Læsetid: 8 min.

Hvordan var det at være marxist i 70’erne? Tre af dem fortæller

Få har fået så meget kritik som 70’ernes universitetsmarxister, der jævnligt bliver anklaget for at have bedrevet intellektuel ensretning og være autoritære. Men hvordan huskes tiden af nogle af dem, der var marxister dengang og stadig er det? Vi har talt med tre af dem
RUC var i 1970’erne ikonet på det marxistisk styrede universitet og var jævnligt genstand for hårde angreb i pressen og det politiske liv.

RUC var i 1970’erne ikonet på det marxistisk styrede universitet og var jævnligt genstand for hårde angreb i pressen og det politiske liv.

Erik Petersen

9. juni 2018

Da Curt Sørensen begyndte at læse statskundskab i 1958, blev Karl Marx kun nævnt, når de studerende skulle have at vide, hvor dum han var. Ti år senere ændrede det hele sig, og Marx rykkede ind på midten af manegen. I dag er Curt Sørensen professor emeritus ved Aarhus Universitet, som han studerede ved i sin tid, og hvor han altid har arbejdet – med undtagelse af et par forskningsophold i udlandet og et enkelt år i København.

Han kan se tilbage på fem årtier som marxist og tilhører dermed en gruppe intellektuelle, der har været heftigt i skudlinjen de sidste mange år. Han undrer sig over kritikken.

»Hvorfor er der i dag – så mange år senere – så stærkt et borgerligt behov for at blive ved med at råbe op, fordi der i en ganske kort periode blev drevet samfundskritisk forskning og ytret meninger, man ikke var vant til at høre? Det er jo i virkeligheden utroligt selvafslørende.«

Selv om han også har oplevet marxister, der opførte sig dogmatisk, mener han, at nutidige fremstillinger af 70’ernes universitetsmarxisme er forvrænget:

»Man har lavet en myte, en politisk konstruktion simpelthen.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Maaløe
  • Steffen Gliese
  • Christian Mondrup
  • Hans Larsen
  • Ejvind Larsen
  • David Zennaro
Erik Maaløe, Steffen Gliese, Christian Mondrup, Hans Larsen, Ejvind Larsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til: "Men de er enige om, at det ikke skyldes noget særligt ved marxismen".

De holdninger, der kommer til udtryk i artiklen, er i for høj grad udtryk for et skønmaleri. Som det antydes, afhænger ens oplevelse af, hvordan marxismens indflydelse gjorde sig gældende, nok i høj grad af, hvilket studie man befandt sig på, på hvilket universitet og på hvilket tidspunkt.

I de kredse, jeg befandt mig i efter ca. årsskiftet 1972, var vi meget bevidste om de religiøst orienterede tendenser, der er en del af den historiske materialisme, en omvendt deterministisk orienteret "paradis på jord" - tænkning.

Vi var meget bevidste om, hvad vi ikke var - den negative afgrænsning betød meget for forsøgene på at finde et teoretisk ståsted, og vi var i hvert fald "ikke - deterministiske".

Ud over at læse en masse tekster af Marx var det f.eks. også afgørende at markere en afstand til Althusser og andre strukturalistiske læsninger, til kapitallogikerne, DKP og leninisterne og til det, som Tvind stod for. Frankfurterskolen havde vi det også svært med, for de var jo ikke rigtige marxister, men det var nok trods alt den tænkning, der kom til at præge os mest, med Oskar Negt som et eksempel.

Som jeg oplevede det, havde de marxistiske fraktioner mere travlt med at bekrige hinanden, ud fra opfattelsen af at være "den ægte marxisme", end med at bekæmpe de borgerlige, og der var en kamp om magten i de forskellige styrende organer, ikke mindst studienævnene, hvor det for de forskellige marxistiske fraktioner var vigtigt at få valgt netop deres kandidater. Der var DKPerne jo utroligt velorganiserede.

På et symbolsk plan stod dannelsen af Enhedslisten for mig også som afslutningen på det marxistiske fraktionshysteri, der herskede på universiteterne i 1970erne - endelig.

Knud Chr. Pedersen

Jørn Andersen
Måske det var muligt for dig at forklare grundlaget for din påstand og hvorfor det er - "fundamentalistiske religiøse bevægelse"?

Ole Falstoft

Jeg oplevede Geografisk institut i 79 -81, hvor lærerstaben var meget opdelt mellem ikke marxister( af maxisterne kaldet 'borgelige') og marxister (mindst 3 fraktioner VS'er, kapitallogikere og 'Kineserne') der ikke kunne enes om andet end, at de 'borgelige overhovedet ikke drev videnskab. Jeg oplevede 2 institut besættelser i perioden udløst af fyring af en kantinemedarbejder p. gr a besparelser. Fyringerne blev ikke annulleret, men det gav studenterrådets repræsentanter lejlighed til at holde revolutionære brandtaler og svinge med de røde faner - alt i alt temmelig studentikost

Det er formidabelt, så "farligt" det ungdomsoprør åbenbart var for dem, der ikke deltog.
Det må være et udslag af magisk tænkning, når begavede mennesker i ramme alvor mener, at ungdomsoprøret har undergravet det danske samfund helt frem til i dag.
hvis det virkeligt er sandt, at de få tusinde, der var aktive dengang, har haft den enorme indflydelse, så understreger det jo bare, hvor bovlam resten af den herved undertrykte del af befolkningen var og er.

Trond Meiring, Knud Chr. Pedersen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Ja spørg Pittelkow, Hedegaard og Schantz og andre kommissærer som nu enten er blevet flinke eller gået en anden grøft.Nør fanden bliver gammel...