indien, hvilket gjorde stort indtryk på ham:

»Det var simpelthen så voldsomt at opleve den her ekstreme fattigdom. Enten kunne man gå i sort, eller også måtte man prøve at finde en forklaring. Og så viser der sig nogle bånd mellem min egen trygge opvækst i en bondefamilie, hvis økonomi hang sammen med eksporten til England, som så brugte kræfterne på at hente enorme rigdomme ud af Indien. Det føltes som en nødvendighed at forstå, hvad der lå til grund for den åbenlyse ulighed og undertrykkelse, altså finde frem til de grundlæggende magtstrukturer i vores eget samfund. Og mere snævert: at forstå hvordan litteraturen og danskfaget indgik i og kunne forstås ud fra disse sammenhænge. Her var det en øjenåbner at læse Marx. Det åbnede for helt nye indsigter og gjorde det muligt at stille spørgsmål, der ikke var blevet stillet, men som burde have været stillet. Og jeg mener stadig, at Marx er uomgængelig, hvis man vil forstå, hvad der sker med samfundet – også i dag.«

Privatfoto

Hans Erik Avlund Frandsen

  • Født 1942. Studerede dansk ved Københavns Universitet 1965-74
  • Redaktør på tidsskriftet Vindrosen 1969-1973
  • Ansat ved Roskilde Universitetscenter 1974-1979
  • Ansat ved Københavns Universitet 1979-82
  • Gymnasielærer 1982-2007
  • Forfatter til bl.a. Klassesamarbejde og klassekamp (1980) og Historieproblemet hos Kierkegaard og den unge Marx (1975)

Frandsen var, ligesom Curt Sørensen og Jette Gottlieb og de fleste andre universitetsmarxister en del af den kritiske marxistiske tradition, der var ligeså meget imod Stalins Sovjet som mod den vestlige kapitalisme. Han oplevede ikke marxismen på danskstudiet som autoritær eller dogmatisk, selv om han understreger, at »når man er med i den gruppe, der har vinden i ryggen, er det selvfølgelig lettere at sige, at der var masser af tolerance, end hvis man hørte til i periferien.«

Han nævner blandt andet, at de studerende var med til at ansætte ikkemarxistiske undervisere:

»Jeg sad i det første studienævn på danskstudiet, og der ansatte vi blandt andre Niels Barfoed, der mildest talt ikke var marxist, og Jan Nissen, der var konservativ. Det vigtige for os var at få nogle undervisere, der var engagerede.«

Frandsen understreger også, at marxismen på ingen måde var én homogen blok, som den nogle gange bliver fremstillet som i dag:

»Den der falanks af enighed, den er svær at genkende. Marx var fandengalme ikke nogen Gud, og desuden var det jo ikke den sovjetiske marxisme, der dominerede, men den antistalinistiske, kritiske marxisme hos tænkere som Alfred Schmidt, Paul Mattick og Karl Korsch. På RUC, hvor jeg underviste i 1970’erne, var der forskellige grupper, der var internt uenige: Der var strukturalisterne, dem, der var inspireret af Frankfurterskolens kritiske teori, og så DKP’erne, der prøvede at arbejde videre på den gamle marxisme.«

En pluralistisk ånd

Curt Sørensen, Jette Gottlieb og Hans Erik Avlund Frandsen understreger alle sammen, at forholdene varierede fra fag til fag, og de medgiver, at der også fandtes marxistiske miljøer og personer, der kunne opleves som doktrinære. Men de er enige om, at det ikke skyldes noget særligt ved marxismen.

»Det sker jo i mange intellektuelle modestrømninger,« siger Curt Sørensen.

I 1977 blev han professor i kultursociologi på Københavns Universitet, men efter et år vendte han tilbage til statskundskab i Aarhus, blandt andet fordi han syntes, at marxismen var for ensidig på kultursociologi.

Jette Gottlieb læste samfundsfag sideløbende med geografistudierne, og på samfundsfag var det ifølge hende sværere at begå sig, hvis man ikke var marxist.

»Men det er jo grundlæggende i modstrid med marxismen at være autoritær,« tilføjer hun.

Også Hans Erik Avlund Frandsen, der efter sin tid på danskstudiet på Københavns Universitet blev ansat på RUC, har oplevet marxistiske dogmatikere:

»Selvfølgelig var der tåbeligheder og folk, der har været ubehøvlede. Der var også tågetale og blær i det marxistiske miljø. Det er bare ikke særligt for marxister – det findes alle vegne. Marxistiske lærere og studerende er jo ikke automatisk bedre mennesker end andre, og tendensen til at tale ned til dem, der mener noget andet, finder man også blandt marxister.«

Selv om de tre marxister altså er enige om, at man i 70’erne kunne finde marxistiske miljøer, der ikke altid var lige gode til at sikre åbenhed og inklusion, er de også enige om, at nutidens populære fortælling om munkemarxisternes dominans er en karikatur.

Men hvorfor er den så populær?

»Dels er der et psykologisk aspekt,« mener Hans Erik Avlund Frandsen. »Folk som Per Stig Møller og Bertel Haarder – folk, der faktisk var højt begavede – så sig selv som nogen, der burde have en førerstilling. Og det kunne de jo ikke få – der var ikke meget respekt for dem. De fik ikke den position, de følte, at de var berettigede til, og så kommer der måske senere et behov for pay back time.«

Et andet og vigtigere aspekt er ifølge Frandsen, at fortællingen tjener et politisk behov i dag:

»Er det historieforfalskning? Ja, gu er det så – men det indgår jo i en aktuel politisk sammenhæng, og det er mere dér, det har betydning. Det er jo en måde, hvorpå man forsøger at mistænkeliggøre og uskadeliggøre kritisk, marxistisk tænkning.«

Curt Sørensen er enig: »Der er en klar politisk interesse i at fremstille det på den måde.«

Ifølge ham var 70’erne præget af en kritisk og nysgerrig ånd, der står i modsætning til den klassiske borgerlige tradition, der dominerede universitetet før 68, såvel som den neoliberale dominans, der begyndte at brede sig i 80’erne:

»Af alle de perioder, jeg har gennemlevet på universitetet – og det omfatter mere end fire årtier – vil jeg mene, at pluralismen på statskundskab på Aarhus Universitet var størst i 70’erne. Og hold kæft, hvor var det inspirerende at have så kritiske og pluralistiske studerende. Den mindst pluralistiske periode var slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne, hvor instituttet blev oversvømmet af neoliberalister. 70’ernes studerende pressede på for at lære noget om alt det, de ikke måtte høre om, som eksempelvis teorier om imperialisme – de neoliberale studerende forsøgte derimod at afskærme sig fra alt det, de ikke ville høre om. Det er da tankevækkende.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Maaløe
  • Steffen Gliese
  • Christian Mondrup
  • Hans Larsen
  • Ejvind Larsen
  • David Zennaro
Erik Maaløe, Steffen Gliese, Christian Mondrup, Hans Larsen, Ejvind Larsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til: "Men de er enige om, at det ikke skyldes noget særligt ved marxismen".

De holdninger, der kommer til udtryk i artiklen, er i for høj grad udtryk for et skønmaleri. Som det antydes, afhænger ens oplevelse af, hvordan marxismens indflydelse gjorde sig gældende, nok i høj grad af, hvilket studie man befandt sig på, på hvilket universitet og på hvilket tidspunkt.

I de kredse, jeg befandt mig i efter ca. årsskiftet 1972, var vi meget bevidste om de religiøst orienterede tendenser, der er en del af den historiske materialisme, en omvendt deterministisk orienteret "paradis på jord" - tænkning.

Vi var meget bevidste om, hvad vi ikke var - den negative afgrænsning betød meget for forsøgene på at finde et teoretisk ståsted, og vi var i hvert fald "ikke - deterministiske".

Ud over at læse en masse tekster af Marx var det f.eks. også afgørende at markere en afstand til Althusser og andre strukturalistiske læsninger, til kapitallogikerne, DKP og leninisterne og til det, som Tvind stod for. Frankfurterskolen havde vi det også svært med, for de var jo ikke rigtige marxister, men det var nok trods alt den tænkning, der kom til at præge os mest, med Oskar Negt som et eksempel.

Som jeg oplevede det, havde de marxistiske fraktioner mere travlt med at bekrige hinanden, ud fra opfattelsen af at være "den ægte marxisme", end med at bekæmpe de borgerlige, og der var en kamp om magten i de forskellige styrende organer, ikke mindst studienævnene, hvor det for de forskellige marxistiske fraktioner var vigtigt at få valgt netop deres kandidater. Der var DKPerne jo utroligt velorganiserede.

På et symbolsk plan stod dannelsen af Enhedslisten for mig også som afslutningen på det marxistiske fraktionshysteri, der herskede på universiteterne i 1970erne - endelig.

Knud Chr. Pedersen

Jørn Andersen
Måske det var muligt for dig at forklare grundlaget for din påstand og hvorfor det er - "fundamentalistiske religiøse bevægelse"?

Ole Falstoft

Jeg oplevede Geografisk institut i 79 -81, hvor lærerstaben var meget opdelt mellem ikke marxister( af maxisterne kaldet 'borgelige') og marxister (mindst 3 fraktioner VS'er, kapitallogikere og 'Kineserne') der ikke kunne enes om andet end, at de 'borgelige overhovedet ikke drev videnskab. Jeg oplevede 2 institut besættelser i perioden udløst af fyring af en kantinemedarbejder p. gr a besparelser. Fyringerne blev ikke annulleret, men det gav studenterrådets repræsentanter lejlighed til at holde revolutionære brandtaler og svinge med de røde faner - alt i alt temmelig studentikost

Det er formidabelt, så "farligt" det ungdomsoprør åbenbart var for dem, der ikke deltog.
Det må være et udslag af magisk tænkning, når begavede mennesker i ramme alvor mener, at ungdomsoprøret har undergravet det danske samfund helt frem til i dag.
hvis det virkeligt er sandt, at de få tusinde, der var aktive dengang, har haft den enorme indflydelse, så understreger det jo bare, hvor bovlam resten af den herved undertrykte del af befolkningen var og er.

Trond Meiring, Knud Chr. Pedersen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Ja spørg Pittelkow, Hedegaard og Schantz og andre kommissærer som nu enten er blevet flinke eller gået en anden grøft.Nør fanden bliver gammel...