Læsetid: 3 min.

Idédebat: Køn og race er ikke adskilte størrelser

Da identitetspolitikken blev reduceret til et spørgsmål om diversitet inden for det bestående, blev den ufarlig og tandløs. Hvis ikke den skal splitte venstrefløjen, er det nødvendigt, at venstrefløjen selv insisterer på, at klasse ikke kan skilles fra køn og race – og omvendt
30. juni 2018

Identitetspolitikken er venstrefløjens svøbe. Sådan lyder en efterhånden velkendt og i stigende grad indflydelsesrig diagnose, der ser venstrefløjens nutidige politiske marginalisering – og i nogen grad også højrepopulismens triumftog – som en konsekvens af dens stigende politiske fokus på partikulære identitetsspørgsmål omkring race, køn og seksualitet frem for traditionelle kategorier som klasse, nation og fællesskab.

Den amerikanske liberale idéhistorieprofessor Mark Lilla har formuleret en særligt indflydelsesrig version af denne karakteristik i sit lille kampskrift, The Once and Future Liberal fra 2017. For Lilla er det liberale Amerikas store problem kort sagt, at Det Demokratiske Parti er blevet koloniseret af skingre, forkælede og selvcentrerede studenteraktivister, der dyrker en antipolitisk form for politik centreret omkring deres egen identitet.

Ifølge Lilla har identitetspolitikkens indflydelse ført til den amerikanske liberalismes politiske marginalisering – og dermed Trumps sejr – dels fordi identitetspolitikken udelukkende stiler mod krav om anerkendelse af minoriteters partikulære identiteter, frem for en samlende vision og kollektiv fortælling om hele det amerikanske samfund og det demokratiske borgerskab, og dels fordi den intet engagement udviser i traditionelle veje til politisk magt, såsom valg til repræsentative institutioner.

I Danmark er en lignende konsensus langsomt ved at brede sig i stadigt større dele af det politiske liv. Senest har Enhedslistens Pelle Dragsted i Altinget advaret om, at identitetspolitikken ikke må udgrænse venstrefløjens traditionelle fokus på fordelingspolitik og klassekamp, og venstrefløjsdebattøren Lars Olsen har i Jyllands-Posten kaldt den »identitetspolitiske venstrefløj« for »en flok korrekte besserwissere, der giver pokker i problemerne for almindelige arbejdere«.

Race og klasse

For blot en måned siden udkom bogen Mistaken Identity af den pakistansk-amerikanske redaktør på tidsskriftet Viewpoint Magazine, Asad Haider. Haider deler Villas frustration over identitetspolitiske taktikker såsom call-outs (påtale) af såkaldte »mikroaggressioner« samt tendenserne til fragmentering og politisk selvmarginalisering – om end fra et marxistisk snarere end et liberalt perspektiv.

Men den afgørende forskel på Haiders og Villas kritik er, at mens Villa ser den liberale identitetspolitik som en konsekvens af, at amerikanske collegestuderende uforvarende indoptog de hyperindividualistiske præmisser i Reagans neoliberalisme og modellerede dem i deres eget identitetspolitiske billede, så ser Haider snarere den aktuelle identitetspolitik som en individualisering, neutralisering og afpolitisering af et tidligere identitetspolitisk frigørelsesprogram, som blandt andet blev formuleret i et radikalt afroamerikansk lesbisk kollektiv i starten af 70’erne.

Ifølge Haider var identitetspolitikken nemlig oprindeligt udtryk for et universalistisk krav om praktisk frigørelse for alle undertrykte identitetsgrupper, men efter den neoliberale bølge skyllede over den vestlige verden i 80’erne, blev identitetspolitikken adopteret af de herskende klasser til deres egne formål.

Kravet om universel frigørelse fra undertrykkelse blev gradvist reduceret til et multikulturelt krav om større ’diversitet’ inden for det eksisterende magthierarki på en måde, som var helt afkoblet fordelingsspørgsmål. Som resultat heraf kunne Hillary Clinton-støtter blandt andet beskylde Bernie Sanders’ præsidentvalgkampagne i 2016 for at være ligeglad (eller værre) med spørgsmål om race og køn, fordi han var så fokuseret på økonomisk uretfærdighed.

Et blufnummer

Haider insisterer imidlertid på, at kategorier som race og klasse ikke kan forstås isoleret fra hinanden: At klasseforhold altid struktureres af race og køn i en konkret social virkelighed, og vice versa. Præcis denne pointe er også blevet formuleret af den nye stjerne på den amerikanske venstrefløjshimmel, den blot 28-årige Alexandria Ocasio-Cortez, der netop har slået den magtfulde demokratiske establishment-kandidat Joseph Crowley af pinden som kandidat til Kongressen i New York’s 14. distrikt:

»Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste forhold med rødder i race, der ikke også har økonomiske implikationer, og jeg kan ikke komme i tanke om et eneste økonomisk forhold, der ikke også har racemæssige implikationer. Ideen om, at vi bliver nødt til at adskille dem og vælge ét, er et blufnummer.«

Danmark er ikke USA, men i lyset af de senere års integrationsdebat er det ikke nogen tilfældighed, at kampen om identitetspolitikken også har spredt sig til vores hjemlige andedam. Det er en kamp, der fortsat har potentialet til at splitte og marginalisere den danske venstrefløj – som det har gjort på den amerikanske. Hvis det skal undgås, så bør venstrefløjen starte med helt at afvise bluffnummeret om, at vi bliver nødt til at adskille forhold om klasse, køn og etnicitet, og vælge ét.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
  • Eva Schwanenflügel
Christian Mondrup og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Kommentar til: " ---- kampen om identitetspolitikken også har spredt sig til vores hjemlige andedam. Det er en kamp, der fortsat har potentialet til at splitte og marginalisere den danske venstrefløj – som det har gjort på den amerikanske".

Jeg er meget enig i det helt urimelige i at adskille forståelse af og forklaring på samfundsmæssige forhold, der vedrører økonomi, klasse, samfundets institutioner, køn og etnicitet. Derfor har jeg også svært ved at forstå, at det, der i kommentaren betegnes som identitetspolitik, er noget, der har med den danske venstrefløj at gøre.

Som fænomenet identitetspolitik kommer til udtryk i USA, må det vel betragtes som værende forbundet med liberalisme i en form, hvis vi ser bort fra politikere som Bernie Sanders, der målt med nordvesteuropæisk standard kan karakteriseres som ultraliberalisme (f.eks. i tilknytning til Det Demokratiske Parti).

For så vidt, som der til fænomenet typisk ikke er knyttet et ønske om et opgør med grundlæggende forhold vedrørende økonomiske, klassemæssige og institutionelle forhold, er det vel udtryk for en personligt orienteret moralsk bevægelse, snarere end for en egentlig politisk bevægelse.

På den baggrund ser jeg, i en dansk sammenhæng, i identitetspolitikken nogle paralleller til den del af kulturradikalismen, som havde politisk tilknytning til det, der i dag har udviklet sig til Radikale Venstre. Et parti med nogle stærke værdipolitiske holdninger, men som på områder som økonomi og i sit syn på klasse og institutioner tilknyttet den tidligere arbejderklasse (f.eks. fagforeningerne), må karakteriseres som et traditionelt socialliberalt parti. Radikale Venstre er jo ikke et venstrefløjsparti.

For mig at se har den danske venstrefløj, som en central del af sit syn på samfundet, et ønske om et opgør med økonomiske og aktuelle klassemæssige forhold i samfundet, og som sådan har den kun noget med identitetspolitik at gøre, hvis det identitetspolitiske også ses i en økonomisk, klassemæssig m.m. sammenhæng.

Christian De Thurah

Ocasio-Cortez' bemærkning er jo en fin retorisk sløjfe, men holder næppe helt. At der ikke skulle findes "et eneste økonomisk forhold, der ikke også har racemæssige implikationer", kan simpelthen ikke være rigtigt. Konsekvensen af det synspunkt ville jo være, at der i en etnisk homogen befolkning ikke ville være nogen problemer betinget af økonomi.
Det er vist at drive identitetspolitikken for vidt.