Idédebat: Køn og race er ikke adskilte størrelser

Identitetspolitikken er venstrefløjens svøbe. Sådan lyder en efterhånden velkendt og i stigende grad indflydelsesrig diagnose, der ser venstrefløjens nutidige politiske marginalisering – og i nogen grad også højrepopulismens triumftog – som en konsekvens af dens stigende politiske fokus på partikulære identitetsspørgsmål omkring race, køn og seksualitet frem for traditionelle kategorier som klasse, nation og fællesskab.

Den amerikanske liberale idéhistorieprofessor Mark Lilla har formuleret en særligt indflydelsesrig version af denne karakteristik i sit lille kampskrift, The Once and Future Liberal fra 2017. For Lilla er det liberale Amerikas store problem kort sagt, at Det Demokratiske Parti er blevet koloniseret af skingre, forkælede og selvcentrerede studenteraktivister, der dyrker en antipolitisk form for politik centreret omkring deres egen identitet.

Ifølge Lilla har identitetspolitikkens indflydelse ført til den amerikanske liberalismes politiske marginalisering – og dermed Trumps sejr – dels fordi identitetspolitikken udelukkende stiler mod krav om anerkendelse af minoriteters partikulære identiteter, frem for en samlende vision og kollektiv fortælling om hele det amerikanske samfund og det demokratiske borgerskab, og dels fordi den intet engagement udviser i traditionelle veje til politisk magt, såsom valg til repræsentative institutioner.

I Danmark er en lignende konsensus langsomt ved at brede sig i stadigt større dele af det politiske liv. Senest har Enhedslistens Pelle Dragsted i Altinget advaret om, at identitetspolitikken ikke må udgrænse venstrefløjens traditionelle fokus på fordelingspolitik og klassekamp, og venstrefløjsdebattøren Lars Olsen har i Jyllands-Posten kaldt den »identitetspolitiske venstrefløj« for »en flok korrekte besserwissere, der giver pokker i problemerne for almindelige arbejdere«.

Race og klasse

For blot en måned siden udkom bogen Mistaken Identity af den pakistansk-amerikanske redaktør på tidsskriftet Viewpoint Magazine, Asad Haider. Haider deler Villas frustration over identitetspolitiske taktikker såsom call-outs (påtale) af såkaldte »mikroaggressioner« samt tendenserne til fragmentering og politisk selvmarginalisering – om end fra et marxistisk snarere end et liberalt perspektiv.

Men den afgørende forskel på Haiders og Villas kritik er, at mens Villa ser den liberale identitetspolitik som en konsekvens af, at amerikanske collegestuderende uforvarende indoptog de hyperindividualistiske præmisser i Reagans neoliberalisme og modellerede dem i deres eget identitetspolitiske billede, så ser Haider snarere den aktuelle identitetspolitik som en individualisering, neutralisering og afpolitisering af et tidligere identitetspolitisk frigørelsesprogram, som blandt andet blev formuleret i et radikalt afroamerikansk lesbisk kollektiv i starten af 70’erne.

Ifølge Haider var identitetspolitikken nemlig oprindeligt udtryk for et universalistisk krav om praktisk frigørelse for alle undertrykte identitetsgrupper, men efter den neoliberale bølge skyllede over den vestlige verden i 80’erne, blev identitetspolitikken adopteret af de herskende klasser til deres egne formål.

Kravet om universel frigørelse fra undertrykkelse blev gradvist reduceret til et multikulturelt krav om større ’diversitet’ inden for det eksisterende magthierarki på en måde, som var helt afkoblet fordelingsspørgsmål. Som resultat heraf kunne Hillary Clinton-støtter blandt andet beskylde Bernie Sanders’ præsidentvalgkampagne i 2016 for at være ligeglad (eller værre) med spørgsmål om race og køn, fordi han var så fokuseret på økonomisk uretfærdighed.

Et blufnummer

Haider insisterer imidlertid på, at kategorier som race og klasse ikke kan forstås isoleret fra hinanden: At klasseforhold altid struktureres af race og køn i en konkret social virkelighed, og vice versa. Præcis denne pointe er også blevet formuleret af den nye stjerne på den amerikanske venstrefløjshimmel, den blot 28-årige Alexandria Ocasio-Cortez, der netop har slået den magtfulde demokratiske establishment-kandidat Joseph Crowley af pinden som kandidat til Kongressen i New York’s 14. distrikt:

»Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste forhold med rødder i race, der ikke også har økonomiske implikationer, og jeg kan ikke komme i tanke om et eneste økonomisk forhold, der ikke også har racemæssige implikationer. Ideen om, at vi bliver nødt til at adskille dem og vælge ét, er et blufnummer.«

Danmark er ikke USA, men i lyset af de senere års integrationsdebat er det ikke nogen tilfældighed, at kampen om identitetspolitikken også har spredt sig til vores hjemlige andedam. Det er en kamp, der fortsat har potentialet til at splitte og marginalisere den danske venstrefløj – som det har gjort på den amerikanske. Hvis det skal undgås, så bør venstrefløjen starte med helt at afvise bluffnummeret om, at vi bliver nødt til at adskille forhold om klasse, køn og etnicitet, og vælge ét.